Min teenager tager livet af mig
Jeg er så ked af det. Igennem det sidste år har min nu 15 årig søn udviklet sig fra at være en sød og venlig dreng til at være en tyran. Selvom jeg er hand mor må jeg indrømme at han er ulidelig. Hans sprog overfor mig og hans søskende er langt fra ok , samtidig vil han intet hjælpe med, heller ikke holde sit værelse.
Jeg har vasket hand tøj og lagt det ind på hans seng, men i protest over at jeg ikke også lagde det sammen og ind i hans skab smider han det rene tøj på gulvet. Der ligger det så sammen med beskidt tøj osv og alt bliver så smidt til vask igen.
Jeg meddelte ham at han fremover selv kunne vaske hans tøj.
Tallerkner glas chips skåle mælkesjatter osv hober sig op i stakkevis og værelset stinker da han heller ikke vil skifte sengetøj.
Det værste er dog de daglige - ja mange gange daglige flabetheder og mindre pæne sprog ( bliver efterhånden kaldt mange ting )
Jeg har selvfølgelig MANGE gange prøvet at tale med ham men det hjælper ikke. Han har meget selvtillid og er utrolig populær blandt jævnaldrene, pigerne hænger efter ham.
For et par uger siden fik jeg nok. En simpel ting som jeg bad ham sætte hans glas i opvaskeren blev mødt af et "næ jeg gider da ej " og der så jeg rødt.
Han stod og skulle på ferie hos hans far (som han brokker sig over når han har været på weekend hos, og kun gad komme der ca hver 6 weekend ) og jeg sagde at hvis ikke han ændrede sin opførelse rigtigt meget måtte han gerne blive derude.
Til sin søster der er 1 år ældre søster (som også bor her ) sagde han at ja ja vent at se inden en uge er mor kommet krybende og sagt undskyld. Men det gjorde jeg ikke og efter 1 uge modtog jeg en sms om at hvis jeg ikke blev en bedre mor og ændrede mig meget ville han blive hos sin far. Jeg svarede at det eneste jeg ville ændre var at der fremover kom andre boller på suppen.
Til det svarede han at så blev han hos sin far og at jeg ikke kunne få ham til at skifte mening og jeg svarede at det havde jeg såmænd heller ikke tænkt mig at prøve på.
Det fik ham til at tænde helt af og jeg fik derefter en del sms om hvor dårlig en mor jeg er og at han aldrig ville se mig igen og at jeg havde smidt ham ud.
jeg svarede blot at han jo havde fået valget om at opføre sig ordentligt og komme tilbage.
Her er faktisk blevet så stille og jeg har det så dårligt med at indrømme det men hold da op en fred og ro. Jeg har meget mere tid og overskud til alt. Men samtidig er jeg så ked af det , tænker om jeg nu gjorde nok for at forstå ham om jeg nu tog nok hensyn osv osv.
Håber der sidder nogen der kan trøste og sige I ville havde gjort det samme.
Den dårlige mor
Jeg har vasket hand tøj og lagt det ind på hans seng, men i protest over at jeg ikke også lagde det sammen og ind i hans skab smider han det rene tøj på gulvet. Der ligger det så sammen med beskidt tøj osv og alt bliver så smidt til vask igen.
Jeg meddelte ham at han fremover selv kunne vaske hans tøj.
Tallerkner glas chips skåle mælkesjatter osv hober sig op i stakkevis og værelset stinker da han heller ikke vil skifte sengetøj.
Det værste er dog de daglige - ja mange gange daglige flabetheder og mindre pæne sprog ( bliver efterhånden kaldt mange ting )
Jeg har selvfølgelig MANGE gange prøvet at tale med ham men det hjælper ikke. Han har meget selvtillid og er utrolig populær blandt jævnaldrene, pigerne hænger efter ham.
For et par uger siden fik jeg nok. En simpel ting som jeg bad ham sætte hans glas i opvaskeren blev mødt af et "næ jeg gider da ej " og der så jeg rødt.
Han stod og skulle på ferie hos hans far (som han brokker sig over når han har været på weekend hos, og kun gad komme der ca hver 6 weekend ) og jeg sagde at hvis ikke han ændrede sin opførelse rigtigt meget måtte han gerne blive derude.
Til sin søster der er 1 år ældre søster (som også bor her ) sagde han at ja ja vent at se inden en uge er mor kommet krybende og sagt undskyld. Men det gjorde jeg ikke og efter 1 uge modtog jeg en sms om at hvis jeg ikke blev en bedre mor og ændrede mig meget ville han blive hos sin far. Jeg svarede at det eneste jeg ville ændre var at der fremover kom andre boller på suppen.
Til det svarede han at så blev han hos sin far og at jeg ikke kunne få ham til at skifte mening og jeg svarede at det havde jeg såmænd heller ikke tænkt mig at prøve på.
Det fik ham til at tænde helt af og jeg fik derefter en del sms om hvor dårlig en mor jeg er og at han aldrig ville se mig igen og at jeg havde smidt ham ud.
jeg svarede blot at han jo havde fået valget om at opføre sig ordentligt og komme tilbage.
Her er faktisk blevet så stille og jeg har det så dårligt med at indrømme det men hold da op en fred og ro. Jeg har meget mere tid og overskud til alt. Men samtidig er jeg så ked af det , tænker om jeg nu gjorde nok for at forstå ham om jeg nu tog nok hensyn osv osv.
Håber der sidder nogen der kan trøste og sige I ville havde gjort det samme.
Den dårlige mor
Kommentarer
Det eneste jeg ville have gjort anderledes var sms'erne, jeg ville ikke ha' en dialog af denne karakter kørende pr. sms.
Må jeg være så fri at spørge om du har "glemt" at opdrage ham til at ordne sine egne ting, samt være behjælpelig i hjemmet?
Havde det foregået i vores hjem havde vedkommende kommet til at spise af samme service, indtil vedkommende selv havde båret det ud og sat det i opvaskeren.
Vedrørende vasketøj og oprydning, vasketøj er han gammel nok til selv at stå for, oprydning på værelset er også hans opgave, og vil han ikke det må han bo i et telt i haven, eller på det nærliggende grønne område indtil han finder ud af hvordan reglerne er hos dig.
Lommepenge kan der jo ikke være nogle af, da han ikke vil arbejde for det.
Ej heller betaling af mobilabonemment.
Hvis han mener, at du bare skal accepterer ham og hans teenagernykker, skal han klart til at betale temmelig dyre summer for at bo derhjemme,
og det skal stå i forhold til alt hvad du skal yde for ham.
Ønsker han at komme hjem, må du have en kontrakt klar til underskrift, på hvad han skal lave i hjemmet, hvilket sprog han må bruge i hjemmet, Hvilken opførsel han skal leverer+ mange andre punkter.
Hvilket du bedst kan se, da det er dig der står med ham i hverdagen.
NEJ, DU HAR IKKE SMIDT HAM UD. Du har blodt stillet krav til ham, så I alle kan være i hjemmet på en ordenlig måde. Hvilket kun er rimelig.
Mange hjertelige hilsner
Rita
Men – jeg synes også din reaktion er helt i orden, også du må sige stop og afvise at finde dig i det.
I den alder er der ”lukket på grund af ombygning” og han er givet overbevist om, at det hele er din skyld, og at han sagtens kan klare sig uden dig, han prøver endda givet også at bilde sig selv ind, at han er fuldstændig lige glad – for man kan altså ikke overskue hele livet i den alder, og tænker ikke langt, når man brænder broerne bag sig. Han er overbevist om, at du er noget så forfærdelig, at du har forsøgt at ødelægge hans liv osv. osv., men på den anden side, så tror jeg også, han faktisk har det ret dårligt, for dybt inden i ham, kan han sikkert godt se, at han ikke har været helt rimelig i sin opførsel, men det vil en i hans alder aldrig, aldrig nogen sinde indrømme eller konfronteres med. Han er ude af stand til at overskue alle konsekvenser af et brud med dig for resten af hans liv, men lige nu er det ”det nemmeste” og han mener, han sagtens kan takle det. Det er derfor afsindigt vigtigt, at han får at vide, at du – trods alt – altid vil være der, og også vil tilgive.
Jeg vil foreslå, at du skriver et brev til ham – altså sådan et på papir og med frimærke på, og ikke en sms – som da umuligt kan være til lange, alvorlige diskussioner.
Fortæl ham, at du elsker ham og at du altid vil gøre det, at han aldrig nogen sinde må tvivle på din kærlighed til ham, at du naturligvis til en hver tid vil være der for ham, hvis han skulle få brug for dig. Fortæl ham, at nej – det har ikke være sjovt, at være vidne til den opførsel, han har lagt for dagen, og at du har måttet erkende, at det har været for meget for dig, at du – som det helt almindelige menneske, du er, ikke har magtet det; men at det intet har at gøre med, at du ikke elsker ham. Fortæl ham, at selv om du er hans mor, så er også du kun et menneske, og der altså er grænser for, hvor meget man kan byde et menneske. At du har forståelse for, at han ikke helt kan indse den vinkel, men det vil han nok gøre en dag, og at det stadig intet har at gøre med din kærlighed til ham. Fortæl, at det givet er sundt for jer begge to, at han nu bor hos sin far – så kan I – du, hans far, han selv – så med tiden finde ud af, om han skal komme hjem igen eller hvordan, at dit hjem naturligvis altid vil være åbent for ham – men der altså er nogle spilleregler, som også han må følge, for det handler om, at man altså skal tage hensyn til hinanden, og det gør man ved at hjælpe hinanden til at få dagligdagen til at fungere. Du er hans mor – ikke hans tjenstepige.
Det er afsindigt vigtigt for hele din søns liv, at han aldrig kommer til at tvivle på din og hans fars kærlighed til ham – ligegyldigt hvor sej, hvor grov og hvor ubehageligt han ellers opfører sig.
Sørg for at brevet ikke bliver alt for sentimentalt, men altså er meget klart i sproget. Muligvis vil du ikke modtage nogen reaktion, men det er bare så vigtigt, at han får det at vide, og du skal også vide, at det er dig, der nok bør gøre ”benarbejdet” - altså vedligeholde kontakten. Og der kan du bruge den sms – send ham en ind i mellem, hvor du lige fortæller stort og småt – at du var i byen og så dette eller hint, og kom i tanker om den gang da I lavede det der sjove – ja, du forstår forhåbentligt, hvor jeg vil hen, eller bare en, hvor du fortæller, at du tænker på ham og håber, han har det godt. Husk endelig hans fødselsdag, selv om han måske ignorerer din, spørg ham i god tid, hvad han ønsker sig, og kommer der ikke noget svar, så send alligevel en gave – Inviter ham til middag, men på den afslappede måde – send en sms, spørg om han lyst til at spise med på onsdag f.eks., blæs på, at det bliver ignoreret, gør det igen efter et par uger eller måneder – og bliv ved. Dukker han op, uden at have svaret, så er der måske ikke mad nok, men så finder du nok lidt i skabet og fortæller, at når man ikke svarer på sådan noget, så kan man heller ikke forvente, at der så står noget parat.
Hans skal bare vide, at den dag, han gerne vil dig igen, så kan han bare komme, og du vil modtage ham med glæde og ikke med anklager.
Håber du kan bruge ovenstående.
For mig var det bare logik, at man sagde det til ham. Måske lidt dumt af mig.
Man elsker jo sine børn overalt. Men skrive sms, nej det ville jeg ikke.
Denne mor ville gøre drengen en bjørnetjeneste ved at acceptere sådan opførsel. Noget tyder desuden på, han ikke er helt glad ved situationen, for så ville han ikke skælde voldsomt ud, men bare være ligeglad.
En skriftlig kontrakt ville jeg droppe, men sige/skrive til ham, han skal opføre sig pænt. Så alle kan være der.
Jeg er også meget enig med lillespir, men vil dog godt supplere med mine holdninger til det at have teenagebørn i huset.
Det er en stor udfordring, jeg har selv haft tre af slagsen. Hormonerne raser hos dem i den alder, og det skal der selvfølgelig være plads og forståelse for. Men de tigger også om at få sat grænser, og det er der mange forældre der ikke tør. De opgiver kampen, for det er det nemmeste lige her og nu.
Tænk på at det er mod ham selv han reagere og egentlig ikke mod dig, han er ved at lære sig selv at kende, og det forvirrer ham. Men hans vrede kan han kun afleveres et sted og det er hos dig.
Jeg har selv valgt disse kampe med omhu, og har altid ment at børn bliver trygge, når de ved hvor de har deres forældre, og altid kan stole på, at hvad vi siger, det mener vi.
Du skal aldrig kommunikere med din søn på sms, når det drejer sig om at være vred og skælde ud. Hvis han vil dig noget, må han komme hjem, så I kan få talt ud om problemerne. Han nyder jo den dialog, som kan få dig op i det røde felt, så føler han at han har magten.
Der skal være regler i hjemmet, som skal overholdes, og hvis ikke han gør det skal det have en konsekvens. Og her må du stå fast, gir du efter bare en gang mister du den respekt, som han skal have overfor dig, og respekten skal selvfølgelig også gå den anden vej.
Regler kan være forskellige fra hjem til hjem, jeg og mine børn havde meget få men enkle regler. Men jeg læste engang, at vi ikke kan opdrage på teenagebørn, det er for sent, det burde vi have gjort fra dag et:-). Nu må du ikke tro at jeg tvivler på, at han egentlig har været godt opdraget, men jeg tror du er for eftergivende lige nu. Han prøver kræfter med dig, ligesom han gjorde, da han var mindre.
Du skal være tro mod dine holdninger og stå fast, og så tror jeg ikke det hjælper at I råber til hinanden. Vær rolig og konsekvens i dine krav til ham, det tror jeg giver den største respekt.
Uha jeg mener en masse andet også, men jeg håber at du kan få barnets far i tale, for jeg mener ikke at han bare kan flytte frem og tilbage som det passer ham.
Meddel ham at du ikke har smidt ham ud, sig du savner ham og elsker ham, men han må og skal indgå i nogle faste regler, som I så kan aftale i fællesskab. Han skal altid føle sig elsket:-) men det er ikke det samme som at slippe ansvaret for ham.
Jeg ønsker dig held og lykke
Sofie
Man får da ikke så meget ud af, nu at begynde at stille krav til hvordan han skal være for at komme hjem igen - det vil da under ingen omstændigheder få ham på den tanke, tvært i mod, det eneste mallebak får ud af det, er da at få skubbet sin søn endnu længere væk.
Og - en teenager, der får at vide, at hvis han vil noget, kan han bare henvende sig, er man da helt sikker på at miste kontakt til.
Og nej - jeg er ikke helt overbevist om, at denne søn 100% har forstået, at han trods sin opførsel alligevel er elsket, og det er det værste, man i den alder kan blive usikker på. Han har i hvert fald ikke forstået, at han også elsker sin mor, og i længden ikke vil kunne undvære hende.
Derfor er det afsindigt vigtigt at det er hans mor, der er den voksne og hende, der rækker hånden ud - hele tiden.
Men jeg mener modsat dig, at vi skal sætte krav til de unge, og at regler i hjemmet skal overholdes.
Modsat lillespir er jeg ikke enig i at lade ham spise af snavsede tallerkener, og ikke hjælpe ham med det snavsede tøj.
Det er en meget svær diskussion denne her, for vi mener jo også meget der ikke er skrevet, for så bliver det jo en hel roman.
Men man kan søge viden om det at have en teenager i huset, der er skrevet mange gode bøger om emnet.
Der er heller ikke to unge der er ens, og det skal der selvfølgelig tages hensyn til.
Sofie
Bare lige - jeg har på intet tidspunkt påstået, at der ikke skal stilles krav til de unge - tvært i mod. Børn og unge har i den grad brug for at vide, hvem der er den voksne, og hvem der har det sidste ord.
Jeg mener bare ikke, der er så megen ide i at stille skarpe ultimative krav til en, der allerede ER flyttet. Jeg finder ingen grund til at gentage, hvad jeg i denne tråd faktisk HAR skrevet mht hvis han vil hjem igen.
Ja undskyld - men jeg blev lige lidt fortørnet over at få sådan en over næsen.
Man får da ikke så meget ud af, nu at begynde at stille krav til hvordan han skal være for at komme hjem igen. Citat slut
Her mener jeg at hvis han vil hjem ja så bliver man vel nødt til at stille nogle krav til ham, og sætte nogle regler op.
Jeg har heller ikke forstået at han er flyttet permanent, men mere fordi han har problemer med sin mor, og han egentlig gerne vil hjem igen, men måske har jeg misforstået noget.
Jeg er ked af at have misforstået dig, så godt ord igen:-)