Min teenager tager livet af mig

persille1

Egentlig undrer jeg mig. "Hormonerne raser". Den har jeg aldrig helt forstået. Men jeg har ofte læst om det.

Jeg har to sønner og jeg har aldrig nogensinde haft problemer med dem, aldrig. Og de har udviklet sig til mænd. Så hormoner må de da have.
Den yngste kunne finde på at sige: Det skal jeg nok mor, bare ikke lige nu. Det tog jeg roligt.

Nu får jeg skæld ud, men jeg kan ikke holde min mund. Jeg mener kun der er tale om forkert opdragelse. Jeg blev selv vred, når jeg fik besked på: Gør sådan og sådan.
Af den grund bad jeg altid mine sønner om hjælp. Sagde: Vil du hjælpe mig. Der er ingen grænser for, hvad man kan få mig til, hvis jeg bliver spurgt pænt, men det gjorde min mor faktisk aldrig, så af den grund havde vi mange sammenstød.

Det bestemte jeg mig til, sådan skulle det ikke være med mine børn. De blev jo også meget hurtigere stærkere end mig og de hjalp mig, når jeg bad om det.


Tilføjer
Jeg tror faktisk vi i det store og hele er enige, vi udtrykker os bare forskelligt.

Sofie45

Helt enig Persille, det er ikke lige meget hvordan vi taler til vores børn.

Den bydende tone synes jeg også er forkert, nej så hellere sige: Jeg vil gerne have du f.eks. ryder op fremfor kan du nu rydde op.

Jeg har kun piger og der ved jeg at hormonerne raser, men har aldrig haft problemer med dem.

Jeg kan godt læse at vi er forskellige vi kvinder her, men når ens opdragelse er lykkedes godt, så mener vi jo at vi har gjort det rigtigte i vores opdragelse.

Det er altid meget svært at råde andre, for vi får jo ikke alle detaljer. Vi læser også en bog forskelligt, kan få hver sin mening ud af den.

Ja det skrevne ord er svært, der sker ofte misforståelser, men vi skal nok passe på ikke at fare op og være så nærtagende. Det ville jo aldrig ske hvis vi sad overfor hinanden med øjenkontakt. Dette mener jeg positivt.

Kan I alle have en god lørdag, solen skinner og jeg får besøg af alle mine børnebørn:-)

Og med dem har jeg faktisk ikke så mange regler:-)

Sofie

lotte123

Nej, jeg tror som heller ikke, vi i bund og grund er så uenige, og bare rolig min "ligtorn" holder nok. Jeg brød mig bare ikke om, at jeg blev påduttet en holdning, jeg hverken har eller har udtrykt.

Jeg har bare prøvet at se tingene fra drengens side, prøvet at sætte mig ind i, hvordan han har det - og han har det givet ikke særligt godt, hvorfor det er så afsindigt vigtigt, at han ved, at han alligevel er elsket.

Som jeg læser mallebaks indlæg, så står han lige nu meget skarpt på, at han aldrig nogen sinde kommer hjem igen, at hun har været helt forfærdelig osv. - og det er i en sådan situation, jeg ikke mener, man kommer særligt langt ved at stille sig op og stille krav til, hvordan han skal opføre sig for at få lov til at komme hjem igen.

Jeg mener, mallebak skal tage sin dreng seriøst - respektere det valg, han har taget mht at være flyttet, men hele tiden sørge for at drengen ved, at der altid står en dør åben for ham hos hende. Og det skal hun sørge for at han ved.

Når han opdager, at hans mors kærlighed er betingelsesløs, så kan det være han finder ud af, at græsset alligevel ikke var helt så grønt - der er forhåbentligt også krav hos hans far - og han så inderst inde gerne vil hjem igen, men det kan en teenager have endog meget svært ved at få sagt, da det vigtigste i den alder vel sagtens er, at man ikke vil tabe ansigt, og det er hans mors fornemste opgave at sikre sig, at han så heller ikke gør det.

Jeg er da helt overbevist om, at hvis han kommer der til, at han vil hjem igen, så er han også modtagelig for, at så er der andre boller på suppen, og på det tidspunkt kan man så sætte sig og tale fornuftigt sammen om, hvad der forventes - og kald så bare det for krav. Han har jo tydeligvis ikke hidtil forstået, hvorfor han fik alle de "urimelige" krav. Det vil han gøre, når han har fået tænkt sig om, og er blevet lidt klogere.

Så mallebak - lad ham nu selv finde ud af, hvor godt han havde det hjemme hos dig, respekter hans valg - hvad jeg i øvrigt også lidt læser, at du gør.

Ps - er det ikke torsdag i dag? -:)

Sofie45

ha ha jo selvfølgelig er det torsdag, men jeg plejer at få børnebørn en lørdag, men nu er det jo sommerferie så det er nok derfor jeg i min lille hjerne bytter om på dagene:-) Du er skarp Lotte

lotte123

Jeg filosoferer lige lidt - og undskyld mallebak, men måske du alligevel kan bruge det.

Det er da også meget vigtigt, man som forældre tænker en hel del over, hvordan man taler med og til sine børn.

Selvfølgelig skal man tale ordentligt - og lære sine børn at gøre det, men jeg tror ikke nogen forældre kan sige sig fri for, at have tilsidesat sit barns ord uden videre, og man gør det med det helt lille barn, der skal lære at når det siger nej, så har det ingen betydning, men når den voksne siger nej, så betyder det noget.

I al sin iver for at tale pænt, får man faktisk gjort skade på barnets opfattelsesevne.

"Skal vi lige gå ud og skifte din ble?"

"Skal vi ikke gå hjem fra legepladsen nu?"

"Skal du ikke have en trøje på?"

Osv... Barnet svarer klart og tydeligt nej til disse spørgsmål, men forældrene hører det slet ikke - de tager bare barnet og gør det, de sådan set lige har fortalt barnet, at der kan tages stilling til.

Når så barnet beder om f.eks.en is, så svarer den voksne nej, og så er det barnet så skal forstå, at nu betyder det nej lige pludselig noget.

Et barn skal altså lære, at når det har en holdning, så er det ikke vigtigt, men det er det når en voksen har det. Der er sådan set ikke noget at sige til det, når der - når barnet bliver ældre - er grundlag for virkelig store konflikter.

En veninde af mig fortalte en historie om en gang, hun havde sagt til sin halvstore søn "Gider du lige gå ud med skraldeposen?". Drengen svarede, at næh, det gad han ikke. Hans mor røg helt op og spurgte, hvad han bildte sig ind. Og så er det drengen siger: "Du spurgte, om jeg gad - og nej, det gider jeg ikke, men hvis du have, jeg skal gå ud med den pose, så sig dog det. Og så skal jeg nok gøre det." Historien endte med at begge kom til at grine, men også at hun blev opmærksom på, hvad hun i bund og grund sagde.

Jeg tror, vi alle har godt af lige at stoppe og tænke lidt over, hvordan vi i bund og grund formulerer os.

Det er ikke bare det at tale pænt; vi skal også tænke over, hvad vi i grunden siger.

Det er også vigtigt, at vi holder fast i det vi siger - og i øvrigt indrømmer det, hvis vi tager fejl.

Hvis det har været fast helt fra dag et i det lille barns liv, er man allerede langt, når barnet når den vanskelige pubertet.

Ja, det var bare lidt småfilosofi, som i øvrigt også kan bruges i forhold til børnebørnene.

mallebak1

Tak for jeres gode meninger.

Der er ikke tale om at vores søn skal/kan flytte frem og tilbage. Hans far bor et stykke herfra og det indebærer skoleskift.

jeg har selvfølgelig fortalt min søn at jeg elsker ham og vil ham alt det bedste - men at jeg ikke accepterer hans opførelse. Den skal ændres så vi alle kan holde ud at være her.

Det er min søn ikke indstillet på, han mener han kan tale som han vil og ikke behøver hjælpe med noget.
Det er hans værelse der bugner at tallerkner osv- han gider ikke rydde op.

Jeg har sagt han er velkommen til fortsat at bo hjemme MEN på andre betingelser.

Han har valgt at blive ved sin far , og havde som tidlige skrevt sagt til sin søster at jeg hurtigt kom krybende for jeg kunne ikke undvære ham. Da han intet havde hørt fra min sendte han den sms om at jeg havde valget om han skulle blive hos hans far eller komme hjem, men så skulle jeg ændre mig. Han ville ikke have pligter og han ville kunne tale og gøre som han ville. Jeg svarede at det ikke kunne komme på tale.
Herefter skrev han at så blev han hos sin far og at jeg ikke kunne tale ham fra der, og jeg svarede at det prøvede jeg jo heller ikke på- så tændte han af at jeg var en idiot og en mor fra h.

Ja dumt med sms men afstanden gør at man ikke lige kan komme til at snakke rigtigt sammen.
Jeg ved godt han er i chok over at jeg ikke som han forventede kom krybende og bad ham komme hjem og at jeg ikke accepterede hans betingelser.
Jeg er ked af at indrømme det men jeg har det SÅ godt med han nu bor der, sikke en fred og overskud her er blevet. MEN jeg har det af h til over han kan mene jeg er ond og intet har gjort for ham. Han er uden tvivl blevet ekstra forkælet pga sygdom som lille. Min familie siger at de aldrig har oplevet så forkælet et barn.

Jeg ved også at det kan være svært at havde fået den rolle som skolens seje og den som pigerne løber efter , jeg har taget hensyn hensyn og atter hensyn. Han er teenager det er ikke altid nemt, osv osv. Men jeg KUNNE ikke mere.
Han var uforskammet grænsende til ulidelig .
Jeg vil IKKE kaldes klamme mor-dumme kælling-fede idiot af mine børn. Jeg vil ikke rydde op på hans værelse og jeg vil ikke levere roomservice.. Der skal spises til måltiderne ( medmindre man er forhindret ) Synes det er ok krav - det mener min søn ikke.

Han fortæller nu alle han snakker med at jeg har smidt ham ud- jeg synes ikke jeg har smidt ham ud. Jeg synes han har smidt sig selv ud.

Puha det er hårdt - endnu engang tak til jer alle

Sofie45

En anden indgangsvinkel til det at have teenagebørn i huset. Jeg ville absolut læse bogen hvis jeg havde teenagebørn i dag, da tiden er en anden i dag Men det har jeg gudskelov ikke:-)))



http://politiken.dk/kultur/boger/faglit ... ende-raad/

lotte123

Ja, jeg er da helt sikker på, at du har gjort alt, hvad du kunne, men det er ikke lykkedes at få kontakt til den pubertetshjerne - og det kan være lidt af en opgave. :-)

Jeg vil kun gentage mit råd om det postbesørgede brev, og at du jævnligt - og hvor tit jævnligt er, må du selv komme frem til - sender en positiv sms med en rar hilsen til ham.

Og så foreslår jeg, at du blæser det hatfuld, at du enten intet svar får, eller får sårende svar. Ignorer det. Lad være med at gå ind i en debat med ham om det. Send - efter en tid - igen en sød hilsen. Bliv ved.

Når han fylder 30 kan du så overveje, om du skal opgive, men ikke før. Jeg er overbevist om, at der ikke kommer til at gå så lang tid. Jeg er ret sikker på, at denne metode vil give positiv pote efter en tid - men hvor lang den tid er, ja - det ved ingen jo.

Prøv om du kan ignorere de grimme ting, han ude i byen siger om dig - du ved jo godt, at det ikke er sandt, og det gør de mennesker, der kender dig jo også. Dem han siger disse ting til, vil da nok også undre sig over, hvorfor han skulle være blevet smidt ud - så det er faktisk kun ham selv, det kan gå ud over.

Hvad folk, du ikke kender, tænker kan du vel i bund og grund være ligeglad med. Der drejer det sig jo bare om såret forgængelighed, og den er ikke så vigtig.

Har du mulighed for en positiv kontakt med hans far? Det ville være godt, hvis I kunne tale sammen. Det er jo jeres fælles søn, avlet i kærlighed, og I ønsker vel begge det bedste for ham, så hvis der noget stolthed eller nogle negative følelser der, så er det måske en god ide at prøve at bide det i sig i det fælles ønske om et godt liv for jeres dreng.

Jill1204

Kan udemærket forstå din beslutning. Den var garanteret ikke let, og alligevel var den. For du var ved at gå ud af dit gode skin. Det er sådan jeg har det lige nu. Min søn har været til samtaler hos skolepsykolog. På kommunen, de hjalp ham med en efterskole, efter efterårsferien. Der nåede han og være i en uge. Hvorefter forstanderen ringede til mig og sagde at hvis min søn nogen sinde snakkede sådan til ham igen ville han blive smidt ud. Og det var nøjagtig hele formålet for sønnikes "udbrud". Så mor her måtte pænt hente ham. Han har været 3 uger hos min tante. 1 uge hos min storebror. En uge hos sin far. Hver gang kommer han hjem og lover bod og bedring. Desværre holder dette kun i en uge. Han har selv været med til at aftale hjemmesider i hverdage og weekender. Og konsekvenser hvis han ikke overholder dem. Han gør på nuværende tidspunkt ingen af delene. Kommer hjem når det passer ham. Sviner mig og min mand til ( vi har været sammen siden knægten var 2 år) han stjæler vores penge hvis vi ikke tager dem med i seng. Eller sine små søskendes, så nu skal de også gemme deres penge! Det er skrækkeligt. Men på et tidspunkt kan man bare ikke tage mere. Så du kan med god samvittighed sige at du har gjort det rigtige. Han var en sød og dejlig dreng og hjalp garanteret også til. Pludselig blev han teenager. Du ved at den dejlige dreng er der inde. Han er bare gemt i en egoistisk aggressiv teenageboks. Han kommer tilbage. Han har bare brug for noget tid. Du kan glæde dig over at han trods alt vil bo hos sin far. Det vil min sgu ikke. Det ender nok med at kommunen får forældremyndigheden. For jeg kan ikke styre ham. Jeg har prøvet med den søde behaglige forstående dialog. Jeg har prøvet den skrappe. Jeg har prøvet at snakke til hans samvittighed. Intet intet INTET siver ind. Arh indimellem gør det, men så holder det desværre kun en uge. Så jeg ved at inderst inde er han godt klar over at han er gal på den. Jeg tvivler bare på hvor meget længere jeg kan klare det!

Boye1973

Hvor er det dog befriende at læse jeres indlæg. I må ikke misforstå mig, for det er naturligvis ikke rart, at I har så store udfordringer, men da jeg selv har lignende udfordringer, var det helt rart at læse om nogle, som er i samme båd.

Jeg har ikke haft kontakt med min 22 årige datter og 18 årige søn i 10 måneder.

Jeg blev også slidt op og magtede til sidst ikke situationen. Jeg kunne ikke mere!

Mine børn er vokset op under vanskelige forhold, da deres far blev narkoman efter vi gik fra hinanden, da de var 5 og 8 år. Det efterlod selvfølgelig sine spor, og mange år med forældre, lærer, psykiater, psykolog, kontaktpersoner, sagsbehandlere, politi, skoleinspektører mv, fulgte efter.

Min datter var efter teenageårene faldet til ro igen. Der var fuld fart på med alkoho, grimt sprogl osv, men hun fandt en kæreste som 15 årig, og der kom ro på.

Min søn kom i teenageårene, og han tog tråden op med grimt sprog, gad ikke indfinde med regler om at rydde op efter sig selv, komme hjem tider, stjal penge fra os (mig og min nye mand), tog mine ting (computer, cykel) uden at spørge om lov.

Min datter konverterede til Islam i november 2013. Hun blev desværre meget indadvendt efter hun fik sin nye kæreste (i øvrigt en rigtig sød en af slagsen, så ham bebrejder jeg intet). Det betød blandt andet, at hun ikke gad være i samme stue som os de sidste 4 år medmindre hun skulle låne bilen eller dankortet til at handle tøj over nettet. Jeg har adskillige gange forsøgt mig med at spørge ind til hvorfor, men svaret var, at der ikke var noget. Jeg har adskillige gange forsøgt mig med at invitere, lave maddage, have en seddel liggende i køkkentet, hvor man skrev på, hvad der skulle handles i håb om, at det kunne bringe hende til truget. Men nej....

Jeg havde sagt til hende, at når hun skulle konvertere, så ville jeg gerne med i moskeen, da jeg gerne ville udtrykke min opbakning til hendes valg. Dagen før meddelte hun mig midt i lørdagsrengøringen på badeværelset, at de i øvrigt nok også skulle giftes, og hun ville gerne det her selv uden at jeg var til stede.

Jeg var så såret og skuffet! En uge efter kunne jeg snakke med hende igen, og her svarede hun blot, at det var da bare en misforståelse - der kom jo nok også et bryllup på Rådhuset på et tidspunkt, og så kunne jeg komme med der.

En dag fik jeg nok.

Min søn havde talt rigtig grimt til mig - han råbte og skreg, at jeg var det ene og det andet, da jeg forsøgte at tage en snak med ham om ikke bare at tage min computer og min cykel uden at spørge om lov. Begge var i gang med at rydde hans værelse, da de ville male det, og jeg bad dem stoppe projektet indtil min søn og jeg havde haft en snak om at tale pænt til hinanden, da han var gået langt over min grænse.

Dagen efter så jeg intet til min søn (han var gået i vrede) og dagen efter igen - var værelset malet, da jeg kom hjem fra arbejde!

Jeg bad dem flytte begge to. Jeg var helt oppe i det røde felt (ikke særlig heldigt set i bakspejlet, men jeg kogte over), og de meddelte mig, at hvis jeg smed dem ud, så ville jeg komme til at fortryde, og jeg så dem ikke mere. Jeg havde ikke andet valg end at holde fast. Jeg var ved at gå i stykker, og følelsen af respektløs opførsel over for mig fyldte nu for meget.

Jeg har efterfølgende forsøgt at tage kontakt - ringe, skrive, sms. Sende fødselsdagshilsen. Skrive hvis der sker noget i familien. Et par gange har min søn reageret med vrede. Min datter ignorerer mig fuldstændig.

Jeg mødte min søn på gaden forleden og spurgte, om vi skulle tage en tår at drikke, men svaret var nej tak, han havde intet at tale med mig om, og han havde jo fortalt mig, at det kom jeg til at fortryde. Jeg fik fortalt ham, at jeg savnede ham og tænkte på ham hver dag, inden han gik videre.

Min datter har fået egen lejlighed med hendes kæreste og min søn bor hos sin far nu (han har været clean narkoman i snart 10 år og fungerer fint med arbejde osv), og han synes det er hårdt, at sønnen er kommet inde for dørene. Det fortæller han mig også og fortæller også ærligt, at han har bandet og svovlet mig langt væk. Han er stadig sølle - lavt selvværd osv - efter det liv han levede, og han kan ikke se andre end sig selv.

Summasummarum. Jeg kunne ikke træffe noget andet valg (i givet fald skulle jeg have gjort det på andre tidspunkter i mit eller deres liv). Jeg har gjort, hvad jeg kunne for at være en god mor. Jeg ved godt, at jeg har fejl og indrømmer det gerne også fulgt op af en undskyldning, hvis nogle skulle læse noget andet lige her.

Jeg fortsætter med at forsøge at få kontakt i de perioder, hvor jeg har overskud til afvisningen (for dem kommer der sikkert mange flere af, og de gør meget ondt hver gang) og håber på, at der en dag igen er kontakt - men... det er dælme hårdt!

Puha.. Der fik jeg luft...

Hvis nogle af jer har erfaringer med dette eller gode råd til at komme i kontakt ud over, hvad jeg har skrevet, så må I meget gerne kommentere.