Overdosis
Hej.
Jeg ved godt at emnet overdosis ikke høre inde her, men jeg vidste ikke lige hvor jeg skulle skrive om præcist det her emne.
Jeg ved udmærket godt at det med overdosis og piller bestemt ikke er noget man spøger med, eller bare for sjov, men det jeg skriver nu er også dybt seriøst.
For efterhånden lang tid siden, tog jeg 8 piller(panodil zapp) men det eneste der skete var at jeg fik det dårligt, og håbet var selvmord. I søndag prøvede jeg igen, med 12(panodil zapp) og efter det har jeg haft kramper, kvalme og konstant træthed.
Nogle siger at 8 piller er nok, andre siger at man skal op på 20 for at kunne tale om en overdosis. Er det tilfældige smerter, eller har overdissen tager ''fat''?
Håber i vil svare, og i kan bare stille spørgsmål så meget i vil.
-Mette12345
Jeg ved godt at emnet overdosis ikke høre inde her, men jeg vidste ikke lige hvor jeg skulle skrive om præcist det her emne.
Jeg ved udmærket godt at det med overdosis og piller bestemt ikke er noget man spøger med, eller bare for sjov, men det jeg skriver nu er også dybt seriøst.
For efterhånden lang tid siden, tog jeg 8 piller(panodil zapp) men det eneste der skete var at jeg fik det dårligt, og håbet var selvmord. I søndag prøvede jeg igen, med 12(panodil zapp) og efter det har jeg haft kramper, kvalme og konstant træthed.
Nogle siger at 8 piller er nok, andre siger at man skal op på 20 for at kunne tale om en overdosis. Er det tilfældige smerter, eller har overdissen tager ''fat''?
Håber i vil svare, og i kan bare stille spørgsmål så meget i vil.
-Mette12345
Kommentarer
8 piller nok til at blive indlagt
Lægekundskabens egen vejledning i anvendelse af lægemidler - det såkaldte lægemiddelkatalog - anbefaler, at man bliver indlagt på sygehuset, hvis man indtager otte Panodil på én gang.
Forklaringen er, at smertestillende piller med paracetamol som for eksempel Panodil, Pinex eller Pamol i for stor dosis forgifter kroppen i en sådan grad, at leveren ikke er i stand til at nedbryde stoffet. Derfor bliver der dannet giftige affaldsstoffer, der - hvis man ikke bliver behandlet - kan føre til lever-og nyresvigt.
citat slut
Det var noget af det sidste, jeg ville bruge, hvis jeg ville tage livet af mig.
At påføre sig selv lidelser, når man ikke ønskede flere.
For mange år siden kom min nabo og bad mig gå med ind til en dame, som hun var bange for havde taget piller. Hun turde ikke gå derind alene. Da vi kom ind i huset hørte vi en jamren. Jeg var ganske ung og turde ikke gå med ind i soveværelset.
Kort efter blev der råbt om jeg ville skynde mig at tilkalde en ambulance. Damen overlevede på sygehuset og sprang så ud af et vindue. Det overlevede hun også og kom sig næsten. For kroppen havde taget skade.
Jeg besluttede dengang, at ville jeg tage livet af mig skulle det bestemt ikke være på den måde. Og slet ikke med piller.
Jeg ved jo ikke hvorfor du vil tage livet af dig. Hvis det er en sorg, så lindrer tiden og der er ingen grund til at gøre den slags. Vi skal alligevel alle dø på et tidspunkt.
Jeg havde det selv meget slemt for mange år siden. Men livet, nej det ville jeg ikke tage. Jeg kom også over den sorg selv om jeg en overgang ikke troede det.
Er det en uhelbredelig smertefyldt sygdom, hvor man overhovedet ingen hjælp får, tjae. Men så ville jeg finde en anden måde at gøre det på.
Jeg er ikke så kold, som det kan lyde. Jeg forstår man kan nå til det punkt at man ikke ser nogen udvej. Men jeg tænker altid på at der nok kommer en løsning eller en lindring.
Jeg tror du skal søge noget lægehjælp. Hellere i dag end i morgen.
Det at jeg har prøvet igen med at tage den her overdosis har altså også været en kæmpe overvejelse. Jeg gør det fordi at jeg har en masse psykiske problemer, og det kommer virkelig aldrig til at gå op ad bakke, tro mig. Jeg har kæmpet med det i 3 år, og det bliver kun værre og værre...
Jeg ved godt at det er meget smertefuldt, det har det allerede været. Men altså jeg er klar til det, jeg har enda sørget for at jeg ikke er hjemme, så min mor ikke opdager noget.
Jeg har ikke fortrudt det, eller det vil sige nogen gange har jeg, det svinger meget. Jeg tager en dag ad gangen....
Din stakkels mor, hun bliver dybt ulykkelig. Jeg syntes du skal søge læge med det samme. Jeg ved godt læger ikke er helt, hvad de burde være, men dette, at du har taget så mange tabletter vil de helt klart tage alvorligt.
Du vælger jo en langsom smertefuld død. Gør det ikke.
Du kommer også på sygehuset, når du falder sammen. Du opnår ikke det du vil.
Jeg har set et menneske, der var meget langt nede, men hun kom sig på et tidspunkt. Hun fik det igen godt.
Du skriver at du bor hjee ved din mor, så du kan ikke være så gammel. Måske er du teenager. Du skriver at du i 3 år har haft psykiske problemer og at der ikke er håb.
Mette Mette: jeg ved godt at det ikke ser sådan ud, men der er ALTID håb!
Jeg har haft en rædselsfuld barndom, havde det elendigt de første 20 år af mit liv. I tillæg fik jeg en fysisk sygdom og mistede min nærmeste familile. Fra midt-tyverne kom sygdommen igen, jeg har siden været ret fysisk begrænset. Og lægerne troede ikke på mig så jeg kunne ikke få hjælp.
Selv om alle odds var imod mig, er jeg i dag gift med verdens skønneste mand, bor i et ønskehus og har 2 ønskeuddannelser. Jeg er sygemeldt pga min sygdom, men har lige fundet ud af hvad der skal til for at det går helt væk. For 2 år siden kunne jeg kun ligge i sengen med smerter hele døgnet, så du kan tro jeg ved hvad det vil sige ikke at kunne se nogen udvej.
Uanset om du er 12 eller 19 har du ret til at gå til din læge uden at din mor ved det. Hvis du er under 18 vil din læge nok gerne tale med din mor, men første gang kan du sagtens gå derop alene. Du skal bare ringe på det tlf-nr der står på dit sygesikringsbevis, sig til sekretæren at du ikke har det så godt -det er nok.
Du skal have en henvisning til psykolog eller psykiater, alt afhængig af hvad det er der plager dig. De vil hjælpe dig og din mor til at du kan få orden i dit tankekaos og få det meget bedre med dig selv.
Der er også flere chat-fora og anonyme tlf-linier -du er bestemt ikke den eneste unge der har det sådan her, så det vil åske være godt for dig at tale med andre der har det ligesom dig.
Selvmord er IKKE løsningen!! Hvad nu hvis du om 10 år kunne have alt hvad du ønsker dig? Alt det ville du gå glip af. Hvad hvis en person næste år er afhængig af, at du er til i verden for at redde vedkommendes liv? Hvis du gør en stor opdagelse der redder verden? Eller sørger for at ingen i dine kommende børns klasse bliver mobbet og derved redder de fra et liv i mørke? Vi har alle en vigtig rolle at spille for andre her i livet, både for folk vi kender og helt ukendte. Du kan ikke undværes! Du er vigtig!
Alle siger, at teenageårene er de bedste i ens liv, fest og ballade. Det er de sværeste og mest rædselsfulde år overhovedet. Og sådan er det for langt langt de fleste. Men du har det ekstra svært og så er det ikke et nederlag eller svagt at bede om hjælp. Lægen er til for dig. Du er med til at give ham løn. Lad ham hjælpe.
Du vil komme til at skulle knokle med dig selv, at turde kigge helt ind i dit dybeste mørke, du kommer til at græde. Men du kommer ikke til at gøre det alene. Du vil få hjælp af nogle der ved hvad du gennemgår og kan hjælpe dig med hvert skridt mod lyset. Og du vil komme ud som en ung kvinde der har masser at give verden, for du har set mørket. Du er vigtig fordi du er til! Og du er god nok! Glem aldrig det.
Mht. pilleoverdosis, som Persille siger er det den allerværste metode overhovedet. Først får du det virkelig skidt, med kraftigesmerter, kvalme og måske indre blødninger hvor dine organer begynder at bløde. Du vil være vågen hele tiden. Efter 3 dage, lige når du har fortrudt hvad du gjorde, vil du pludselig få det meget bedre, ingen kvalme, ingen smerter. Du begynder at lægge planer for fremtiden. Men smerterne og kvalmen er væk fordi din lever er død. Hen på aftenen får du det meget meget værre, de kan intet gøre på sygehuset for det eneste der kunne redde dig er en ny lever og det har de ikke med så kort varsel. Så dør du under de værste smerter du kan forestille dig. Så har du ødelagt og smidt ikke bare dit eget liv væk, men også dine forældres og nærmeste familie som aldrig vil blive sig selv igen. Er det virkelig det du vil? Det tror jeg ikke.
Du vil jo bare have smerten til at gå væk. Men så skal du ikke tage panodiler, men gå til din læge så han kan hjælpe dig med psykolog eller psykiater. Det skal du kræve, for det skylder du dig selv, din familie og alle de mennesker hvis liv og lykke i fremtiden er afhængige af at de møder lige præcis dig!
Jeg vil forsøge, at opnå det. Mine overvejelser er gjort, jeg har skåret i mig selv, levet med at hade mig selv. Jeg vil ikke mere, det er for sent nu. Jeg har ikke fortrudt det, og det gør jeg heller ikke. Jeg læste det bare som en selvmordsmetode og gjorde det.
-Mette
Kærlig hilsen.
Jeg er 14 år.
Tak for det lange svar, og det var åbentbart meget godt, da jeg endte i tåre. Ved ikke im det er selve dit indlæg eller om det er fordi at jeg bliver ved med at få af vide at det jeg har gang i noget dumt.
Jeg ved godt at det er meget alvorligt det jeg har gang i, og at jeg burde at opsøge læge, men det e jo ikke det jeg ønsker. Jeg ønsker ikke at få hjælp længere, nu er det eneste jeg ønsker at komme væk. Og at jeg skal tænke på min familie og nærmeste, problemet er en masse med min far. Og jo det der har gjort at jeg ikke gjorde det for måske et år siden er dem. Men nu syntes jeg det var på tide, jeg har altid holdt det oppe ved ar sige til mig selv at de nok skal klare den.
Når du skriver at der altid er håb så har du sikkert ret, men jeg ved at resten af mit liv vil gå med det her, det er ikke et problem jeg nogensinde kan slippe af med.
Du skriver også at jeg har ret til at gå til læge, og det ved jeg udmærket også godt, problemet er som du også selv skriver, at de nok vil snakke med min mor. Jeg har såret hende en gang, da hun fik afvide at jeg skår mig selv, det vil jeg ikke kunne igen, og den her gang er det værre.
Jeg ved godt der er mange unge ligesom mig. Jeg skriver allerede med nogle fra noget der hedde livslinien.
Jeg kan virkelig aldrig få det drømmeliv, det er helt umuligt! Jeg ved der, og verden skal nok klare sig uden mig!
Jeg har allerede prøvet at få hjælp inden jeg begyndte på den ide med piller godt nok, men det havde kun modsat virkning. Jeg er den type der er vildt dårlig til at snakke om tingene, jeg fortæller ikke hvordan jeg virkelig har det, jeg sætter det falske smil på, og siger det går fint.
Alle de ting med at man for det dårligt osv. er jeg forberedt på.
-Mette
Det gør mig virkelig trist at du har det så skidt, at du virkelig ikke kan se nogen fremtid der er værd at opleve.
På en måde ligner du mig så meget da jeg var 14. Min far gjorde aldrig andet end at såre mig. Ikke alle fædre er lige gode til at forstå. Eller ved hvor vigtige de er for deres døtre.
Du skriver at du ikke vil sige noget til din mor fordi hun blev såret over at du skar i dig selv. Hvis hun har sagt det til dig, har hun udtrykt sig dårligt. For hun blev ikke såret som hvis man svigter fx ens bedste veninde. Hun blev bange fordi hun følte at hun ikke kunne beskytte dig. At hun ikke vidste hvad hun skulle gøre.
Ja, lægen vil også gerne snakke med din mor. For når du er så ung som 14 år, så skal dine forældre også lære. De skal gøre nogle ting anderledes så du kan få det bedre. Lige nu ved de ikke hvordan, de gør sikkert deres bedste selv om det ikke er godt for dig. Men det vil psykologerne hjælpe dem med.
Det med ikke at kunne åbne op og altid have et smil på selv om du indeni har det ad h.... til, ja det gjorde jeg også da jeg var 14. Og tro mig, ingen vidste hvor slemt det stod til. Selv hvis jeg gerne ville fortælle var det ligesom om ordenene sad fast i halsen. For hvis jeg sagde sandheden var jeg overbevist om, at så kunne de jo se hvor et forfærdeligt menneske jeg i virkeligheden var. Så ville alle da virkelig hade mig, også den jeg fortalte det til. Derfor ville jeg faktisk gøre hele verden en stor tjeneste ved at fjerne mig selv fra Jordens overflade. Verden ville blive et bedre sted. Lyder dette her bekendt?
Senere fandt jeg ud af, at når jeg fortalte hvordan jeg egentlig havde det, vel og mærke til en psykolog med tavshedspligt som ikke sladrede, ja så hadede hun mig ikke. Hun syntes ikke jeg var det mest afskygelige på Jorden. Nej, hun sagde at der var sket ting for mig, ting som var fuldstændig uretfærdige, at jeg var smuk indeni, og at hun ville gøre alt hvad hun kunne for at hjælpe mig. Jeg måtte selv kravle op, ja, men hun gav mig i overført betydning klatreudstyr og sikkerhedsline, og gik med mig hele vejen.
Du skriver at for dig er der ingen udvej, du vil have det som nu altid medmindre du stopper livet. Ved du hvorfor du skærer i dig selv?
Jeg vil vædde med, at når du skærer så føler du en stor lettelse. For i et kort øjeblik bliver din indre smerte mindre. Når du er i skole eller sammen med dine forældre, eller måske alene med dine tanker, så kommer angsten, ikke som angst for edderkopper, men som en ubehagelig ubeskrivelig spænding, en sort knude der vokser sig større og større og til sidst fylder hele dit indre. Og den eneste måde du kan gøre den knude bare lidt mindre, er ved at skære i dig selv. Så er det som om smerten flytter sig fra dit indre til der hvor du skærer. Og det er meget nemmere at holde ud. Har jeg ret?
Hvis jeg har bare lidt ret, tror du så ikke der er en vej ud. Hvis jeg -en helt tilfældig på internettet -ved hvordan du har det indeni, tror du så ikke der er en mulighed for at andre også ved det. Og at de andre, fx en psykolog vil kunne hjælpe dig med at blomstre til den smukke blomst du i virkeligheden er? Husk, det vil ikke blive ved med at være hjemme som det er nu. Din læge og psykolog vil slås for dig, for de ved ligesom jeg, at DU ER VIGTIG. Du er nødvendig. Og dine forældre skal have hjælp til at være der for dig. På den måde får de det også bedre med sig selv end de har nu, tro mig. Der er andre der har det ligeså slemt som dig. Og som har følt sig ligeså grimme indeni. Som skærer i sig selv. Og er blevet hjulpet ud i lyset og har indset at de var et mørkt og ensomt sted, men de var ikke alene. Nogen kom og hjalp dem ud. Mange af dem har også haft det svært med at fortælle hvordan de havde det. Det forstår en psykolog, og hun ved hvordan hun skal få dig til at føle dig tryg. Hun vil starte forsigtigt, som når man forsigtigt tager en forbinding af et meget ømt sår. Langsomt og nænsomt. I dit tempo.
Verden bliver mere fattig uden dig, for din rolle er også vigtig og betyder noget. Det her er ikke bare ord-skvalder. Alle mennesker er afhængige af hinanden, på kryds og på tværs. Damen der spørger om bussen er kørt, ekspedienten du smiler til, alle. Du ved jo ikke om den lille ting du gjorde der, reddede hele deres dag og fik deres verden til at blive bedre. Og nu skriver du på Netdoktor. Dit indlæg og vores svar vil blive læst af mange der har det skidt lige som dig, men som ikke tør eller ikke kan skrive et indlæg. Se, du betyder allerede en hel masse i mange andre unges liv, som nu får hjælp ved at læse her.
Kan du nu se, at du ikke er ubetydelig men vigtig i verden? At du ikke kan være grim indeni og samtidig hjælpe andre unge der har det svært som du ikke engang kender?
At da du skrev herind beviste du at du er en vidunderlig smuk sjæl, for grimme sjæle kan ikke hjælpe andre lige meget hvor meget de prøver. Smukke sjæle vil altid bringe lys til andre, selv når de ikke ved det. Bliv her, vi behøver dig!
Jeg har selv forsøgt overdosis 18 gange og min lever kan ikk mere.. Den har givet op, jeg røg på rigshospitalet med fuldudrykning sent onsdag aften i sidste uge, da mine lever tal var alt alt for lave.. Det ska lige siges det ikk var en behagelig tur, da jeg havde mange smerter og hver gang vi kørte over et humbel (staves) gjorder det smerterne meget værere.. Jeg vil ikk fortælle dig hvor meget der ska til for en overdosis, men at der ska rigtig meget til før leveren gir op.. Jeg må aldrig nogensinde resten af mit liv, røre smertestillende igen, da min lever så vil give op igen.. Og det er en meget smertefuld død, ikk at jeg er død, jeg lever stadig.. Jeg blev indlagt søndag aften med overdosis, blev udskrevet tirsdag imod lægens anvisning da mine levertal stadig var lave.. Blev haste indlagt igen tirsdag aften, da min veninde ringede 112 for mig, da jeg havde så mange smerter pga min lever.. Jeg kan kun fortælle dig at det er meget smertefuldt at dø på den måde.. Jeg kan også fortælle dig at du har en betydning for dine veninder og din familie også selvom de ikk viser det.. Min familie har aldrig givet mig den kærlighed jeg havde brug for og jeg har hele mit liv haft det meget svært.. Mine veninder har forsøgt at give mig den bedste støtte de kunne give mig, bare det at mine forældre og 2 af mine veninder tog turen til københavn for at besøge mig, det viste mig hvor meget jeg betyder for dem.. Lige nu bestiller jeg ikk andet end at modtage blomster med godbedring hilsner og at de elsker mig.. Så alle har en betydning i livet selvom man ikk for det vist eller mærker det..
Mit liv syns jeg heller ikk for nogen bedre udsigter, syns selv tværtimod at det hele bare blir være og være, for hver dag der går, føler heller ikk selv at der er nogen der forstår mig på nogen måder eller elsker mig.. Jeg føler selv at jeg er uønsket og ikk er ment til at leve i denne verden og at mit liv ska slutte nu.. Alligevel sidder jeg og skriver det her til dig, da jeg ved nu at alle har en betydning i livet uanset hva man har været igennem..
Du er velkommen til at skrive til mig privat, hvis man kan det også kan du få mit nr også kan vi tage en snak.. Ved godt vi ikk kender hinanden, men bare det at snakke med andre som står i samme situation som en selv, det for som reelt en til at se helt anderledes på tingene..
Håber du læser dette her
Mange tak for dit MEGET rørende svar!
Min mor sagde ikke til mig at hun var såret, hun græd utrolig meget!
Jeg vil virkelig bare ønske at der var en måde hvorpå at min mor ikke skulle vide det. Jeg har været meget tæt på at skrive det til min gamle klasselære(hun ved alt andet end at jeg har prøvet via panodiller at begå selvmord 2 gange) og jeg har egentlig også beskeden klar, men at min mor skal vide det, NEJ!
Det med det falske smil osv kan jeg lun give dig ret i!
Jeg skære ikke i mig selv lige for tiden, eller de har jeg ikke gjort siden min mor og søster fik det af vide, forbyder var der varmt så er anklen(der jeg skære i mg selv) så svær at skjule. Men mine planer var at begynde igen til vinter. Men jeg gør det egentlig for alt det du skriver.
Og jeg må ærligt indrømme at du har givet mig mange overvejelser. Og altså før var jeg så sikker på at jeg bare vil væk, nu ved jeg ingenting mere.
-Mette
Missbeuty:
Mange mange tak for dit svar.
Wie alt det, så føler jeg lidt at mit er ingenting, men jeg har bare haft alle bivirkningerne.
Og jo jeg kunne da godt tænke mig at skrive med dig, men jeg kan hvertfald ikke finde ud af at sende privat besked?
-Mette