Har jeg Anoreksi
Hej
Jeg er meget i tvivl om jeg er ved at få eller allerede har Anoreksi.
Det begyndte for ca. to måneder siden, hvor min højt elskede morfar døde...
Min morfar har altid betydet utrolig meget for mig, og jeg er enormt ked af at han ikke er her mere ;-( Det har været utrolig hårdt. Jeg var så ked af det at jeg slet ikke gad spise, og stoppede helt med det. spiste meget lidt om dagen. Inden han gik bort vejede jeg 39.8 kg og nu vejer jeg kun 35. Jeg er 13 år og 163 cm høj. Jeg er nu begyndt at gå utrolig meget op i kost og motion. Inden jeg spiser noget tjekker jeg lige på pakken hvor mange kalorier der er i. Når jeg så spiser får jeg utrolig dårlig samvittighed og løber meget langt for at forbrænde det hele. Min bedste veninde ved hvor svært jeg har det lige nu, og hvor meget maden fylder i min hverdag. Jeg syntes selv at jeg burde tabe mig mindst 5 kg, da jeg opfatter mig selv som tyk. Den ene side af mig ved godt det er forkert, men efterhånden er maden begyndt at tage over. Mine forældre ved det ikke. Jeg ved ikke hvordan jeg skal fortælle dem det for jeg ved at de med garranti bliver skuffede ig kede af det. Hvad skal jeg gøre? Jeg vil jo ikke ødelægge min krop men jeg kan bare ikke lade vær.
Mvh mig
Jeg er meget i tvivl om jeg er ved at få eller allerede har Anoreksi.
Det begyndte for ca. to måneder siden, hvor min højt elskede morfar døde...
Min morfar har altid betydet utrolig meget for mig, og jeg er enormt ked af at han ikke er her mere ;-( Det har været utrolig hårdt. Jeg var så ked af det at jeg slet ikke gad spise, og stoppede helt med det. spiste meget lidt om dagen. Inden han gik bort vejede jeg 39.8 kg og nu vejer jeg kun 35. Jeg er 13 år og 163 cm høj. Jeg er nu begyndt at gå utrolig meget op i kost og motion. Inden jeg spiser noget tjekker jeg lige på pakken hvor mange kalorier der er i. Når jeg så spiser får jeg utrolig dårlig samvittighed og løber meget langt for at forbrænde det hele. Min bedste veninde ved hvor svært jeg har det lige nu, og hvor meget maden fylder i min hverdag. Jeg syntes selv at jeg burde tabe mig mindst 5 kg, da jeg opfatter mig selv som tyk. Den ene side af mig ved godt det er forkert, men efterhånden er maden begyndt at tage over. Mine forældre ved det ikke. Jeg ved ikke hvordan jeg skal fortælle dem det for jeg ved at de med garranti bliver skuffede ig kede af det. Hvad skal jeg gøre? Jeg vil jo ikke ødelægge min krop men jeg kan bare ikke lade vær.
Mvh mig
Kommentarer
Ja det lyder til at være påbegyndende spiseforstyrrelse.
Du skal ikke være bange for at tale med dine forældre om det, de vil blive meget kede af at du blev mere syg. Du skal sammen med dine forældre til lægen, det er meget vigtigt.
Du må ikke tabe dig mere din udvikling kan gå i stå, det kan have alvorlige konsekvenser heldbredsmæssigt og psykisk. Det er ikke kun kroppen man ødelægger det kan være ens liv, spiseforstyrrelse er en meget grim og alvorlig lidelse, der kræver behandling. Og piger/kvinder ender nogle gange med at dø af det, så det er meget alvorligt. Du må ikke gå med det selv, det er meget vigtigt at du fortæller dine forældre det.
Måske det var en ide at du talte med en børnepsykolog, så du også kan få talt om din sorg ?
Mvh
Jeg ved at jeg nok ikke burde tabe mig mere, men det er rigtig svært. Jeg prøver at spise mere og mere men så for jeg det dårligt med mig selv, og kan finde på at sulte mig i 2 dage. Jeg vejer mig flere gange om dagen og ser helst ikke at talene på vægten stiger! Sommetider tager jeg aførringspiller og kaster op.
Vægten er et meget dårligt redskab - da en vægt ikke viser hvad kroppen indeholder. Du fortæller, at du får det dårligt når du ser vægten stiger. Hvis du blev vejet af en "rigtig vægt" ved en diætist ville den vise at du har for lidt fedtmasse. Vægtstigning er ikke blot fedt. Kroppen indeholder vand, knogler, fedt, muskler, organer osv. Så hvis du drikker en l vand vil du kunne se på vægten at den er steget, det er ikke ensbetydende med man har taget et kg på. Det gælder også den anden vej, hvis vægten falder er det ikke ensbetydende med man har tabt fedt - det kan lige så vel være muskler eller væske. I dit tilfælde som jeg sagde før, må du ikke tabe dig mere.
Kroppen er indrettet til, at når den sulter at den holder igen på fedtdepotene for at overleve. Men din krop har brug for nærring alligevel, for at få hjertet til at slå, bevæge sig, holde varmen osv. Så "stjæler" kroppen energi fra din muskelmasse, hvilket er meget usundt/farligt. Hjertet er eks. også en muskel så du kan godt se i sidste ende kan det blive livsfarligt.
Det vil også medfører at du ikke har så meget energi, føler dig flad, har svært ved at koncentrere dig i skolen, ondt i maven, svimmel, dårligt humør, smerter i kroppen osv. Nogle begynder også at få uønsket hår på kroppen, da kroppen ikke kan holde varmen. ( det er de steder mænd normalt får hår)
Når man er spiseforstyrret så ser man ikke sig selv, som resten af verden gør. Man føler sig tyk og vil gerne tabe sig. Du fortæller du gerne vil/ mener at du skal tabe dig 5 kg. Det skal du ikke!
Det er meget usundt at misbruge afføringsmidler. Dette kan medfører, at når du bliver ældre at du ikke kan holde på din afførring/ eller ikke komme af med det på naturlig vis, fordi afføringsmiddelt gør tarmen doven/ mister sin funktion.
Det at kaste op er også meget farligt for dit helbred, desuden kan dine tænder med tiden blive ætset op af mavesyre. så du kan godt se det er meget alvorligt.
Spiseforstyrrelse handler i virkeligheden íkke om at tabe sig, så underlig som det lyder, det dækker som regel over et dyberliggende problem. Det kunne meget vel være som du selv var inde på, din måde at takle at du har mistet en du holdte meget af. Det er så svært at miste en, det er det også for voksne, selvom de kan sige til sig selv- han havde et godt liv, han var elsket, han var gammel osv. Mange voksne får også hjælp til at komme over sin sorg.
Har dine forældre ikke lagt mærke til du har tabt dig ? Eller har de nævnt at du ikke spiser nok ?
Jeg synes stadigvæk, at det er meget vigtigt, at du samler mod til, at fortælle dine forældre det! Du kan evt. bare vise dem dit indlæg, hvis det er svært at få taget hul på ?
Mvh
Jeg er rigtig ked af at jeg sulter min krop, for jeg vil jo ikke ødelægge den og risikere alt det der kan komme efterfølgende. Men jeg er trist og har brug for at blive glad og stolt af mig selv, og det vil virkelig være at tabe mig 3-4 kg.
Min mor og far, har ikke sagt eller opdaget noget. Men mine veninder harlagt mærke til at jeg hsr tabt og isoleret mig selv.
Vægttab er jo ikke det eneste man kan være stolt af, og i dit tilfælde burde du mere være stolt af dig selv, over at ville have hjælp og vil fortælle om det, det kræver mod. Og du skal være stolt af at være god ved andre, være en god veninde det er rigtige værdier som betyder noget. Du er jo allerede undervægtig og du har brug for nærring for at blive glad. Spiseforstyrrelse er ikke lykken og det er ikke noget man bliver glad eller lykkelig af, tvært imod.
Spiseforstyrrelse kan nemlig som du også fortæller overtage hele ens liv / fylde alle ens tanker, og det kan blive umuligt at modstå " besættelsen", derfor er det også vigtigt at få hjælp. Jeg tror godt du ved hvor alvorligt det er, du virker som en klog pige og du er opmærksom på der er noget galt.
Du burde spise mindst 5-6 gange om dagen , rugbrød, grovbrød, gode fedtstoffer, nødder, kød/fisk, mælkeprodukter, frugt og grønt osv.
Mvh.
Jeg ved også godt det er forkert det jeg gør, det er også derfor jeg er opmærksom på det, men det er stadigvæk svært at fortælle om det, jeg ved heller ikke hvordan jeg skal fortælle min lære det. Men jeg vil også rigtig gøre være sund!
Men hvordan "slipper du afsted med " ikke at spise noget, skal du ikke være hjemme til aftensmad ?
Du kan spørge din lærer om hun vil sætte lidt tid af til at I kan tale , bare jer to. Hvis du synes det er svært, kan du gøre det så kort som jeg har en spiseforstyrrelse, vil du hjælpe mig med at fortælle det til mine forældre. Men du kan nok ikke undgå, at blive lidt ked af det når du skal fortælle om det. Du kan også skrive lidt ned omkring det ? Og give det til din lærer.
Du skal snakke med dine forældre om det her. Ikke imorgen, ikke om en uge, men lige nu. Det kan ikke går hurtigt nok!
Jeg har en nær bekendt som har haft spiseforstyrrelse i mange år, og hendes familie er ved at gå ud af deres gode skind. Hendes mor og hendes mand er på kanten til at blive skilt, fordi der er for mange ting de skal spekulere over hele tide, og deres forhold er med tiden blvet til et bekymrings-forhold hvor der hele tiden skal kommenteres på sygdommen og ses skeptisk på alting. Det er en længere forklaring, men essensen er at du skal fortælle dine forældre det her hurtigst muligt, og så skal du til lægen.
Det er et dybt seriøst problem du er igang med at lave for dig selv, men du kan stadig nå at redde dig selv!
Jeg ved godt at det ikke er særlig sundt, men jeg vil gerne være sund, jeg kan bare ikke få proppet hele 6 måltider ned i mig hver dag.
Og det er netop derfor jeg ikke vil sige det til mine forældre for jeg vil ikke skabe splid og gøre dem kede af det!