Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Fik helt tåre i øjnene da du skrev at dette her også har ændret mig. For det gik op for mig at du har ret. Den her oplevelse ville sidde i mig for altid, også selvom vi skulle være så heldige at komme ud på den anden side med et godt resultat. Jeg vil altid skulle leve med frygten for at han ender i en ny psykose, og i væreste tilfælde begår selvmord. Men han fortæller selv at han ikke ønsker at dø, han ønsker bare at komme ud af sin tilstand. Og der forstår jeg ham godt, men samtidig bliver jeg også enormt vred indeni over at han kan tænke så egoistisk som selvmord. Han vil jo ødelægge livet for børnene og mig hvis han fuldføre det.....
Er da ked af at høre alt det du har gennemgået med din mand:(. Det må dælme også ha været hårdt. Synes det er helt imponerende så stærk du virker den dag idag. Og det med moderen til et dampbarn er da også en utrolig historie. Tror også at det vi ikke dør af gør os på mange måder stærkere, men nok ikke lige i øjeblikket det sker.
Min kæreste er så småt begyndt at må komme lidt hjem et par timer af gangen. Men igen, det har vi prøvet før, og det gik ikke. Han har svært ved at være hjemme, da der sker for meget, er larm fra børnene osv.... frygter bare at han aldrig lære at være hjemme igen. Jeg forstår bare ikke hvordan en person kan ændre sig så meget fra det ene sekundt til det andet...
Helene
Det er en alvorlig situation du befinder dig i uanset om det er det ene eller det andet der er årsag.
Din mand ønsker ikke at dø, skriver du, han vil bare ud af den tilstand han befinder sig i. Det er forståeligt, det skal han bruge lægerne til. Han har det formentlig ganske forfærdeligt.
Han er måske også bange for, at du vil forlade ham, at han vil miste alt det han er glad for.
En psykolog kan du drøfte alting med, han har tavshedspligt, han vil hjælpe dig med at acceptere din angst, bruge din vrede ( som er en sund følelse) på en konstruktiv måde, hjælpe dig med at forstå din mands situation. Det hele handler om dig og din situation.
Du har børn du skal tage vare på, derfor er det vigtigt at du kan bevare en tryghedsbase for dem.
Nogen gange når vi taler med veninder eller kollegaer, kommer vi let i en situation der gør os mere usikre.
Er du ikke blevet tilbudt en samtale med hans psykiater?
De kan sikkert ikke give dig noget konkret på nuværende, men det vil virke beroligende på dig, at der ligesom tages hånd om dig. Du er en meget vigtig person for familien lige nu.
Du skriver :
" Jeg forstår bare ikke hvordan en person kan ændre sig så meget fra det ene sekundt til det andet..."
Citat slut
Nu er vi på side 2, og jeg ved ikke, om du læste mit indlæg, hvor jeg lagde et link ?
http://skeptica.dk/artikler/?p=1032
Jeg citerer lidt derfra:
"Præster og psykiatere får et stigende antal henvendelser fra mennesker, der har været i kontakt med det okkulte new age"
"Også det etablerede psykiatriske behandlingssystem møder en række patienter, der lider af skadevirkninger som følge af alternativ behandling baseret på den ny folketro og fænomener som clairvoyance, healing, astrologi og aura-læsning."
"De søger hjælp, fordi de er i fysisk og psykisk nød. Den religiøse dimension kan have fremprovokeret en virkelighedsopfattelse, som næsten føles skizofren."
"Pensioneret overlæge i psykiatri, Mogens Jacobsen, har i 20 år studeret parapsykiske fænomener som clairvoyance, astrologi og helbredelsesmetoder af magisk art. Han er nu i gang med at undersøge den til tider skadelige virkning, som clairvoyanter og astrologer kan have på dem, han betegner som letkøbte ofre."
"Overlæge Jørgen Due Madsen, Psykiatrisk Afdeling i Hillerød, understreger, at der ingen forskning er på området, og at der ikke er lavet en talmæssig opgørelse over antallet af psykiatriske indlæggelser som følge af alternativ behandling."
Citat slut
Hvis ikke lægerne kan give en diagnose, så tror jeg det er forklaringen.
Men om ikke andet, så håber jeg virkelig, at I finder en løsning, så din mand får den rette behandling.
Helt ærligt, jeg synes altså, at det er forkert at blande religion ind i en i forvejen kompliceret situation. Man får altså ikke ændret sin virkelighedsopfattelse af at gå til zoneterapi for en dårlig ryg.
Jeg er selvfølgelig klar over, at der er visse sårbare mennesker, der ikke tåler meditation, og jeg er også godt klar over, at der findes selvudviklingsforløb, som kan være direkte farlige for visse mennesker, hvis de ikke får en individuel vejledning af en erfaren og kvalificeret spirituel lærer. Det er jo derfor, at det kan være så farligt, at masser af firmaer presser deres medarbejdere til at deltage i den slags ting. Og selvfølgelig er jeg klar over, at visse af dens slags længere selvudviklingsforløb er inspireret af især buddhismen og derfor kan anses for at have en religiøs dimension.
Men zoneterapi! Det er jo bare noget med, at der bliver trykket på nogle punkter under fødderne. Jeg har aldrig prøvet zoneterapi, men jeg vil skyde på, at adskillige hundrede tusinder danskere har prøvet det, og det bliver man altså ikke psykotisk af. Jeg kender ikke den eksakte videnskabelige begrundelse for, at zoneterapi kan være effektivt i visse tilfælde, men det gør man jo heller ikke, når det gælder akupunktur, som før blev anset for alternativt og derfor religiøst, men nu er blevet accepteret næsten overalt.
Jeg tror, at du, pigen65 er blevet ført på vildspor af, at Helene kalder zoneterapeuten for en troldmand.
På grundlag af mine erfaringer synes jeg ikke, at det er mærkeligt, at et menneske kan bryde sammen, når det bliver udsat for mange belastninger, sådan som din mand er blevet, Helene.
Måske er sammenbruddet kommet så pludseligt, fordi din mand meget længe har forsøgt at tage sig sammen og klare de ting, han skulle. Og fordi anstrengelsen for at tage sig så voldsomt sammen var meget mere, end han faktisk magtede.
Der er endnu en ting, jeg gerne vil sige: Du siger, Helene, at din mand nu må begynde at komme hjem nogle timer, men at det ikke er nemt, fordi han har vanskeligt ved at klare børnenes naturlige støjniveau.
Efter min mening er det et problem, som er vigtigt at gøre noget ved. Din mand vil selvfølgelig gerne ud af hospitalet, og han elsker selvfølgelig sine børn meget højt, men i den situation, han er i, er jeg bange for, at han kan blive dårligere af at være hjemme, som du også skriver.
Er der ikke mulighed for, at børnene kan være hos din mor, mens din mand er hjemme, sådan at din mand kan få den ro, der er nødvendig? Måske vil din mand gerne lige se børnene et kort øjeblik, men jeg kan levende forestille mig, hvor svært det er for ham at klare almindelige børns naturlige udfoldelser. Børnene må selvfølgelig have forklaret, at det ikke er deres skyld, og at de ikke bliver sendt væk, fordi de er blevet kasserede, men at far skal have lidt ro.
Mange hilsner
Kameliadamen
Mit svar tog udgangspunkt i det Helene skrev:
"Det var sådan kort fortalt om fortiden. Den endelig situation er at han kort før jul tager med sin mor til en såkaldt "troldmand", som uden at kende folks problemer skulle kunne finde ud af hvad man fejler og helbrede med zoneterapi. Dette gør min kæreste med henblik på sin ryg. Samme aften bliver han pludelig vred på min og siger at han skrider inden han smadre det hele...."
Citat slut
Det handler altså ikke bare om zoneterapi.
Jeg har selv fået behandlinger med zoneterapi, men der blev ikke koblet andet på, det gjorde der i dette tilfælde.
Det skete på et sekund, at Helenes mand ændrede sin personlighed.
Jeg syntes man bør tage hendes indlæg alvorligt, og ikke lukke øjnene for det hun skriver.
Hvis hendes mand er i stand til, selv at fortælle hvad den behandling gik ud på, så ville det jo være til stor hjælp fremover.
Eller Helene måske kan finde behandlerens hjemmeside, så hun kan se hvad han tilbyder.
Medmindre der ligefrem er aftalt på forhånd, at man gerne vil have en "åndelig" forklaring på, hvad der kan være årsag "fra tidligere liv", så tror jeg heller ikke på, at denne ene gang kan have forårsaget mandens sammenbrud.
Jeg tænker, at sammenbruddet har sin forklaring i langvarig stress, angst for fremtiden på grund af ryggen, og uddannelsen der var så stort et ønske, dødsfaldet o.s.v.- alt dette sammenlagt, har ihvertfald indflydelse på udbruddet af psykosen. Samtidig drejer det sig om en ung mand med familie, og ønsket om gode forhold på alle måder for fremtiden. Alt dette brast i tusind stykker.
Så jeg kan godt forstå den virkelighed din mand og du har Helene.
Men tilbøjeligheden til dette, ligger i personens egen psykiske struktur.
Jeg var ved at skrive næsten det samme som Kameliadamen, men undlod at sende det.
Vi er ikke læger, og ved for lidt, så vi kan slet, slet ikke give andet end vores livserfaring. Jeg har læst psykologi på DPU, men det rækker heller ikke til noget i din og din mands situation.
Hvad er der galt med din mands ryg?
Kan der ikke gøres noget ved det? Er der mulighed for at skabe et håb for din mand, ved at ryggen kan bedres?
Alle mine børn, fire styks, har dårlige rygge. De er alle opererede i ryggen, og de er kommet godt igennem det. Den sidst opererede har endnu lidt tid tilbage med genoptræningen, men når vi har erfaringen, ved vi, at det er gået godt. Jeg er også selv opereret i ryggen, med godt resultat.
Foreløbig skal din mand have tid og ro. Hans følsomhed for støj, kan jeg snakke med om. Jeg lider af ekstrem støjfølsomhed, som ikke kan behandles. Men man kan få hjælp til at klare det alligevel. Tiden hjælper også, man vænner sig til det.
Lige da min øresygdom brød ud, havde jeg det ekstremt dårligt. Jeg mistede hørelsen på mindre end et sekund på det ene øre, og samtidig var det så følsomt for støj, så jeg blev bange for lydene i mit eget hus. Jeg kunne ikke mere kende lydene. Jeg måtte lære at kende lydene igen, ved at spørge min mand hvad det var der lavede støj eller hvorfra lydene kom. Den mindste lyd fra en dør der blev lukket, lød som et pistolskud i mine ører, og jeg for sammen. Det siger lidt om voldsomheden af at være støjfølsom.
Min viden på forskellige områder, kom mig til hjælp her.
Når din mand får det bedre, og hvis følsomheden for støj stadigvæk er en belastning, så kan han få høreapparater der kun tillader lyd til hans støjgrænse at passere. Det måler man ud på audiologisk afdeling. Det hjalp mig enormt. Jeg studerede på det tidspunkt. Jeg skulle med tog til København. På hovedbanegården blev jeg rigtig, rigtig dårlig af støjniveuet, især de skrigende bremser. De høreapparater jeg fik, hjalp mig til at færdes trygt på støjende steder.
Når min mand er hjemme er det så også skiftevis imens børn er hjemme, når de ikke er og også lidt helt alene, så det hele afprøves. Men det går bedst når børnene ikke er der, fordi der er ro, men synes bare det er svært at belempe min mor mere med at passe dem, da hun forvejen kommer hver morgen og aflevere dem i børnehave, for at de ikke lige skal afleveres meget tidligt, da jeg møder kl.7. + hun har dem hver anden weekend når jeg arbejder. Samtidig er hun også førtidspensionist, og kan ikke holde til det hele, selvom hun ikke vil indrømme det. Og de har aldrig været passet af andre end hende....
Jeg ved ikke hvad jeg skal sige til alt det med alternativ behandling og religion, men alt i alt er det jo også ligegyldigt for mig nu, for jeg vil bare gerne have ham tilbage, som det dejlige, omsorgsfulde og kærlige kæreste/far han var før alt dette her....
Og hvad hans diagnose er, eller om der overhovedet er nogen kan jo nok heller ikke ændre så meget. Lægerne siger også at det kan ta år før den rette diagnose findes.
Helene
På apoteket plejer der at være nogle små hæfter om forskellige ting. Her kan du sikkert finde et om depression, ellers spørg på sygehuset.
Jeg gik aktivt ind i en patientforening som kontaktperson, efter jeg havde fået førtidspension. Vi blev undervist, eller "klædt på" til opgaven af psykologer og psykiatere, samt audiologer, hørepædagoger og ørelæger, så vi ikke kom galt afsted med f. eks. en person der var deprimeret.
En depression regnes af de fleste som en psykisk sygdom. Det er egentlig forkert, det er en fysisk sygdom, men andre ser jo personen som helt forandret, og som du selv har erfaret, kan de være selvmordstruet.
Det skyldes at de simpelthen ikke har kræfter til nogetsomhelst. De er ikke dovne eller ligeglade, de har slet ikke nogen energi. Det skyldes mangel på et signalstof i hjernen.
Jeg er selv bedstemor, og jeg kan betro dig, at bedstemødre er meget glade for at være bedstemødre. Jeg tænker at du ikke skal være tilbageholdende med at spørge din mor direkte, om det er for meget med børnene. Måske ville hun hellere end gerne have dem lidt mere. Det tror jeg gerne hun vil, især fordi det er jo ikke fordi du "bare skal have fri", men fordi det er en vigtig hjælp for dig og børnene.
Måske kunne du finde på noget til gengæld, hvis du har overskud.
Hvordan har du det selv? Er det rart at vi ukendte sidder her og skriver til dig?
Vi kan ikke gøre det ud for et forløb hos en psykolog.
Kan du nu fortsat passe godt på dig selv og dine børn.
Hilsen Linette
Du skrev:
"Hold jer væk fra al alternativ behandling. I leger med ilden."
Citat slut
Det er jeg helt enig med dig i, og jeg vil stadigvæk holde på, at det kan være årsagen, til den ændrede personlighed, da det skete samme aften.
Netop svage personer er meget modtagelige.
Og jeg ved så meget, at lægerne har svært ved at stille en diagnose i de tilfælde.
Jeg er enig med dig i, at det er godt lægerne så heller ikke gør det, for en fejlmedicinering er jo alvorligt nok.
Ellers har jeg ikke mere at sige, om dette emne, det er Helene der skal vurdere, hvad hun kan bruge til noget, for at komme videre i livet, forhåbentlig sammen med en helbredt mand.
Jeg synes, at du skal glemme alt om religion i almindelighed og den nyreligiøse bevægelse New Age i særdeleshed. Det var faktisk derfor, jeg skrev mit seneste indlæg. Du har jo i forvejen nok at spekulere på.
Jeg kan godt se, at det er et problem, hvis din mor måske er ved at være overbebyrdet. Mit forslag er, at I taler ligeud om tingene alle tre: din mand, din mor og du selv, og at I prøver at ordne det sådan, at ingen af jer forsøger at klare mere, end I faktisk magter.
Jeg ved af egen erfaring – også jeg har haft svære depressioner, dog uden psykotiske symptomer – at man som svært depressiv er meget fokuseret på, hvad andre mener, og at man desværre er tilbøjelig til at påtage sig mere, end man magter.
Derfor må I snakke ligeud om problemet. Det er vigtigt, at din mand ikke bliver mere syg, fordi han udsætter sig for noget, han faktisk ikke kan klare. Så er det bedre, at han siger ligeud, at han ikke tåler almindelige børns naturlige måde at være på, selv om det er svært for ham at indrømme det, når det er hans egne børn, som han elsker højt. Problemet med svær depression er jo også, at man normalt har så mange skyldfølelser og selvbebrejdelser, så måske bebrejder han sig selv, at han ikke engang magter at være sammen med sine egne børn.
Og problemet er, at skyldfølelser og selvbebrejdelser, som jo er et vigtigt symptom på svær depression, også virker selvforstærkende på depression, så man får det dårligere. Jeg ved det, jeg har prøvet det!
Du må også bede din mor om at sige til, hvad hun magter og ikke magter, så hun heller ikke påtager sig mere, end hun kan. Det gælder om at bruge kræfterne bedst muligt, så INGEN af jer, heller ikke børnene får det dårligere, men tværtimod bedre.
Du skriver, at ud over dig og din mand og selvfølgelig daginstitutionerne er der kun din mor, der har været vant til at passe børnene. Men hvad med at finde en stor skolepige, der kan tage dem et par timer engang imellem? Jeg ved, at det koster ekstra kræfter at finde en sådan sød pige, men måske er de kræfter en god investering? Min erfaring er, at småbørn tit har glæde af at være sammen med teenagere, som har en helt anden måde at være på en voksne. Og nu går vi jo mod foråret, hvor de kan være ude på legepladser og lignende og tage madpakke med og saftevand.
Jeg tror også, at du selv må prøve at bruge kræfterne bedst muligt. Er der ikke en mulighed for, at du kan komme til at arbejde på nedsat tid i en periode? Eller måske blive sygemeldt en kort tid? Som de andre skriver, så sker der jo også en masse for dig, og du har brug for tid til at bearbejde det hele, sådan at du ikke også bliver syg.
Det er bedre at du bliver sygemeldt en kort tid for at aflaste dig selv, hvis du på den måde kan forhindre, at du rent faktisk bliver alvorligt syg i længere tid.
Jeg vil også råde dig til at læse noget om depression og psykotiske anfald og hvordan man som pårørende kan støtte og hjælpe bedst, samtidig med at man passer på sig selv, så man ikke selv bliver syg. Min erfaring er, at det er nemmest at finde den slags på Internettet.
Jeg ved, at der er en overskuelig liste med råd til pårørende her på Netdoktor, samt masser af andre oplysninger om depression. Jeg finder lige listen med de 14 råd:
http://www.netdoktor.dk/tema/sorg_krise ... jaelpe.htm
Nu er ikke alle disse råd lige relevante for jer. Jeg kan bedst lide råd nr. 2 (og 14!). Men i første omgang er det vigtigt, at du får noget, der er kortfattet og overskueligt, så alt det læsestof ikke tager dine kræfter. Men det er altså vigtigt, at du får informationer, så du kan blive bedre til at hjælpe både din mand og dig selv.
Når det er sagt, så er det også vigtigt, at du ikke føler dig forpligtet til at skrive en hel masse her i denne debat. Tag de råd, du kan bruge, og skriv gerne og fortæl, hvordan det går, hvis du har kræfterne til det. Men det må ikke blive endnu en byrde at svare på vores indlæg!
Jeg sender dig al min opbakning
Kameliadamen