Mere end svært at være pårørende her....:-(
Helene83
✭
Jeg har bare lige brug for at læsse af et sted. Min kæreste på 30, som jeg nu har kendt i 10 år og har 2 børn med, på 5 og 3 år fik en svær depression, som startede i det små for et halvt års tid siden. Der var mange ting der kunne ha startet det. Først tar han sin drømmeudd. på 4 år, for så derefter at finde ud af at han aldrig komme til at kunne arbejde med det, da han ryg er for dårlig. Blev fyret fra sit job, mistede sin kun 20 årige svorger, som døde pludesligt af en cyste i hjernen før jul, hvor han var der rigtig meget for sin lillesøster, trods det han selv havde en svær depression. Der skal også lige nævnes at han har haft en rigtig hård barndom. Haft en periode i sit voksne liv på 5 år, hvor ham og hans forældre ingen kontakt havde. De begyndte så at tale sammen kort før vi fik vores første barn.
Det var sådan kort fortalt om fortiden. Den endelig situation er at han kort før jul tager med sin mor til en såkaldt "troldmand", som uden at kende folks problemer skulle kunne finde ud af hvad man fejler og helbrede med zoneterapi. Dette gør min kæreste med henblik på sin ryg. Samme aften bliver han pludelig vred på min og siger at han skrider inden han smadre det hele....
Både børnene og jeg er vildt frustreret. Kort efter sender jeg ham en sms, hvorefter han svare at han ikke aner hvem jeg er! Jeg bliver selvfølgelig vildt ulykkelig.... han mener heller ikke han har børn. Jeg finder ud af at han er hos sin Far, som jeg så smsér frem og tilbage med. Aftaler at svigerfar giver besked når han går derfra, hvor han i øvigt også er vildt underlig. Sidder bare og siger ingenting....
Da han går fra sin Far går der mindst 1 time inden han er hjemme, selvom han bor 5 min herfra. Jeg smsér med ham frem og tilbage, men det han skriver er fuldstændig hen i hegnet, såsom at der er sorte mænd efter ham, og at han ikke tør komme hjem til mig, da han ikke ved om jeg er en af dem....
Endelig kommer han hjem, løbende ind og hen i det nærmeste hjørne og kryber sammen som et bange barn. Hans Far og jeg får vagtlæge ud. Han blev indlagt på lukket psyk. på egen vilje. Det var en akut psykose.... Der gik nogle dage inden han igen huskede mig og børnene. Det var hårdt...
Han var indlagt 3 uger tror jeg. Derefter hjemme i 3 uger, hvor han absolut ikke fik det bedre. han blev mere og mere deprimeret, fik selvmordstanker. Jeg turde næsten ikke ta på arbejde i frygt for at komme hjem at finde ham død. En dag imens jeg var på arbejde ringede hans mor og sagde at han havde finget til hende og sagt at nu kunne han ikke mere.... hun ringede så til mig, og jeg drønede hjem fra arbejde. Dagen efter tog jeg med ham til egen læge, som indlagde ham på psyk igen.....
Efter nogen tid på den lukkdede kom han på den åbne, hvor han efter 3 dage stak af med henblik på selvmord igen. Jeg fik ham overtalt pr.sms til at gå tilbage....Så kom han på lukkdede igen. Nu er han så igen på den åbne og er begyndt at må komme lidt hjem. De snakker om noget der hedder HSP....høj sensitiv person. Men han har ikke fået diagnosen endnu.
Men det er meget svært at være pårørende her. Står her alene med 2 børn, som savner deres Far noget så grusomt, og det gør jeg også. Har heldigvis god hjælp fra min mor, som bor lige i nærheden. Men rent følelsmæssigt føler jeg mig alene. Han er mit livs kærlighed, eller var.... en KANON Far. Nu sidder han bare der og er en helt anden person, som er svær at elske, men alligevel ikke.... Jeg vil også gerne passe på mig selv, så jeg ikke også knækker. Har trods alt 2 børn der på sin vis har mistet deres Far, de skal ikke også miste mig. Jeg har svært ved at tro at han bliver sig selv igen..... Ingen kan give mig svar derpå.... tiden må bare råde.....
Har andre herinde været udsat for noget lign. tar jeg gerne imod råd til at tackle det.
Helene
Det var sådan kort fortalt om fortiden. Den endelig situation er at han kort før jul tager med sin mor til en såkaldt "troldmand", som uden at kende folks problemer skulle kunne finde ud af hvad man fejler og helbrede med zoneterapi. Dette gør min kæreste med henblik på sin ryg. Samme aften bliver han pludelig vred på min og siger at han skrider inden han smadre det hele....
Både børnene og jeg er vildt frustreret. Kort efter sender jeg ham en sms, hvorefter han svare at han ikke aner hvem jeg er! Jeg bliver selvfølgelig vildt ulykkelig.... han mener heller ikke han har børn. Jeg finder ud af at han er hos sin Far, som jeg så smsér frem og tilbage med. Aftaler at svigerfar giver besked når han går derfra, hvor han i øvigt også er vildt underlig. Sidder bare og siger ingenting....
Da han går fra sin Far går der mindst 1 time inden han er hjemme, selvom han bor 5 min herfra. Jeg smsér med ham frem og tilbage, men det han skriver er fuldstændig hen i hegnet, såsom at der er sorte mænd efter ham, og at han ikke tør komme hjem til mig, da han ikke ved om jeg er en af dem....
Endelig kommer han hjem, løbende ind og hen i det nærmeste hjørne og kryber sammen som et bange barn. Hans Far og jeg får vagtlæge ud. Han blev indlagt på lukket psyk. på egen vilje. Det var en akut psykose.... Der gik nogle dage inden han igen huskede mig og børnene. Det var hårdt...
Han var indlagt 3 uger tror jeg. Derefter hjemme i 3 uger, hvor han absolut ikke fik det bedre. han blev mere og mere deprimeret, fik selvmordstanker. Jeg turde næsten ikke ta på arbejde i frygt for at komme hjem at finde ham død. En dag imens jeg var på arbejde ringede hans mor og sagde at han havde finget til hende og sagt at nu kunne han ikke mere.... hun ringede så til mig, og jeg drønede hjem fra arbejde. Dagen efter tog jeg med ham til egen læge, som indlagde ham på psyk igen.....
Efter nogen tid på den lukkdede kom han på den åbne, hvor han efter 3 dage stak af med henblik på selvmord igen. Jeg fik ham overtalt pr.sms til at gå tilbage....Så kom han på lukkdede igen. Nu er han så igen på den åbne og er begyndt at må komme lidt hjem. De snakker om noget der hedder HSP....høj sensitiv person. Men han har ikke fået diagnosen endnu.
Men det er meget svært at være pårørende her. Står her alene med 2 børn, som savner deres Far noget så grusomt, og det gør jeg også. Har heldigvis god hjælp fra min mor, som bor lige i nærheden. Men rent følelsmæssigt føler jeg mig alene. Han er mit livs kærlighed, eller var.... en KANON Far. Nu sidder han bare der og er en helt anden person, som er svær at elske, men alligevel ikke.... Jeg vil også gerne passe på mig selv, så jeg ikke også knækker. Har trods alt 2 børn der på sin vis har mistet deres Far, de skal ikke også miste mig. Jeg har svært ved at tro at han bliver sig selv igen..... Ingen kan give mig svar derpå.... tiden må bare råde.....
Har andre herinde været udsat for noget lign. tar jeg gerne imod råd til at tackle det.
Helene
Kommentarer
Jeg kender en ung mand, der gjorde noget lignende. Man troede han var depressiv, og han fik antidepressiver. Det var desværre en skjult skizofreni.
Du skal tage det her meget, meget alvorligt. Du må ikke selv forsøge at hjælpe, jeg ved faktisk ikke hvad du skal gøre.
Det er vigtigt at han får den rigtige diagnose, så kan han måske lære at acceptere sin tilstand.
Den unge mand jeg kender lever et rimeligt godt liv. Han får førtidspension og bor i beskyttet bolig. Han får medicin der holder sygdommen på et niveu, så han kan omgåes andre mennesker. Han er faktisk på alder med din mand eller kæreste.
Der er ikke noget at sige til, at din mand blev ked af, at han ikke kunne komme i arbejde, når han havde investeret i en drømmeuddannelse´, men jeg tvivler på, at det har noget at gøre med den nuværende tilstand.
Jeg ved fra den unge mand, at antidepressiver kan være udløseren af noget der ligger i personen selv. Den unge mand her, var ved at begå en meget alvorlig forbrydelse. Min søn og en kammerat fik kørt ham til sygehuset, hvor han blev indlagt med det samme. Han var vildt råbende og udadreagerende, han ville slå sin far ihjel, og var i færd med at forsøge det, da min søn og en kammerat kom forældrene til undsætning.
Hold jer væk fra al alternativ behandling. I leger med ilden.
Sådanne tilstande har intet at gøre med noget fra barndommen. Det er noget der ligger og lurer under overfladen.
Der er flere ting i dit indlæg der tyder på, at det ikke er af nyere dato.
Pas godt på dig selv og dine børn, og lad psykiaterne tage hånd om din mand.
Bed om samtaler med psykiaterne, så du ved hvordan du skal forholde dig og hvad det hele drejer sig om.
Det er en frygtelig situation, du står i, som pårørende til din dejlige mand, der har det så dårligt.
Du skriver, at din mand endnu ikke har fået nogen diagnose, men at der bliver talt om, at han er en såkaldt HSP, altså en meget sensitiv person (fra engelsk: highly sensitive person) Det er der jo mange mennesker, der er. Der tales om, at ca. 20 % af befolkningen er HSP:
http://humanrelations.dk/?p=92
Ud fra det, du fortæller om de belastninger og skuffelser, din mand har været udsat for, synes jeg ikke, at det er så mærkeligt, at han fik en svær depression. Det er jo vigtigt, at man som HSP lærer at beskytte sig selv mod at blive overbelastet, og det har din mand nok aldrig lært. Det er først i de sidste par år, der har været fokus på problemet omkring denne særligt udviklede sensitivitet. Det er en viden, der har bredt sig fra USA. Jeg troede egentlig slet ikke, at det psykiatriske system var begyndt at tage hensyn til den slags. Men det lyder positivt, hvis de – som du fortæller – er begyndt på det
Men oven i denne svære depression er der så kommet et psykotisk anfald af en art. Det er alvorligt, og jeg kan godt forstå, at du har svært ved at forholde dig til det, og at du bliver meget rystet.
Psykose plejer man jo at forbinde med skizofreni. Men ved svær depression kan man godt have psykotiske anfald. Min egen mor havde mange alvorlige depressioner, og ved de værste af dem hørte hun stemmer, og hun mente, at der sad mikrofoner i væggene, som optog alt, hvad hun sagde, for at bruge det mod hende! Desuden havde hun helt forkerte opfattelser om mig (Hun troede f.eks., at jeg var præst, hvad jeg altså ikke er!). Det var en meget svær tid, og jeg følte mig totalt hjælpeløs. Jeg havde på det tidspunkt et ganske lille spædbarn at sørge for, så det var begrænset, hvor meget jeg kunne være der for hende.
Min mor kom sig! Og det skete egentlig forbløffende hurtigt, når man tænker på, hvor dårlig og psykotisk, hun var. Jeg kan selvfølgelig ikke garantere 100 procent for, at det samme vil ske for din mand. Min pointe er bare, at det langtfra behøver at være noget kronisk, din mand fejler. Det kan sagtens være noget midlertidigt.
Jeg kan forstå på Linette, at hun mener, at din mands sygdom er en sag for psykiatere, og at det er bedst, at du ikke gør noget.
Problemet er bare, at psykiatrien har så få ressourcer, hvilket din beretning er et tydeligt vidnesbyrd om. Din mand er jo flere gange blevet udskrevet, før han var færdigbehandlet. Og det er jo, hvad psykiatrien er nødt til at gøre, når de ikke har plads eller tid til at behandle folk.
Psykiatriens ”svingdørsbehandling” gør det efter min mening ekstra nødvendigt, at der er nogen, der bakker din mand op, støtter ham og tager hånd om ham. Hvis han er så syg, at han ikke kan kende jer, er I selvfølgelig nødt til at være lidt påpasselige med at påtvinge ham jeres selskab. Og hvis han er meget psykotisk, er det ikke sikkert, at han kan klare berøring eller omfavnelser. I må føle jer lidt frem.
Når det er sagt, så har du dig selv og dine små børn at tage vare på − først og fremmest! Det er godt, at du har din mor til at støtte dig. Ud over det, kan du sørge for at forsikre din mand om din kærlighed og støtte, men du kan jo ikke være om ham hele tiden. Her må andre tage over og give ham den støtte, han behøver.
Jeg sender dig al min opbakning og alle gode ønsker for, at din mand snart kommer sig
Kameliadamen
Tag kontakt til personalet på afdelingen hvor han er indlagt, så de kan informere dig om pårørendegrupper indenfor psykiatrien.
Du vil utvivlsomt have gavn af at møde andre pårørende og få undervisning.
Desuden kan din praktiserende læge henvise dig til max 12 psykologsamtaler som pårørende til en alvorligt psykisk syg person (men du skal henvises inden 6 måneder fra den begivenhed der er årsag til henvisningen, så det nytter ikke noget at se tiden an et halvt år - se at komme afsted hvis du har behov for det).
http://www.psykologkontakt.dk/info.asp?id=8
Pas godt på dig selv.
Du skriver:
" Den endelig situation er at han kort før jul tager med sin mor til en såkaldt "troldmand", som uden at kende folks problemer skulle kunne finde ud af hvad man fejler og helbrede med zoneterapi. Dette gør min kæreste med henblik på sin ryg. Samme aften bliver han pludelig vred på min og siger at han skrider inden han smadre det hele...."
Citat slut
Det er her forklaringen ligger, og derfor ingen diagnose.
Det har man desværre hørt alt for mange gange
Du skrev også:
" Der var mange ting der kunne ha startet det. Først tar han sin drømmeudd. på 4 år, for så derefter at finde ud af at han aldrig komme til at kunne arbejde med det, da han ryg er for dårlig. Blev fyret fra sit job, mistede sin kun 20 årige svorger, som døde pludesligt af en cyste i hjernen før jul, hvor han var der rigtig meget for sin lillesøster,"
Citat slut
Det er jo en helt normal reaktion, på alt hvad han har været igennem, man er ikke syg, fordi man reagerer på modgang og sorg.
Men han blev syg, efter besøget hos "troldmanden".
Jeg forstår hvor svært det er, det er en ulykkelig situation I står i, men tænk over det jeg skrev.
Jeg vil ønske jer alt godt fremover.
Problemet er nok størst for dig Helene, fordi han har et hjem.
Det er bare ikke sagen for dig og børnene, at få en mand/far hjem, som skaber så meget angst for jer andre.
Du har selv brug for hjælp, og som en skriver, kan du få hjælp gennem din læge. Se også jeres forsikringer igennem. Flere forsikringsselskaber betaler for psykologbehandling. Jeg har selv benyttet denne service fra Falck og fra Tryg, samt en henvisning fra lægen. Det blev til 30 samtaler i alt. De 20 var helt uden omkostninger for mig.
Du har brug for en slags støtteperson, så du selv ser realistisk på situationen, og får noget at vide om, hvordan du skal omgåes din mand, så du ikke står med følelsen af, at du har sat en ubehagelig situation i gang.
Vi vil gerne være gode mennesker og udvise forståelse o.s.v., men det rækker ikke altid.
Den unge mand jeg omtalte i mit indlæg, har accepteret sin sygdom. Hans forældrer og øvrige nære familie, kom til samtaler hos hans psykiater o.s.v. Det var så vigtigt for den unge mand, at familien kunne acceptere og forstå hans sygdom.
I dag ser jeg ham til forskellige familiekomsammender, sammen med hans søskende og hans forældrer. De har det allesammen godt, de har accepteret og forstået.
Det er så vigtigt ved disse sygdomme, at familien forstår, at det ikke er deres skyld, at de ikke er årsag til sygdommen.
Pas fortsat godt på dig selv og dine børn.
Vi Netdoktorbrugere kan naturligvis ikke udtale os om, hvor alvorlig din mands situation er.
Jeg refererede en situation, hvor anfaldet af psykose var forholdsvis kortvarigt, selv om det var meget rystende og skræmmende. Bagefter var der ingen som helst tegn på psykose. Psykose-anfaldet kom som en følge af svær depression. Det er jo netop svær depression, som har været din mands problem, hvilket gjorde det nærliggende for mig at nævne min mors tilfælde.
Linette kender et andet tilfælde, hvor der var tale om noget mere kronisk, og hvor der var tale om skizofreni.
Hvordan det forholder sig i din mands tilfælde, kan vi ikke vide. Når jeg skriver dette indlæg, er det, fordi jeg synes, at det er vigtigt, at du afventer lægernes diagnose, inden du begynder at fortvivle.
Måske er det et godartet tilfælde!
Mange hilsner
Kameliadamen
Jeg ved godt at jeg bør afvente lægernes diagnose, men det er svært når de selv er meget i tvivl. De snakkede på et ttidspunkt om skizofreni, men det har de så udelukket igen. Tror bare han ligger lidt udenfor kategori. For da han blev indlagt med akut psykose sagde flere læger at de ikke før havde set en så pludselig psykose, med så alvorlige hukommelsestab. Hans hukommelse er så nogenlunde intakt idag, men det er hans gamle personlighed ikke...:-( Håber bare det kommer.... Kan næsten ikke klare tanken om at skulle miste ham for altid. 10 år er ikke bare sådan at lægge bag sig....
Men må sige at jeg har gjort mig det klart, at hvis ikke han kommer tilbage sådan rent personlighedsmæssigt inden for et rimeligt tidsrum må jeg stoppe vores forhold, for det kan jeg simpelthen ikke holde til.
Jeg vil ta imod jeres råd om at forhøre mig om pårørendegrupper. For kan godt mærke at jeg har brug for det. De få gange jeg har snakket med nogen om det begynder jeg helt at ryste, og flere gange græde....for det rør mig så dybt. Vi har altid været kendt blandt venner som det perfekte par, som mange har set op til, da vi aldrig har haft på tale at gå fra hinanden, trods alt vi har været igennem sammen.
Så at dette her sker for os er helt forkert.....
Helene
Det gør ondt at se, jeres familie har det så hårdt, men det er godt du vil søge hjælp, for det har du brug for.
Det var dette jeg hentydede til "troldmanden" som du kaldte ham.
http://skeptica.dk/artikler/?p=1032
Jeg ønsker jer alle alt godt.
Jeg læste en gang en artikel, skrevet af en mor, der havde et dambbarn. Den artikel har jeg tit haft i tankerne, når mit eget liv ikke var som jeg gerne ville have det, eller troede at vi som familie skulle have.
Min mand har været alvorlig syg af flere livstruende sygdomme, og hvad deraf følger. Han døde for halvandet år siden. Vi fik et meget flot og værdigt forløb, ikke mindst fordi vi var åbne overfor venner og familie, men mest af alt fordi vi accepterede, at denne gang overlevede han ikke. Han var glad for min måde, at forholde mig til situationen på. Jeg var også stresset, jeg passede også hans mor, som var endnu værre stillet på grund af demens. De døde begge to på samme tidspunkt og samme aften.
Men historien om denne mor der skrev om livet med sit dambbarn havde jeg meget tit i tankerne.
Jeg skal kort refere som jeg husker den.
Hun sammenlignede livet med en togrejse. Da hun var gravid havde hun bestilt en rejse, og de skulle opleve alle de smukke, dejlige og varme lande. De skulle nyde livet og hun glædede sig.
Men toget var ved en fejl kommet til et land, som bestemt ikke var varmt, smukt og dejligt.
Alligevel opdagede hun, at der var alle de ting hun drømte om, de var bare anderledes. Hun tog livet og verden til sig igen og blev glad.
Lige nu står du i en krise, du har oplevet en angst og gør dig tanker om fremtiden. Nu kan ingen her vide hvordan din mand har ændret personlighed, han kan vel dårligt nok selv vide, at han har forandret sig.
Viser det sig, at hans anfald ikke sætter sig dybere spor, så er der alligevel sket noget i jeres forhold for jer begge.
Det kan, hvis han bliver stabil, være grobund for en rigtig god udvikling for jer begge. Du skal have hjælp, så du kan føle dig tryg igen og stole på dig selv, din mand og på fremtiden.
Jeg kan se tilbage på 18 år med alvorlige og livstruende sygdomme.Hjertesygdom og to forskellige kræftsygdomme. Det er lidt anderledes, men angsten og stressen var stor. Jeg har genoplivet min mand et par gange, jeg gik i flere år med angsten for, at han ikke vågnede op igen, når han faldt om eller ikke trak vejret. Hans mor krævede også sit i ca. 6 år. Jeg var lidt hårdt spændt for. Vi fik begge førtidspension. Det var ikke hvad vi drømte om, da vi i sin tid sagde ja til hinanden. Vores rejse i livet ændrede kurs, alligevel oplevede vi mange dejlige ting.
Jeg var glad for mit frirum hos psykologen. Her kunne jeg frit være vred over det uretfærdige liv jeg var blevet tildelt, bange for ikke at klare det, vred over alle de ting der gjorde mig bange, og ikke mindst en følelse af, at være helt alene i verden, med et altfor stort ansvar.
Der var også en følelse af glæde og tilfredshed, vi klarede livet sammen, selvom det ikke blev lutter lagkage.
Hvis du har forsikringer der dækker samtaler hos en psykolog, kan jeg kun anbefale dig at gøre brug af dem.
Jeg har brugt denne mulighed, de to gange min mand havde kræft, så ialt er det blevet til 2 gange 30 timer timer. De 20 timer kostede lidt af egen lomme, ellers kostede det ikke noget.
Pas godt på dig selv.