Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Du skriver også, at tænk hvis du fejler noget, der ikke kan kureres. Ja - og tænk, hvis du fejler noget der kan? Der er ingen grund til at forestille sig det værste, når man ikke har noget som helst at have det i, så hvad med at bruge energien på at forestille dig de gode ting, der kan ske? Selvfølgelig kan der gøres noget ved det. Det kan da godt være, det tager nogen tid, det kan også være, det ikke gør, men jo længere tid, du venter, jo længere tid, vil der gå.
Det er dig -og kun dig - der kan beslutte, om det her er noget, du vil gøre noget ved.
Og ja - jeg er da også sikker på, at det er meget psykisk betinget, og det er derfor, det er svært for dig, men som nævnt, har du nu fået en masse råd og ideer. Det er altså kun dig, der bestemmer om du vil bruge dem.
Du fortæller at folk omkring dig bemærker, at du holder dig væk.Pas nu på, at denne psykiske reaktion fra din side, ikke kommer til at ødelægge dit liv.
Hvis du nu tager en dyb indånding, og gør noget aktivt - får en tid ved lægen, og vel at mærke også møder op til den, og du behøver ikke sige noget; du kan bare aflevere din skriftlige fremstilling, som du også er blevet rådet til, så KUNNE det jo være, du kunne komme ud af den forfærdelige situation, du befinder dig i.
Men - det er altså kun dig selv, der kan gøre det. Valget er dit - og kun dit.
Da jeg tænkte på det med om det ikke kunne kurreres, var fordi jeg havde læst, det link, der er blevet skrevet i tråden.
Hvis jeg fejler det, er der ikke rigtigt nogen løsning og er en livslang sygdom. Det står i der i den side, der bliver linket til.
Men jeg tror også det har udviklet sig psykisk.. F.eks. er jeg blevet meget paranoid. Har fornemmelse af at folk ikke kan lide mig og snakker dårligt om når jeg ikke er tilstede.
Jeg er begyndt at tænke meget over hvordan andre ser på mig og kan tænke i lang tid over nogle små ting, jeg siger eller gør i selskab med andre.
Samtidig fik jeg en hjemmeside, hvor jeg kan komme i kontakt med min læge gennem e-mail, så jeg ved ikke om jeg skal møde op eller tage der hen personligt.
Det nemmeste er nok at skrive men jeg tror jeg er nødt til at tage derhen og snakke med ham.
Og jeg har tænkt mig at skrive problemet, så han kan læse det. Forhåbentlig vil han ikke synes det er alt for mærkeligt?
Det er takket være jer, at jeg blev overtalt til det. Så håber jeg det hjælper...
Du tager det allerførste indlæg, du har skrevet i denne debat, stryger sætningen "selvom jeg ved jeg er anonym", men beholder resten.
Når du kommer ind, giver du lægen det stykke papir.
Håber du vil melde tilbage og fortælle, hvordan det gik - måske har du brug for mere opbakning her fra.
held og lykke.
Som forslået herinde havde jeg skrevet det i et dokument, som lægen læste sammen med mig.
Vi sad og snakkede om det i 20-30 minutter, men han siger han ikke kender eller har hørt om en sygdom, der kan forårsage lugten, udover det, der blev linket til denne tråd - fiskelugt syndromet (hvis jeg husker rigtigt).
Og det havde han kun kort hørt om, så jeg er blevet bedt om at ringe ind og bestille en ny tid på mandag, så han har mulighed for at konsultere med sine kollegaer.
Derudover undersøgte han mig, jeg blev bedt om at tage buksen nede så han kunne se 'dernede'. Og han siger at det er helt rent og helt normalt, så han kan ikke se hvor lugten kommer fra.
Han foreslog også at vi skal tage en blod test af mig for at tjekke diverse sygdomme osv. som vi derefter eventuelt kunne udelukke.
Jeg fortalte ham også om min teori, den med om håret var blevet kraftigere efter jeg havde barberet det, og om det var det, der var årsagen. Det afviste han og sagde at det var en skrøne.
Han spurgte om der var nogle der direkte havde fortalt mig det og at jeg skulle passe på med at overfortolke. Derudover sagde han at han ikke kunne lugte noget i den tid jeg var hos ham. Men jeg fortalte ham at jeg havde overhørt andre sige at jeg lugtede osv. og jeg kunne mærke det på folk reaktion når jeg sad ved dem.
Så jeg håber at han er overbevist om at jeg har det problem og ikke tror at jeg overfortolker.
Jo- du bliver bestemt taget seriøst af din læge. Til lykke med, at du tydeligvis har en så god og forstående læge, der heller ikke er for "fin" til at fortælle dig, at han vil rådføre sig med kolleger.
Nu skal du gennem nogle prøver, I har fået en godt snak - der er taget hul på dit problem. Hold nu godt fast ved det.
Meld stadig gerne tilbage - efterhånden som du kommer gennem forløbet.
Jeg tror ikke der findes noget løsning..
Jeg kan forstå på dig, at det er vigtigt for dig at fastholde, at der ikke er noget at gøre. Du fortæller at lægen sagde til dig, at han intet kunne lugte i den tid, du var der. Ellers har du fortalt at du lugter konstant - så det er da underligt, at du lige kan undlade at lugte mens du er hos lægen.
Det bør jo fortælle dig, at det altså ikke er helt rigtigt, at du lugter konstant. Hvis du vil have det bedre, er du nødt til at samarbejde - også mentalt - og ikke modarbejde hele tiden, og det gør du, når du blevet ved at fortælle, at du er overbevist om, at du en livsvarig uheldbredelig sygdom.
Jeg ved godt, at mange foretrækker at tænke negativt i stedet for positivt, men det kommer man ikke langt med i en helbredelsesproces.
Hvis du har besluttet at ligegyldigt hvad, så har du en livsvarig sygdom, der gør at du ikke kan være sammen med andre mennesker, så er det i sig selv en alvorlig sygdom, og det er først og fremmest den, du skal søge hjælp for.
Du er nødt til at forstå at jeg gøre alt i verden for at ikke tænke på det eller ønsker at det skal være sådan.
Når jeg sidder ved folk kan jeg mærke på deres reaktion!!!! at jeg lugter dårligt. De trækker vejret tungt og jeg kan mærke det. Men det er ikke altid, at det er sådan. Det er ikke altid, men jeg bliver mindet om det hvert eneste dag.
Jeg har overhørt det hundredvise af gange, at folk har sagt det om mig. Det er ikke noget jeg forestiller mig! Folk vil ikke sidde ved mig. Selv når jeg er hjemme, bliver luften kvalmende og dårligt, når jeg sidder i stuen i nogle timer af gangen uden at der bliver luftet ud. Det samme sker i grupperummet når jeg er i skole.
Jeg har et problem. Og måske skal jeg også til psykolog men ikke fordi at det her er noget jeg bilder mig ind. Hvorfor skulle jeg gøre det?
Det irriterer mig at jeg nu skal til at overbevise min læge på at problemet er der. Jeg kan selv lugte det, andre kan lugte det, jeg har hørt andre sige det.
Og nu skal jeg åbenbart også til at overbevise lægen og jer herinde om det.