Hvordan overlever jeg min kærestes depression?

Sutsko86

Jeg håber for dig at han kommer med nogle svar, og det er mega svært at sidde i den situation. Men det er ikke altid lige til og forståeligt når man sidder på den anden side. Mit bedste råd er at give det nogle dage, også skrive skrive til ham at det vil hjælpe dig rigtig meget at få noget viden. Du skal nok bare være forbedret på at hvis han er langt nede, så får du intet svar, i hvert fald ikke før han kommer oven på igen.. Det kommer til at foregå på hans premisser, desværre..

trille9

Tusinde tak - kan se at tålmodighed er nøgleordet..... Og det må jeg jo væbne mig med. Men det er godt nok svært. Er selv ved at ryge derned hvor han selv befinder sig lige nu. Men jeg må bevare håbet - og troen på at det nok skal gå.

Sutsko86

Du skal huske at passe på dig selv. Ved fra mig selv at jeg troede bestemt på at jeg nemt kunne klare det og ville ikke indse at det var hårdt. Hvis du selv er på vej ned, så søg noget hjælp. Man kan som pårørende få psykolo hjælp via sin egen læge... Husk han ikke er vigtigere end dig selv..

trille9

Går hos psykolog i forvejen - og skal gudskelov afsted i morgen. Så det bliver rart. For kan godt mærke at jeg ikke kan meget mere. Mange tak for dine svar, råd og støtte.

trille9

Det er nu 5 dage siden, jeg sidst har hørt fra kæresten. Og jeg kan mærke, jeg har svært ved at holde det ud. Jeg er virkelig på vej ned. Og aner ikke mine levende råd. Jeg har fulgt de råd jeg har fået. Jeg har i perioden sendt ham i alt 2 beskeder - den sidste for 2 dage siden. Beskeder der kun indeholdte bekræftelse på at jeg stadig er her hvis han får brug for mig, at jeg tænker på ham og bekymrer mig om ham - og har så ønsket ham en god dag med håb om at han får det bedre. Og så har jeg sendt ham kys og positive tanker.
Jeg har læst så meget om depression - både her - og generelt. Jeg har talt med professionelle - og folk, der selv har prøvet det. Og stadigvæk.... er det svært. Og svært at forstå... at der ikke bare er 2 minutter på de 5 dage - hvor han måske bare lige kunne give lyd fra sig. Bare en besked om at han er i live - eller vender tilbage når han er ok. Intet har jeg hørt - og jeg begynder at tvivle... Forstår det bare ikke. Har andre oplevet dette? Altså ingen livstegn så længe? Jeg ved jeg skal passe på mig selv - og har virkelig forsøgt at gøre alt, jeg kunne for ikke at ryge med ned... men kan, som sagt mærke nu, at jeg ikke kan hænge sammen meget mere... og at hvis ikke jeg får nogle svar.... så går det helt galt for mig. Kan ikke bare skubbe ham væk - Han betyder alt for meget for mig. Man er jo som en lus mellem to negle.. kontakter jeg ham - ødelægger jeg mere end jeg gavner - og gør jeg ikke... ryger jeg bare længere ned. Uvisheden er den værste. Hvis jeg vidste hvad det her endte op med - at han kom tilbage - så ville jeg vente herfra og til evigheden på at han var klar. Men jeg aner intet...

Sutsko86

Jeg ved sørme ikke lige hvad du kan gøre, måske kontakte og sige at det ville betyde rigtig meget hvis du bare fik et svar, lige meget hvad det er.. Desværre er han også af det modsatte køn, og hvis de ikke er interesseret, så giver de som regel ikke lyd fra sig..

Manden1205

Tusinde tak for alle de gode indlæg.. Kæft jeg er ved at revne over mine frustrationer vedr. min kæreste som er inde i en svær depression. det er nr 2 svære depression hun er ramt af på 2-3 år.

Kort fortalt så mødte jeg min skønne kæreste for 1½ år siden.
vi har hver 2 dejlige børn.. hun en på 3 og en 19 år, jeg en på 10½ og en på 13 år.
Vi stortrives sammen allesammen på kryds og tværs. Men jeg er blevet droppet af hende 8 gange på den relative korte tid vi har været sammen :-/
Det er benhammerende hårdt.. og så alle de bebrejdelser der følger i kølvandet.. Hun har desværre selv trappet sig ud af al den medicin hun fik, af økonomiske årsager Øv.. stoppet hos psykriateren og psykologen pga at hun vil passe sit nye arbejde !

Det ærger mig for jeg kan mærke at der skal mindre og mindre til før hun bliver kort for hovedet og vil stoppe vores forhold igen.
Det er så lige sket her forleden, ca 1 mdr før min søn og jeg skulle flytte hjem til hende, med skoleskift, arbejdsskift og alt hvad der hører til. alt er opsagt og vi var klar til det store ryk.

Episoden der udløste det den her gang, var at jeg havde forsøgt at kontakte hende flere gange i løbet af dagen på hendes arbejde via hendes egen tlf.. den blev der ikke svaret på heller ikke sms.. Jeg kører så hjem til hende iflg forudgående aftale self. og da hun kommer ind af døren er jeg så dum at bebrejde hende at hun ikke har svaret på mine opkald og sms.. det ender ud med at hun siger hun ikke magter mig mere, at jeg altid er negativ , uden forståelse og har apati vedr hende.. Ja jeg var ked, og træt, manglede iden grad situationsfornemmelse.. jeg sov hos hende natten over og blev bedt om at køre dagen efter hvilket jeg så gjorde.

Siden har der været næsten ingen kontakt.. kun sms.. Og jeg ved at jeg ikke må presse hende og det prøver jeg på heller ikke at gøre.. jeg fortæller hende hvor højt jeg elsker hende og hvor ked af det jeg er, fordi jeg opførte mig så dumt den fredag..
Hun siger at kærligheden er intakt , men hun kan ikke leve sammen med mig som kun ser min egen næse og ikke hendes behov og problemer.. Det skal lige nævnes at hun ALDRIG nogensinde fortæller om sine problemer eller følelser fordi hun er blevet fælt skuffet gennem hele sin barn/ungdom.. Hun ved med statsgaranti at jeg er lige her.. og at jeg aldrig slipper hende ( Hvilket hun også selv har bedt mig om at jeg ikke må, hver gang hun skubber mig væk, er det den modsatte virkning hun vil opnå ) hun ved også når hun ikke er nede at jeg er der for hende.. De andre gange vi har været kortvarigt fra hinanden.. så har vi ikke villet undvære hinanden mere end max 1 uge.. for vi har det fandme godt sammen.. ser ens på rigtig mange ting og vi nyder hinanden og alle vores unger :-)
De gange der har været et brud, har jeg kæmpet som en gal for at få hende tilbage.. og virkelig prøvet at ændre de ting som hun påpeger, og ting som jeg selvfølgelig godt selv kan se skal ændres.. og det er der altså nogle ting der skal når man har en sammenbragt familie med hver sine ting i bagagen.
Men det er sku begyndt at virke som et marathon uden pauser.. et marathon hvor målsnoren bare blæser væk når vi nærmer os.. Men lige indtil fredag havde vi alle vores planer klar og glædede os meget til at vi skulle flytte sammen, min opførsel ( som var at spørge ind, stille og vanvittig træt ) da hun kom hjem fra job.. det ændrede alt for os. Jeg kan mærke at jeg skal passe på mig selv og mine børn i det her.. Jeg er her for hende, men ikke på bekostning af mig selv og mine børn..

Det var en ordentlig omgang... Mit spørgsmål : Hvad stiller jeg op.. Jeg kender ikke ret meget til svære depressioner, men vil rigtig gerne læse og lytte/tale så jeg kan være den fuld støtte og opbakning for min kæreste.. jeg tror på hende 100 %
Jeg har prøvet at tale med hende om hendes depression, og det hjælper også i en kort periode. det er som om hun får luft og alligevel ikke.. jeg kan ikke andet end at lytte, prøve at opmuntre hende.. det er møghammerende svært det her..

De kærligste hilsen
Manden

frks12

frkmediciner2014 - er der mulighed for jeg evt. kan få en mail af dig? Synes du skriver nogle gode ting, og jeg har brug for at høre nogle ting, fra en der har prøvet det og kommet igennem det.

Kvinde22

Puha, kan se at jeg er langt fra alene med dette problem.
Min kæreste og jeg har snart været sammen i 7 år, og lige nu ervi inde i en noget hård periode.
Han gik desværre nedmed stress og følgende depression lige omkring sommeren.
Han har haft hårde perioder før, hvor det altid går hårdt ud over vores parforhold.
Han har utallige gange slået op og fortrudt meget kort efter, vi elsker hinanden utroligt højt og har det fantastisk sammen, men når han får det skidt går det ofte rigtig skidt.
Vi har boet i vores nuværende lejlighed i næsten et år, men er før blevet nødt til at flytte pga vi gik fra hinanden.
Jeg er så bange for at det skal gå galt igen og at vi skal ødelægge det, som vi endnu en gang har bygget op sammen
Jeg elsker ham utroligt højt og giver ikke op, men jeg ville sådan ønske at der var noget jeg kunne gøre for at hjælpe ham?
Jeg har heldigvis en stærk psyke og en utrolig tålmodighed, og han beder mig også ofte om at holde fast uanset hvad han siger, men det er fandme hårdt når man ikke ved hvornår det er overstået?
Vi taler ofte om det, og det hjælper ham og letter hans hjerte.
Han deler alle sine tanker med mig, og ofte har tanker om at slå op med mig, fordi han tror det ville være nemmere, selvom han godt inderst inde ved, at det ikke passer.
Men alligevel bliver jeg nogen gange i tvivl, gør jeg ham ulykkelig, ville han have det bedre uden mig?
Det skal lige siges at han også har ADHD og derfor ofte i sit liv har haft problemer med sig selv og sit sind. Og han fortæller mig også ofte hvor taknemmelig han er for, at jeg finder mig i alt det pis det har ført med sig, og for at jeg bliver. Han udtrykte forleden sin frygt for at miste mig.
Men hvad kan jeg gøre, jeg magter ikke endnu et brud, endnu en følelses nedtur på den måde, håber nogen kan hjælpe.

mini

Forstå, at din kæreste kæmper med angst og depression, og det påvirker selvfølgelig både jer.

Hvordan man opfører sig i de hårde tider er der ikke noget let svar. Det vigtigste er, at du kan være dig selv, men at du forstår, at din kæreste har svært ved perioder, som du viser, at du bryr dig. Hvis du i forholdet skal opføre sig på en bestemt måde, kan det være svært for dig.

Overgangen fra ungdom til voksenalder er sårbar, og nogle unge kæmper mentalt i en periode.

Hvad hjælper en, der kæmper med angst og depression, vil sandsynligvis variere fra person til person. Vigtigst, du får professionel hjælp og korrekt behandling.

Foruden behandling er der nogle ting, som man kender dem, der kan kæmpe med.

Søvn, mad og fysisk aktivitet er vedligeholdelse af en normal daglig rytme vigtig for alle, men bliver endnu vigtigere for dem, der kæmper med mental sundhed. I perioder med kæmper kan det være godt for nogen at tage sig af disse ting. Kommunikation er vigtig under alle omstændigheder, men det er især vigtigt for dig. Måske gennem samtalen kan du hjælpe din kæreste med at bryde op på "problemerne", hvilket er svært. Fokus på hvad der er opnået er vigtigt. Giv ikke så meget råd, men giv input. Hvis du klarer at være en god lytter, vil det også være nyttigt.

Vi ved også, at det kan være nyttigt at gøre noget hver dag, for eksempel tage en tur.

Hvis du er to til at gøre noget, kan det blive lidt lettere.

Jeg håber din kæreste vil blive bistået af fagfolk. Du kan ikke være din kæreste's godbid, men kan være til støtte.

Hvis din kæreste er assisteret af en psykolog, ellers kan du være i en samtale. Det kan give dig mulighed for at tale med en anden gave, og så kan du tale om hvad du kan gøre, hun kan sige noget om hendes behov, du kan sige noget om din.

Jeg synes også, det kan være rart for dig at tale med nogen om, hvordan du har det. Sundhedspleje på skolen, eller sundhedscenter for ungdom, er hvor du kan gå til en samtale. Du kan også kontakte din vicevært.

Jeg vil skrive nogle artikler, der siger noget om angst og depression, og hvor man skal søge hjælp.