Hvordan overlever jeg min kærestes depression?
Jeg er en pige på 23, der har en kæreste på 24. For et halvt år siden begyndte han at få det rigtig skidt og i oktober fik han så konstateret depression og er begyndt til psykolog. Jeg vil gerne være der for ham, men jeg er også bange for at miste mig selv. Han slog op med mig i påsken fordi han ikke mente at han havde noget at byde på, men kom tilbage og sagde at han fortrød. Min familie og venner synes jeg skal gå fra ham fordi de så hvor elendigt jeg havde det, da han slog op, så jeg føler ikke jeg kan tale med dem om det.
Jeg er kort sagt alene med den her kæmpe byrde og jeg aner ikke hvordan jeg kan hjælpe, men samtidig passe på mig selv. Jeg føler ikke jeg er klar til at opgive og komme videre, men jeg er bange for jeg snart når det punkt hvis ikke jeg får noget hjælp.
Er der nogen der har nogle erfaringer de vil dele? Eller bare gode råd? Jeg trænger virkelig til at tale med nogen der har været i samme situation.
På forhånd tak...
Hilsen Christine
Jeg er kort sagt alene med den her kæmpe byrde og jeg aner ikke hvordan jeg kan hjælpe, men samtidig passe på mig selv. Jeg føler ikke jeg er klar til at opgive og komme videre, men jeg er bange for jeg snart når det punkt hvis ikke jeg får noget hjælp.
Er der nogen der har nogle erfaringer de vil dele? Eller bare gode råd? Jeg trænger virkelig til at tale med nogen der har været i samme situation.
På forhånd tak...
Hilsen Christine
Kommentarer
Det er en dårlig idé at træffe drastiske beslutninger i jeres situation. I skal begge have hjælp, så du ikke mister dig selv. Parterapi er måske en mulighed? KH Helle8
Jeg ser sådan her på det:
Parterapi kunne være en mulighed, men jeg tror ikke at din kæreste har brug for flere psykologer lige nu - og slet ikke en, hvor han skal arbejde med sit parforhold, samtidigt med at han arbejder med sig selv, om at komme på benene igen.
Hvis du har muligheden for det, kunne du spørge ham, om det er muligt at deltage i en af de samtaler (eller en del af en samtale) som han har med sin psykolog. Du kunne så få psykologen til at forklare dig, hvordan du støtter din kæreste bedst muligt og dermed få mulighed for at støtte ham, der hvor han er.
-Måske han kan sætte ord på, hvad depressionen bunder i, så du ved, hvor han har det sværest.
Vedr. dig selv, så skal du passe godt på og mærke hvor dine egne grænser er. Det lyder til at du er glad for din kæreste og gerne vil blive sammen med ham. Jeg ved jo ikke hvor meget hans situation påvirker jeres forhold og om hans tilstand gør, at han træder ind over dine grænser. Det er svært at se ud fra dit indslag, men du skal mærke efter indeni dig selv og finde ud af, hvordan du i virkeligheden har det.
Hvis du elsker ham og vil have at I skal blive sammen, synes jeg at du skal fortælle det til venner og familie, så de forstår, at det er din beslutning og at der ikke kan rykkes ved den. -Skulle det senere ændre sig, har du jo ret til at ændre mening, uden at skulle stå til regnskab overfor nogen! Men det at de forstår dig og ved hvor du står, vil måske gøre, at de også bakker op om dig, i stedet for at prøve på, at ændre din holdning og få dig til at forlade ham. -Du blev jo ked af det, da han gik og ikke da han kom tilbage - det siger vel nok i sig selv, om dine følelser for ham!
Hvis hans situation gør at han træder meget ind over dine grænser, så må du sige til ham, at du elsker ham, men at han gør dig ked af det. Selvom han har en depression, skal han også huske at du har følelser. Du må endelig ikke bebrejde ham, men lade følelsen ligge hos dig. Altså, hvordan du har det og hvad du føler.
-Og det er jo alt i alt det vigtigste!! Hvordan du har det og hvad du føler!
Hvis han konstant sårer dig og lader sin tilstand gå ud over dig, så kan du jo ikke være der for ham og det ender med at I mister hinanden og i værste tilfælde, at du mister dig selv og går ned med depression. -Og det er vel ikke, hverken din eller hans plan.
Jeg synes det er flot, at du spørger, hvordan du selv overlever din kærestes depression og jeg tror ikke at jeg kan give et entydigt svar, for et sådan findes vist ikke. Men jeg tror det er vigtigt at I snakker sammen om tingene - både hans sygdom og livet ved siden af. Det er også vigtigt, at I stadig husker at nyde hinanden og have nogle gode stunder, hvor I laver noget andet sammen, end at tænke på alt det "dumme". Hvis han kan holde til det, kunne I besøge venner (og familie) og på forhånd aftale at depressionen er forbudt at snakke om, så I kommer lidt væk fra den, eller tage ud i naturen (det hjælper!!!) og nyde den friske luft og hinandens tilstedeværelse, uden andre omkring jer.
Besøger I nogen som spørger for meget til hans sygdom, eller synes han pludselig at det bliver for meget og vil hjem, kan I på forhånd aftale et kodeord, som andre ikke kender og som betyder at nu skal I gå.
Jeg mener også at det er vigtigt, at du har noget tid alene, til at nyde dit selv og ses med dine venner. Så du ikke altid skal "være på" og tage hensyn til ham.
Som jeg ser det, er det vigtigste, at du melder rent ud til ham og fortæller ham hvordan du har det og hvad dine behov er. -Selvfølgelig stadig uden bebrejdelse, men rent ud fra dine følelser og tanker! -Hvis han har en alvorlig depression, er det ikke sikkert, at han helt kan sætte sig ind i dine tanker, lige med det samme, men han vil alligevel tage det med i sine overvejelser og jeg er overbevist om, at han så vil huske at du også har brug for ham, når du fortæller ham, at du elsker ham og vil ham, samt at der skal være plads til jer begge!
Jeg håber du kan bruge mine ord.
Pas godt på dig selv og held og lykke!
Hilsner fra Ann
Jeg står selv i samme situation. Min kæreste har en meget slem depression og er meget afhængig af mig og at jeg er hans faste støtte. Så jeg ved lige præcis hvor hårdt og svært det kan være.
Man føler sig helt alene med de følelser og sorg det giver, at den man elsker er så syg. For han er jo helt afhængig af mig.
Jeg har været med til min kærestes psykolog og fik lov til at stille de spørgsmål jeg havde og det gav mig nogle svar. Det åbnede også for at vi har fået en bedre kommunikation sammen.
Jeg vidste ikke noget om en depression og ville bare have at han fik det bedre. Nu ved jeg lidt mere om, hvorfor han er syg og det har hjulpet mig og faktisk også ham.
Det er også et problem for mig, at jeg er ved selv at miste grebet om mig. Jeg falder og falder, men der er ikke nogen til at gribe mig...
Men jeg har nu fået en henvisning til en psykolog, som kan hjælpe mig, sådan at jeg kan få hjælp til at klare hele den dårlige situation. Du kan også få en henvisning ved at gå til din læge.
Jeg håber virkelig at du klarer den, for jeg ved hvor svært det er.
Hilsen Nanna
I virkeligheden har han jo haft den længere, men han "tog sig sammen" til at gå til lægen med det for 8 måneder siden.
Det er UTROLIG hårdt at være kæreste med en med depression. Jeg læser selv medicin og ved derfor alt om sygdommen og behandlingsmetoderne, men alligevel har han hele tiden nægtet at tage imod råd, og ment at jeg ikke vidste en skid når jeg fortalte ham at medicinen altså ikke virker hvis man glemmer den 2 ud af 3 dage
Min kæreste har også haft perioder hvor han mente at han ikke fortjente mig og at jeg burde finde bedre, men jeg har læst det som et råb om bekræftelse. Når hans selvværd er helt nede, så sørger jeg for at fortælle ham hvor fantastisk et menneske han er, og hvorfor jeg netop faldte for ham.
jeg vil bare råde dig til dette - vær tro mod dig selv! Depression er en sygdom der kan kureres, og indtil den bliver kureret så må du overveje hvor længe du kan klare at være støtte for en mand med depression. Du bliver nødt til at sætte dig selv højest og ikke miste dig selv fordi alt handler om hans sygdom. Jeg har været ved at miste modet flere gange, men inde bag ved hans sygsom der er manden jeg en dag vil giftes med. Nu her de sidste 2 måneder er der virkelig sket fremskridt i hans behandling. Han har åbent sig for psykologen og fået bearbejdet en masse. Vi er helt nyforelskede igen fordi han har fået sit dejlige og glade væsen tilbage. Han er ikke 100% rask, men nu kan jeg virkelig genkende ham jeg forelskede mig i, og jeg ved han en dag kommer helt tilbage igen. Jeg glæder mig, og håber inderligt at du får samme oplevelse med din kæreste
Det lyder sikkert helt forkert, men hold op hvor blev jeg lettet over at se denne blog. Så er jeg langt fra den eneste der står i dette problem. Jeg er en ung kvinde på 28 år. Min kæreste på 34 år har en svær depression, og det er virkelig svært at leve sammen med ham, da han bebrejder mig for de problemer han har.
Vi har været sammen i lidt over 5 år nu. Vi boede i Sønderjylland, men valgte at flytte nordpå fordi han gerne ville i gang med at studere. Nu 5 år senere er manden ikke kommet videre i sit liv, og han synker blot dybere og dybere ind i sig selv. Jeg beder ham åbne op, men han gør det ikke. Og det er virkelig svært at hjælpe ham når han ikke vil have hjælp.
Jeg har virkelig brug for nogle råd til hvordan jeg kommer videre. Jeg elsker ham rigtig meget, men kan mærke, at han begynder at trække mig med ned. Og det gør at jeg ikke er sikker på det skal være ham og mig, så længe han ingen hjælp får.
Han siger han har søgt hjælp, men der sker intet. Han sidder på sit værelse fra morgen til aften og spiller computer. Han kommer ikke ud blandt andre mennesker, og desværre har det også medført et større hashmisbrug - et misbrug som han ikke selv længere kan styre.
Er der nogen derude der har noget erfaring, som kan hjælpe mig på rette vej. Jeg er virkelig tabt. Jeg vil gøre alt for ham, men jeg er også nød til at tænke på mig selv inden det er for sent.
HJÆLP - jeg er meget frustreret og meget knust indeni.
På forhånd tak.
så hvis du vil beholde ham som kærste er det en meget god ide, at have hver jeres bopæl, så når han bliver sur, vred, og får depression, så har du din faste bolig. og det er også vigtigt i begge kan uafhænning af hinanden kan lave ting og oplevelser uden hinanden, ellers vil det blive 2 vrede kærster der sidder sammen, men også ting sammen og med jeres venner, sammen , så kan der være en chanche for at det kan lykkedes.
lad være at skændes med din kærste. lyt til hvad han siger. og fortæl ham det du synes han skal vide med dig. og du elsker ham. send ham nogle blomster, skriv søde digter på sms er til ham , kærlige ord. det kan hjælpe ham til at hurtigere at få det bedre. og tro på at nogen vil ham det godt. held og lykke
Min kæreste brugte meget meget lang tid på at benægte sin depression fordi han mente det var noget svagt kvindepladder, og at han bare ofte havde en dårlig dag.
Jeg begyndte at finde artikler og dokumenterer i tv om depression, som jeg så, så han ikke kunne lade være med at lytte med. En dag da vi så en dokumentar om depression på Dr2, så siger han "seriøst, jeg har det præcist som de fortæller det føles", og så erkendte han sin sygdom. Efter han erkendte det og kom i behandling (specielt psykolog har givet ham meget!), så han har aldrig de der dage hvor han bare ligger på sofaen og er nede mere! Det er skønt, og der bliver længere og længere mellem hans "nede" perioder....
Min kæreste har også et hashproblem som er eskaleret meget. Det er jo en slags selvmedicinering for at se bare lidt lyst på hverdagen, og når han så stopper med at ryge, så ser det hele endnu sortere ud - en ond spiral! .. Hans psykolog fokuserer mere på årsagen til depressionen, og mener at når depressionen er væk, så vil hashbehovet også forsvinde, så det håber jeg på
Ja du forstår det helt korrekt. Han er ikke i nogen form for behandling. Han har fået diagnosen hos sin læge, men han ønsker ikke den behandling som lægen kan ordinere til ham. Han siger det gør ham mere syg. Mht. psykologbehandling. Så er jeg i den situation at han er på bistand, og derfor skal han gennem kommunen for at få behandling. Og de er ikke af de hurtigste. De har oplyst at der kan gå op til et år før han kan komme til en psykolog. Og det mener jeg er helt uacceptabelt. Men han gør heller ikke noget for at komme videre. Han sidder bare hjemme og venter, og håber alt ordner sig. Det er virkelig hårdt at stå som pårørende til... Jeg er ved at give op....:o(
Jeg ved ikke hvad jeg skal tro omkring hans hashmisburg. Har talt med tidligere misbrugere, og med pårørende til nuværende misbrugere. Og ingen af dem taler positivt om det. Så også her er jeg meget såret. For han ser ikke selv at det er et problem for ham. Men det ødelægger ham. Det er tydeligt. Jeg kan se det er gået stærkt ned af bakke det sidste års tid. Og hans humør er stærkt dalene, og føler virkelig han er ved at trække mig med ned i det.... Hvordan får man en mand til at tage imod behandling, når han kun ser skade omkring det?????
Hvad er det han er bange for? jeg mener, han har jo tydeligvist ramt "bunden", så det kan jo kun gå opad! og han bør, både for hans egen og din skyld, prøve behandling, og så kan han altid argumentere for at det er noget lort når han engang har prøvet det. Men han kan ikke være bekendt ikke at prøve at gøre noget ved sygdommen, når lægen har diagnosticeret hans depression! ...
Min kæreste fik en henvisning fra sin læge på 20 psykologtimer, så hans egenbetaling er kun 300 pr. gang. Vi er studerende begge to, så ellers havde vi aldrig haft råd til det. Nu ved jeg ikke hvordan det fungerer med bistand, men det burde da være muligt at få den henvisning og så selv tage kontakt til en psykolog?
Det lyder måske lidt hårdt der her, men hvis jeg var dig, så ville jeg simpelthen forlange at han i hvert fald prøver en slags behandling. Jeg ville have givet op for længst hvis min kæreste ikke var begyndt på sin behandling. Jeg elsker ham af hele mit hjerte, men ingen kærlighed kan overleve særlig længe med dårligt humør, evigt dårlige dage og en følelseskold deprimeret og sur mand.
Din kæreste har virkelig alt at vinde, og jeg tror han vil blive så positivt overrasket over psykologbehandling. Min kæreste var totalt imod det i starten fordi han ikke mente der var en decideret grund til hans depression, så hvad skulle han dog tale med psykologen om? Jeg ved ikke hvad psykologen gør og siger, men han har i hvert fald fået udredt en masse ting fra sin barndom, og har fået et bedre forhold til mig, hans venner og hans familie, og hans selvværd er steget helt vildt! Før syntes han ikke han var en skid værd, og han mente at alle i bund og grund ikke kunne lide ham. Han er blevet så meget mere social nu og hviler i sig selv!
Jeg håber virkelig du kan lokke din kæreste til det - det virker!
Medmindre han fysisk er voldelig eller "misbruger" dig så synes jeg man skal gøre forsøget.