Hvordan overlever jeg min kærestes depression?

Sutsko86

Hej
Jeg har virkelig ledt efter et sted som dette :-) har virkelig fået rigtig meget udad jeres indlæg.
Jeg mødtemin kæreste i januar, så vi har ikke være sammen længe. Har fortalte mig fra starten at han havde en drepression og han var meget opsat på at komme over den og får både behandling via psykolo og medicin. Vi har det super godt, det er meget få gange jeg har kunne mærke at han har haft dårlige dage, men når jeg så kan, er det også svært at blive afvist. Jeg kender ikke nogen med depression, så synes det er svært når hans humør er nede. Men jeg har snakket med ham og han har lovet mig at sige det, så jeg er forberedt og ikke vil føle mig afvist. Jeg har også accepteret at jeg ikke kan rede ham, men være der for ham, lytte og være en go kæreste. Men det som går mig rigtig meget på er hvordan fremtiden kommer til at se ud, hvil jeg nogensinde få min drømme opfyldt med ham ved min side? Det med at skulle håbe og ikke miste håbet når han er nede. Jeg lever mine drømme på baggrund af håb.
Jeg har også tænkt mig at spørge om jeg må komme med ham til psykolog, er det for tidligt at spørge ham om han vil ha mig med?? Der er stadig mange ting jeg ikke ved omkring depression, kan kun læse mig til det og lytte til hvad han fortæller. Jeg er så glad for ham, og vi hygger os og har det dejligt, også uden at depressionen overhoved kommer på tale.. Så vil ikke give slip..
Nogen der har gode råd til hvordan jeg kan blive ved med at bevarer håbet??

frkmediciner2014

Sutsko86> Jeg synes personligt at det er alt alt for tidligt at bede om at komme med til psykolog. Det der foregår hos psykologen er så privat og følsomt, at det synes jeg faktisk slet ikke kommer andre mennesker ved.
Min kæreste har nu gået til psykolog i knap 1 år, og han får utrolig meget ud af det. Han er rigtig glad for det, men jeg må knap nok høre hvad de har talt om... Det er meget meget privat for ham, og slet ikke nogen han ønsker at nogen blandes ind i. Og med tiden har jeg det faktisk også helt fint med det, for jeg ved jo at depressionen ikke skyldes mig, så det er nok ikke mig eller noget der vedkommer mig, som de sidder og taler om hos psykologen!

Du ved også at din kæreste havde en depression før du kom ind i billedet, og hans depression kan måske være uden en direkte årsag eller skyldes nogle meget forfærdelige og pinlige ting i hans fortid som i bund og grund ikke kommer nogen ved. Hvis din kæreste inviterer dig direkte, så tag imod tillidserklæringen fra ham, men hvis han ikke selv spørger, så gå ud fra at det er for personligt for ham til at han tør involvere nogen i det.

Min bedste veninde har angst/depression igennem 7 år, og hendes psykiater foreslog selv at hun tog sin kæreste med til konsultation, fordi psykiateren mente det kunne gavne dem og forløbet. Så med mindre psykolog/psykiater eller kæresten inviterer dig, så lad ham have det for sig selv..

Og der er håb derude! Depression er en sygdom - den skal behandles som alt andet, og det kan tage tid,, men mon ikke din kæreste er ventetiden værd ?

Hvis du insisterer på at deltage i terapi sammen, så har flere her i tråden nævnt fordele ved parterapi, så det kan du evt. foreslå.

Sutsko86

Jo jeg vil bestemt mene han er det værd, Han åbner mere og mere op for sin depression, så jeg burde faktisk være ret glad for at det er sådan og at han ikke holde alt for sig selv. Så det med psykologen vil jegikke spørge om, det har bare være et råd jeg har fået, men fra nogen uden erfaring med depression, fordi det godt kan være hårdt at lytte til ham når han har det aller sværest.

frkmediciner2014

Sutsko86> Det er vigtigt at du finder en god veninde/ven som du kan tale med om det her. Jeg ville personligt have gået ned med flaget for længst hvis jeg ikke havde en nær veninde som jeg kunne snakke med det her om. Når min kæreste er helt nede og bare har det af helvedes til med sig selv og livet, så er det svært ikke at blive nedtrykt og føle sig ussel. Vi kvinder er gode til at tage alt på vores skuldre og stå på hovedet for at opmuntre - det virker bare sjældent når en med depression har det værst..
Her kan en med depression slet ikke overskue at hans dårlige humør også ødelægger dit humør, så jeg har meget gavn af at tale med min veninde om det når jeg har det sværest med hans depression!

I skal selvfølgelig også tale sammen om det, og være ærlige og kommunikere omkring det. Men når han har det værst, måske i en lang periode, så hjælper det hverken dig eller ham at du sidder op af ham og også selv er trist! Du skal huske at passe på dig selv i det her forløb

Sutsko86

Jeg har en rigtig god veninde som gerne vil lytte og familien lytter også gerne. Det hjælper at få snakket om tingene, min kæreste siger også jeg skal passe på mig selv og ikke overskride mine grænser, jeg prøver men som du sigere vil vi kvinder gerne rede verden. Jeg har snakket med ham om hvor jeg på et tidspunkt følte mig afvist og det satte en masse tanker i gang hos ham, så tror jeg skal tage det med ham på en anden måde, ikke vise hvis der er nogle ting der er svære men spørge om han ikke må en eller anden måde kan få det sagt så jeg er opmærksom på hvis han har en dårlig dag, så jeg ikke tror det er mig der er noget i vejen med, og jeg ved det ikke er mig, men kan alligevel ikke lade være med at føle at det er lidt hårdt.

trille9

Jeg mødte den mest fantastiske mand - og vi blev bare så forelsket. Vi havde nogle fantastiske oplevelser sammen - og var begge så glade. Vi bor ikke sammen - så dagligdagen bestod meget af sms'er og nogle samtaler via telefon - når ikke vi sås.
For 5 dage siden holdt han pludselig op med at besvare mine beskeder - og han har ellers været god til det - og selv skrevet mig meget.
Den sidste besked jeg fik fra ham var, at vi skulle ses den aftalte dag - og han altid passer på mig - og så masser af kys. Herefter ophørte alt kommunikation. Jeg blev nervøs og usikker - og sendte ham lange beskeder om, hvad der var gået galt - og at jeg havde svært ved det her. 1 1/2 døgn efter hans sidste positive besked - skrev han at han havde nogle problemer - og at han ville vende tilbage til mig. Jeg skrev at jeg forstod - men at jeg blev lidt nervøs og utryg mht. hvor han og jeg stod i det her. Om han ville mig eller ej. Hørte intet. Det endte med at jeg efter 2 dage modtog en besked om at han havde en depression - ikke havde haft det sådan længe - men at det skyldtes nogle problemer mht. job og familie. Jeg skrev så at det var jeg ked af at høre, men at jeg håbede at det ikke betød slutningen for ham og jeg. At han bare skulle have meldt ud, så jeg vidste besked osv. Jeg pressede ham nok lidt. Han skrev så pludselig at han blev nødt til at bakke ud for at passe på sig selv og han ikke ville mig ondt osv. Jeg skrev tilbage, at det gjorde mig noget så ondt, at denne situation skulle koste vores forhold, for havde jeg bare vidst det - så havde jeg jo vidst hvordan jeg skulle forholde mig. Det endte op med - at han - mere eller mindre gav udtryk for at han gerne ville mig - men at jeg ikke måtte forvente svar fra ham med det samme hvis jeg skrev ham. Men at han nok skulle give lyd fra sig. Jeg har undersøgt og læst omkring depression og ved nu, at jeg ikke skal stille krav til ham eller sende beskeder der kræver svar osv. Så jeg har ladet ham få ro - og skrevet en sød sms til ham om at jeg er her hvis han får brug for mig - og at jeg tænker på ham. Og ikke andet. I dag vil jeg ikke sende noget - men i morgen vil jeg igen sende ham en sød tanke og gøre opmærksom på at jeg stadig er her. Jeg hører selvfølgelig intet fra ham - og er selv nu så nedslidt at jeg slet ikke kan overskue livet. Jeg spiser ikke, jeg har ingen energi og kan ikke rejse mig fra sofaen. Jeg sover ikke - og går med en konstant uro. Kan ikke overskue at skulle på job osv. Græder. Er røget helt ned - for jeg vil ham så gerne - og ved, at hvis alt det vi havde sammen før dette stadig "gælder" - så vil han også mig. Jeg ved jeg skal være tålmodig..... men hvad kan jeg ellers gøre. Vil ikke miste ham. Han var ham jeg skulle ende op med.... det var vi enige om. Og når han ikke er nede som nu - er han det mest fantastiske menneske jeg nogensinde har mødt. Vi er begge voksne mennesker (midt 40'erne) - og har begge store børn. Jeg ville være så ked af at dette her sluttede - pga. denne situation - når jeg nu så gerne vil ham med eller uden depression. Jeg ville bare så gerne have haft besked.

Sutsko86

Min kæreste kunne ikke overskue et forhold mere og har derfor sagt stop. Han gjorde det heller ikke på en god måde, han ringede og havde faktisk ikke noget at sige. Han cuttede mig helt nogle dage, hvilket gjorde mig mega skuffet. Men vil blev enige om at ses og få snakket om det.. Han kunne ikke overskue at gøre mig ked af det og give mig det jeg havde brug for, når man er nyforelsket kræver man lidt mere opmærksomhed, det er jo helt normalt. Han var nød til at tænke på sig selv og stoppe vores forhold, der var ikke plads til mig i hans følelser, han er nød til at tænke på sig selv. Det er svært at sætte sig ind i den situation at have en depression, selvom man tror man kan, kræver man, uden at vide det, mere end han han overskue. Hvis de har et breakdown kan de heller ikke overskue at snakke med andre, så selvom du gerne vil ha svar er det ikke sikkert han kan tænke på dig lige nu. Jeg håber for dig at han kontakter dig, når han er klar..

trille9

Hej Sutsko86 - tusinde tak for dit svar. Jeg håber og krydser fingre for at han kommer hel ud på den anden side - så vi kan genoptage det fantastiske forhold vi havde. Du har helt ret i det du skriver omkring at man kræver mere opmærksomhed som nyforelsket. Det værste var den måde det hele foregik på. Jeg fik ingen information overhovedet. Det var et pludseligt breakdown - og det gjorde det svært og uforståeligt for mig. Havde han bare meldt ud - så havde jeg vidst bedre - og ikke sendt ham en masse "dumme" sms'er. Forsøgte også at ringe ham.... og han svarede ikke. Jeg ved det kræver en del af mig - det her - og det har allerede kostet mig en del rent mentalt - men jeg vil ham så gerne. Og er klar på at depressionen kan følge med i købet. Jeg skal bare have besked!!! Så jeg ved hvordan jeg tackler ham og det - når og hvis det sker igen. Men ser det også som en tillidssag - at han fortæller mig om det. For reelt kunne han jo bare have sagt slut - og så var det det. Han lagde selv ud med at han havde problemer og ville kontakte mig i løbet af ugen. Herefter fortalte han så hvad problemet var. På en måde - positivt - eller hvad?

Sutsko86

Min x fortalte mig det med det samme at han havde en depression og han ikke ville holde noget hemmeligt. Han mente også at jeg skulle ha det sf vide, så jeg kunne nå at bakke ud af det eller sige stop, hvis jeg ikke kunne klare det.. Det kommer vel også an på hvordan han selv har det med situationen, at han har en depression. Min x lagde ikke skjul på det og fortalte lige så langsomt mere og mere.
Men ja forstår din situation, at du gerne ville ha vidst det fra starten, så man ikke sender unødvendige sms'er eller opkald.
Jeg ved bare at jeg holdte rigtig meget af min x, og var nød til at lade ham gå unden de store oprør og komplikationer i forhold til ham, det ville han ikke kunne magte, vi snakker i dag stadig lidt sammen via SMS, men der kan godt gå nogle dage for han svare, alt efter hvordan han har det.
Ved ikke om du i din situation får svar, men du kan måske prøve at give ham lidt mere plads end bare en dag. Hvis han har en ned tur, så kontakter han dig ikke.. Og jeg ved det er svært...

trille9

Jeg vil gøre alt hvad det kræves, for at bevare vores forhold. Men sidder med usikkerheden om at jeg venter forgæves. Og det er den der tærer på mig. Hvis jeg vidste at han kom tilbage når han var klar, så ville jeg nok hvile mere i mig selv og væbne mig med den tålmodighed det kræver. Er låst og kan ikke bede om svar, det ved jeg. Han har ikke været særlig åben omkring at problemet fandtes. Har sagt han har haft noget stress. Det var jo egentlig først da jeg pressede på, han fortalte det. Og da var det jo for sent, kan man sige.