Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Jeg kan godt forstå, at du er forvirret over det, din læge sagde. Jeg har selv været ude for, at min daværende praktiserende læge ikke kendte til den form for depression, der blandt andet viser sig ved, at man ikke kan mærke sine følelser.
Dengang troede jeg fejlagtigt, at alle depressioner var ens, altså at alle depressioner var ligesom den, jeg havde. Og derfor følte jeg, at jeg stod helt alene, når ikke engang lægen vidste, hvad en depression var.
Jeg var endda ude for, at den psykiater, som jeg blev henvist til, også reagerede, som om han ikke kendte ”min” form for depression. Her bagefter kan jeg nu ikke tro, at han var uvidende om den slags depressioner. Han var bare distræt og travl og behandlede alle depressive på samme måde. Man kunne ikke få individuel behandling hos ham. Desværre er det jo sådan, at det psykiatriske system er overbelastet.
Den særlige type af depressioner, der blandt andet viser sig ved, at man ikke kan mærke sine følelser, plejer psykiaterne at kalde ”melankoliform depression”.
Jeg har prøvet at lede på Internettet efter kortfattede beskrivelser af det. Jeg har fundet noget her:
http://www.netpsykiater.dk/HTMsgdf/depression.htm#sy2
I ovenstående henvisning beskrives ”melankoliform depression” ganske kort. Overskriften omtaler desværre også begrebet ”endogen depression”, som man ikke bruger mere, da det er misvisende. Men altså: Et af de typiske symptomer på melankoliform depression er ”Manglende evne til at vise og mærke følelser.”
Ifølge det nuværende diagnosesystem inddeler man kun depressioner efter grad af alvor (let, moderat, svær) – ikke efter type, eftersom den anbefalede behandling af de forskellige typer af depression er den samme (antidepressivt middel eller psykoterapi eller begge dele). Derfor kan lægerne med nogen ret sige, at det er lige meget, hvilken type depression det drejer sig om. Behandlingen er jo den samme.
Men for at man kan føle sig forstået og tro på lægens behandling, er det efter min mening meget vigtigt, at lægen kender symptomerne på den depression, den depressive har. Derfor er det uheldigt, at din læge ikke ved, at man kan have en type depression, hvor man er helt følelsestom. Men desværre tror jeg, at den form for uvidenhed er helt almindelig.
Så er der det andet spørgsmål, nemlig det, der drejer sig om det antidepressive middels virkning på følelserne.
Min erfaring er, at når det antidepressive middel virker optimalt, så vil behandlingen medføre, at man får sine følelser igen i fuldt omfang. De fleste af de gange, hvor jeg har fået antidepressiver, er det gået sådan.
Men der var nogle år, hvor de lægeordinerede antidepressiver slet ikke virkede. Det viste sig bagefter, at det skyldtes, at jeg havde fået en alt for stor dosis i forhold til, hvad min lever kunne omsætte. Det indrømmede psykiateren bagefter. Det er vigtigt, at dosis er lige netop tilpas.
Dengang jeg fik en for stor dosis antidepressiv medicin, havde det faktisk som virkning, at depressionen ikke gik over, og at jeg derfor ikke fik mine følelser igen, før jeg trappede helt ud af medicinen.
Men det er jo ikke den situation, du er i. Det er jo ikke medicinen, der gør dig følelsestom, men din depression. Det er bare uheldigt, at din læge ikke kender til den type depression, hvor et af symptomerne er den manglende evne til at mærke sine følelser.
Jeg synes, at du skal prøve at finde ro i troen på, at medicinen nok skal virke
Det lyder godt, at du har fået tider til både psykolog og psykiater. Selv hvis medicien virker godt inden længe, er det vigtigt, at du får noget terapi. Medicin alene gør det ikke.
Mange hilsner
Kameliadamen
Men nu begynder jeg godt nok at savne, at kunne mærke mig selv!!!
Men hvornår søren letter tomheden????
Jeg vil høre, hvordan det er gået dig. Jeg er i samme båd lyder det til, som du har været. Jeg har nu intet følt i otte måneder, trods jeg har været på antidepressiv medicin i mange måneder og på først Citralopram og derefter Sertralin uden nogen bedring i forhold til min manglende følelser og lyst. Min angst er blevet minimal, men jeg bruger al min tid på at mærke efter, hvad jeg egentlig har lyst til og hvad jeg føler. Det er vildt svært at navigere i min verden, når jeg bare føler mig helt tom, ikke har nogen meninger om noget og ikke føler hverken glæde eller decideret tristhed. Det er bare som om, at de negative tanker bliver sandhed, fordi jeg ikke kan mærke nogen reaktion på dem... Jeg får at vide, at jeg bare skal være tålmodig, og at det er noget, som tager rigtig lang tid. Er du kommet helt ud af denne tilstand og kan føle noget igen?
Venlig hilsen
Kalle83
Ja, det kunne være virkelig godt at høre, hvordan det siden er gået Simone. Jeg har i flere år skrevet regelmæssigt her på Netdoktor, og jeg savner faktisk tit, at folk vender tilbage og skriver, hvordan det siden er gået dem.
Så, Simone, hvordan har du det nu? Er du blevet dig selv igen?
Kalle, du skriver, at du har været på antidepressiv medicin i mange måneder, og at du stadig er følelsestom og stadig mangler lyst. Folk siger til dig, at du skal være tålmodig.
Efter min mening er det rigtigt, at man skal være tålmodig. Men når du efter mange måneders medicinering ikke har oplevet en reel bedring (bortset fra at angsten heldigvis er mindsket), så må der være tale om en forkert medicin eller en forkert dosis, i forhold til din situation.
Mennesker er forskellige og depressioner er forskellige. Normalt siger man, at det varer ca. tre uger, før en positiv effekt kan forventes. Hvis vi nu giver den lidt ekstra tid for at være HELT sikker på, at den pågældende medicin er blevet afprøvet, så vil jeg altså sige følgende:
Hvis medicinen efter 6 uger i den pågældende dosis ikke har virket, må der enten være tale om en forkert medicin eller en forkert dosis!
I øvrigt er dette emne stærkt omdiskuteret, og det er svært at vide, hvad man skal tro. Masser af mennesker vil hævde, at det netop er den antidepressive medicins funktion at få folk til at føle mindre. Der er endda fagfolk, der hævder, at en depression netop består i, at folk føler for meget, og at antidepressiv medicins funktion derfor er at få dem til at føle mindre.
Det svarer på INGEN MÅDE til mine erfaringer. Mine depressioner gav mig bl.a. følelsestomhed, og når den antidepressive medicin virkede, gav den mig følelserne tilbage i fuldt omfang i løbet af ca. 4 uger.
Men også jeg har oplevet, at der gik 6-10 uger på Cipramil og Zoloft, uden nogen positiv virkning. Ved disse 6-10 uger gik grænserne for min tålmodighed, og jeg trappede derfor ud af medicinen, hvorefter jeg blev rask!
Psykiateren indrømmede senere, at jeg nok havde fået en for stor dosis. Sagen er, at antidepressiv medicin skal gives i en dosis, der er lige netop TILPAS. Hvis dosis er for lille, virker den selvsagt ikke, men hvis dosis er for stor, er virkningen ofte ikke til at skelne fra de symptomer, som medicinen skulle kurere! Det er der mange, der ikke ved.
Senere fik jeg igen depression, og det er nu min erfaring, at et antidepressivt middel, der øger virkningen af noradrenalin er nødvendigt i min situation. Cipramil og Zoloft (med indholdsstofferne henholdsvis citalopram og sertralin) øger kun virkningen af ét signalstof, nemlig serotonin. Så i mit tilfælde var både medicintypen og dosis forkert. Det hjælper jo ikke noget at øge virkningen af serotonin, hvis det især er en øgning af noradrenalin, der er behov for.
Mit råd til dig er, at du siger til din behandler, at din tålmodighed er opbrugt, og at der nu må ske noget nyt, enten skal du have en anden medicin eller en anden dosis.
Til slut vil jeg bringe et citat af den kendte psykiater Jes Gerlach. Det stammer fra bogen ”Depression – Symptomer, årsager og behandling”, side 231:
”Hjælper medicin ikke, skal man overveje, om diagnosen er korrekt, og om der måske bag den medicinske behandling er indtrådt en spontan bedring, som først synliggøres, når den medicinske behandling nedtrappes og ophører. Det er derfor vigtigt ved udeblivende effekt at overveje gradvist medicinophør med henblik på nærmere observation og diagnose-revision. Undertiden oplever man da – når eventuelle ophørssymptomer er aftaget – at personen nærmer sig sit normale jeg.”
Psykiateren udtrykker sig meget forsigtigt, og det er han jo som fagmand nødt til, for det er jo ulykkeligt, hvis folk, der faktisk har gavn af medicin, ophører med at tage den. Men efter min mening er ovennævnte citat udtryk for, at også Gerlach ved, at antidepressiv medicin i for stor dosis kan give symptomer, der ikke er til at skelne fra depression!
Hvad du end gør, så stop aldrig pludseligt med at tage medicin. Antidepressiv medicin skal altid nedtrappes gradvist og helst efter aftale med behandleren.
Mange hilsner
Kameliadamen
Jeg tror også, at jeg har fået en alt for står dosis. Jeg var helt oppe på 200 mg, men det blev givet fordi jeg pludselig midt i det hele fik tvangstanker og også fik diagnosen OCD, som jeg ellers aldrig har lidt af før. Jeg er trappet helt ud af medicinen, og har været ude af det i 2 uger nu, men føler fortsat ingen forskel. Jeg er startet på et nyt præperat, Mirtazapin, som jeg får 15 mg af. Jeg lider af tvangstanker og er bange for f.eks. at gøre andre skade. Jeg kan ikke mærke en decideret ulyst ved dette, hvilket jeg overhovedet ikke kan forstå. Det kører non stop i mit hoved. Min terapeut siger, at mit problem er, at jeg hele tiden mærker efter, hvordan jeg har det og hele tiden mærker efter, hvordan jeg føler. Jeg gør alt for at gå imod denne dårlige vane, men lige meget hvad jeg laver, så kan jeg ikke være i det jeg laver og føler mig ikke til stede, fordi jeg hele tiden tester, hvad jeg føler og tænker. Jeg føler mig slet ikke som mig selv og kan ikke mærke hverken lyst til eller ulyst. Det eneste jeg rigtig ved jeg har lyst til er at ligge i min seng og forsvinde væk fra tankerne og tomheden. Jeg troede virkelig ikke, at dette ville tage så lang tid at komme ud af, men jeg føler virkelig ikke, at der sker den store bedring ud over, at jeg ikke længere får decideret angstanfald længere.
Jeg vil meget gerne høre dig, hvordan det er gået dig siden hen?
Jeg sidder nemlig i samme situation som dig og nu på 6. måned. Jeg tror også, at vi har det tilfælles at vi netop mærker efter konstant. Jeg ved godt det er længe siden, at du har skrevet herinde sidst, men jeg kunne godt bruge noget håbefuld information.
Med venlig hilsen,
Musse.