Er dette normalt, når man har en depression?
Det skal lige siges, at det er første gang jeg har en depression, så jeg går og er meget fortvivlet over, hvad der sker med mig lige nu...
Jeg kan knap nok kende mig selv- der er fuldstændig lukket af for følelser. Jeg kan ingenting føle - går bare rundt og er fuldstændig tom.
Kan ikke engang føle, hvad jeg har lyst til - jo, at ligge under dynen, men så heller ikke andet.
Der er ingenting der kan opmuntre mig, jeg er bare TOM. tom tom tom.. Det er som om jeg bare er drevet af min fornuft.
Hvor er det her forfærdeligt. :-(
Har taget anti-depressiv i 13 dage, og det har godt nok gjort, at jeg slapper af, men hvornår får jeg mine følelser og mit liv tilbage???
Lad mig høre nogle solstrålehistorier, så jeg ved, at der er lys forude....
Jeg kan knap nok kende mig selv- der er fuldstændig lukket af for følelser. Jeg kan ingenting føle - går bare rundt og er fuldstændig tom.
Kan ikke engang føle, hvad jeg har lyst til - jo, at ligge under dynen, men så heller ikke andet.
Der er ingenting der kan opmuntre mig, jeg er bare TOM. tom tom tom.. Det er som om jeg bare er drevet af min fornuft.
Hvor er det her forfærdeligt. :-(
Har taget anti-depressiv i 13 dage, og det har godt nok gjort, at jeg slapper af, men hvornår får jeg mine følelser og mit liv tilbage???
Lad mig høre nogle solstrålehistorier, så jeg ved, at der er lys forude....
Kommentarer
Ja, det er forfærdeligt at have en depression. Det har du helt ret i.
Du spørger i overskriften, om det er normalt at have det sådan, når man har en depression, og du fortæller, at du er fuldstændig følelsestom.
Der findes flere forskellige typer af depressioner. I et tidligere indlæg til dig citerede jeg fra en artikel, der ligger her på Netdoktor. Den er skrevet af en psykiater, der hedder Poul Videbech, og han fortæller netop, at nogle depressive har det, som om deres følelser er fuldstændig lammede. Han fortæller også, at andre er meget kede af det, dvs. de har altså masser af følelser, dog udelukkende af den negative slags.
Jeg bringer linket til denne artikel igen:
http://www.netdoktor.dk/sygdomme/fakta/depression.htm
Så når du spørger, om det er normalt at være følelsestom, når man har en depression, kan jeg svare: Ja, det er fuldstændig normalt for en bestemt type af depressioner.
Jeg har selv haft den type depressioner, og jeg kan nikke genkendende til din beskrivelse.
Jeg havde det selv sådan under mine depressioner, at det var vigtigt for mig at blive mødt af andre med forståelse for min tilstand. Og her kan det være et problem, hvis andre mennesker (endda også læger!) har den opfattelse, at en depression altid er noget med at være ked af det.
Derfor var det vigtigt for mig at finde bøger med beskrivelser af depression, hvor jeg kunne genkende min tilstand. Jeg bringer her et citat fra en ældre bog om depression:
”Her viser depressionen sig i sit dybeste dyb som det modsatte af levende sorg, vrede eller tragik. Den er følelsesløshed, det ikke at kunne være trist, eksistentiel tomhed. Først når man er på vej ud af depressionen, rører smerten på sig igen, så melder følelserne sig, og tragikken åbner sig.”
(Citat fra Daniel Hell: ”Hvad betyder depression?”, side 47)
Du skriver, at du nu har fået antidepressiv medicin i 13 dage.
Der plejer at gå nogle uger, inden man kan forvente en virkning af antidepressiv medicin. Det er et positivt tegn, at du nu slapper af. Din organisme har brug for ro, for at den kan komme sig. Før i tiden sagde man, at der skulle gå ca. 3 uger, før man kan forvente en positiv virkning i forhold til selve depressionen. Jeg ved ikke, om det stadig holder stik, for der er jo blevet opfundet nye slags medicin.
Under alle omstændigheder er du nødt til at have lidt tålmodighed. Hvis alt går vel, får du dine følelser igen om få uger. Men du skal regne med, at du behøver lang tid til at efterbearbejde din krise. Hvis du genoptager dit liv, som det var før, kan det jo gå galt igen. Du er nødt til at finde ud af, hvorfor du fik en depression og gøre noget ved årsagen. Du er nødt til at lære at passe på dig selv, så du undgår de belastninger, der gjorde dig syg. Hvis jeg var dig, ville jeg derfor sørge for at få psykologhjælp.
Når antidepressive midler virkede hos mig, tog det 3-4 uger, før virkningen kom. Den kom gerne meget pludseligt, stort set fra den ene dag til den anden.
Jeg fik altid mine følelser igen efter en depression. Men mit liv - det måtte jeg ændre på, sådan at jeg ikke længere blev udsat for store belastninger.
God bedring
Kameliadamen
Den "følelse" er ikke atypisk.
Du skal nok få følelserne tilbage; både de positive og de negative. For når dynen af tomhed letter, vil også de negative følelser kunne skinne igennem.
Jeg vil råde dig til at få en henvisning til en psykolog, hvis du ikke allerede har det, og få en tid senest om et par uger.
Så er du klar til at deale med dine følelser når du begynder at kunne mærke noget igen.
Du vil kunne få tilskud af det offentlige.
Jeg er begyndt til tankefelt-terapi. Er der nogen der har erfaringer med det?
Hun siger dog, at hun ikke kan se, at jeg har en depression, men det er vel fordi hun forventer en person, som er grædefærdig og tom i blikket. Det er jeg jo ikke - har bare ingen følelser og ingen glæde ved noget som helst.
Nogle råd til, hvordan jeg ignorerer tomheden? Den er snart ved at overtage min hverdag... Ligger bare og kigger fjernsyn, uden at have kontakt til en eneste følelse.
Nej, jeg kender intet til tankefelt-terapi. Men derfor kan det være udmærket. Det, der betyder noget, er behandlerens kvalifikationer.
Det undrer mig dog, hvis en kvalificeret behandler ikke kan se eller mærke, at du har en depression. Af personlig erfaring ved jeg imidlertid, at der er mange, der ikke kan se eller mærke den type depression, hvor man ikke har nogen følelser. Min tidligere praktiserende læge kendte ikke til den slags depressioner. Han forbandt depression med en person, der græder, og det gjorde min daværende psykiater også. Hvis de ikke ved, hvad de skal kigge efter og ingen erfaring har med depressioner, hvor den depressive er følelsestom, kan de muligvis ikke se depressionen.
Jeg vil bare mene, at en erfaren behandler burde kunne mærke det, også selv om der ikke er noget at se på dig. Jeg er ud af en familie, hvor vi alle havde depressioner, og jeg garanterer dig for, at den slags kan mærkes. En depressiv person har ingen udstråling – snarere tværtimod: han eller hun er som et sugende sort hul, og det kan umiddelbart mærkes af andre, uden at de behøver at have særlige empatiske evner.
Den psykolog, jeg gik hos senest, kunne i hvert fald umiddelbart mærke min depression.
Du beder om råd om, hvordan du kan ignorere tomheden. Efter min erfaring er det bedste at lade tiden og det antidepressiv middel arbejde for sig, og i den tid, der går, må man forsøge at adsprede sig, så godt som muligt, f.eks. ved at se fjernsyn eller læse bøger. Det er også en god ide at komme ud og gå en lille tur. Jeg ved godt, at det kan være vanskeligt at tage sig sammen til, men måske er der nogle, der vil gå med dig. Det er altid gavnligt at komme lidt ud i lyset og luften og få lidt kontakt til naturen.
Det gode ved antidepressive midler er jo, at man ikke behøver at gøre noget. Og helbredelsesprocessen sker hurtigere og bedre, hvis man lader organismen få hvile og ikke anstrenger sig for meget, kritiserer sig selv eller stiller krav til sig selv.
Men bagefter – når du er blevet dig selv igen – så er der nok nogle ting, der skal ændres. Har du nogen ide om, hvorfor du har fået en depression?
Mange hilsner
kameliadamen
Jeg har et fantastisk liv, med alt hvad jeg kan bede om.
Jeg har siden sommerferien gået og været i et mærkeligt humør - men prøvet alt hvad jeg kunne for at ignorere det, for hvad skulle jeg dog være ked af det over??? Sådan tænkte jeg.
Men der gik udover min fantastiske ferie i Italien med min familie, hvor jeg gik og spekulerede alt for meget over, hvad der var ved at ske med mig. Allerede der startede tomheden, og det var en så uforklarlig følelse. Pludselig blev jeg ligeglad med alt omkring mig - og lå bare på mit værelse. Gad ikke koncentrere mig om noget som helst - og hvis min kæreste skuffede mig, så mærkede jeg ingenting. Og her kender jeg mig selv så godt, at jeg under normale omstændigheder var begyndt at græde.
Når jeg gik alene følte jeg mig bare lig 0. Kunne/kan slet ikke kende mig selv - og til sidst gik jeg så til lægen, hvor jeg faktisk græd under samtalen med lægen. Igen fordi jeg var så frustreret over, hvad der var ved at ske med mig.
Kan også godt græde nu - specielt når jeg tænker på, hvor meget overskud jeg plejer at have til f.eks at hjælpe min mor herhjemme. Tænker: hun har jo nærmest mistet sin datter. :-( men når jeg så har grædt færdig, så optræder tomheden igen....
Sikringen er sprunget, du må først og fremmest tænke på at få det godt selv, og ikke bekymre dig så meget om andre.
Er din mor syg? Hvor meget hjælp har hun brug for, kan andre aflaste dig?
Lidt at overveje: Måske er det en ubehagelig situation, noget du har tidligere har oplevet, der er kommet op til overfladen. Det kan have været så slemt at du har glemt det, men din krop reagerer på det. Hvordan var din barndom? Blev du moppet i skolen? osv. KH Helle8
Der er noget, jeg ikke rigtig forstår: I det første indlæg i denne tråd skrev du, at du havde taget antidepressiv i 13 dage.
Nu skriver du, at din læge i dag har udskrevet Citalopram til dig. Betyder det, at du nu skal skifte fra et andet antidepressivt middel til Citalopram? Hvorfor skal du skifte efter kun 14 dage?
Jeg håber, at du får en god støtte af din familie. Jeg lagde – ligesom Helle – mærke til det, du skrev om din mor. Det virker lidt sært, for det er vel dig, der behøver hjælp og støtte fra din mor i denne forfærdelige situation?
Du skriver, at du slet ingen anelse har vedrørende grunden til, at du har fået en depression. Du skriver, at du har et fantastisk liv.
Det, du skriver, giver mig faktisk en ide om, hvordan det kan være, at du har fået en depression.
Jeg tror, at du stiller nogle krav til dig selv, som enten er for høje, eller også er det krav, som du opfylder for andres skyld – ikke for din egen skyld. Sådan kan man faktisk udmærket leve et liv, som udefra set er perfekt og fantastisk. Alene det at man magter at opfylde disse krav, kan give en god selvfølelse, og man får måske ros og anerkendelse for det.
Men pludselig en dag knækker filmen. Det kan være noget så banalt som en forkølelse eller en anden lille ekstra belastning, der får læsset til at vælte.
Måske virker ovenstående forklaring ikke umiddelbart genkendelig. Men prøv at tænke lidt over det. Jeg vil anbefale dig at læse en bog af Josef Giger-Bütler, som hedder ”De mente det jo godt”.
Jeg har engang skrevet nogle linjer om den bog – en slags anmeldelse. Den tekst får du lige her:
Josef Giger-Bütler: ”De mente det jo godt. Depression og familie”. Borgens Forlag 2005. Oversat fra tysk.
Jeg gengiver her bagsideteksten (dvs. ikke det hele, for bibliotekets stregkode skjuler det nederste):
”Depression er blevet en folkesygdom. Hvilke forhold i barndommen er det, der skaber grundlaget for, at et barn udvikler depressive adfærdsmønstre, som så senere i voksenlivet munder ud i en åbenbar depression?
Nøglen til svaret ligger i familien. Det drejer sig ofte om velfungerende familier, hvor forældrenes tanker og følelser i udpræget grad er rettet mod noget andet end barnet, det være sig arbejde, sygdom eller andet. Barnet opnår ikke følelsesmæssig kontakt og mangler varme og støtte.
Barnet overlades til sin egen skæbne og udvikler en dybtliggende eksistentiel angst og en alt for stor ansvarsfølelse. Det bruger alle sine kræfter på at aflæse andre og opfylde deres behov. Det lærer ikke at lytte til sin krop eller sætte ord på sine følelser. Det tør ikke stille krav. Det tillægger ikke sig selv værdi og føler sig nemt kritiseret og skyldig. Det har en konstant trang til at blive respekteret og elsket og længes efter tryghed og nærhed.
Barnet overtager beskytterrollen i forhold til sine forældre og bliver hamrende dygtigt til at opfylde andres forventninger. Det anstrenger sig hele tiden mere og mere og mærker ikke, når det er overbebyrdet. Dets liv er en lang overbebyrdelse.”
Det var (næsten hele) bagsideteksten.
Som det fremgår, beskæftiger Josef Giger-Bütler sig meget med barndommen. Ordet ”overbebyrdelse” er et centralt ord i bogen. Forfatteren mener, at det mest karakteristiske for mennesker med tendens til depression, er, at de er så hårde ved sig selv. De hviler sig ikke, når de bliver trætte. Træthed vil ofte betyde, at personen stiller endnu større krav til sig selv. De forsøger at knokle sig ud af deres problemer eller kæmpe sig ud af deres problemer.
Det er klart, siger forfatteren, at man ikke kan løse et problem, med de metoder, der har skabt problemet. Man må give sig selv hvile. Man må acceptere, at man er i en situation, hvor man må tage hensyn til sig selv og holde op med at være hård ved sig selv. Man må tillade sig selv at føle de følelser, man har. Først når man er nået til at acceptere sin situation, kan man begynde at forandre den.
Bogen ”De mente det jo godt” kommer med mange guldkorn, selv om den er lidt anstrengende at læse. Heldigvis kan nøjes med at læse bagsideteksten og plukke lidt her og der. Dens styrke ligger i forklaringerne på depressionens opståen.
Det var den tekst, jeg for nogle år siden skrev om den pågældende bog. Hvis jeg har ret i min formodning, lever du et liv, hvor du prøver at opfylde andre menneskers (f.eks. din mors) forventninger og behov, i stedet for at mærke dine egne behov og ønsker og opfylde dem.
Prøv at tænke over det.
Mange hilsner
Kameliadamen
Hold da op, det havde jeg aldrig tænkt over...
Ja, min læge synes jeg skal skifte til det nye medicin.