Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
At leve sit barne- og ungdomsliv med at gøre hvad man tror andre ønsker af en, prøve at være som "de andre" er og tilsidesætte sine egne behov, så får man det skidt.
Det er faktisk en ret "normal" reaktion.
Derfor vil jeg ENDNU en gang i høj grad opfordre dig til at komme til en psykolog.
Jeg forstår det sådan, at du spørger, hvordan jeg havde det under en depression, når jeg var henholdsvis alene og sammen med andre?
Jeg foretrak at være alene, for det var næsten uudholdeligt at være sammen med andre.
En depression er jo slem nok i sig selv, men når man derudover skal bekymre sig om, hvad andre tænker om én, så er det meget slemt.
Noget af problemet med at være sammen med andre, skyldes efter min opfattelse, at man ikke har sin normale udstråling under en depression. Det, jeg taler om, er det, nogle mennesker kalder en aura. Jeg skal skynde mig at sige, at jeg ikke selv kan se auraer, men når jeg haft depressioner, har jeg helt sikkert kunnet mærke, at min aura var væk eller i hvert fald stærkt beskadiget.
Jeg forestiller mig, at en aura er et lag af energi, som vi normalt har rundt omkring os. Det virker dels som en beskyttelse eller en slags stødpude for os, og dels bruger vi det til at række ud imod andre med (udstråling).
Når dette energilag er væk, føles det lidt som at gå nøgen rundt blandt andre, og det er meget ubehageligt.
En gammel bog om depression udtrykker den samme fornemmelse sådan her:
”Den depressive føler sig endvidere stærkere udsat for andres blikke. De andres blik virker mere og mere kontrollerende, jo mere nedtrykt og afmægtig den depressive føler sig. Jo mere han mister sit selvværd, desto mere føler han sig gjort til objekt for de andre, som han synes dømmer og fordømmer ham.”
(Daniel Hell: ”Hvad betyder depression?”, side 45)
Heldigvis bliver alt som før, når depressionen går over.
Jeg håber, at det var svar på dit spørgsmål. Du skal lige vide, at depressioner er meget forskellige, så derfor behøver du ikke have det på samme måde.
Mange hilsner
Kameliadamen
Nogle gange er jeg i tvivl om min tilstedeværelse, fordi jeg bare er så tom!!! :-(
Der har været en livlig dialog kan jeg se. Dit spørgsmål om citalopram: Jeg er ret sikker på at det er en af de gængse piller som virker optimalt efter 3 uger, når man begynder behandling skal man som regel have dem i 3 mdr. inden man trapper ud. Det er lægen som bedømmer hvilken styrke du skal have, måske skal du komme en gang i mellem for at sikre du få den rigtige styrke. Med hensyn til bivirkninger, de kan være meget forskellige fra den ene til den anden, se indlægssedlen. KH Helle8
Ja, den der fornemmelse af at være som en robot kan jeg godt genkende fra mine depressioner. Og det er jo, fordi man har mistet al spontanitet, kreativitet og intuition sammen med følelserne. Men bare rolig, det kommer alt sammen igen, når depressionen går over.
I øvrigt tror jeg, at det er lidt det samme, det drejer sig om, når du snakker om, at du føler dig som en robot, når Daniel Hell i citatet taler om at være et objekt, altså en slags genstand, og jeg snakker om, at auraen er væk eller beskadiget: Organismen fungerer på en stærkt begrænset måde, der næsten reducerer mennesket til en ting. Jeg har altid opfattet dette som en slags overlevelsesmekanisme fra kroppens side. Organismen har været overbelastet, og jeg opfatter depression som organismens forsøg på at holde den depressive i ro, så vedkommende kan komme til kræfter igen.
Jeg er godt klar over, at der er andre, der forstår depression helt anderledes. Men jeg tror, at det er, fordi der findes forskellige typer af depression. Sådan som du beskriver din tilstand, fornemmer jeg, at det minder meget om den måde, jeg havde det på under depressioner.
Jeg kan godt forstå, at du stiller disse spørgsmål. Man ønsker jo at vide, hvorfor organismen pludselig opfører sig så mærkeligt.
Mange hilsner
Kameliadamen
Undskyld alle mine spørgsmål, men det giver tryghed, når andre har følt som mig!
Fornemmelsen af fremmedgørelse ser man tit beskrevet i forbindelse med depression.
Lige nu kan jeg bare ikke huske, hvordan jeg havde det under depressioner angående tilstedeværelse og fremmedgjorthed.
Jeg mener, at jeg forud for depressionerne havde en lang periode, hvor jeg godt var klar over, at noget var galt. Og dette ”forkerte” viste sig især i form af en fornemmelse af fremmedgørelse og ved, at jeg ikke rigtig følte mig til stede.
Om dette ændrede sig, når depressionen kom for fuldt udblæsning eller det forblev det samme, kan jeg desværre ikke huske.
En god kur mod problemet er at bruge sin krop, ved f.eks. at gå ture. Jo mere man bruger kroppen, jo mere føler man sig til stede.
Den psykolog, jeg gik hos, gjorde meget ud af at træne min kropsbevidsthed, sådan at jeg blev bedre til at mærke min krop og dens behov.
Mange hilsner
Kameliadamen
Hvor "rart"... Din beskrivelse af forløbet inden depressionen beskriver netop hvordan jeg havde det! Prøvede at kæmpe imod, men det kunne man ikke...
Nej, man når ingen vegne, hvis man forsøger at kæmpe imod, for selve kampen og anstrengelsen er en del af problemet – ikke en del af løsningen. I stedet for må man give sig selv hvile og ro og lov til at gøre lige præcis, hvad man har lyst til og behov for.
Jeg kan forstå på dig, at du tænker meget over tingene. Det betyder, at der er alt for meget vægtlægning på hovedet, dvs. på tankerne og det mentale. Men det virkelige liv leves gennem kroppen og følelserne, selv om konstruktiv tankevirksomhed selvfølgelig er nødvendigt og kan give én gode resultater.
Depressionen opstår, når man grubler så meget, at tankevirksomheden faktisk bliver destruktiv. Når hovedet fuldstændig tager magten på bekostning af kroppen og følelserne, er der ikke noget at sige til, at man føler sig fremmedgjort og ikke til stede. For det er via kroppen og følelserne, at man mærker det levende liv.
Derfor gælder det om at flytte tyngdepunktet nedad i kroppen og slå hovedet fra, så meget det kan lade sig gøre. Hvordan gør man det?
Jo, en god ide er at begynde med at mærke fødderne, mens du står op. Mærk også kontakten med underlaget, du står på. Du har sikkert nogle gode stærke fødder. Med dem kan du rigtig stå fast. Måske kan du forestille dig, at du er et træ med rigtig lange, dybe rødder ned i jorden, så intet kan blæse dig omkuld. Giv dig god tid til at mærke efter i hele kroppen. Bagefter kunne du måske tage et dejligt fodbad og smøre dine fødder ind i lækker creme og massere dem lidt (eller bede din mor eller en anden om at gøre det!)
Meningen er, at du skal slå grubleriet fra og begynde at mærke din krop. Det vil gavne din organisme og dermed din helbredelsesproces.
God weekend
Kamliadamen
Har i dag været ved lægen til en snak om hvordan jeg har det.
Da jeg fortæller hende hvordan jeg har det, så fortæller jeg, at jeg stadig er lige tom indeni - og at jeg stadig ikke kan fremkalde mine følelser.
Her sagde hun, at det skulle jeg nok forvente at være lidt endnu, da det kunne være medicinens skyld.
Så fortæller jeg hende, at min depression jo netop viste sig ved, at jeg pludselig var tom og følelseslammet. Der kiggede hun på mig, som om hun ikke helt havde forståelse for den form for depression....
Hvordan var det med dig, da du tog medicin? Dine følelser kom netop tilbage ved hjælp af det, ikke?
Har bestilt psykolog + tid hos en psykiater.
Håber de har mere forståelse for min situation!!!