Agressiv diverticulitis

Pernille2167

Kære Jer
Det har været fantastisk læsning at læse jeres erfaringer med diverticulitis.
Fik selv konstateret det sidste sommer med en akut indlæggelse og høje infektionstal - og ingen feber.
Synes jeg kæmper en kamp ind i mellem, men kan læse ud fra jeres erfaringer, at det er i småtingsafdelingen. Jeg tåler trods alt nogle smertestillende.
Ligger her i sengen denne morgen med at anfald og skal tale med lægen idag. Synes varmepudetricket lyder fornuftigt og det trøster mig at det nok ikke er et akut anfald jeg har.
Jeg vil gerne høre mere til Lottes historie suden sensommeren sidste år - jeg ved ikke hvad hun selv siger? Er du blevet opereret?
Mange hilsener
Pernille

Hannah57

Hej Pernille
Skriv gerne om hvordan du lever med diverticulitis.
Hvad spiser du ? får du medicin ? hvor ofte har du anfald.
Hvad med naturmedicin ?
Jeg vil gerne have gang i debatten om diverticulitis, jeg synes det er en alvorlig og overset sygdom.

Liljen51

Jeg er en 51 årig kvinde der også lider af diverticulitis. Første gang jeg fik sygdommen var i efteråret 2011. Jeg havde et skyhøjt infektionstal på over 100 så jeg blev indlagt. Smerterne sidder i venstre side fra hoften og ned. Jeg var indlagt i 2 dage og fik en penicillinkur som hjalp. I maj 2012 var den gal igen. Vågnede med smerter i venstre side og havde svært ved at gå. Jeg ringede til vagtlægen og tog derud. Heldigvis slap jeg for indlæggelse denne gang og fik det samme medicin som jeg havde fået om efteråret. Troede at nu var den hellige grav velforvaret, men ak, i søndags var gal igen. (Og sjovt nok, var det også i september sidste år jeg var indlagt). Jeg gik mandag til min egen læge, men idet mit infektionstal kun lå på 12 var der ingen grund til medicin. Nu er det onsdag, og det gør stadig ondt, ikke uudholdeligt, så jeg ringede til lægen igen og fik en tid til i morgen (undersøgelse af infektionstal). Har en temperatur på 37,5 grader lige nu, og det er jo ikke særlig højt.

Undrer mig nu over om det er noget man kan forebygge eller bare er noget man skal trækkes med resten af livet i ny og næ? Nogen der ved?

Knus fra Liljen

lotte123

Jeg har været ude at rejse hele sommeren, og har derfor slet ikke set denne debat før nu.

Jeg ved således ikke, om I, der har været på siden mit sidste indlæg stadig er her?

Jeg bliver spurgt, hvordan det går - og da det er et års tiden side, jeg sidst var på denne debat, kan jeg da fortælle, at mine smerter fortsatte og fortsatte - op og ned. Så gik det godt i en tid, og så var den gal igen. Jeg følte, at jeg rendte i fast rutefart ved min læge for at få målt infektionstal, der hver gang viste, at der ikke var betændelse. Heldigvis har jeg en god læge, der da godt kunne se, at jeg havde det dårligt. Jeg fik forklaret, at man netop godt kan døje med de smerter, selv om man ikke er "syg".

Men - på et tidspunkt syntes min læge alligevel, at jeg burde undersøges nærmere, og jeg var på sygehuset til en speciallæge, der mente, at jeg nok ikke ville komme uden om en operation, men han dog stadig synes, vi skulle vente lidt, for godt nok går det fint de fleste gange, men jeg måtte indstille mig på, at det kunne gå så galt, at jeg ville ende med en stomi, og det må jeg da indrømme, at jeg ikke synes specielt om.

Han foreslog en "kur", hvor jeg tog Panodil - ikke bare et par stykker, som jeg ellers havde gjort, når den var gal, men hver fjerde time i en uge. Og jeg må sige, at det gjorde underværker. Jeg tror, at denne "kur" gjorde, at min mave endelig fik ro til at falde til ro, for jo - jeg har da stadig lidt ondt ind i mellem, men slet, slet ikke på samme måde.

Jeg har faktisk ikke haft behov for at tage mere end den ene "kur" - og selvfølgelig skal man ikke tage Panodil hele tiden, men jeg havde da lov til at tage en sådan "kur" ind i mellem.

Jeg må dog tilså, at jeg desværre ikke tror, jeg nu er "fredet", men jo længere tid, jeg kan vente med operationen, jo bedre - synes jeg i hvert fald.

I øvrigt - jeg har jo været ude at rejse. Seks uger nord for polarcirklen, hvor alt bare foregik stille og roligt med fantastiske naturoplevelser, og hvor vi (min mand og jeg) bare sansede og nød med alverden med tid. I den periode havde jeg overhovedet ikke nogen form for smerter, og selv om jeg ikke mener at være stresset, så er der vel alligevel krav i dagligdagen, der presser på den ene eller anden måde - så jeg tror, det er afsindigt vigtigt, at man sørger for fred, ro og fordybelse.

Min mand - der har døjet med en hel anden form for sygdom - havde heller ingen symptomer, så det er jo tankevækkende.

lotte123

Og så fortsætter jeg lige med det andet jeg var inde på tidligere, nemlig den måde man bare putter medicin i folk på. Jeg var til denne tarmundersøgelse sidste efterår, som jeg tidligere beskrev, jeg frygtede, da jeg ikke ville have noget af den medicin, man ellers ville give.

Min mand var med mig, for at trøste. :-) - Da jeg kom ind i undersøgelsesværelset, gjorde jeg udtrykkeligt opmærksom på, at jeg ikke ville have disse ting - at jeg hellere ville udholde smerterne. De forrige gang, fik jeg lige noget ganske let sprøjtet ind, og ja - det gjorde ondt, men var dog til at holde ud.

Lægen gav sygeplejersken besked, og jeg blev så sprøjtet. Inden 15 sek. - fortalte min mand - så vendte jeg det hvide ud ad øjnene - og min oplevelse var, at undersøgelsen tog mindre end fem minutter. Bagefter fik jeg at vide, at man havde givet mig en omgang Pethidin - tror jeg nok, det staves.

Bevares, jeg blev ikke syg af det - det var så TILFÆLDIGVIS noget, jeg kunne tåle, men jeg er rystet i min grundvold over, at man bare tilsidesætter mit udtrykkelige ønske om minimal bedøvelse. Min mand fortæller, at jeg i øvrigt var yderst underholdende med mine bemærkninger, mens jeg var i denne rus, så jeg har haft en ordentlig "bøhmand" på.

Jo - jeg frygter stadig en operation, ikke bare selve indgrebet, men det jeg kan risikere af voldsomme bivirkninger.

Er der nogen, der fortælle mig, hvordan noget sådant skal kunne undgås?