Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Ja, det var lige lidt af en mundfuld, du gav mig her. :-).
For lige at tage det nemme først. Varmepude tricks'et: Jeg mener egentligt, at jeg gjorde det meget klart, at det netop IKKE er en helbredelse, men hvis man som jeg er i overgangsalder, og derfor får menstruation yderst uregelmæssigt, og derfor kan få ondt i maven, så er det da ganske udmærket lige at prøve med en varmepude. Er det ”bare” lidt menstruationsmurren eller er det noget værre? Det er det, det handler om. Udelukkende en indikation – bliver smerterne værre med denne varme, så er det af sted med det samme – bliver smerterne ikke værre, så kan det godt vente lidt.
Jeg mener egentlig, jeg er blevet ret pænt og godt informeret – dog kan man ikke forstå, at jeg ikke kan tåle alle disse smertestillende midler, og jeg føler at man med alle kneb forsøger at putte dem i mig, til trods for at jeg bliver hundedårlig af det. Man forstår heller ikke, at jeg ikke får feber. Jeg har prøvet at forklare lægerne, at det får jeg altså ikke. Hvis jeg får 38,5 så er jeg simpelt hen dødssyg – på samme måde som andre vil være det, når de får 41. Sådan er jeg nu en gang indrettet, og mener ikke en gang at det er noget særligt eller specielt.
Og den sidste ting, de heller ikke forstår, er at min mave i den grad fungerer upåklageligt, også når jeg har udbrud af denne sygdom. Hver eneste morgen leverer jeg en aldeles pæn og lind portion, uden nogen former for problemer overhovedet. Jeg har fået rådet med HUSK, og jeg har også taget det, men resultatet for mit vedkommende betød, at så fik jeg først forstoppelse og problemer med at komme af med afførring. HUSK er jo sådan indrettet, at det virker begge veje. Så hvis jeg skulle indtage en hel deciliter dagligt, så ville jeg være indlagt med total forstoppelse i løbet af en uge. Og jo – jeg ved godt, det skal tages med masser af væske.
Mit problem er, at selv om jeg lever med regelmæssig kost, selv om jeg følger alle rådene, så får jeg øjensynligt sygdommen alligevel.
Første gang, jeg fik sygdommen fik jeg at vide, at man ikke ville overveje operation, før jeg havde haft det 5-6 gange, så på den måde har denne tanke været der fra starten, men de første to anfald var nogenlunde stilfærdige, kan jeg forstå på den denne tredje omgang – og der var man jo tæt på operationen.
Selvfølgelig er tankerne om denne operation da til stede hos mig, for jeg kan da ikke lade være med at spekulere på, at hvad nu, hvis jeg bliver syg, når vi er på ferie i et andet land – traver rundt i de norske fjelle osv.? Jeg føler mig da klart hæmmet af denne frygt, eller hvad man nu skal kalde det.
Jeg skal igen til en tarmundersøgelse her om en måneds tid, når det hele er faldet helt til ro, og både der og ved min egen læge efterfølgende har jeg da tænkt mig at få talt dette ordentligt igennem.
Tusind tak fordi du gav dig tid til at skrive dette.
Jeg havde også episoder hvor jeg ikke fik feber. Og i mit tilfælde medførte det også argumentation vedr. hvorvidt der var noget i vejen.
Andre gange kunne jeg hurtigt nå 38.5.
Men da jeg lærte mønsteret at kende, lærte jeg som sagt også at tage det, og de medfølgende diskussioner med personalet i opløbet. Jeg tror det er derfor jeg trods alt slap billigt. Man bliver lidt hård i filten når alle indvoldene koger og de står og fortæller én at det nok er forstoppelse.
Mine smerter kunne stilles med Diclon. En stikpille. Hvor godt det lige er for en syg tarm, skal jeg ikke udtale mig om, men det var godt for mit sind, for jeg synes det er en utroligt smertefuld omgang som minder om veer.
At du har passage når du har et anfald er jo godt. Sådan havde jeg det i starten, men senere hævede det hele op, og der blev helt stille derinde. Så gør det rigtig ondt, skulle jeg hilse og sige...
Du skal huske at drikke oceaner af væske når du tager HUSK, ellers virker det omvendt.
Jeg ønsker dig al mulig held og lykke - og holder øje med tråden.
Kh.
Ja, nu bliver jeg lidt forvirret, men det er jo svært at udtrykke sig på skrift. :-)
Som nævnt var jeg meget syg denne gang, men jeg havde stadig ikke feber, eller rettere sagt temperaturforhøjelse, for jeg både frøs og havde blanke øjne og røde kinder. Jeg er på intet tidspunkt blevet afvist med en bemærkning om forstoppelse; jeg er rent faktisk hele vejen og hver gang blevet taget ret seriøst, hvilket i øvrigt i sig selv vist nok er ret usædvanligt.
Jeg googlede lige Diclon – hvilket er endnu et middel, der indeholder acetylsalisylsyre, så jeg ser efterhånden ikke andre muligheder end at udholde disse smerter. Hver gang jeg får et forslag, så indeholder det enten morfin eller acetylsalisylsyre, som jeg altså bliver endnu mere syg af.
Jeg har ikke kun passage under et anfald – jeg har ALTD god, fin og lind afføring. Jeg tror nok jeg i det seneste år har oplevet en enkelt gang, hvor jeg havde en smule hård mave, som dagen efter var i orden igen.
Ved dette anfald lignede jeg en, der var gravid i 6. måned, men jeg havde stadig fin afføring, så derfor er der ingen tvivl om, at jeg netop var hævet godt og grundigt op, og smerterne var frygtelige, hvorfor jeg i øvrigt denne gang tog chancen og sagde ja til noget morfin, som jeg så blev endnu mere dårlig af, samtidig med at det heller ikke tog smerterne.
Da jeg er gift med en mand, der er korttarmspatient – dog i hans tilfælde er det tyndtarmen han stort set har fået fjernet – og han i den grad er livsnødvendigt afhængig at at skulle tage HUSK, så er det et produkt vi virkelig kender til bunds her i huset.
Mit forsøg med det, har altså vist at ligegyldigt hvor meget væske jeg indtager i forbindelse med det, betyder det at så får jeg altså hård mave, og jeg er derfor – godt nok fra alternativ side - blevet frarådet at tage det, da det jo altså er et afføringsmiddel, og det egentligt gør mere skade en gavn på en mave, der ellers virker ualmindeligt godt.
Min forvirring med at have fået denne sygdom går på, at til trods for en meget velfungerende mave, til trods for at jeg virkelig tænker over, hvad jeg indtager og hvordan jeg gør det, til trods for at jeg ikke lever et stresset liv, til trods for... osv., ja så får jeg altså stadig denne sygdom.
Tak for gode tanker – det er nok mig, der er lidt atypisk. :-)
Hvor er det dog uheldigt at du ikke kan tåle acetylsalisylsyre og morfin. En panodil hjælper jo ikke meget i sådan en situation. Jeg har ikke nogen gode råd i den forbindelse og kan godt huske at jeg mødte medpatienter som også blev virkelig dårlige af morfin. Jeg tror nok jeg drak meget ingefærte i den periode, og jeg spiste også meget hvidløg.
Selvfølgelig skal du ikke tage HUSK når du får det sådan, det ville jeg da heller ikke gøre. Og jeg vil lige sige, at min mave også altid har fungeret perfekt. Jeg er heller ingen olding, så jeg kan sagtens følge din frustration og undren over hvor sådan noget pludselig kommer fra.
Har du fået lavet coloskopi eller (hvad hedder det nu...?) sigmoideoskopi? Ellers prøv at følge med på skærmen når de finder divertiklerne - man kan godt forstå at der går infektion i det, når man ser det live.
Jeg ved ikke hvad jeg skal sige til dig, det er frustrerende at gå og vente på næste anfald, men det kan jo gå i ro - jeg havde en meget lang rolig periode.
Mange tanker og kh.
Selv om smerterne er voldsomme, så har jeg det egentligt alligevel ok med at udholde dem - som jeg skrev tidligere i denne debat, at jeg kan godt holde det ud, så længe jeg ikke behøver at være bange for, at noget er helt galt. Jeg er faktisk mere tilhænger af, at selv kunne mærke på min krop, hvordan og hvorledes frem for at blive døllet ned med medicin, hvilket i øvrigt er en af mine anker mod læger; de vil så gerne fylde alt muligt medicin i en, og så er det, man slet ikke selv kan finde ud af, hvordan man har det.
Jeg bruger nogle gode afspændings- og åndedrætsøvelser, der tager toppen.
Jo, jeg kan godt huske synet af disse udposninger, men ellers så det hele bare så flot ud, at jeg blev helt betaget, og jeg var dengang 100% overbevist om, at den sygdom;ja den mærkede jeg aldrig mere til, så derfor er jeg voldsomt spændt på, hvordan det ser ud denne gang.
Kh Lotte
Det er nu over en måned siden, jeg var indlagt, og jo, det er da absolut meget bedre, men jeg har nu mere eller mindre konstant ondt - jeg vil ikke kalde det egentlige smerter, bare øm og ondt.
Forleden syntes jeg, det var for meget og jeg var ved læge for at få målt, om mine infektionstal igen var forhøjede, og det var de ikke; de var det, der hedder "under 8"; altså ingen infektion.
Min læge fortalte mig, at man altså godt kunne have sådanne smerter i divertiklerne uden at det altså betød noget. Dog skal jeg, hvis det bliver værre straks kontakte læge eller skadestue. Jeg er flittig med mit trick med varmepuden, og nej, det bliver ikke værre - det bliver så heller ikke bedre, så jeg går ud fra, jeg stadig ikke har fået betændelse igen, men jeg nu snart fuldstændigt drænet for energi, og har naturligvis ømhed i snart hele min krop af den ineffektivitet, men jeg orker næsten ingen ting. Jeg bliver hurtigt afsindig træt, og ved enhver udfoldelse får jeg straks mere ondt i maven, så jeg holder jo også ret hurtigt op.
Jeg skal til tarmundersøgelse her om et par uger, og der vil jeg naturligvis bede om en samtale om det her, men jeg er jo også der, hvor jeg heller ikke rigtigt kan se, at jeg har de fornødne kræfter til at gennemgå en operation.
Ja, jeg ved egentlig ikke, hvad jeg forventer af råd fra jer andre - måske jeg bare ville "pive" lidt.
Tak.
Det skal du også have lov til. Og en smule hjælper det, husker jeg fra mig selv. Så længe man skriver er det bare lidt på afstand. Eller det letter i øjeblikket, når man deler sine lidelser med andre.
Tror du måske akupunktur kunne tage noget af det. Efter min bror fik hjælp til sine stærke slidgigt smerter tror jeg på, det kan gavne i nogle tilfælde.
Jeg kunne ønske vi havde et andet sundhedssystem, så man ikke skulle føle sig så alene, når der er noget galt.
Mange hilsener.
persille.
Tak skal du have. Jo, jeg bruger faktisk akupunktur. Jeg har vel også forståelse for, at man da nok ikke kan gøre noget videre, før jeg har fået denne tarmundersøgelse, lige som jeg har forståelse for, at der skal gå en vis tid efter betændelsesudbruddet, før denne undersøgelse kan foregå.
Jeg må dog tilstå, at jeg da frygter denne undersøgelse denne gang, netop fordi jeg stadig har temmelig ondt. Jeg er jo ekstremt medicinfølsom, så derfor afviser jeg al den smertestillende, som man bliver tilbudt, så det kan godt blive en hård omgang, men jeg har altså ikke brug for også at blive hundesyg bagefter.
Heldigvis kan min mand tage med mig og holde mig i hånden - for et sådant kamera, der skal køre op et sted, hvor jeg er smadderøm, bliver nok ikke den rene "fest", men jeg er da også meget spændt på resultatet, og først når det foreligger kan der vel laves en "handlingsplan".
Men nej - det er ikke så sjovt lige nu.
Måske skulle du alligevel overveje et eller andet smertestillende. Under alle omstændigheder ønsker jeg det må gå godt.
Mange hilsener
persille.
Denne undersøgelse varer ca. ½ time, og jeg mener egentligt, jeg "bare" (!!!) skal prøve at indstille mig mentalt på denne halve times smertehelvede - kontra de andre bivirkninger, der dog varer væsentligt længere tid. Jeg går ud fra, det bliver en grim oplevelse; da jeg prøvede det sidst, startede jeg med at have det rigtigt godt, havde ikke smerter, og det var bestemt ubehageligt, men dog til at udholde, men nu er jeg voldsomt øm i mine tarme, hvorfor det med overvejende sandsynlighed bliver endnu mere smertefuldt.
Jeg vil dog et eller andet sted mene, at der findes andre midler end morfin og acetylsalicylsyre, og jeg er da som sådan også indstillet på at prøve, om der findes andre midler, jeg kan tåle. Problemet er, at jeg altså endnu ikke er blevet det tilbudt til trods for min tydelige henvisning til, at jeg ikke tåler de andre ting.
Min største frygt er vel egentlig, at hvis jeg kommer dertil at jeg skal opereres, så vil jeg jo på et tidspunkt blive bragt i en tilstand, hvor jeg ikke selv kan holde øje med, hvad der bliver hældt i mig, for til trods for, at man altid pænt spørger, om der er noget jeg ikke kan tåle, og også pænt skriver det ned, så ved jeg ikke, hvad disse informationer bliver brugt til, for jeg oplever hver gang, at det er noget, jeg bliver nødt til at fortælle hver eneste sygeplejerske og hver eneste læge ved et hvert vagtskifte; for de bliver ved med at komme med disse ting til mig. Der er i øvrigt heller ikke forståelse for, at jeg ikke mener, jeg skal være fuldstændig og aldeles smertefri konstant; jeg vil gerne selv være med til at fornemme, hvordan jeg har det.
Jeg synes, det er frygteligt, at man uden videre bare "kyler" smertestillende medikamenter i folk.
Så jo, jo, der er da masser af grunde til, at jeg har ondt i maven. :-)