Indstillinger
Agressiv diverticulitis
lotte123
✭
Jeg har et par gange inden for de sidste par år haft diverticulitis. Første gang, for ca. to år siden, skrev jeg her ind om det, og fik flere gode tanker med på vejen. Jeg endte med at blive indlagt, fik sygdommen konstateret, og kom i penicillinkur, der hjalp med det samme. Senere blev min tarm undersøgt og alt så fint og flot ud. Jeg regnede med, at så var det overstået.
Et årstid senere fik jeg igen de smerter, opsøgte egen læge, der igen gav mig en penicillinkur, og i løbet af få dage, havde jeg det fint igen.
Men – nu for godt en uge siden kom der smerter igen. I første omgang skænkede jeg ikke diverticulitis en tanke, jeg er i overgangsalder, så jeg regnede egentlig bare med, at der nok var en menstruation på vej, men smerterne tog til, og da det var fredag aften opsøgte jeg lægevagt, da jeg i den grad har fået læst og påskrevet, at jeg altså skal reagere på det her. Jeg fik igen penicillin, men smerterne tog til og søndag aften blev jeg indlagt.
Jeg er CT-scannet og man har da også undersøgt for eventuelle andre ting, da man ikke forstod, at smerterne var så voldsomme. Man har ikke fundet andre sygdomme, så for nærværende er der ”kun” denne diverticulitis.
Jeg kom i iv-penicillinkur og mine infektionstal dalede da også pænt, men smerterne fortsætter.
Jeg er voldsomt medicinfølsom, kan ikke tåle acetylsalisylsyre, og et forsøg med morfin viste også, at det blev jeg hundesyg af, og den tog da i øvrigt heller ikke mine smerter. Jeg er tilbudt andre typer smertestillende, men har dels ikke overskuddet til flere eksperimenter lige nu, dels, så er jeg ikke tilhænger af at sløre symptomer med medicin, så pt er jeg slet ikke i smertebehandling.
Jeg blev udskrevet torsdag, da man mente, at det var helt forsvarligt, alt så fint ud, men smerterne er der stadig, og jeg er endda lidt bange for, at de faktisk tiltager lidt nu, selv om jeg stadig er i heftig penicillinbehandling.
Hvis jeg ringer til en læge bliver jeg indlagt øjeblikkeligt – det ved jeg, og jeg gør det muligvis også, men lige her og nu vil jeg spørge, om nogle kender til et så aggressivt forløb? Om nogen har et råd?
Det er ikke ond vilje, hvis jeg ikke får meldt tilbage, men så er det fordi, jeg er røget ind, og jeg har desværre ikke en bærbar at tage med, men jeg vil dog i så fald bede min mand kigge efter her – han vil dog ikke gå ind i eventuel debat.
HJÆLP!!!!
Et årstid senere fik jeg igen de smerter, opsøgte egen læge, der igen gav mig en penicillinkur, og i løbet af få dage, havde jeg det fint igen.
Men – nu for godt en uge siden kom der smerter igen. I første omgang skænkede jeg ikke diverticulitis en tanke, jeg er i overgangsalder, så jeg regnede egentlig bare med, at der nok var en menstruation på vej, men smerterne tog til, og da det var fredag aften opsøgte jeg lægevagt, da jeg i den grad har fået læst og påskrevet, at jeg altså skal reagere på det her. Jeg fik igen penicillin, men smerterne tog til og søndag aften blev jeg indlagt.
Jeg er CT-scannet og man har da også undersøgt for eventuelle andre ting, da man ikke forstod, at smerterne var så voldsomme. Man har ikke fundet andre sygdomme, så for nærværende er der ”kun” denne diverticulitis.
Jeg kom i iv-penicillinkur og mine infektionstal dalede da også pænt, men smerterne fortsætter.
Jeg er voldsomt medicinfølsom, kan ikke tåle acetylsalisylsyre, og et forsøg med morfin viste også, at det blev jeg hundesyg af, og den tog da i øvrigt heller ikke mine smerter. Jeg er tilbudt andre typer smertestillende, men har dels ikke overskuddet til flere eksperimenter lige nu, dels, så er jeg ikke tilhænger af at sløre symptomer med medicin, så pt er jeg slet ikke i smertebehandling.
Jeg blev udskrevet torsdag, da man mente, at det var helt forsvarligt, alt så fint ud, men smerterne er der stadig, og jeg er endda lidt bange for, at de faktisk tiltager lidt nu, selv om jeg stadig er i heftig penicillinbehandling.
Hvis jeg ringer til en læge bliver jeg indlagt øjeblikkeligt – det ved jeg, og jeg gør det muligvis også, men lige her og nu vil jeg spørge, om nogle kender til et så aggressivt forløb? Om nogen har et råd?
Det er ikke ond vilje, hvis jeg ikke får meldt tilbage, men så er det fordi, jeg er røget ind, og jeg har desværre ikke en bærbar at tage med, men jeg vil dog i så fald bede min mand kigge efter her – han vil dog ikke gå ind i eventuel debat.
HJÆLP!!!!
Kommentarer
Jeg føler med dig og kender det jo så godt. Ja det gør vanvittigt ondt.
Angående medicin vil jeg også helst undgå det. Men fik at vide af lægen på
hospitalet at jeg skulle have Ibuprofen, der virker antiinflammatorisk i den
akutte fase, for at tarmen bedre får ro.
Mit problem er, at jeg - selv om det er hårdt - godt kan acceptere disse smerter, så længe, jeg ved, at det ikke er farligt. Det er der selvfølgelig ingen her, der kan vurdere i mit tilfælde, det ved jeg.:-). Ansvaret for ikke at kontakte læge endnu er mit, det er jeg klar over.
Men - jeg vil måske gerne høre, om nogen har prøvet et så langvarigt smerteforløb til trods for en massiv penicillinbehandling, der nu har været en hel uge.
Er det bare mig, der er utålmodig, og selvfølgelig sej, fordi jeg udholder smerterne, eller har nogen oplevet, at det netop er et tegn på, at der altså alligevel er noget helt, helt galt?
Er der nogen, der ved, hvornår jeg med rimelighed kan forvente disse smerter kan forventes at aftage?
Han kunne naturligvis ikke give korrekt diagnose på baggrund af en telefonsamtale, men han fortalte mig, at jeg kunne prøve med noget så simpelt som en varmepude.
Hvis smerterne blev værre, så var det et meget tydeligt tegn på betændelse, da bakterier netop holder meget af varme og derfor ville blive mere aktive.
Jeg prøvede rådet, og jo, jeg blev da både svimmel og utilpas, men smerterne blev IKKE værre. Jeg er derfor rolig på en helt anden måde nu, og accepterer at tingene altså tager sin tid, jeg behøver ikke også være nervøs og bange.
Det er naturligvis af afgørende vigtighed ved denne sygdom, at man kommer af med sin afføring, hvilket på intet tidspunkt har været et problem for mig i dette forløb.
Rådet er hermed givet videre. Er man i tvivl om betændelse, så prøv med en varmepude. Bliver det værre, så er der stor sandsynlighed for betændelse og man bør derfor handle.
Varmepuden er IKKE en helbredelse for betændelse, tvært i mod - men et fint barometer for om der er noget galt.
Bare det, at jeg nu er mere rolig, gør jo også at jeg føler, jeg har fået det bedre, selv om smerterne stadig er heftige.
Det var virkelig rart at høre. Der findes gode læger, heldigvis. Det er fuldstændig rigtigt man lettere kan holde smerter ud, når man ved hvad der er galt og det ikke er farligt. Vi er helt enige.
Jeg har ledt på nettet og blev klar over at det er en sygdom, som kan trække noget ud.
Har du læst om Cher.
citat
Det kom fornylig frem, at Cher havde pådraget sig en smertefuld mavelidelse og ifølge det amerikanske sladderblad National Enquirer er der tale om betændelse i udposninger, divertikler, på tyktarmen.
Den 61-årige sangerinde opsøgte først en række specialister og alternative helbredere hjemme i USA, men intet hjalp og efter flere uger med stærke smerter fløj hun til Tyskland. Nu er Cher sat på en fiberholdig diæt, som de tyske læger håber vil afhjælpe problemet.
Sygdommen, der hyppigst ses hos ældre, forårsager feber, smerter, oppustethed og fordøjelsesvanskeligheder. Tilstanden klares som regel med antibiotika, specialkost og øget væskeindtagelse, men i sjældne tilfælde kan det blive nødvendigt at fjerne de betændte dele af tarmen ved et kirurgisk indgreb.
citat slut
Jeg slettede linket, for det så noget reklameagtigt ud.
Nej, jeg har ikke lige læst om Cher, men beskrivelsen er helt genkendelig. Jeg anede intet om denne sygom, før jeg fik den for et par år siden, men har siden fundet ud af, at det nærmest er en folkesygdom, og at den netop er voldsomt smertefuld.
Da den jo er så almindelig, føler jeg faktisk også, man har vidst hvad man gjorde på sygehuset, og føler mig tryg nok ved behandlingen, men denne gang har jeg haft en ualmindelig aggressiv udgave af slagsen, og derfor har jeg nu været mere usikker på forløbet.
Ja, jeg ved godt, at man kan komme der til, hvor man må operere et stykke af tarmen, og det var man jo også tæt på her forleden, og det frygter jeg, da det meget ofte medfører mange komplikationer at operere i tarmsystemet. Og da en ret træt udseende læge havde den overvejelse om akut indgreb over midnat søndag nat, blev jeg naturligvis ikke mindre tryg.
Det forstår jeg godt. Jeg er selv i øjeblikket bange for at skulle opereres. Det er ikke noget man bryder sig om.
Jeg lagde indlægget for at du kan læse det er noget, det kan trække ud og man kan prøve andre metoder først.
Jeg forstår så inderlig godt din frygt. Tarmene bryder man sig bestemt ikke om, der skal rodes med.
For mit vedkommende er det "kun" æggestokkene. Det jeg frygter er ikke at vågne efter bedøvelsen.
Jeg ønsker det bedste for dig.
Mange hilsener.
Jeg er meget interesseret i at vide noget mere om diverticulitis og synptomerne.
Jeg fik her i weekenden pludselig de mest ulidelige smerter i ve. side af maven og om i ryggen (flanken). Intet smertestillende kunne tage smerten.
Vagtlæge om aftenen, og vagtlæge om natten hvor jeg fik morfin.
Næste dag blev jeg indlagt med en formodning om nyrestensanfald.
Jeg fik taget blodprøver, urinprøver og blev CT-scannet, men der var ingen nyresten, og lægen sagde at mine tarme så fine ud, og der var ikke noget i blodprøverne.
Kan man ikke se på en CT-scanning om man har diverticulitis, og kan man evt. se det i blodprøverne?
Jeg har nu fået den fornemmelse at jeg hele tiden skal på toilettet, men der kommer som oftest kun noget blod og slim. Er det et symptom du kender til, eller er jeg helt galt på den med at prøve at diagnostisere mig selv?
Held og lykke med dig.
Mvh. Soesser (den ængstelige)
Jeg kan i hvert fald glæde dig med, at det ikke er diverticulitis, du har haft. Det er en betændelsestilstand i udposninger på tyktarmen, og man vil derfor have forhøjede infektionstal i en blodprøve, og det er jeg 100% sikker på, man undersøgte i dine blodprøver. I øvrigt har man ofte også feber.
Og - så ses det meget tydeligt på en CT-scanning.
Jeg havde smerterne i venstre side, men ikke om i ryggen, hvilket man i øvrigt var ret opmærksom på også at spørge mig om, netop fordi jeg denne gang havde ekstremt voldsomme smerter, så man ønskede også at finde ud af, om der kunne være andre årsager.
Da jeg som nævnt denne gang var voldsomt syg, kom der tanker om operation på banen, som jeg heldigvis undgik, men efterfølgende har jeg googlet "operation diverticulitis" og der fandt jeg god information, så det vil jeg råde dig til også at gøre, selv om alt tyder på, at det ikke var det, du fejlede, men så er du bedre orienteret.
Mavesmerter skal altid tages alvorligt og man bør søge læge. Det har du også gjort, men i og med der ikke er påvist betændelse, kan det forhåbentligt være noget, der går i sig selv igen. Jeg vil dog råde dig til at være opmærksom på det og søge læge igen, hvis du får det værre eller føler dig utryg.
God bedring.
Tak for dit hurtige og gode svar. Så kan jeg under alle omstændigheder udelukke diverticulitis. Nogle gange skal man jo bruge udelukkelsesmetoden for at komme på sporet.
Har været hos lægen i dag for at få fjernet en spiral, så vi kan udelukke at det evt. er den der har været årsag til mine smerter.
Hvis mine smerter fortsætter, må min læge selvfølgelig sende mig til nogle undersøgelser, så jeg kan blive udredt.
Jeg kan jo bare håbe på at det forsvinder lige så hurtigt som det kom.
Mvh. Soesser
Jeg er opereret for divertikulitis for 3 år siden. Kan nøjagtig genkende din sygehistorie, mht. at ryge ind og ud af hospitalerne, konstante smerter selv under penicillinkurene og alle tankerne.
Jeg vil ikke male fanden på væggen, men du skal overveje hvor mange gange du vil lægge krop til så stærk antibiotika, du kan ikke helt regne med, at lægerne tager disse overvejelser med i betragtning - jeg var indlagt 10 gange.
Denne form for antibiotika er meget stærk, ryger du ind igen, så prøv at læse på posen i dropstativet - der står "chemoterapeutica", og jeg garanterer dig at jeg ikke havde kræft.
Noget andet er, at ikke alle læger er at det kan være svært at navigere i sygehusvæsenet. Jeg har prøvet at blive sendt hjem med en pose piller, og være på vej mod sygehuset igen 2 timer senere, med en byld på tarmen som man ikke lige havde haft med i overvejelserne. Da var jeg tæt på en stomi.
Jeg har også prøvet at man ventede med den ene slags medicin - den mod de anaerobe bakterier, for den kunne ikke lige skaffes - og på rekordtid nærmede jeg mig en blodforgiftning.
Ved den 10. indlæggelse spurgte jeg til hvad man egentlig ventede på, og hvorfor ingen talte operation med mig. Det var så fordi jeg altid havnede på det forkerte sygehus, hvor man ikke havde spidskompetencen til disse operationer. Jeg krævede operation og information, og 3 dage senere var jeg til forsamtale. Blev opereret i juni 2008, og undgik stomi, idet jeg nu kunne være med i en planlægning og sørge for, at det kunne foretages i en rolig periode, som der jo erfaringsmæssigt blev færre og færre af.
Operationen? Ja, det var dælme en hård omgang, det var en åben operation, men de foretages også med kikkert. Jeg var længe om at komme ovenpå, men er i dag glad for at jeg selv tog affære og ansvar.
Lotte, du må ikke gamble med denne sygdom. Det er en "gammelmandssygdom" og en "livsstilssygdom" som der ikke står den store respekt om. Men den kan have alvorlige følger i form af stomi.
Et af rådene jeg fik, var at spise HUSK. Men de glemte at fortælle at det drejer sig om en dl. dagligt.
Undlad at spise jorbær, nødder og andet med små frø som kan sætte sig fast i divertiklerne.
Bevæg dig. Hold gang i tarmen og sørg for at komme på toilettet når du skal.
Undgå stress - hos mig var det en faktor til forværring.
Sørg for en god rytme mht. måltider - så går det også bedre i "den anden ende".
Men frem for alt: Tag ansvar. Lad dig indlægge når du mærker symptomerne. JEG skulle ikke nyde noget af dit varmepude tricks. I udposningerne ligger der afføring og bakterier, tarmen kan ikke komme af med det, der går infektion i det, og det er DET som du hele tiden mærker som en murren og smerter. Betændelsen kan brede sig til andre organer - f.eks. fik jeg altid blod i urinen, når det var slemt. Jeg fik også ledsmerter, rigtig meget endda. Min egen teori er, at det var bakterier i blodet, men det er iflg. lægerne noget ævl.
Pas på dig, Lotte, operation er ikke det værste der findes.