Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Jeg ved på egen krop, hvor slemt det føles. Selv om det er længe siden kan jeg godt huske det. Det er så hårdt og man tror ikke det er til at komme over eller leve med.
Jeg lover dig, du kommer over det. Du har gjort det rigtige, at søge andres selskab så vidt muligt.
Som anna84 skriver, det er ikke sagen at flytte sammen, tværtimod.
Du skal/bør vise ham, du kan leve uden ham. Jeg ville droppe kontakten, for ellers bliver der hele tiden rippet op i det og det er ikke godt. Ikke på nuværende tidspunkt.
Det gjorde en bekendt og hendes kæreste fandt ud af, han ikke kunne undvære hende alligevel. Mange ting blev ændret.
I et andet tilfælde fandt de ikke sammen igen og jeg kan love dig for hun er glad for det i dag. Ellers havde hun ikke mødt sin "drømmehelt".
Ingen kan sige hvad der vil ske om I finder sammen eller ikke.
Du er ikke alene, selv om det er en fattig trøst.
Men i det tilfælde, jeg fortalte om, var det vist noget i den retning. Først, da hun opgav og droppede alt kontakt, blev han klar over den gik ikke. Han kunne ikke undvære hende og kom tilbage efter nogle måneder. Om det kunne vise sig at være det samme for jer, måske. Hvem ved.
Hvis ikke det bliver jer, så kommer du helt sikkert over det. Du bør søge andres selskab og afveksling med noget der interesserer dig. Jeg ved godt det næsten ikke er til at overskue i øjeblikket, men det kommer.
Det troede den anden ikke på, da jeg sagde det, men den værste sorg forsvandt alligevel rimeligt hurtigt, da hun ikke så og talte med ham længere.
At hun gerne ville have ham tilbage, da han kom, er en anden snak.
Jeg synes, det er rigtigt pænt af dig, at du kommer tilbage og fortæller. Tak skal du have. Jeg har selvfølgelig tænkt på dig.
At det så ikke lige er de gode nyheder, du kommer med, er jo ikke så godt, men du er jo nok nødt til at indse, at han slet ikke er klar til parforhold endnu, og det er faktisk en rigtig god ting, at han har fundet ud af det nu – og ikke efter I var flyttet til København.
Nej. Jeg synes ikke, du skal se ham som en dum skid. Du har tidligere fortalt, at han jo netop ikke før har været i et seriøst forhold, og det er da tydeligt, at han heller ikke er klar til det endnu.
Nej. Selvfølgelig hverken kan eller skal han forlange at I har kontakt hele tiden, og at du skal svare ham. Det er der da også noget, der tyder på, at han har indset, eftersom du ikke har hørt fra ham. Du skriver, at du gerne vil vide, hvor langt han er kommet sig over dig. Hvad skal du egentlig bruge det til? Helt ærligt. Han er jo ikke en idiot, hvis han ikke sidder og er ulykkelig. Jeg synes, du skal respektere, at han faktisk også har taget en moden beslutning ved at erkende, at han ikke er klar, også selv om hans måde at gøre det på overfor dig, ikke har været særlig pæn.
Der skal jo ske en masse ændringer i både dit og hans liv her de næste år, hvor I skal til Købehavn og læse. I vil udvikle jer på mange områder, og I vil begge blive til helt andre mennesker.
Det er rigtigt hårdt, når man er så forelsket som du er – har været – og det så går i stykker. Du er ikke den første, der oplever det og heller ikke den sidste, hvilket er en ringe trøst, jeg ved det, men også du kommer gennem det. Rigtigt flot, at du nu er taget lidt væk fra det hele til din veninde. Det er faktisk et sundt tegn på, at du er på vej med helingen efter det brud.
Det er vel nu ved at være tid til, at du skal til København og begynde et helt nyt liv. Det vil jeg foreslå dig at koncentrere dig om – det bliver sikkert lidt hårdt i starten, men også meget spændende. Prøv en gang, om du kan tænke tanken – og det er svært, det ved jeg – at du nu ikke har forpligtelser; du kan helt og aldeles koncentrere dig om at lære nye mennesker at kende og fordybe dig helt og aldeles i alt det nye, der skal ske. Det giver dig nu meget bedre muligheder for at sige ja til diverse arrangementer, for du skal ikke forholde dig til, at du har forpligtelser; du har kun dig selv. Du kan sige ja til det hele uden problemer.
Fordi du tidligere har skrevet, at du faktisk godt kunne se jer to sammen for livet, så har jeg et forslag, du kan tænke lidt over: Hvad med om du siger til ham, at ja, det er slut – vi skal videre hver for sig, men hvad med om I her og nu aftaler at om et år, f.eks. d. 1. august 2012 kl. 12.00, så mødes I på den og den cafe i København eller hvor det nu er, men det skal udelukkende være med det formål, at få en hyggesnak og udveksle jeres oplevelser i det forløbne år. Så kan det være, at I finder ud af, at hold da op, hvad så vi egentlig i hinanden den gang, eller måske, at hold da op – der er basis for, at vi genoptager en kontakt. Hovedformålet skal i hvert fald være, at I så bliver helt afklarede.
Grunden til, at jeg kommer med det forslag er, at da jeg var helt ung havde jeg også en kæreste, som var alle tiders, men – det var så mig, der ikke var klar til det faste forhold, og han blev ret ulykkelig. Jeg har efterfølgende så tit tænkt på ham og netop tænkt, at jeg faktisk frygteligt gerne ville have haft en sådan aftale, for året efter var jeg jo et helt andet sted i mit liv, og var måske på det tidspunkt mere klar til et fast forhold. Om det så kunne være blevet med ham – ja, det er da ikke sikkert, men så var vi da i det mindste blevet fuldstændigt afklarede. I og med at han jo var så forelsket i mig, så behandlede jeg ham jo ikke særligt pænt. Det gør man jo ikke, når man afslutter et forhold til den, der stadig elsker. Jeg var dog tro mod mig selv, og det er det, der er det vigtigste.
Jeg vil gætte på, at din – nu ekskæreste – har det lidt på samme måde. Men både du og han vil muligvis fremover tænke, at hvad nu hvis.... osv. Og derfor kunne det måske være en god ide, at I om et årstid mødes helt neutralt og siger ”hej” til hinanden, men dog endelig fuldstændigt uden forventninger.
tak for det gode råd, og sjovt nok så har jeg også tænkt tanken for noget tid siden og har også kommet op med ideen til ham. At vi skal være venner og finde os tilpas i tilværelsen i kbh, og se på det der om de varme følelser stadig er der. Men det gad han ikke lige på det tidspunkt.
Pga. af din besked har jeg endelig samlet mod til at skrive til ham. Så må vi se hvad han nu sir til ideen. Jeg elsker ham stadig højt, men ved at det ikke går når manden stadig ikke er klar til forhold, føler bare det er ærgeligt!
Jeg savner ham bare så sindsygt meget, og vil gerne snakke og holde kontakt til ham, men ved bare ikke om jeg kan:/ det er bare så svært det hele!
I skal naturligvis have lov til at være åbne overfor, hvad der sker - og det kan da godt være en af jer om et år har fået en dejlig kæreste, så formålet med et sådant møde er IKKE, at I skulle finde ud af, om det skulle være jer, og derfor holder andre muligheder ude, men udelukkende en afklaring, så I ikke skal gå et helt liv og evt. spekulere over, hvordan det hele ville have set ud, hvis I havde mødt hinanden på et andet tidspunkt.
Og - til det vil jeg sige, at det har jeg nu ikke gjort og det har da heller ikke påvirket mit liv, men ind i mellem popper den op, jeg kommer til at tænke på ham og så er det jeg om ikke fortryder, så i hvert fald er lidt ked af, at vi ikke lavede en sådan aftale.
Selvfølgelig gør det ondt på dig nu - men - som også andre skriver, så kommer du også "op på hesten" igen.
Jeg elsker jo den mand, og hvis jeg ikke kan beholde ham som min partner, hvad med som ven?
tusind tak for rådet !
Jeg giver Lotte ret, du skal ikke søge noget venskab med ham. Efter min bedste erfaring dur venskaber mellem x'er kun, hvis begge parter er følelsesmæssigt helt ude af forholdet. Det er du ikke, og derfor vil du komme til at føle et venskab som den ene afvisning efter den anden, fordi du hele tiden håber på mere.
Ydermere, som Lotte også skriver, så kan han ikke mærke sine følelser for dig ordentligt, så længe du er til rådighed for ham. Han får jo ikke tid til at savne dig. Derfor er din bedste chance for at få ham igen faktisk at trække dig helt, når ikke han kan give dig det, du gerne vil have. Ved at gøre det, respekterer du også dine egne grænser og er tro imod dig selv. Det vil føles bedre på sigt, end at ydmyge sig selv og bruge år på noget, der ikke er noget i.
Ja det gør ondt at slippe, men det kommer også til at gøre ondt at stå til rådighed som ven, og det er en kontinuerlig smerte, som du ikke kommer videre af, fordi du vil blive konfronteret med den igen og igen. Du kommer derimod videre, hvis du får ham på afstand, og kan få bearbejdet sorgen over at miste og holde fokus på dig selv. Jeg synes forslaget fra Lotte om at stoppe kontakten helt, og så mødes efter et år er godt. Måske er du et helt andet sted i dit liv om et år, og ønsker ham ikke tilbage, hvem ved.
Ved at gennemleve smerten kommer du styrket ud på den anden side. Livet gør ondt engang imellem, men en dag skinner solen igen, og du opdager, at du ikke har tænkt på ham en dag, end uge......og pludselig skinner solen igen, verden smiler til dig. Du er en erfaring rigere og har lært en masse både om dig selv og andre.