Tilgivelse efter utroskab ?
Hej jeg håber nogle af jer derude kan hjælpe mig ud af min situation.
Jeg har lige opdaget at min kæreste har været mig utro med en gammel flirt. Jeg elsker ham så himmelsk højt og vil gerne vide om der er nogen derude der har prøvet at tilgive utroskab før ?
Vi skal begge to flytte til Kbh efter sommer, meningen var at bo hver sit først og flytte sammen om et års tid hvis det stadig er os. Men pga. Af at hans utroskab er kommet op til overfladen vil han gerne ha vi skal flytte sammen, han vil arbejde på at få skabe tilliden igen. Men jeg er lidt i tvivl om det er det rette at gør, for jeg har altid villet flytte sammen med ham, men problemet lå hos ham til at begynde med, men nu virker det jo dumt at flytte sammen af den grund. Hvad kræver det af mig eller ham at få tilliden tilbage ? Og hvad gør man herfra ?..
Håber i kan hjælpe derude
Jeg har lige opdaget at min kæreste har været mig utro med en gammel flirt. Jeg elsker ham så himmelsk højt og vil gerne vide om der er nogen derude der har prøvet at tilgive utroskab før ?
Vi skal begge to flytte til Kbh efter sommer, meningen var at bo hver sit først og flytte sammen om et års tid hvis det stadig er os. Men pga. Af at hans utroskab er kommet op til overfladen vil han gerne ha vi skal flytte sammen, han vil arbejde på at få skabe tilliden igen. Men jeg er lidt i tvivl om det er det rette at gør, for jeg har altid villet flytte sammen med ham, men problemet lå hos ham til at begynde med, men nu virker det jo dumt at flytte sammen af den grund. Hvad kræver det af mig eller ham at få tilliden tilbage ? Og hvad gør man herfra ?..
Håber i kan hjælpe derude
Kommentarer
Han har været ude og være dig utro, og det har for ham øjensynligt betydet, at han er blevet langt mere sikker i sine følelser overfor dig. Han har i den grad kvajet sig, men han har åbenbart også set, hvad det kan komme til at koste, hvorfor han nu er ivrig efter at flytte sammen, og det ser jeg som et forsøg fra hans side, for at skulle bevise overfor dig, at det ER dig, han vil.
Selvfølgelig bliver du i tvivl, når har har gjort sådan, og derfor er det vigtigt, at du ikke bare lader dig føre ind i den ”sammenflytning”, som han jo godt ved, du så gerne vil, for han skal jo ikke flytte sammen med dig, for at give dig et plaster på, vel?
Nej, giv ham nu den plads han har brug for – og tag den plads, som DU har brug for. Fint at I begge flytter til Købehavn for at læse, fint, at I er kærester og nyder livet sammen, men bo hver for sig det første årstid, hvor I hver især finder ud af, om det her kunne bære.
Jeg har en fornemmelse af, at det kan det faktisk godt – han har meget stærke følelser over for dig, men har måske alligevel følt sig lidt ”klemt”, og haft lidt tvivl om, han egentlig var klar til, at det skulle være jer to for resten af livet. Det er altså lidt af en mundfuld, når man som jer er meget unge, og så sidde og tænke: ”Er det her det rigtige for de næste 50-60 år eller længere?” Det er ret uoverskueligt, og selv om rigtigt mange forhold ender i skilsmisse, så ER det altså sådanne tanker, man skal gøre sig, når man overvejer at flytte sammen; og hvis flere gjorde sig de tanker først, så ville der måske ikke være så mange skilsmisser.
Han har givet indset, at det var rigtigt dumt af ham, men dumheder koster, og derfor bør det nu være dig, der lige sætter bremsen i og fastholder, at I bor hver for sig, og begge bruger tiden til at dels at finde ud af om du mener, du kan stole på ham, dels at han finder ud af, hvorfor han havde behov for at prøve dig og sig selv af på den måde.
Jep vi har stødt ind på hinanden tidligere, og hvor er jeg glad for det er dig der skriver!
Jeg har med det samme afslå hans ide om at flytte sammen, idet at det ikke føles naturligt som det burde plus som du siger at han ikke skal tro at flytte sammen nu er nok, efter alt det der er sket.
Lige nu sidder jeg i en situation hvor jeg ikke ved hvad jeg skal gør af mig selv. Jeg har siden igår aftes ikke vil tage stilling til alt dette, jeg vil Egentlig bare glemme alt!
Han ber om en sidste chance nu, men er bange for at han ikke aner hvad han går ind til hvis nu der blir en chance. Det blir jo nærmest en form for test, for at se hvor meget han kommer til at angre, fortryder og kæmpe for mig. Men så frygter jeg at han om nogle måneder ikke kan holde ud mere, så blir alt mine forhåbninger ødelagt og jeg blir helt knust igen ! Jeg er simpelthen så rædselsslagen nu når det handler om at have tillid til sin partner.
Det der holder mig tilbage i at give ham sparket, er at jeg selv har været utro før mod min Eks og jeg ved hvordan det føles, og husker da dengang at hvis jeg selv kunne lave om på det og få
Mig en chance til så havde jeg helt klart bevise at jeg ikke vil begå samme fejl igen, især når jeg ved hvor sårende det er, at se den operson man holder af har det så dårligt !
Snart skal vi jo også flytte til
Kbh, alt er nyt og udfordrende, ville han så kunne klarer at tage så meget hensyn til mig til den tid ??
er sikker på han elsker mig, ingen tvivl der, men det føles bare ikke nok når utroskabet kan finde sted
Hånden på hjertet Lotte, kan vi overleve ? Hvad skal han gør og hvad skal jeg gør hvis vi fortsætter et forhold ?
Som jeg skrev, så er det afsindigt vigtigt, at I giver hinanden tid - masser af tid. Nu skal I begge flytte til Købehavn, I skal begynde nyt studie, I kommer til at lære en masse nye mennesker at kende, I skal bo et nyt sted - alt, simpelt hen alt bliver anderledes, og det skal I begge give jer ro til at fordybe jer i.
Nej; jeg vil ikke mene, det kommer til at gå, hvis han skal knokle som en sindssyg hele tiden, for at bevise en hel masse for dig. Det vil han ganske enkelt gå "død" i på et tidspunkt om ikke ret lang tid. Du skal vælge om du vil/kan stole på ham, og vil/kan du det, så er det, hvad du fortæller ham. Det
er i det hele taget altid vigtigt, at man ved, hvor man har hinanden i et forhold, og at tingene ikke udvikler sig til en "gættekonkurrence", hvor den ene tror, at den anden nok tænker......
Jeg vil foreslå, at I sætter jer sammen nu, og får talt igennem, hvad det var, der skete. Du skal fortælle ham, at du ved, at han elsker dig - og at du også elsker ham, men hvis det skal være jer to for livet, så har I også tid til, at tingene udvikler sig stille og roligt, og for himlens skyld afslappet.
Ja, hvis I virkelig vil hinanden og en fremtid sammen, så vil det også holde, men giv nu det hele plads. Der vil ske meget store omvæltninger for jer begge de næste år, I vil også udvikle jer på en anden måde, og kan I sammen holde til det, så kan alt klares, og kan I ikke, så ville det under alle omstændigheder gå i stykker, så selvfølgelig kan igen give garantier.
Flyt nu over og bo hver for sig - og det kan da godt være, I langt hen ad vejen vil bo hos den ene, men der skal være den mulighed for, at man også kan trække sig tilbage til egne enemærker.
Jeg elsker ham så højt, men det har virkelig såret mig. Han stortuder og sit alt muligt som burde at ramme mig på stedet, men det gør det ikke. Jeg kan ikke græde foran ham, istedet føler jeg mig tomt indeni, men når han så er væk så begynder jeg og græde konstant, tænker og savner ham.
Jeg forstår det ikk !
I har talt om det og gået helt ind i, hvad der er sket. Selvfølgelig er det en dårlig undskyldning, at når han drikker for megt, så ved han ikke, hvad han laver. I betragtning af, at han ved det, så burde han for længst have indset, at han så ikke skal drikke for meget, så lige præcis det problem bør han i den grad gøre noget ved.
Men alligevel – du har nu overbevist dig selv om, at der ligger noget langt mere sårende bag ved? Hvad bygger du den teori på? Du har selv prøvet at være den utro part og du ved, hvor smertefuldt det er, at være vidende om, at man har gjort noget utilgiveligt overfor en person, man holder meget af. Hvorfor tror du, at det han så har gjort er langt værre end det, du gjorde den gang? Du har endda skrevet her, at grunden til, at du ikke har gjort det forbi netop er, at du ved, hvordan det er at have gjort noget sådant????
Som du selv fortæller det, så er din kæreste dybt, dybt fortvivlet over det, han har gjort. Selvfølgelig har du ret til at være såret, selvfølgelig har du ret til art være vred, men har du også ret til at tillægge ham motiver, som han måske slet ikke har? Du er nødt til at finde ud af med dig selv, om det, du tror – at der ligger noget langt mere sårende bag – er noget du selv har fundet på, eller om der reelt er noget konkret bag. Jeg kender jo hverken dig eller ham, men som du ellers har fortalt om jeres forhold – også det i den tidligere debat, så kan jeg godt få den tanke, at det måske kan være dig, der har presset lidt for voldsomt på. I er meget unge, og det at i hvert fald du jo har udtrykt, at det skal være for livet, - børn, villa, volvo og vovse – er tanker der altså godt kan skræmme en ung mand, selv om det også er det, han vil. Jeg prøver ikke at give dig skyld – slet ikke, men han har kvajet sig, du har før kvajet dig, jeg har også gjort det – alle har gjort det på et tidspunkt i deres liv på en eller anden måde, og hvis jeres kærlighed ellers er stærk nok, så bør der også være plads til tilgivelse, og at I sammen kan lære en hel masse godt af det her. Og jeg må tilstå, at som du beskriver din kæreste, så er han altså dybt, dybt ulykkelig over det her, og du må gøre op med dig selv, hvor længe du mener han skal straffes, og om du overhovedet på nogen måde vil være i stand til slå en streg over det på et tidspunkt. For det går også galt hvis du siger, du tilgiver ham, og så gang på gang - på gang vil skyde ham den historie i næsen. Den skal stryges fuldstændigt – ellers kan I lige så godt stoppe nu.
Det er dig og ikke ham, der skriver her, men alligevel har du formået at beskrive hans smerte meget tydeligt, og ud fra det, er jeg meget, meget sikker på, at han lider ganske forfærdeligt, at han i den grad fortryder, hvad han har gjort, og at der altså ikke ligger noget mere bag – det er kun dine gætterier, som du har for at beskytte dig selv.
Fortæl ham nu, at du har brug for lidt ro. Der skal om kort tid ske en meget stor omvæltning i jeres liv, og jeg tror sådan set også at det spiller lidt ind, for I er givet begge to lidt nervøse og spændte på, hvordan det vil gå, så derfor skal I prøve at få lidt ro på. Hvad med at I en tid arbejder på udelukkende at være gode venner, og så stille og roligt se, om ikke tilliden og de varme følelser kommer helt af sig selv igen?
Det er naturligvis klart, at hvis noget sådant sker igen på et tidspunkt, så vil du blive tredobbelt såret, og så vil det være ud af vagten øjeblikkeligt, men kærlighed er jo netop også tilgivelse og en voldsomt satsning på, at det er gensidigt, og den er fantastisk smuk, men kan altså også være smertefuld, hvis ens kærlighed ikke bliver gengældt.
Som du fortæller historien, så tror jeg din kæreste virkelig elsker dig meget højt, og det der – det gør han aldrig mere. Det er op til dig, om du kan acceptere, at heller ikke han er 100% perfekt – det er ingen i øvrigt.
Jeg håber, du på et tidspunkt vil melde tilbage om, hvordan det går jer. :-)
Så har vi så ham her den nuværende, som altid har været god til at bekræfte mig, men jeg er så hans første kæreste, ellers har han altid været den useriøse, der ikke kender noget til kæresterier. Det eneste han havde i sine tanker og lyster var fodbold, venner, byen, og one Night stands.
Efter han så fandt mig er der heller ikke blevet ændre så
Meget på hans livsstil, udover der er tilføjet en kæreste med i.
Jeg har sagt til ham at jeg har brug for ro, og plads til at tænke for mig selv. Vi skal så ikke snakke sammen, el vi prøver at lade være. Desuden skal han i de kommende dage være sammen med hans bedste ven som så snart skal udsendes til afghanistan.
Jeg har det rigtig svært med at glemme at det et sket, og ved det går udover ham hvis jeg ikke gør noget ved det selv også. Men hvordan kommer jeg af med det, altså af med de tanker om ham sammen med hende den aften?? For jeg ved at så længe jeg stadig tænker på det, og det gør mig vred og frustreret, så hader jeg ham sådan bar pludselig. Det er som om jeg stadig ikke kan accepter at det er sket for mig
Og du har ret, elsker man nok så skal det ogaå være plads til tilgivelse, og jeg vil så gerne tilgive ham, og bliv hos ham. Men det der er sket sidder stadig i baghovedet og dukker op sommetider.
Et lille spørgsmål, du med fordel kan stille dig selv er:
Savner og elsker jeg ham, som den han er nu? (Lever jeg i nuet?)
Savner og elsker jeg ham, som den han var engang? (Lever jeg i fortiden?)
Alle mennesker udvikler sig. Vi forandres hele livet igennem med de handlinger vi begår nu. Gode som dårlige. Det er de handlinger vi selv er konstant ansvarlige for og som gør og til de mennesker vi er.
Hvor går dine grænser for hvordan du vil lade sig behandle? Hvilket ansvar synes du han bør udvise, efter den handling han har begået? Hvad vil du gøre, hvis han ikke tager det ansvar du mener han bør tage?
Kh. Karmacure
Det lader til, at du har lidt problemer med dit selvværd, og det skal du virkelig prøve at arbejde med.
Det er fint, at du nu har sagt, at der skal være afstand. Prøv om I - som jeg har nævnt - kan "nøjes" med at være venner en tid, og se så, hvad der stille og roligt kommer ud af det, og om tilliden kan vokse frem igen.
Jeg lovede at vende tilbage til jer, og fortælle hvordan det nu går. Altså der er sket så meget siden, og jeg læste jeres sidste indlæg, det har virkelig fået mig til at tænke tingene igennem, og har tænkt så meget over det at jeg ikke har skrevet endnu:/, men det er så også ligegyldigt nu om jeg elsker ham som den han er, el den han var. For vi er ikke sammen mere
som nævnte tidligere gik der jo en uge efter utroskabet kom frem, hvor han så brugte ugen på vennen. I den efterfølgende uge gik det rigtig godt, han sov hos mig hverdag, og vi brugte nærmest hver andendag til at snakke om det der skete, hvad der skal gøres bedre og hvad der ikke skal gøres igen osv. Han lovede mig virkelig at han vil kæmpe, så utroligt faktisk !
Men så kom weekenden, fredagen hvor vi havde en aftale om at lave mad sammen og så tage ud på caffe, for at genopfriske forholdet igen efter alt det rod. Men så skrev han en besked til mig i eftermiddags tiden efter arbejde, om det var okay han tog til grønkoncert, fordi han har fået 1 gratis billet?
Jeg blev så ked af det, og tænkte at hvordan kan han overhovedet spørger når han ved hvilke situation vi står i for tiden! Ringed selvfølgelig også til ham og fortalte ham hvor stor en idiot han er, når han opfør sig sådan, og at vi lige for 2 dage siden havde haft snakket om det. Det endte med han gad ikke komme over og snakke om det fordi det ville ødelægge hans fredag, der skal så lige nævnes at han så sad hjemme hos en ven og så tour defrance, og drak øl der :-( Lige der sagde det bare klik for mig at jeg kan ikke blive sammen med sådan en. Jeg elsker ham så højt, men at han viser mig så lidt respekt, og er så hensynsløs efter alt hvad han lige har gjort, så kan det bare ikke ske.
Jeg pakkede alle hans ting og kørte over til vennen og bedte ham om at komme ned til bilen så vi kan snakke. idet at han satte sig i bilen, begyndte han og sige at han har tænkt over det, han tror ikke han er klar!
Han undskylder, og siger at han elsker mig virkelig, og har prøvet men kan ikke få sig selv til at lægge noget af drengerøv livsstilen på hylderne. Jeg blev så vred på ham self, og han nævner så at han ikke vil ha jeg skal hade ham, og at vi skal være venner, og det insisterede han rimelig meget på lige der. Han nævner at han vil skrive til mig et par gange om ugen, og så SKAL jeg svare ham. Til sidst sagde jeg til ham at jo vi kan vel godt være venner, men bare ikke lige nu, fordi jeg stadig er så sårbar, og at jeg har brug for tid til at hele. Men en dag når han føler sig klar til forhold, så skal han prøve og kontakte mig. Nævnte selvfølgelig også til ham at der skal ikkke gå en uge el to, men meget mere før han ringer!
vi har gået fra hinanden en uge nu, intet hørt fra ham, jeg har heller ikke skrevet, men hold da op hvor er det hårdt og svært!
Jeg har ikke lavet andet end ligge og græde, og til sidst kunne jeg ikke holde ud at ligge hjemme mere så tog jeg toget op til en veninde i hjørring for at komme lidt væk:(
Men har haft tanken om at skrive til ham rigtig mange gange nu. Jeg vil ikke finde sammen med ham, for han er ikke klar og mange andre ting. Men jeg vil så gerne vide hvor langt han er kommet sig over mig? Vil vide om han til sidste ende virkelig er bare en idiot el hvad er han?