Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Nu har jeg aldrig gået i små sko så jeg sagde det kunne jeg og fortalt ham at havde andre talt sådan til mig så havde jeg fjernet mig ...det kunne jeg bare ikke her. Jeg fortalte klart og tydeligt at han havde overskredet min grænse ..men det var han klar over.
Jeg er på vej ud af døren ...jeg ville lige give alle jer brave mennsker (og hurra for internettet) en tilbagemelding.
Helene, du skrev noget i dit sidste brev jeg vender tilbage til da jeg har ikke fået kommenteret på det endnu - men jeg har læst det og tænkt.
Jeg sender jer alle mange kærlige hilsner for den varme og oprigtighed i har skrevet med...det hjælper...Det hjalp og jeg er glad for at kunne skrive mig ud af det.
Jeg fortalte min far (han er vant til ikke at åbne sig) at han - når han nu har denne angst (og den har da næsten alle) må sige: Jeg har det dårligt jeg tænker meget over det her ...det gør mig angst...der er INGEN der vil fordømme ham eller ikke kunne forstå ham siger han dette. Han må lære at åbne op.
Det var dog spøjst, at den åbning kommer netop som, du har skrevet herinde. Ikke fordi jeg tror, at han har læst det – tænker mere, at sommetider får man uventet respons, når man får sat noget nyt i gang :-)
KH Helene
Ja, får at være sådan, må der have været noget galt i deres familier og det er der også - som jeg skrev her er det børnene – der nu ikke er børn mere – min bror og jeg, der skal være de voksne.
Vi skal ikke! Det er et valg.
Min mor har slået om, det har hun gjort indenfor de senere år. Som i nok kan mærke har jeg aldrig haft intentioner om at blive kold og hård. Skal meget har antydet at det …var en mulighed. Jeg kan være meget bestemt. Men som man kan se også let at såre.En undskyldning er en undskyldning der er meget vi skulle tale om, men jeg KAN ikke. Mere moden er jeg ikke. Men det er flot med dem der kan det.
De er som sagt søde ved mine drenge.
Kommentar til Helenes brev: Til det med at holde det hemmeligt og være skamfuld. Da jeg sad fuldstændig knust og ked af det i mit pæne tøj hos dem der holdt studenterfest for bla min søn …ku jeg jo ikke sige ”hvor er jeg ked af at jeg ikke har en dejlig og skøn familie som jeres” det ville have ødelagt stemningen og jeg havde lydt patetisk…! Men hvor havde jeg brug for at læne mit hoved op ad nogen og græde. Men jeg kan dårligt græde mere ihvertfald ikke lige der. Jeg har sagt til dem for vore børn kommer sammen ”at jeg har en stor men splittet familie der har behandlet hinanden meget hmm hårdt” ..det er det jeg har sagt.
Mere skal de ikke vide før det bliver ynkeligt. For det er sgu ynkeligt at have sådan en lortefamilie der bare ikke kan opføre sig ordenligt når man ser på hvor godt og rart og åbent andre kan have det.
Men jeg tror jeg bare kommer til at face det …sige det som det er …og ja det er det . Sådan ligger landet sådan er det – jeg er ikke glad for det . Men som alle I ved …jer, der selv har det her …det gør ondt når man møder de her glad familier – ikke fordi man ikke kan unde dem det – for man/jeg nyder det …men det trækker linjerne op!
Jeg har nogen venner jeg tager til når det her kommer og når det ikke kommer – nogen der ved alt.
Jeg vil ikke ”ofre mig for mine børn” …jeg vil ikke skåne dem (jo for alt hvad jeg kan ) så det bliver for kunstigt…De ved at min mor og far kan have denne her opførsel – men de har aldrig set eller hørt det – så de har svært ved at tro det.
Jeg vil erkende tingene som de er og søge at forholde mig til dem – konstruktivt.
Når min far ringer gør han det fordi han ved at der kommer til at gå år før de ser mig igen ..og det er der ikke tid til! Det ved han og det ved jeg. Det har der været alt for meget af .
Jeg vil gerne række hånden frem…jeg vil gerne være der for min mor og far. Men jeg vil ikke finde mig i det her.
De har kun mig og min bror…det har de til dels dem selv at takke for mens også en meget meget følelsesmæssig underskruet familie. Min mor og far har ikke noget sprog for følelser der gør ondt ..de har lukket sig inde ALTID og kun haft hinanden (til at pine og plage). Det må være frygteligt ikke at kunne kommunikere.
Som dem der kender det her lidt ved: Det tager ÅR at få et sprog omkring de her ting…det har taget mig….uendelig mange ting at kunne forholde mig til det og få sat ord på …i mange år da jeg var helt unge vandrede jeg omkring uden sprog. Folk kunne gøre alt ved mig. Jeg havde simpelthen ikke ord eller handleapperat til at forstå og oversætte ..andre folk. Sådan går det når man kommer fra en lukket famile uden sprog.
Jeg har sprog i dag. Men langt. Ja.
Uden sammenligning i øvrigt: De børn fra Brønderslev de er nu så præget af det hjem og de forældre de er vokset op med så der vil gå ÅR om nogensinde før de kan fungere normalt ...deres famileforhold har været så unormale..(mildt ord) ..så de ku lige så godt være hentet ind fra junglen i sammenligning med normalt fungerede familie og familieforhold. Alt det er lukket inde i dem i en frygt og en undren og en " mig ikke forstå". Det skal andre nu hjælpe dem med! At få et sprog for. ..og en erkendelse.
Det er klart, at én svale gør ingen sommer (tror jeg, ordsproget siger). Det er fint, at han har ringet og forklaret, men det forandrer jo ikke alt, hvad der er gået forud og de sår, der er skabt.
Der er visse ting, der er karakteristiske, for det man kalder en dysfunktionel familie. Disse ting kan man læse meget mere om i bogen 'Familier med sexuelt misbrug af børn' af Eva Hildebrandt og Else Christensen. Denne bog kan absolut anbefales også selvom der ikke har været seksuelt misbrug, for der vil altid være et følelsesmæssigt misbrug af børnene, som de tager skade af. Roden til det hele er fire grundlæggende grænseproblemer, som beskrives i bogen. Jeg har kort gengivet disse grænseproblemer og ridset dem op på min hjemmeside: http://www.tabuet.dk/dysfunktionelle_moenstre.html
Det er bl.a. rolleombytning/rolleforvirring (grænsen mellem generationerne): Der er voksne børn og barnlige voksne. Børnene skal så at sige være forældre for deres egene forældre, fordi forældrene aldrig er blevet følelsesmæssigt voksne. Ligeledes er det karakteristisk, at familien ikke har ord for følelser, ikke kan tale om følelser og ikke kan rumme svære følelser (den intrapsykiske grænse). Familien lukker sig om sig selv og der er ingen følelsesmæssig kontakt til omverdenen (grænsen til omverdenen).
Der er i høj grad et kommunikationsproblem som går i arv, fordi børnene på den måde heller ikke lærer hverken at rumme eller kommunikere følelser og derfor ikke lærer at forholde sig til virkeligheden. Når man ikke kan kommunikere virkeligheden, begynder man at lave den om til noget, den ikke er som man kan sætte ord på - d.v.s. man forvrænger virkeligheden (den intrapsykiske grænse).
Så det er ikke mærkeligt, at man mister fornemmelsen af sine egne grænser og derfor vedvarende er et let offer for misbrug.
Man kan nå langt på egen hånd men man kan ikke hele sårene alene. Det kræver professionel hjælp. Hvad der er ødelagt af andre mennesker, må nødvendigvis heles af andre mennesker. Men for at kunne hele noget, må man først være parat til at åbne sig for et andet menneske, så man kan tage imod helingen. At søge behandling betyder, at den første grænse (grænsen til omverdenen) overskrides og det kan være enormt svært, måske endda angstfremkaldende.
Jeg blev i øvrigt selv gjort helt tavs som barn. I realiteten var jeg praktisk talt stum og lærte først at begynde at tale som 20 årig, da jeg tog på højskole for at bryde mønstret og komme ud af min rolle. Men det var først i kraft af min terapi, at jeg også kunne begynde at udtrykke mig selv, for først da lærte jeg mine følelser at kende og lærte at sætte ord på dem.
Du har fuldstændigt ret i det, du skriver, med børnene fra Brønderslev. Og før det var der Tønder-sagen og jeg tror nok, at der nu er en Vejle-sag. Og så er der alle de andre sager, der ikke kommer frem i lyset. Min sag kunne have været én af dem, hvis det havde været i dag. Men dengang i 60'erne, var der slet ikke den åbenhed, som der er nu, der var ikke nogen alment tilgængelig hjælp eller behandlingsmuligheder. Brønderslev børnene får heldigvis så stor en erstatning, så det giver dem mulighed for at betale sig fra kvalificeret terapi.
KH Helene
Så han er kvast! Familerne vendte dem ryggen. Da de så tog imod dem igen …tog de imod to mennesker der stadig ikke kunne tale …”om deres problemer”…og da familierne ikke kunne modtage og give …var de stumme sammen og lod som ingenting. De blev totalt skævredet følelsesmæssigt og har ALDRIG kunnet modtage nogen form for hjælp.
Se det ved jeg!
Så på den regning trækker min bror og jeg mange veksler…for vore forældre er som en lille plante der er blevet mishandlet og sultet på den mest mærkværdige psykiske måde …af ”deres egne”.
Eller også er det mine forældre der bare aldrig har kunnet tage det verbale op i deres familier – og krydse floden mellem det psykiske ingenmandsland og så det at blive set og hørt og respekterer på godt og ondt som hele mennesker….! De ku bare ikke.
Nå …sådan er det…
Ved godt at alt er ved det samme mere eller mindre men ved også at mig og min bror er deres eneste forbindelsesled til fortid og nutid …
Det gør ikke sagen bedre…
Men som du ved: Det er børnene der betaler prisen….det må være det der hedder arvesynden.
Det har taget 100 år at lære at forstå ..og prøve at tilgive…for de ku bare ikke finde ud af det . Og nu prøver de…det bedste de kan …
Da jeg sku flytte (fra en stor lejlighed til en lidt mindre kom de og hjalp …(denne gang hjalp de …der havde jeg også ikke villet se dem i to år….) min far rensede ovnen og min mor ordnede badeværelset. Hun elsker at købe ting til os…og bare være her og jeg laver mad og så at køre bil med mig …for jeg kører som en mand og ikke en vat”nisse”!
Så alt i alt er det sgu en underlig familie forhold vi har og har haft …
Familie er et groft overvurderet og undervurderet begreb.
Der er sgu ikke noget jeg er mere bange for end familie ..ha ha…
Spøg til side…vi er blevet voksne..vores vrede og aggressioner er der stadig men i en mere moderat og civilliseret udgave…Men jeg har også måttet have hjælp for at forstå og acceptere…for det kunne jeg ikke….
Det gør stadig ondt men nu er det en smerte jeg kan bære…lidt mere!
Men jeg kan ikke klare humørsvingende og svage mennesker!
Jeg er måske blevet lidt …ikke hård men noget andet af det! Og samtidig meget meget sårbar. Mystisk.
Sender dig en million kram, Helene!
Jow jeg genkender det med at blive vred på svage og være bange for bla det du skriver om...så bange så jeg end ikke kan sige ordet!
Det er vel det at når man har været totalt overladt til sig selv fra man var 12 år ..og alle de følelser og oplevelser der er ....så påvirker det en! Man kører ikke igennem må rulleskøjter og føler uendelige ømhed og kærlighed..og nærvær.
Man bliver totalt alienated/fremmedgjort for "sig selv" ( ja jeg gjorde fordi jeg var en teenager med problemer...der kom ud i problemer...og der var bare INGEN ).
Jeg vil prøve at forklare følelsen, hvis jeg kan: Det er som at blive fløjet til en fremmed planet hvor man ikke kender landskabet og ikke kan tyde de mennesker man møder....man har ikke noget sprog og ingen baggrund..ikke noget at støtte sig til og ingen ord for det..og ingen kan række ind til en...man er fanget i sig selv. Det er man skønt man kan tale! Men man kan ikke finde ord og de ord og handlinger der kommer er helt andre end det man har behov for at gøre.
Man kan ikke hjælpe sig selv ..ja jeg kunne ikke ...og da jeg ovenikøbet søgte de kriminelle og røg hash var der ikke mange der følte omsorg for mig.
Men altså det gik. Det gik via mænd. Det var faktisk dem der gav mig omsorg og nærvær ..i sex. Men også i kærlighed.
Tilbage til mine forældre...ja de har brug for os ..og som du så rigtigt skriver har de brugt hinanden og skældt ud på hinanden i mangel på andre at afreagere på...jeg gik da jeg var 13 år!
Nå jeg er er altså kommet ud af min boble....men er stadig sårbar.
Det med svage: Det er jo utroligt hvad folk kan brokke sig over...jeg får lyst til at sparke til dem..(ikke alle) men når jeg hører en der fx er gravid og kommet hjem og hele familien er omkring hende og de vasker tøj laver mad og gør rent og hjælper og personen stadig synes "det er hårdt".
Så kan jeg altså ikke lade være med at tænke "hårdt"? Så sku du prøve at komme hjem til en lejlighed uden bad på 4 sal med en mand der arbejdede hele dagen ...og selv sku ned og handle hver dag...og ikke have en familie eller nogen omkring dig. Det er hårdt! Sæt det så selv i stand fra A til Z samtidig...
Så kan vi tale om hårdt...og tag barn nr. 2 med...
Men altså: Vi har det godt idag og jeg elsker mine børn og bror...og en sjæden gang føler jeg vel også for mine forældre..det kan jeg ikke finde ud af..
Kram til dig spider
De dysfunktionelle mønstre går ganske rigtigt i arv, men jeg vil langt fra kalde det arvesynden. For børnene fødes helt uskyldige og jeg tror på det essentielt gode og kærlige i børnene. Det bliver bare ødelagt, når de ikke får den kærlighed og omsorg, de har brug for.
Du skriver, at Jeres forældre var som en lille plante, der var blevet mishandlet af deres egne. Det er vel ikke anderledes for dig og din bror? Måske bare på nogle andre måder.
Når voksne mennesker grundet deres barndoms traumer ikke bliver følelsesmæssigt voksne, så fortsætter de med at være 'voksne børn' - altså følelsesmæssigt umodne. Når sådanne mennesker får børn, så svarer det til at sætte børn til at passe børn. Det bliver børnene, der skal være de voksen og så at sige tage vare på deres forældre - det er ikke forældrene, der tager vare på børnene. Man taler om 'voksne børn' og 'barnlige voksne'.
Disse mønstre fortsætter i generation efter generation til nogen bryder dem. Det kan man ikke selv - man kan gøre nogle ting bedre, end éns egne forældre gjorde, men man vil altid have blinde punkter, hvor man fortsætter mønstrene og giver dem videre til sine egne børn. Det er nødvendigt med professionel hjælp for at bryde de dysfunktionelle mønstre.
Du nævner tilgivelse. Alt for ofte er tilgivelse blot et ord, der gør det muligt at fortsætte som om, at intet var sket. Anerkendelsen af virkeligheden og den skade der er sket, betyder ikke, at den er tilgivet.
I praksis kan man ikke tilgive andre, hvis man ikke også tilgiver sig selv - eller omvendt. Så længe der stadigt er vrede og smerte, som man vender mod sig selv eller andre, mener jeg ikke, at der er tale om reel tilgivelse, så handler det om nogle andre ting. Jeg tror ikke på, at man kan tale om ægte tilgivelse, før man har ladet det skete få konsekvenser. Formentligt vil det også kræve, at den part, der skal tilgives, viser anger og udtrykker behov for tilgivelse.
Tilgivelse i praksis vil for mig sige, at man har arbejdet sig igennem de svære følelser og har sluppet dem, så man har fået skabt et godt liv, hvor det er glæde og kærlighed, der er drivkraften.
Det er ikke mystisk, at du er blevet hård og meget, meget sårbar. Det kan forklares rent psykologisk men også fysiologisk. Dit nervesystem blev overbelastet (stresset) allerede, da du var barn og det kan et barns nervesystem ikke holde til. Det er jo stadigt helt umodent og slet ikke færdigudviklet. Vedvarende stress får nervesystemet til at kortslutte, derfor den enorme sårbarhed. Omvendt udvikler man en utrolig styrke og overlevelseskraft, når man skal kæmpe hele tiden.
Selvfølgeligt har du måtte have hjælp til at forstå og acceptere. Man kan ikke komme igennem det alene. Det der er ødelagt af andre mennesker, må nødvendigvis heles sammen med andre mennesker - og grundlæggende er det tilliden til sig selv, til andre og til livet.
Nu skriver du ikke, om det er professionel hjælp, du har fået. Det håber jeg, for det er nødvendigt. Selvom det har været professionel hjælp, lyder det slet ikke som om, at du har fået behandling nok. Du har stadigt så mange uforløste følelser i dig, så jeg tror, at du vil kunne få det bedre, end du har nu. Én ting er accept af det, der er sket - noget andet er at få bygget sit selvværd op, skabe en ny og positiv selvforståelse og kunne elske, forstå og passe på sig selv.
Kærlig hilsen Helene