Indstillinger
Skal man ku li ens far?
Jeg kan ikke engang li min far...det er en frytelig ting at sige...at indrømme.
Han dræner mig for mit humør og energi. Han var her i dag med min mor de er begge i 70'erne. Og ja siden jeg var 12 år har jeg haft et dårligt forhold eller intet forhold til ham..dem! Det går lidt bedre med min mor - muligvis fordi hun har brug for mig ...nu.
De var her i dag...jeg står altid på den anden ende når de kommer - plejer at lave mad osv dessert alt muligt. I dag var så en højdtidsdag..noget skolehalløj de skulle markeres og de kom ..
Jeg havde bagt boller og taget mad ud af fryseren. Men de måtte køre hjem uden at spise her for jeg var bare træt. Jeg bad min bror tage dem med hjem ..orkede ikke at have dem siddende og lave mad til dem.
Han siger aldrig en pæn ting ..han hader alt Jul fødselsdag Påske pinse ja alt og de holder aldrig noget og har ikke gjort det i ja 10- 15- mere år.
Nu havde vi så en episode i bilen (min bror var kommer op og skændes med dem i hans bil på vej til os så da de kom var det det sædvanlige ind i stuen og min mor taler i øst min bror sætter sig ned med en avis og min far i sofaen ...min søn kommer ind og hilser på og så taler de så alle med ham)...vi holdt udenfor sønnens skole der var afslutning. Min far sad på bagsædet og havde besvær med at komme ud fordi det så lidt trangt ud lo jeg meget lidt...hvad der fik ham til at gå over gevind. Jeg sku ikke grine turen kom også til mig det var ikke sjovt at blvie gamme og jeg var også på vej og gamle kællinger osv ...han blev rigtig grim at høre på.
Nu skal det lige siges at jeg ikke skraldgrinede eller noget men min far har altid haft et eller andet i mod mig. Og han blev ved at køre rundt i det med at turen kom osv og hvad jeg lige har skrevet . Jeg bad ham stopppe - det overhøret han og blev ved vi var nået ud af bilen og parkeringspladsen og han blev ved . Jeg sagde stop så ? Hvad får du ud af det der? har du en eller anden sygelig trang til bare at ødelægge andres humør eller hvad er det?
Jeg er for det meste (ikke altid) i godt humør og han blev ved tilsidst sagdet han hvad er det ? hvorfor kan du ikke li at høre de her ting (han ku se på mig at det var for meget) Jeg sagde jamen hvor skal du sige det her ? jeg bad dig holde op ? Men han holdt ikke op han blev ved - det var min søns store dag. alligevel kan denne mand ikke nyde det men skal finde noget at brokke sig over og noget at kritisere ..og sådan er det altid.
I vores hjem er vi glade og jeg gør meget for at vi skal have det rart...jeg kan simpelthen ikke tage at høre på så meg lort og pis og dårligdom (ja undskyld) som det han altid lukker ud. Efter besøget havde jeg det som om jeg var svømmet rundt í en gylletank og ikke kunne få vejret ....jeg var og er totalt udmattet.
Jeg havde det meget meget dårligt over ham jeg fortalt ham også at de tinge han siger og måden han siger det på virker decideret frastødende på mig. Han slukker og lukker for glæden og lyset...og jeg kan bare ikke li ham.
Hvorfor skal ens egen far kalde en alle de her ting? Hvorfor skal han ødelægge en smuk dag? Min mor holder k...og ham og hans bítre og hadefulde væsen...forgifter det hele. Børnene lagde ikke mærke til noget ..det var ovre da vi stødte til de andre i aulaen. Men selvfølgelig var mit gode humør væk ..jeg sang med på sangene og hørte talerne og alligevel hang han over mig som en giftsky . Jeg opførte mig som jeg plejer ordenligt og godt for min søn osv. Og nu er jeg bare så træt .
Andre skal ikke altid rakke ned på deres børn her mig ( til det sagde han Åh du er sgu en voksen bla bla ... Han var led.
En rigtig tarvelig støder og bitter at høre på.
Jeg følte stor trang til bare at efterlade ham på stedet!
Han dræner mig for mit humør og energi. Han var her i dag med min mor de er begge i 70'erne. Og ja siden jeg var 12 år har jeg haft et dårligt forhold eller intet forhold til ham..dem! Det går lidt bedre med min mor - muligvis fordi hun har brug for mig ...nu.
De var her i dag...jeg står altid på den anden ende når de kommer - plejer at lave mad osv dessert alt muligt. I dag var så en højdtidsdag..noget skolehalløj de skulle markeres og de kom ..
Jeg havde bagt boller og taget mad ud af fryseren. Men de måtte køre hjem uden at spise her for jeg var bare træt. Jeg bad min bror tage dem med hjem ..orkede ikke at have dem siddende og lave mad til dem.
Han siger aldrig en pæn ting ..han hader alt Jul fødselsdag Påske pinse ja alt og de holder aldrig noget og har ikke gjort det i ja 10- 15- mere år.
Nu havde vi så en episode i bilen (min bror var kommer op og skændes med dem i hans bil på vej til os så da de kom var det det sædvanlige ind i stuen og min mor taler i øst min bror sætter sig ned med en avis og min far i sofaen ...min søn kommer ind og hilser på og så taler de så alle med ham)...vi holdt udenfor sønnens skole der var afslutning. Min far sad på bagsædet og havde besvær med at komme ud fordi det så lidt trangt ud lo jeg meget lidt...hvad der fik ham til at gå over gevind. Jeg sku ikke grine turen kom også til mig det var ikke sjovt at blvie gamme og jeg var også på vej og gamle kællinger osv ...han blev rigtig grim at høre på.
Nu skal det lige siges at jeg ikke skraldgrinede eller noget men min far har altid haft et eller andet i mod mig. Og han blev ved at køre rundt i det med at turen kom osv og hvad jeg lige har skrevet . Jeg bad ham stopppe - det overhøret han og blev ved vi var nået ud af bilen og parkeringspladsen og han blev ved . Jeg sagde stop så ? Hvad får du ud af det der? har du en eller anden sygelig trang til bare at ødelægge andres humør eller hvad er det?
Jeg er for det meste (ikke altid) i godt humør og han blev ved tilsidst sagdet han hvad er det ? hvorfor kan du ikke li at høre de her ting (han ku se på mig at det var for meget) Jeg sagde jamen hvor skal du sige det her ? jeg bad dig holde op ? Men han holdt ikke op han blev ved - det var min søns store dag. alligevel kan denne mand ikke nyde det men skal finde noget at brokke sig over og noget at kritisere ..og sådan er det altid.
I vores hjem er vi glade og jeg gør meget for at vi skal have det rart...jeg kan simpelthen ikke tage at høre på så meg lort og pis og dårligdom (ja undskyld) som det han altid lukker ud. Efter besøget havde jeg det som om jeg var svømmet rundt í en gylletank og ikke kunne få vejret ....jeg var og er totalt udmattet.
Jeg havde det meget meget dårligt over ham jeg fortalt ham også at de tinge han siger og måden han siger det på virker decideret frastødende på mig. Han slukker og lukker for glæden og lyset...og jeg kan bare ikke li ham.
Hvorfor skal ens egen far kalde en alle de her ting? Hvorfor skal han ødelægge en smuk dag? Min mor holder k...og ham og hans bítre og hadefulde væsen...forgifter det hele. Børnene lagde ikke mærke til noget ..det var ovre da vi stødte til de andre i aulaen. Men selvfølgelig var mit gode humør væk ..jeg sang med på sangene og hørte talerne og alligevel hang han over mig som en giftsky . Jeg opførte mig som jeg plejer ordenligt og godt for min søn osv. Og nu er jeg bare så træt .
Andre skal ikke altid rakke ned på deres børn her mig ( til det sagde han Åh du er sgu en voksen bla bla ... Han var led.
En rigtig tarvelig støder og bitter at høre på.
Jeg følte stor trang til bare at efterlade ham på stedet!
Kommentarer
Ville du have fundet dig i den behandling fra et fremmet menneske? Havde det været et fremmet menneske, ville du så have efterladt ham på stedet?
Hvad er - dybest set - forskellen?
Man er ikke forpligtet til at kunne lide sine forældre. Man er i særdeleshed ikke forpligtet til at kunne lide mennesker, der behandler én respektløst og ikke respekterer éns grænser og tager glæden fra én. I det hele taget er man ikke forpligtet til at kunne lide nogen som helst.
Din far hører under den katagori af mennesker, jeg kalder energislugere - i grelle tilfælde endda energivampyrer. De er grænseoverskridende, sårende og krænkende. De udsætter én for (verbale) overgreb og et hvert overgreb er vold. De kan ødelægge enhver god stemning og andres glæde og de dræner én for energi. De er faktisk livsfarlige, fordi de er i stand til at suge livsenergien ud af én, hvis man ikke kan beskytte sig selv mod dem - og det er rigtigt svært, når man er vokset op med dem. For man er så vant til, at man er nødt til at finde sig i dem og ikke kan gøre noget.
Det har ikke noget med dig at gøre, at han opfører sig, som han gør. Han gør det, fordi han er blevet sådan grundet sit liv. Og fordi andre lader ham gøre det.
Så din far eller ej - du har i høj grad brug for at lære at sige fra og sætte grænser med konsekvens, så du kan beskytte dig selv. Det er aldrig særlig let og nok ikke lettere, når han er blevet så gammel og mønstret så indgroet.
P.S.: Nej, det er ikke en frygtelig ting at sige, at du ikke kan lide din far (og heller ikke særlig godt din mor). Hvis det er sådan, så er det sådan og det er der jo tydeligvis en grund til. Man kan ikke lide menensker, der ikke behandler én ordentligt og det skal man ved Gud heller ikke kunne. Jeg kan godt forsikre dig for, at jeg heller ikke har noget pænt at sige om mine forældre.
KH Helene
Jeg har desværre heller aldrig haft et rigtigt godt forhold til min mor, men søgte i mange år at nå hende. Men hun drænede mig altid for energi når vi var sammen, en dag sagde jeg så tingene lige som jeg tænkte dem, midt på gade. Hun blev meget sur og pludselig så jeg at jeg aldrig ville kunne få hende til at elske min for den jeg er. Så jeg brød forbindelsen og det er nok den bedste bedslutning jeg har taget i mit liv (det er ca. 10år siden nu). Efter bruddet kunne jeg pludselig huske en masse ting jeg have fortrægt og fik en masse ny energi.
Jeg siger ikke at det ville være det samme for dig, men jeg syndes ikke du skal skamme dig over dine følelser. Jeg kender kun alt for godt den følelse du sidder med nu og det er ren gift for dig og din familie.
Jeg vil råde dig til grundigt at overveje din relation til din far og din mor. Og sørger for at de ikke kan skade dig eller din familie, du skylder dem ikke noget! ikke når de ikke respektere dig mere end at de kan få dig til at ha det sådan.
Ønsker dig alt mulig held og lykke i fremtiden
L
Jeg kan ikke mindes nogensinde at have fået et ordentligt kram eller et kys eller at have fået ført en rigtig god samtale og kærlige ord. Ikke rigtigt. Min brors exsambo lukkede min mor af for …og da min far gør som min mor siger såååå! Min mand – exmand var også forkert ham ku de heller ikke li.
Da jeg så blev skilt ku min mor så godt li ham.
Hvorfor hænger børn ved i det galecirkus? Er den enkelte forklaring at det er ens forældre? Jeg ved det ikke – jeg ved bare at jeg ikke har haft andre at sætte ind på deres plads for mine børn…og derfor var de vigtige. For mine børn skulle ikke vokse op uden.
Jeg har sovet elendigt..har ondt i nakken…og stod tidligt op. Jeg er da ikke i tvivl om det er pga af ham. Jeg ku gå i seng og sove lige nu, men jeg tør ikke for jeg kommer bare til at tænke på ham osv.
Vi – min bror og jeg – har erkendt at de bliver aldrig rigtige forældre …men da de er det eneste vi har ja så er vi der. Men de har været hårde for os…vi bliver ikke slået eller sexuelt misbrugt vi bliver psykisk nedbrudt og misbrugt. Alle dele er slemt.
Der står et sted at man ikke må tage livsmodet fra børn…jeg ser meget min far som en der gør det og har gjort det ….”min mor kan ikke gøre for noget, og har ingen skyld” og min far er totalt underlagt hendes luner (måske derfor han er så bitter og hadefuld) hun er verdensmester i at lade som ingenting lidt ligesom en pyroman der med en lille tændstik sætter ild til en lade og uforstående står og lades som ingenting. Igen, igen, igen og igen! Ja I må undskylde men jeg skriver min galde ud. Men det har været min mors mønster – altid. Du kan ikke nå ind …dvs. nu kan man engang imellem. Men her er simpelthen for meget til at jeg vil gå ind i det med hende …det gør for ondt på mig og jeg er blevet straffet for min opførsel som teenager (hvor jeg gik) hele livet.
Nu er jeg så 40 + og jeg orker det bare ikke mere – har forsøgt så mange gange.
Jo min far kan mærke at jeg ikke kan li ham – det tror jeg! Jeg føler mig frastødt af de ting han siger - og at han aldrig siger noget godt og rart. Han er sort. Og ved siden af sidder min mor der i dag er dårlig og svagtseende – en man dårlig kan bære at bebrejde med skyld og skam, mere.
Folk siger ”du og din bror, hold da op vi fatter ikke i har kunnet tåle alt det de har udsat jer for” . Så vi er verdensmestre i at bide tænderne sammen og ”tage os sammen”. Nu – kan jeg godt se hvor idiotisk alt det her er ..og altid har været – og hvilke veksler det har trukket på vores personlighed af utryghed …men ”sjovt nok” har også gjort os til varme og sjove mennesker (en rød klud for vores mor og far ). Vist kan de godt nyde det ..men vi skal ikke ”have det for osv så trækker de os ned? Ja man forstår det ikke? Man forstår ikke hvorfor.
Nej, jeg ville ikke have fundet mig i den behandling fra et fremmed menneske – tror jeg havde skyndt mig væk og aldrig hilst på vedkommende senere! Energivampyr: Ja! De er grænseoverskridende sårende og krænkende fordi ????? Fordi de kan ???? Eller som jeg tror: fordi det ”bare er mig”. Fordi jeg minutter halve timer efter sidder og smiler og hælder kaffe op og lades som ingenting ? Fordi han ikke har nogen som helst form for respekt for mig – fordi han føler et had til min mor som han er underlagt og fordi han ikke kan li mig fordi jeg er pige og kvinde og derfor ”uren” (sådan var det da jeg var lille..han kyssede mig ikke) og som voksen var jeg ”en tøjte”. Ergo jeg har aldrig haft et normalt forhold til min far. Og jeg kan ikke få det da jeg ikke bryder mig om eller respekterer ham og altid har misundt andre deres glade famileer (dem der havde det).
Jeg vil ikke køre i samme bil som ham mere – når der er de her begivenheder skal andre med som buffere. Mine børn skal jo ikke lide under at jeg bare ikke kan med ham.
Nej der er desværre ikke megen respekt der …der er bare et .."det er dine forældre!.
Du indleder med at kalde dig selv et pattebarn. Det er ikke høje tanker, du har om dig selv. Ikke så mærkeligt for hvor skulle du have fået dem fra? Nok ikke fra dine forældre. Når børn ikke får den kærlighed, respekt og omsorg, de har brug for, så 'stivner' deres følelser og de bliver ved med at sidde fast i barndommens sårede følelser og uopfyldte behov. Så når du føler, at din fars adfærd er p.g.a. dig, så er det barnets følelser. Det må være din skyld. Hvad skulle det ellers være? Men det er den måde et barn forklarer tingene på, fordi det ikke ved bedre.
Du er meget skarpsynet på visse områder og ser tydeligt, det spil, dine forældre spiller. To ulykkelige mennesker der finder sammen, giver ulykkelige børn. Børnene bliver brugt som brikker i deres indbyrdes spil.
Så intet af det, der sker handler om dig personligt. Det handler om, at dine forældre er de mennesker, de nu engang er p.g.a. deres opvækst. Jeg vil godt komme med et kvalificeret gæt på, at dine forældre selv har været omsorgssvigtede. Derfor har de ikke udviklet en ordentlig forældreevne. Det er pokkers svært at give noget videre, man ikke selv har fået. I stedet giver man det videre, som man har et overskud af. Din far har det ondt, siden han har sådan et overskud af nogle meget ubehagelige følelser. Derfor giver han dem videre, hvor han kan komme af med dem uden, at de bliver sendt retur til ham selv. Hvilket bl.a. vil sige til dig. Så kan han slippe for at mærke dem – det gør du så i stedet for. Det er også tydeligt, at dine forældre ikke rummer glæde og kærlighed og positive følelser. Det gør ondt på dem, fordi deres egen glæde, kærlighed og positive følelser engang er blevet ødelagte, så de kan simpelthen ikke rumme disse følelser for det vækker smerte og meget andet. Så i stedet ødelægger de andres glæde – for i de mørke følelser er de på hjemmebane og kan bevare tryghed og kontrol. Hvis du skal have adskilt dig følelsesmæssigt fra dem, vil det være din glæde, der adskiller Jer, for de kan ikke følge dig ind i glæden, lyset.
Du begrunder Jeres fortsatte kontakt med, at det ellers vil være synd for dine børn. Nu ved jeg ikke, hvor gamle dine børn er, men kan de ikke selv opretholde kontakten med dem, hvis de vil.
Helt personligt har jeg aldrig forstået det argument. Børn har mere end noget andet brug for glade forældre. Derfor kan jeg ikke forstå, at man kan tro, at det er godt for børnene, at der er kontakt til nogen, der ødelægger forældrenes selvværd og humør. For børn har det aldrig bedre, end deres forældre har det.
Hvis man virkeligt mærker, at nogle mennesker er ødelæggende og nedbrydende for én selv, så forstår jeg ikke, at man kan tro, at de mennesker vil være gode for éns børn. Jeg ville tværtimod ønske at beskytte mine børn mod dem!
Jeg ville heller aldrig vise mine børn det eksempel, at de skal finde sig i alt – heller ikke fra deres forældre! Jeg ville aldrig vise dem, at jeg lod nogle mennesker jokke på mig. Jeg ville aldrig lade dem se, at jeg ikke kunne sige fra overfor en nedgørende behandling.
Men det kan jo også være let nok for mig at sige, for mine forældre er døde for mange år siden, så mine børn har (Gudskelov) aldrig kendt min far og ikke haft noget forhold til min mor og jeg har heldigvis aldrig selv kendt nogle af mine bedsteforældre.
Du spørger, hvorfor du mon hænger fast i det galecirkus? Nok fordi navlestrengen ikke er klippet. Det er ikke nogen let proces, når man er voksen og det gør ondt. Men navlestrengen burde have været klippet for mange år siden. Det bliver den paradoksalt nok bare ikke, når det er negative følelser, der holder mennesker sammen. Problemet med den navlestreng er, at den sikkert aldrig har givet dig den næring, som den var beregnet til. I stedet er det gået den modsatte vej, så din mor (og far) har brugt den til at suge næring fra dig.
Du har truffet et valg om ikke at køre i samme bil som din far mere. Du har besluttet, at der skal være nogle buffere. Det er meget kloge beslutninger.
Du slutter med at skrive, at der ikke er meget respekt - det er 'bare dine forældre'. Det er jo klart. Respekt mellem børn og forældre starter med, at forældrene viser barnet respekt. Forældre skal (som alle andre) gøre sig fortjent til respekt. Og det gør dine forældre jo ikke. Så selvfølgeligt kan du ikke respektere dem. Det store spørgsmål er så: Hvad gør det ved éns egen selvrespekt og selvværd, når man er sammen med mennesker, man ikke respekterer og ikke engang kan lide?
Hele dette familiemønster, som du fortæller om, kan der skrives meget mere om. Det har jeg gjort på min hjemmeside www.tabuet.dk. Du vil givetvis kunne finde noget, du kan genkende og som kan være med til at give dig en anden forståelse af, hvad det er, der sker.
Kærlig hilsen Helene
Hmm ja det ku jeg skrive meget om ...
Nu er jeg lige kommet hjem fra mennesker der var hjertevarme og havde overskud og plads...det trak tydeligt forskellen op. Jeg fik ondt i maven og påvirket som jeg var - af gårdsdagen var jeg mere stille end normalt. Men jeg er jo vant til at være ked og på vagt..og til at skulle virke glad. Så jeg har nok klaret den uden at nogen lagde mærke til noget.
Vi holdt fest på sammenskudsplan med min søns venindes mormor og morfar samt forældre og søskende...glade mennesker der havdet pyntet op med balloner og flag ...der var ingen der kunne se min stemning . Der er ingen der ved noget - og det her er virkelig for skamfuldt til at nogen skal vide noget ...for det gør for ondt. Derfor skriver jeg her. Nu er jeg kommet hjem og min oppustede mave osv slapper nu af ...og jeg er udmattet. Det er hårdt at være sammen med så sød og velfungerende en familie og måtte undvære sin egen.
Jeg er et one man band og har altid været det. Men gud hvor kan jeg savne samme glade mor og far og lys stemning som der var der. Samtidig kan jeg glæde mig over min søns venindes familie.
Og jeg er træt ...kl er 2000 og jeg er udmattet. Det er hårdt at opretholde en facade og det er hårdt at være alene.
Som sagt havde jeg ikke været sammen med min familie 2 gange i løbet af en uge ...specielt sidste gang. Ja så havde jeg været i en helt anden stemning.
De skal simpelthen glemmes det tar en uge 14 dage ...ja det lyder komisk men jeg mener det...
Jeg tror alle der kender til det ved hvordan det er...
Mærkeligt at disse følelser altid blir trukket skarpt om når man møder modsætningen....
De folk sku lige vide hvor heldige de er...
For det er en sorg at have sådanne forældre....uanset at ens mor godt kan være sød og nu har brug for en.
Så er det bare et savn. Så skal man "komme over det " osv...men ja men nu har jeg lige været sammen osv.
Nå godt at skrive
Men de kan jo også li vores børn. Jeg tror at havde jeg en enorm kreds osv så var det måske ingen sag. Men jeg er altså vokset op med at klare mig selv og så en mand og så en skilsmisse..så jeg kan ikke bae sige skrid. Det har jeg gjort ...men det at jeg har det dårligt med dem må bare ikke gå ud over mine børn. Det er en svær balance gang og jeg er da enig i det du skriver mht at vise sine børn osv. Men jeg vil jo netop ikke tage alt fra mine børn det skal også have noget. Jeg kom jo op og skændes med min far...jeg bad ham stoppe. Jeg ku ikke be ham gå hjem da min søn der var ved at slutte skole ventede dem...det sku ikke hedde sig at jeg havde lavet en scene. Men det er sgu noget ævl og til at få ondt i maven af ...
Men de kan selv besøge dem..det kan de da. Det bare synd at os der egentlig har en enorm familie (der så er splittet og i fraktionerer) ikke engang kan have en go lille familie. Og det er pga dem!
Dine forældrer er kommet op i årene, der dukker skavanker op og din far har måske prøvet, at lave lidt sjov med det. De fleste får lidt slidgigt og det gør helvedes ondt.
Det kommer også til dig.
Jeg har selv en datter, der har det ligesom dig. Det er ulideligt, det er ligegyldigt hvad vi gør, så er det forkert. Hun tillægger os de samme følelser, som du gør overfor din far. Vi ved at det ikke er sandt, hun er ligeså elsket som de øvrige børn.
Min mand døde for ni måneder siden. Hun kom ikke til begravelsen og jeg har ikke set eller hørt fra hende siden den aften hendes far døde.
Hun er næsten 50 år, og altså en særdeles voksen kvinde, som må forventes, at kunne klare sig selv og sit liv.
Jeg har ikke tænkt mig at kontakte hende, hun har lov til at føle og mene hvad hun gør, men jeg har ikke nødig at finde mig i det, da anklagerne er særdeles grundløse.
Kan hun ikke lide sin mor, jamen så kan hun ikke det, det kan jeg ikke ændre på. Hendes analyser af mine/vores følelser er selvopfundne, og har ingen sandhedsværdi i virkeligheden. Min mand og jeg havde/har mange interesser, og har et udmærket forhold til de øvrige børn, hvilket stærkt kom til udtryk gennem min mands lange sygdom, hans død og begravelse.
Vores datter kom kun et par gange i hele forløbet og hendes besøg handlede kun om, om hun måtte få det, eller det som forskud på arv.
Min datter har lukket sig selv helt ude af familien, det er hun i sin gode ret til. Jeg stoler på, at hun har det godt med det. Det er faktisk bedre på denne facon end når hun kom med falskhed og kun for at få materielle ting. Da hun ikke fik det, så var vi ikke interessante i hendes liv.
Du kan ikke lave dine forældrer om, de er som de er. Kan du ikke lide dem, så accepter det, og tage stilling til, hvad du så vil. Ingen er perfekte, heldigvis.
Det er ikke forbudt at have sine følelser, uanset hvilke følelser det handler om, man skal bare vide, at følelser er helt ens egne, dem skal man selv forvalte og respektere.
Det eneste gode - hvis man kan tale om det - er at jeg såmænd aldrig ku drømme om at tale om penge, arv osv. Det jeg havde ønsket mig var lidt mere end penge - og der er intet beløb, der vil kunne gøre det op. I det her tilfælde ville det vel hellere ikke have været forbudt at fortælle din datter at hun sku stoppe og at det var direkte usmageligt at tale om under de omstændigheder.
Det her er nok noget mere komplekst og alment, end du havde forventet, da du skrev herind. Men jeg håber alligevel, at du kan bruge svarene til noget.
Ja, hvad gør man, når man ikke har fået skabt selvværd og selvrespekt i sin barndom? Man kan arbejde på at få det som voksen. Men det gør ondt. Så kan man lade være med at forandre noget. Det gør også ondt. Smerten er altså uundgåelig, så om man vælger forandring eller stilstand kommer jo nok an på, hvor smerten og angsten forekommer mindst.
For at bryde afmagten og smerten må man lære at sætte grænser og sige fra. At skælde ud og blive vred er et forsøg på grænsesætning men det er ikke grænsesætning. For din vrede har ingen konsekvenser, den forandrer ingenting. Det var kun en reaktion på din fars adfærd og den hindrer ham ikke i at gøre det samme igen, tværtimod. Har man stærke grænser, behøver man ikke at hidse sig op, så kan man mærke, når éns grænse er overskredet og så kan man lade det få konsekvenser i praksis.
Har man skamfulde hemmeligheder, vil man også altid have frygten for, at de bliver afsløret. Det betyder, at man (ubevidst) er nødt til at holde andre mennesker på afstand, for man kan ikke lade nogen komme så tæt på, så de risikerer at finde ud af, hvad man i virkeligheden indeholder bag den smilende facade. Det er altså éns egne hemmeligheder, der skaber ensomhed og giver følelsen af at være adskilt fra både andre og sig selv – og dermed smerte.
Når man overvinder sig selv og taler med andre om tingene, finder man pludseligt ud af, at mange andre har det på samme måde og faktisk så udmærket forstår én. Men andre har også skammet sig og har holdt tingene hemmelige og har smilet udenpå og grædt indeni. Så i virkeligheden er vi rigtigt mange, der har gået og gemt på de samme hemmeligheder og har følt os adskilt fra hinanden i stedet for at være fælles om det, der er svært.
At holde det skamfulde hemmeligt er som at gå med et skjult, betændt sår i sig, som smerter. Man kan ikke lade andre se det, nok fordi man ikke selv kan holde ud at se på det. For at såret kan hele, må det frem og have lys og luft, så det kan blive renset, passet og plejet.
Når du er sammen med andre, hvor der er lys og nærvær, så gør det endnu mere ondt indeni dig. Andres lys får dit eget mørke til at blive tydeligere (nok også grunden til, at dine forældre ikke kan rumme din glæde). Løsningen er at få de mørke ting frem i lyset – så opløses de efterhånden.
Du skriver, at du ikke har andre at sætte i stedet for dine forældre. D.v.s. at du holder fast i dine forældre af mangel af bedre? Dårlige forældre er bedre end ingen forældre? Du lader dig nøjes med noget skidt, fordi du ikke kan få noget godt? D.v.s. at du får et dobbelt problem: Ikke nok med, at du må undvære noget godt, du får også hele tiden fyldt mere skidt på. Hvad gevinst har du og dine børn ved det? Hvilke gode ting giver dine forældre Jer, som I ikke kan give Jer selv bedre? Er ensomheden sammen med mennesker, man ikke bryder sig om, bedre end ensomheden alene?
Realistisk set kan man ikke finde en erstatning for sine forældre. Man må lære at forholde sig anderledes til dem, man har. Men som voksen kan man finde andre steder, hvor man får dækket sine voksne behov for kærlighed, nærvær, respekt, samhørighed, fællesskab og accept. Men ikke så længe det er en erstatning for det, man ikke har fået i barndommen.
Hvis man ikke kan føle positive følelser for sig selv, kan man heller ikke forstå det eller rumme det, hvis andre gør det. Så først må man lære at acceptere sig selv og give sig selv alt det, man savner og mangler, så man også kan tage imod det fra andre. Efterhånden som man forandrer sine følelser for sig selv, vil man begynde at udsende nogle andre signaler, der tiltrækker mere nærværende og åbne mennesker.
Alt hvad vi gør her i livet, gør vi dybest set af hensyn til os selv. Hvis vi kun gør noget af hensyn til andre, så ofrer vi os. Når vi som voksne gør os selv til ofre, så lever vi et liv i smerte, ufrihed og med tilbøjelighed til bitterhed og en tankegang om, at det er 'de andres skyld'. Men selv når vi ofrer os, gør vi det dybest set for vores egen skyld.
Så du opretholder altså kontakten med dine forældre for dine børns skyld. Du lader dig nedbryde for dine børns skyld. Tror du dine børn ønsker, at du skal ofre dig for dem, hvis de vidste det? Tror du, de ønsker et mor, der gør sig selv til offer for deres skyld? Eller opretholder du i virkeligheden kontakten til dine forældre for din egen skyld? Nogle gange gør man ting for sin egen skyld men har lettere ved at berettige det ved at sige, at det er for andres skyld. Men vores valg er vores egne valg – det er ikke rimeligt, at vi giver andre ansvaret for dem.
Det er meget sørgeligt, at barndommen trækker så dybe, vedvarende spor. Men kun ved at erkende virkeligheden og forholde sig til den, kan man begynde at forandre den til noget bedre for dig selv og sine børn.
KH Helene