Indstillinger
Stress/voldsom angst for at miste kontrollen
Hej.
Lidt om mig, 31 år enlig mor til en 6 årig, og vi har boet alene i 5 år. Jeg har før været fuldstændig velfungerende, og har nok været lidt af en superwoman(vil selv kan selv!). Jeg har ikke ret meget netværk, da begge mine forældre er døde, og har kun lidt familie tilbage.
Jeg har gennem den sidste mdr været sygemeldt fra min uddannelse som sosuassistent pga stress og voldsomme angstanfald. Min angst startede med frygten for at kaste op, men har nu udviklet sig. Jeg var ved lægen og fik i første omgang ordineret Sertralin, som jeg slet ikke kunne tåle og min angst blev 300 gange værre. Nu får jeg så citalopram, og de er begyndt at virke lidt, jeg er endnu ikke oppe på den dosis jeg skal have, men jeg kan godt mærke forskel fra før. Min angst har bare udviklet sig efter den dårlige oplevelse med de andre piller. Jeg havde en uges tid hvor jeg slet ikke turde være alene med mit barn fordi jeg var bange for at gå i søvne og slå eller andet ubehageligt. Det var så slemt at jeg end ikke turde handle i byen af frygt for det sku slå klik for mig og at jeg ville slå folk omkring mig, og det er noget jeg aldrig vil kunne finde på! Det skal lige siges at JEG ER DET MILDESTE VÆSEN, og kunne aldrig nogensinde finde på at slå eller lignende. Men føler min angst for at miste kontrollen har taget over, selvom jeg godt ved det kun er ´billeder¨inde i hovedet og ikke virkelighed, så syntes jeg det er meget pinefuldt fordi det ligger så langt fra min natur at have sådanne billeder inde i hovedet! Jeg får psykolog hjælp, men det hele har trukket noget i langdrag pga ventetider, så føler ikke jeg er rykket nogenvegne endnu. Mit spørgsmål til jer er, er der andre der har haft samme angst som mig?
Jeg er enormt frustreret over min situation, og bliver vred på mig selv når der ryger billeder ind i hovedet af at jeg sku miste kontrollen og ´blive´ utilregnelig, da jeg jo godt ved det aldrig vil ske, men at det er angsten der snakker. Jeg vil bare så gerne vænne tilbage til en normal hverdag, uden dumme billeder og negative tanker:-(
Størstedelen af hverdagen klarer jeg fint, men om aftenen og natten er jeg ikke glad for at være alene, og har heldigvis min datters far som støtte selvom vi ikke længere er sammen.
Skriv endelig hvis du har oplevet lignede angst.
kh Tullemus
Lidt om mig, 31 år enlig mor til en 6 årig, og vi har boet alene i 5 år. Jeg har før været fuldstændig velfungerende, og har nok været lidt af en superwoman(vil selv kan selv!). Jeg har ikke ret meget netværk, da begge mine forældre er døde, og har kun lidt familie tilbage.
Jeg har gennem den sidste mdr været sygemeldt fra min uddannelse som sosuassistent pga stress og voldsomme angstanfald. Min angst startede med frygten for at kaste op, men har nu udviklet sig. Jeg var ved lægen og fik i første omgang ordineret Sertralin, som jeg slet ikke kunne tåle og min angst blev 300 gange værre. Nu får jeg så citalopram, og de er begyndt at virke lidt, jeg er endnu ikke oppe på den dosis jeg skal have, men jeg kan godt mærke forskel fra før. Min angst har bare udviklet sig efter den dårlige oplevelse med de andre piller. Jeg havde en uges tid hvor jeg slet ikke turde være alene med mit barn fordi jeg var bange for at gå i søvne og slå eller andet ubehageligt. Det var så slemt at jeg end ikke turde handle i byen af frygt for det sku slå klik for mig og at jeg ville slå folk omkring mig, og det er noget jeg aldrig vil kunne finde på! Det skal lige siges at JEG ER DET MILDESTE VÆSEN, og kunne aldrig nogensinde finde på at slå eller lignende. Men føler min angst for at miste kontrollen har taget over, selvom jeg godt ved det kun er ´billeder¨inde i hovedet og ikke virkelighed, så syntes jeg det er meget pinefuldt fordi det ligger så langt fra min natur at have sådanne billeder inde i hovedet! Jeg får psykolog hjælp, men det hele har trukket noget i langdrag pga ventetider, så føler ikke jeg er rykket nogenvegne endnu. Mit spørgsmål til jer er, er der andre der har haft samme angst som mig?
Jeg er enormt frustreret over min situation, og bliver vred på mig selv når der ryger billeder ind i hovedet af at jeg sku miste kontrollen og ´blive´ utilregnelig, da jeg jo godt ved det aldrig vil ske, men at det er angsten der snakker. Jeg vil bare så gerne vænne tilbage til en normal hverdag, uden dumme billeder og negative tanker:-(
Størstedelen af hverdagen klarer jeg fint, men om aftenen og natten er jeg ikke glad for at være alene, og har heldigvis min datters far som støtte selvom vi ikke længere er sammen.
Skriv endelig hvis du har oplevet lignede angst.
kh Tullemus
Kommentarer
Jeg kender utroligt godt det du beskriver. Selv angsten for opkast :-).
Det mest opmundrende jeg kan sige til dig er, at psykologhjælp kan være helt ekstremt effektivt i forhold til angst. Jeg kom af med de mest hæmmende symptomer på socialfobi, som var et stort problem på mit studie, i løbet af nogle måneder kun. At der så siden hen kom et nyt problem hver gang jeg fik bearbejdet en angst eller depression hos min psykolog fik mig så til at indse, at jeg måtte kigge tilbage i min barndom for at komme det til livs. Ellers kunne jeg have fortsat med den ene psykiske lidelse efter den anden. Det startede med depression, blev til spiseforstyrrelse, blev til angst, blev til personlighedsforstyrrelse og blev så måske (er ved at blive udredt) til bipolar. Så er det ligesom tydeligt, at der er noget underliggende, der skal bearbejdes.
Derfor tænker jeg også, at det er vigtigt, at du ud over at arbejde med den konkrete angst kigger tilbage i dit liv for at se, om der kan være nogle oplevelser og følelser fra tidligere i dit liv, som på én eller anden måde har genspillet sig i dit liv, siden du pludseligt går så voldsomt ned med flaget.
Jeg føler virkeligt med dig, for det er godtnok en hård omgang du oplever. Hvornår kan du starte hos en psykolog?
Jeg håber virkeligt, at medicinen kommer til at hjælpe dig lidt, for så bliver terapien nok også mere effektiv. Normalt vil jeg sige (efter min personlige erfaring), at medicin tager 2 mdr. før det har den optimale virkning, men at især de første tre uger kan være fyldt med flere bivirkninger end effektive virkninger. Men hold fast, det kommer efter noget tid.
Har du fået hjælp til at klare det praktiske omkring dig, så du kan tage dig af dit barn?
Tanker og knus fra Trine
Jeg lider også af angst. Angst for at kaste op fylder VILDT meget hos mig!! Troede egentlig ikke der var andre der havde det sådan...
Jeg er 29, gift og mor til en pige på 1½ år. Jeg har en skizofreni-diagnose. Heroveni generaliseret angst og OCD.
Jeg har altid haft angst for at jeg selv eller andre omkring skulle blive syge og kaste op. Derfor er jeg ALDRIG frivillig sammen med fulde mennesker og det kræver enorm overvindelse at tage ned i lægevagtens venteværelse.
Når jeg kommer ind i et rum, undersæger jeg altid mulighederne for "ting" der kan bruges til at kaste op i. Alle udgange, enten udtil eller til et toilet eller vask, bliver undersøgt. Jeg har altid en pose i min taske og jakkelomme i det tilfælde, at jeg skulle blive syg. Ved siden af min seng har jeg faktisk også en pose...
Jeg får altid angstanfald om aften og de er meget fysiske.
Kvalme, knude i maven, ryster, kolde og klamme hænder og fødder, spænder i hele kroppen, prikken i huden, varme kinder, hjertebanken, åndenød og hyperventilering.
Jeg er rigtig bange for at miste kontrollen. Mine dage skal helst være planlagt på forhånd, så der ikke sker noget uforudsigeligt.
Jeg er også ret bange for at være alene med vores datter. Jeg er SÅ bange for, at det pludselig skal slå klik for mig, og at jeg kommer til at gøre hende noget. Jeg VED, at det ville jeg ikke gøre, men kan jeg stole nok på mig selv, til at jeg alligevel tør tage chancen?
Jo, jeg kender det udmærket
Johanne
Jeg kan genkende rigtigt meget af det, du skriver. Jeg vil prøve at give dig en fornemmelse af, hvad jeg mener, det hele handler om. Forståelse kan gøre utrygheden og angsten mindre.
Superwoman og Superman er ikke virkelige mennesker, de er illusioner. Når vi mennesker prøver at efterligne dem, så bliver vi en slags robotter, der før eller siden brænder sammen. Vi mennesker har brug for hinanden på mange måder, hvad enten vi tror det og vil det eller ej.
Der er én grund til stress: Man mærker ikke sine grænser eller man respekterer dem ikke, så man får ikke sagt fra i tide. Når éns grænser overskrides, så har det meget store konsekvenser. Bl.a. skaber det vrede og afmagt, der kan skabe angst.
Når først man én gang er gået ned med stress, så skal man passe rigtigt meget på sig selv, for fremover skal der meget mindre til, før man ryger ned igen. Nervesystemet slår fra.
Medicin kan måske bedøve symptomerne en tid, men det kan aldrig fjerne årsagen og derfor vil den aldrig kunne løse dine problemer. Løsningen er, at du lærer at mærke og respektere dine følelser og grænser og får mod til at udtrykke dem og handle på dem. Det kan medicin ikke lære dig. Tværtimod kan den bedøve dine følelser, så du kan blive ved med at overskride dine grænser uden at opdage det. Så vil du formentligt udvikle andre symptomer i stedet og på sigt vil vreden og angsten blive forværret. Når vi ikke lytter til os selv, bliver vi mere og mere syge.
Når du er så bange for at miste kontrollen, så du risikerer at komme til at slå din søn, så er det et tegn på, at du har rigtigt mange fortrængte/indeklemte aggressioner i dig, som du prøver at undertrykke. Ikke uden grund for børn er jo utroligt gode til at prøve grænser af og kan få én til at miste kontrollen og selvkontrollen. For ikke at lade dine aggressioner gå ud over ham, lukker du af for dem med magt og kontrol, men de ligger stadigt i din krop og sind og det skaber angst. De skal ud på en sikker måde og det kan de komme i et forløb med en psykolog eller terapeut.
Vi er alle født med aggressioner som en del af vores naturlige forsvar – ellers kunne vi ikke overleve. Men vreden kan være blevet for voldsom, fordi dine grænser (måske tidligt i livet) er blevet overskredet og du ikke har kunnet få afreageret vreden over det.
Vreden bliver kun et problem, hvis den kommer til at skade én selv eller andre. Det ved du, så du prøver at undgå det ved at undertrykke den. Men når noget er undertrykt, vil der altid være en angst for, at det pludseligt slipper fri og skaber kontroltab. Derfor må man lære, at der er andre og bedre måder at få kontrol på - og det er ved at lære at udvikle stærke grænser.
Når du ikke kan lade vreden gå ud over andre, så lader du den gå ud over dig selv. Du bliver vred på dig selv og bebrejder dig selv, at de tanker og billeder kommer frem. Men det er underbevidstheden, der giver dig disse tanker og billeder og underbevidstheden er styret af det autonome nervesystem. Den er udenfor viljens herredømme på linien med vejrtrækning og hjerteslag. Derfor er selvbebrejdelser både uretfærdige og er meningsløse. Det betyder, at DU FORTJENER IKKE DIN VREDE!!
Billederne og tankerne er en gave fra din underbevidsthed. Den fortæller dig præcist, hvad du har brug for at vide. Den gør dig opmærksom på, at der er en fare, så du skal passe på dig selv og dit barn. Det virker jo, for du gør dit bedste - bare ikke på den bedste måde. For kontrol og undertrykkelse er aldrig det bedste. Men det kan du jo ikke vide, før du får hjælp til at finde andre og bedre måder.
Jeg er ikke i tvivl om, at du er en god og mild person. Men også gode og milde mennesker har en aggressiv side. Det giver angst, når vi fornægter sider af os selv, for så er vi ikke hele mennesker i fred med os selv og andre. Når vores 'skyggesider' kommer ud i lyset og får kærlighed, så forsvinder de.
Du kan godt - med tiden - få en normal hverdag uden ubehagelige billeder og tanker og med ro i krop, sind og sjæl. Men det kræver, at du i samarbejde med en psykolog eller terapeut går i gang med at få ryddet op i dit følelsesliv. Det er en forandringsproces, så derfor vil dit liv også forandre sig. Hvis du tager imod forandringen som en gave i stedet for at afvise den, så vil det være det bedste du nogensinde kan gøre for dig selv og dit barn.
Engang var jeg selv en Superwoman med et meget mildt væsen. Men jeg havde også en masse fortrængte aggressioner, en ekstrem selvkontrol og en enorm skyldfølelse og selvhad. For til sidst kunne jeg ikke længere opretholde selvkontrollen, så mine aggressioner kom til at gå ud over mine børn. Et 4 år langt terapiforløb forandrede mit liv til noget, der er blevet bedre, end jeg nogensinde kunne have forestillet mig og det kom især til at påvirke min yngste datters liv positivt.
Som sagt så skriver jeg ikke alt dette for at skræmme dig men for at give en forklaring, jeg håber, du kan bruge.
Kærlig hilsen Helene
tak for jeres svar:-) Jeg får hjælp i form af terapi osv. Men alt det her er blevet udløst af belastninger gennem livet, og jo måske er det vrede og skuffelse jeg har indeni som gør at disse billeder dukker op. Som skrevet, så er det ikke kun herhjemme, men også når jeg er ude at handle eks. Jeg vil understrege at jeg på INGEN måde er til farer for mit barn, da jeg er fuldt ud klar over hvad det er der foregår, og mit barn er lige så glad som hun plejer at være. Jeg viser ikke overfor hende at jeg har det skidt, men er en meget kærlig og hengiven mor.
Jeg er glad for at have fået nogle gode input herindefra, da jeg syntes det er enormt frustrerende at der er så lang ventetid på de forskellige ting. Jeg er blevet henvist til en angstklinik, men har endnu intet hørt:-(
Jeg tro også at grunden til det har udviklet sig så meget hos mig er, at jeg netop har afsluttet et skoleforløb i psykiatri, og jeg har åbenbart været så sårbar at jeg har taget det hele på mig, og det er virkelig belastende.
Føler mig bare så alene omkring hvordan jeg har det, selvom folk omkring mig prøver at forstå, så gør de det jo ikke helt alligevel. Ved godt det kommer til at tage tid at komme af med angsten igen og få den bearbejdet ordentligt, men man vil jo gerne have det godt igen lige nu:-)
Hilsen Tullemus
Første skridt til at få det bedre er at acceptere tingene, som de er og forholde sig til virkeligheden, som den er. Derfra kan man stille og roligt arbejde sig hen til noget bedre.
Pas godt på dig.
KH Helene
Jeg synes det er virkeligt stærkt af dig, at du faktisk får hjælp, er henvist til yderligere hjælp, og at du trods alt er i stand til at være der for dit barn. Det er virkeligt flot. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor umådeligt hårdt, det må være for dig. Jeg synes virkelig, at du er sej.
Én ting jeg har erfaret gennem tiden er, at jeg er nødt til at starte med ændringerne nu og her. Jeg startede med at lytte til mig selv, sådan som Helene skriver om. Det at mærke min grænser og sige fra virkede på mine omgivelser som om, jeg fik det langt værre. Men inden i fik jeg det bare SÅ meget bedre. Der var en helt masse stress og pres, der blev fjernet fra mit liv.
Ændringerne skal primært ske i dig og din tro på, at det hele nok skal blive bedre. Terapien er sekundær. Man kan have verdens bedste psykolog uden at rykke nogen steder. Og man kan rykke utroligt langt på egen hånd. Jeg tænker på, at du måske skulle tage det op med din psykolog, at du synes, at det er så svært lige nu. Jeg har tit oplevet, at det har været utroligt givende at dele sådanne tanker med min behandler. Jeg har skullet lære, at det lige nu og her sker noget. Bare det, at man er opmærksom på problemer i sådan en grad, som du er, gør at helbredelsen allerede nu er igang. Og du går hos en psykolog. Mit bedste råd til dig er nok, at du prøver at hengive dig 100% til terapien hos psykologen og så stoler på, at det med angstklinikken nok skal komme i orden. Nu og her er det psykologen, der kan hjælpe dig, og det er så der du skal ligge alt din energi.
Hvor ofte går du hos psykologen? Det er bestemt optimalt at komme hos sin psykolog én gang om ugen, når man har det som du har det.
Igen, du er SÅ sej fordi du hænger i. Men husk nu at passe på dig selv, så du kan blive ved med at være en god mor for både dig selv og dit barn.
Tanker fra Trine
Hvor er jeg glad for jeres svar. Jeg har virkelig manglet nogen som kan sætte sig rigtig ind i min sitiuation, for man føler sig jo lidt tosset i hovedet over at gå med så meget inde i hovedet. Jeg har haft rigtig svært ved at se lys for enden af vejen, især fordi jeg pludselig nu er afhængig af andres hjælp( bla min datters far), og det er svært for mig at acceptere. Samtidig har jeg det også sådan at det er bare sådan tingene er lige nu her, men igen så tænker jeg alt for langt frem i tiden om hvordan det hele skal gå og om jeg nogensinde bliver ´normal' igen som før hvor tingene kørte( alt for stærkt har jeg nu erfaret:-/).
På dårlige dage som de sidste par dage har været, så er det jeg føler mig ekstra langt nede. Jeg tænker hele tiden negative ting, såsom at jeg ikke er en god mor osv, selvom jeg inderst inde godt ved det ikke passer. Min datter er den skønneste pige, med masser af godt humør, kærlig og dygtig. Det gør bare så ondt på mig at jeg er blevet så nervøs for at være alene med hende om aftenen, for om dagen går det nogenlunde godt.. hun har stadig sin normale hverdag og jeg klarer alt herhjemme selv, også at kører hende i børnehave handle osv. Men følelsen af der hele tiden ligger en angst og lurer ligger i baghovedet. Jeg er ellers begyndt at få mere overskud efter jeg er startet på pillerne, men så tænker jeg straks 'kan det virkelig passe jeg er begyndt og få det bedre, nej det kan ikke være rigtigt' og så for jeg det halvskidt igen! Det er en rigtig ond cirkel, at jeg ikke kan leve i nuet men hele tiden fundere over fremtiden.
Men samtidig har jeg det også sådan at det her dælmer ikke skal nedbryde mig, og min indre kampgejst bluser op kan man vel godt sige:-) Jeg plejer jo at være sej:-)
Jeg vil lige tilføje til min baggrund at jeg mistede begge mine forældre i en tidlig alder, min far har jeg aldrig kendt. Derudover blev jeg mobbet meget i hele folkeskoletiden, og det har påvirket mit selvværd meget gennem mit voksenliv også. Jeg har også fundet ud af at nogle af de veninder jeg har haft i mange år alligevel ikke har været rigtige veninder, da de slet ikke har taget kontakt til mig i den her tid selvom de har været klar over jeg havde det dårligt;-( Så jo som du skriver Helene, så tror jeg faktisk også det er en indre vrede og skuffelse der er dukket op til overfladen som har været gemt fra barns ben af og op gennem tiden.. Det er bare en pokkers uheldig måde den viser sig på, og ikke mindst meget skræmmende!
Jeg går til psykolog 1 gang om ugen, men har kun været der 3 gange indtil nu, da hun var syg forleden. Sidst jeg var der brød jeg helt sammen, fordi mine nerver sad helt uden på tøjet pga opstart af Citalopram, og de andre piller stadig var i kroppen på mig. Hun er god nok, men jeg kan faktisk godt blive lidt i tvivl om hvor meget erfaring hun har med klienter med angst, da jeg føler hun provokere min angst en del i hendes spørgsmål, og så bliver jeg endnu mere skræmt!
Jeg er enormt sårbar i øjeblikket, og har nok været det hele livet, men har undertrykt følelsen da alle altid har sagt jeg var så stærk en kvinde, men stærke kvinder kan åbenbart også bryde ned.
Mange hilsner
Tullemus
Jeg tør godt love dig, at hvis du får den rigtige hjælp, og du overvinder angsten så meget, at du kan kigge på de ting i dit liv, der har bragt dig så lang ud, så skal livet nok blive godt igen. Det kan tage lang tid, og det kan være en kamp at komme tilbage til hverdagen, fordi du nok skal vænne dig til, at du ikke kan køre resten af dit liv i samme høje tempo, som du indtil nu har lagt for dagen. Og det er svært at indse, acceptere og handle efter det. Jeg kæmper stadig meget med at finde balancen i min hverdag.
Hvis jeg havde en krone for hver gang, jeg har fået at vide, at jeg skal tage én dag ad gangen... Tja, så var jeg meget rig :-)
Nu er jeg på underlig vis begyndt at praktisere det nogenlunde. Jeg har læst en bog om Mindfullness af Charlotte Mandrup (sikkert ikke den bedste man kan få), og den hjalp mig rigtig meget til at være til stede nu og her. Det kan helt klart anbefales. Du kan jo evt. spørge din psykolog om, hvad hun kender til Mindfullness. For nogen betyder mindfullness, at man kigger indad, men sådan synes jeg ikke, du skal bruge det. Jeg bruger til at stoppe op, mærke efter, lægge mærke til tingene omkring mig og opdage, at lige nu kan jeg klare det, lige nu er tingene okay. Så det er total fokus på nu og her.
Det lyder rigtig fint, at du går hos psykologen én gang om ugen. Det er bare SÅ ubeskriveligt vigtigt, at du tør sige til hende, at du føler, at hun skubber til din angst og presser dig for meget. Det kan være okay at blive presset, men det er vigtigt, at man er rolig igen, når man går fra terapien. Men forhåbentligt bliver terapien mere effektiv, når medicinen tager den værste angst. Måden at behandle angst symptomer er, at man skal blive i den og lade sig overmande, så man kan se, at der ikke sker noget farligt. Du mister ikke kontrollen, du er ikke en dårlig mor, du dør ikke osv. Det skal dit nervesystem lære. Men når det er sagt, så er der helt sikkert mere for dig at arbejde med end kun angsten, og jeg tror, at det er rigtig vigtigt, at du er indstillet på også arbejde med tabet af dine forældre, mobningen og "tabet" af dine veninder. Især de ting du har oplevet i barndommen er ekstremt barske for et menneske. For dig! Jeg har hele livet igennem lavet den fejl med kun at behandle symptomerne. For mig er angst et symptom og ikke en sygdom. Og især når du beskriver så barske oplevelser i din barndom.
Så jeg håber, at du kan få hjælp fra psykologen til at kigge bagom angsten. På hvilken baggrund er du henvist til psykolog? Er det via lægen? Hvis du er henvist på baggrund af depression, har du nemlig mulighed for at få en genhenvisning, så du kan gå der i alt 24 gange. For 12 gange er ikke helt nok til at komme en helt barndom igennem. Det vil typisk tage et par vover jeg at påstå. For nogen mere, for andre mindre (så er jeg vist dækket ind ;-)
Så kære dig... Hæng i, sådan som du allerede gør. Vær ikke bange for at bede om hjælp! Og vær ikke bange for at kræve din ret til behandling og et godt liv.
Kærlige tanker fra Trine