hjælp mig...

slettet29359

Hej Helene!

Har lige haft brug for at tygge lidt på din besked. Og også Lottes mail.

Jeg synes i den grad at det her er det sværeste i mit liv!

Men jeg har kontaktet servicestyrelsen som tilbyder gratis psykologhjælp "vel at mærke hvis man bliver udvalgt efter deres telefonsamtale..." .. Men ja, jeg håber det er vejen til hjælp, men igen er jeg bange for at finde ud af hvad der sker ved at rode med det, men nu er der godt gang i mit lille hovede og jeg tror ikke jeg bare kan "glemme" det igen nu.. Jeg tror det er rigtigt for mig at få gjort noget ved det, men alligevel har jeg en følelse af at jeg ikke magter det.

Jeg er aller, allermest bange for at jeg ikke kan have et forhold til min kæreste mere. (kopiere lige det jeg skrev i mail til lotte) Jeg elsker ham, (tror jeg), tænker på ham når han er på arbejde, længes egentlig efter ham, nærvær, kys, kram, og snak om andet end børn, og hverdag.. Men ligeså snart han kommer hjem, bliver jeg møgsur og irriteret på ham og synes egentlig bare han skal smutte igen.. HVORFOR er det mon sådan.. jeg har bare en million spørgsmål oppe i mit hovede.. Jeg tænker jo at jeg længes efter disse ting, men det er måske bare ikke fra ham.. Eller også er det fordi han INTET modspil giver mig.. Jeg kan næmest slå ham verbalt uden han ville give mig modspil.. Prøver han at kysse mig, skubber jeg ham væk, fordi det i min hjerne ikke lige passer på det tidspunkt.. Jeg går aldrig selv hen og kysser ham.. pyha.. der er så meget i mit lille rodedet hovede.. øv altså! ..

Med Y. havde jeg bare lyst til at kysse ham og kramme ham med det samme jeg så ham der.. Men det er jo ikke sikkert jeg havde det hvis det var ham jeg havde levet med..

tænker bare at jeg ikke duer til at have et forhold.. X. er også den eneste jeg har haft så langt et forhold med, ellers har jeg ikke haft en egentlig rigtig kæreste før.

Jeg er lidt af en enspænder som dog elsker selvskab, veninder, alt det sociale på vennebasis. Kollegaer kan jeg heller ikke med. Jeg kan bedst bare lide at styre tingene selv..

Når, jeg læser om senfølger, og hvordan man kan ha det efter en incestproblematik.. Så synes jeg ikke der er en eneste af følgerne der passer på mig.. Måske overvægt, da jeg også har det og har haft siden jeg var 10 år.. Men det ligger så også til familien. Ja, forsøg på selvmord er også en følge.. Men jeg er ikek indadvent eller asocial. Jeg er ikke deprimeret, har angstanfald eller noget.. Jeg føler faktisk bare det er min skyld, og det er MIG der er for dum her, at jeg har gjort som jeg har gjort!!

Der går nok lige weekenden over inden jeg svarer, jeg er ikke parat til at ta hånd om det her med X.

Men TAK Helene!! Virkelig TAK!!

spider68

hej når du har været sexuelt misbrugt . kan du ikke selv finde grænsen. med sex og med hvem man har sex med . det kender jeg fra mig selv. du vil måske også opleve du har sex med din kærste selv om du ikke har lyst. eller det gør ondt. jeg siger heller ikke altid til min kærste det gør ondt. og man kan være bange for at skuffe ham hvis han har lyst. for et nej er ikke noget der altid bliver acepteret. men kun af sin rigtige kærste. når i har så små børn og han sjælden er hjemme er det næsten umulig for jer at være sammen. kan du ikke spørge om han kan søge et andet arbejde hvor han kommer hjem til dig og børnene og hjælper med de huslige ting. som tøjvask og madpakke. du har da nok at se til med børnene hvor du skal være på hele tiden. er børnene i dagpleje og børnehave det kunne give dig lidt mere overskud til jer. min første man var jeg meget forelsket i og elskede jeg helt til vi var ved at slå hinanden ihjel og måtte skilles. jeg oplever at elske min kærste på en anden måde nu . vi er også fra hinanden til hverdag. og sammen i weekenden. når jeg bliver i tvivl om jeg elsker ham . tænker jeg på de gode ting han betyder for mig. og når jegt er sammen med ham. mærker jeg jeg er glad for at han er der. prøv at skrive ned de gode ting i har sammen og de dårlige ting der er . og se om der er flest positive ting. det er klart det er børnene når han går glip af dem i hverdagen og ikke oplever de nye ting de kan. få børnene passet hos familien en lørdag i måneden så i har fri til jer to . så lærer de også familien at kende. held og lykke

Helene2

Kære Fortvivlede

Jeg forstår sørme godt, at du lige må have tid til at fordøje alt det her. Det er flot, at du har fået handlet på det og har kontaktet Servicestyrelsen.

Nej, det man er blevet bevidst om, kan man ikke bare glemme igen. Samtidigt er det klart, at du er bange for at rode op i det hele og at du føler, at du ikke magter det. Men selvom det er hårdt, så er det alligevel det rigtige at gøre, for det vil gøre både dit og børnenes liv bedre på sigt.

Du undrer dig over, at du savner din kæreste, når han ikke er der og ikke kan holde ham ud, når han er der. Det kan hænge sammen med, at du har nogle problemer omkring nærhed og tilknytning til andre mennesker (p.g.a. overgrebene). Det kan selvfølgeligt også spille ind, at han intet modspil giver dig. Mennesker har brug for modspil og også for at få sat grænser, så man ikke går ud over sine egne grænser. Når han ikke sætter de grænser, så mister du givetvis respekten for ham men desværre også for dig selv, når du går ud over dine egne grænser ved f.eks. at 'slå ham verbalt'.
Jeg tænker, om det i virkeligheden er HAM, du savner, fordi han er præcist den person, han er? Eller er det mere for at have have én at tale med, kysse og kramme (når du har behov) og måske for ikke at være alene?

Det kan være rigtigt svært at have et forhold, når man har været udsat for overgreb som barn. Der er et andet menneske, der har været ALT for tæt på én og har overskredet alle éns grænser. Det vil give problemer i forhold til andre mennesker senere i livet, hvor det kan være vanskeligt at finde ud af, hvor tæt på man kan have andre uden at føle sig invaderet. For at kunne føle ægte nærhed med et andet menneske, må der være en vis grad af afstand - en fornemmelse af grænser. Uden grænser flyder man bare sammen og så er man nødt til at skubbe andre væk, for man kan ikke holde ud at flyde sammen med andre.

Man behøver hverken at være indadvendt eller asocial, når man har været udsat for overgreb. Men man vil typisk have problemer med, at man ikke er følelsesmæssig åben overfor andre mennesker. Det er ikke engang sikkert, at man selv er klar over, at man ikke er åben. Inden jeg startede i terapi, troede jeg f.eks., at jeg var et meget åbent menneske. Det var jeg på en måde også – jeg kunne tale om hvad som helst. Men jeg var ikke følelsesmæssigt åben. Hvordan skulle jeg kunne være det, når jeg ikke kunne mærke mine egne følelser tydeligt – jeg tænkte mig til mine følelser.

At du ikke kan genkende dig selv i beskrivelserne af senfølger kan skyldes, at du enten ikke har synderligt med senfølger (og det er altså ikke så sandsynligt efter 10 år med misbrug), eller det kan (mere sandsynligt) skyldes, at du simpelthen har fortrængt følelserne, så du måske slet ikke mærker dem. Havde jeg læst om senfølger, inden jeg startede i terapi, ville jeg bestemt heller ikke have genkendt mig selv. At man har fortrængt dem, betyder ikke, at de ikke belaster én – for det gør de. Man ved det bare ikke!

Der er jo nogle ting i dit liv, der ikke er okay. Du har nogle problemer i samspillet med X, du har problemer med dine kollegaer, du er en enspænder. Du har altså nogle sociale problemer og det er en typisk senfølge.
Derudover er der én ting, der er helt sikkert, når man har været udsat for overgreb: Man har nogle problemer med grænser og det er helt essentielt. Men hvis man ikke ved, hvad grænser er, så kan man jo heller ikke vide, at man har problemer med dem! Man mærker bare, at der er nogle ting i livet, der er svært.

Du skriver bare, når du har lyst til og behov for det.

Kærlig hilsen Helene