Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Hvorfor får jeg pludselig lyst til at kontakte Y...
Jeg har aldrig kunne udtrykke mine følelser igennem ord, men kun på tekst. Det er først nu, hvor vores børn er her at jeg kan fortælle til den "store" ¨på 2½år at jeg elsker ham, når han skal i seng, f.eks.
Jeg har aldrig sagt personligt til min kæreste "Jeg elsker dig", men jeg har skrevet det rigtig mange gange, og jeg føler jo at jeg elsker ham?! Jeg har det jo godt her. Men jeg får ingen sommerfugle i maven, jeg kigger ikke på ham og tænker "min mand, mit liv, hvor er det dejligt, hvor er han dejlig, hvor er han lækker osv. SELVOM han er en rigtig, flot mand, virkelig! Hvorimod Y. eksempelvis ikke er så vildt flot, bare almindelig.
Jeg ville ønske jeg kunne få min forelskelse tilbage for ham.
Mine inderste følelser siger mig at jeg skal leve med X. for altid.. Men er det "bare" fordi man har bildt sig det ind? Er det fordi han fortæller mig han ikke kan leve uden mig, at jeg er essensen af hans liv? At han siger jeg gør ham stolt, at han fortæller mig næsten hver gang i telefonen at han elsker mig? At han vil giftes med mig? At han glæder sig til at blive gammel med mig?
Gad nogle gange godt skrue tiden tilbage og være barn igen.. Nøj hvor er det svært!
Du er blevet seksuelt misbrugt i 10 år, fra du var ganske lille. Det giver helt automatisk nogle store følelsesmæssige og psykiske problemer helt op i voksenlivet, så jeg tror, du har haft et svært liv indtil nu. Hvis du kun har fået behandling hos en psykolog, da du var 15-16 år, så er det langt fra tilstrækkeligt.
Der kan være mange grunde til, at du ikke kan udtrykke dine følelser gennem sex, sammen med din kæreste. Desuden er det slet ikke meningen, at alle mulige følelser skal udtrykkes gennem sex. Man skal også gerne kunne sætte ord på og kunne tale åbent og ærligt om sine følesler. Men det kan være meget svært, når man har været udsat for seksuelt misbrug som barn. Det har man brug for terapi for at få forandret.
Nej, jeg tror ikke, at du bare bilder dig ind, at du skal være sammen med X. Men når du har en ubearbejdet incestproblematik med dig, så er der skudder-mudder i dit følelsesliv og det vil selvfølgeligt skabe skudder-mudder i dit parforhold.
Derfor vil jeg absolut anbefale dig at overveje at søge hjælp til at få bearbejdet dine traumer. Det vil give dig mulighed for et bedre liv uden så meget kamp i fremtiden, det vil give dig bedre muligheder for at give slip på Y, det vil give meget bedre muligheder for at få skabt det forhold til X, du ønsker dig, det vil være den største gave til dine børn – og ikke mindst vil det betyde en kæmpe forandring af dit liv, af dit forhold til dig selv og af din selvopfattelse.
Du ønsker dig at være barn igen. Det er heldigvis ikke muligt, for du må have haft en svær barndom. Seksuelt misbrug skaber for langt de fleste et meget svært voksenliv.
Kærlig hilsen Helene
Hvor er jeg bare glad for at der findes mennesker som dig der gider bruge sin tid på at skrive til mig og prøve at hjælpe mig. Det er jeg virkelig glad for!
Jeg føler mig ikke som om jeg har problemer med at have været udsat for incest, jeg føler ikke det er noget der har ødelagt mig. Jeg er en stærk person, jeg har lært at være stærk psykisk!
Men, jeg startede på efterskole og dér kom lærene jo og sagde godnat hver aften, og dér slog det helt klik for mig, jeg brød mig absolut ikke om at der skulle komme voksne mennesker ind på værelserne når vi var kommet i seng. Så derfor, fortalte jeg en meget sød kvindelig lærer omkring mine oplevelser og det var dér igennem jeg fik psykologhjælp og var der måske 5-6 gange tror jeg.
Jeg aner ikke om det har hjulpet, men jeg føler ikke jeg har problemer med det.
Personen som gjorde det, er aldrig meldt, da jeg ikke ville melde personen. Personen ser jeg stadig og har det selvfølgelig meget akavet med den person. har svært ved at se * i øjnene, snakke med *, og kram osv. giver jeg helst ikke. Bryder mig ikke om at være i enrum med *.
Og mindst en gang om ugen, hvis ikke mange flere kommer jeg i tanke om det.
Jeg lærte af psykologen at jeg skulle aldrig glemme det, for det kunne man ikke.. Men jeg skulle ligge det i en kasse og sætte låg på.. Inde i mig selv.
Og andet fik jeg ikke ud af psykologen.
Selvfølgelig vil jeg gerne skrive privat med dig, men jeg har slet, slet ikke indsigt til at kunne hjælpe dig. Det, du har været udsat for, ved jeg absolut ikke nok om til at kunne give dig, hvad du har brug for.
Jeg er både glad, men også fortvivlet over, at jeg fik åbnet en dør, du selv troede var godt og grundigt lukket, men jeg må give Helene ret i, at før du får dette ordentligt bearbejdet, før kommer du ikke selv videre med dit liv. Men noget sådant vil altid påvirke, også selv om man selv tror man har helt og aldeles styr på det, hvorfor det er af afgørende betydning, at du får noget hjælp, så du kan lære at leve med det, der er sket. En god ven sagde en gang til mig ”Du kan ikke ændre på det, der er sket, men du kan lære at leve med det.” Og det er det, du skal have hjælp til, så kan også du få et godt og dejligt liv – og med stor sandsynlighed sammen med den mand, som jeg virkelig fornemmer du elsker, og som elsker dig. Det er værd at kæmpe en kamp for.
Jeg vil råde dig til at kontakte rådgivning for incest – der vil man givet kunne fortælle dig meget mere om, hvad der er af muligheder for dig, og gør det nu.
Selvfølgelig har du problemer med at dyrke sex med X. Du har jo aldrig lært at sex er noget med gensidig kærlighed og dybe følelser. Derfor forråder din krop dig nu.
Jeg forsøgte at sende min mailadresse til dig, men den bliver afvist i mit system.
Varme tanker
Jeg har idag, siddet og surfet på nettet omkring hjælp, og har fundet noget, jeg håber det er noget der kan hjælpe.
Og som du skriver så har du nok åbnet lidt op, for jeg var sikker på jeg havde lagt det bag mig og var kommet videre, men måske er jeg det slet ikke.
Jeg tror bare ikke der kan gøres noget mere ved det, jeg tror bare jeg skal være stærk og komme i gennem det på egen hånd, men det er værd at prøve med noget rådgivning.. Jeg har aldrig tænkt over det, og det er virkelig hårdt at sidde her, lige nu, alene og ikke vide hvad jeg skal gøre, jeg vil bare så gerne komme videre nu, og helst igår og så leve sammen med X. og ha det godt med mig selv, ham og vores børn.
Jeg ville gerne snakke med X. om det, men jeg føler mig slet slet ikke klar og er bange for at han vil gå fra mig, eller gøre noget dumt ved sig selv, hvis/når han får afvide hvad jeg har gjort.
Han ved godt jeg er incestoffer.
Det med min mail, det ved jeg ikke hvorfor, for den burde da virke. fortvivlet@hotmail.com ?
Og igen, det kan godt være du ikke er professionel, men jeg er virkelig glad for at du/i (helene) gider bruge jeres tid på det her.
Men, jeg vil alligevel skrive her, for jeg håber, der kan komme andre ind og give dig bedre råd, end jeg kan.
Selv har jeg ikke været udsat for incest, men jeg har været udsat for dybe svigt i min barndom, og selv om jeg også er stærk, og selv om jeg også mente, at det kunne jeg godt håndtere, så har jeg alligevel måttet erkende, at det kan jeg ikke. Jeg har nu i en alder af 55 år endelig fået taget mig sammen til at søge noget terapi.
Jeg vil stadig dybt opfordre dig til at kontakte center for incest, for der vil du kunne få hjælp til at finde ud af, hvor du skal begynde, for at få hul på hele denne historie.
Du kan ikke klare det her helt alene, og du skal have din kæreste på banen, men hvordan du skal forklare og gøre ved, vil du kunne få hjælp til. Han elsker dig - det har du fået at vide og det har han vist dig, så derfor må du tro på, at han ikke forlader p.gr. af det her - han ved jo, du har været incestoffer, han ved, der derfor må være uafklarede ting hos dig, som du skal have hjælp til. Det er jo også ham, der "vinder", hvis du får disse ting afklaret, og du kommer til at være mere harmonisk med dig selv.
Vælger du at skrive privat til mig, vil jeg love og garantere, som jeg nu kan, at jeg fuldstændig holder tæt med, hvad du vil betro mig, på nøjagtigt samme måde som en professionel har pligt til.
Og - Helene - jeg håber du stadig læser med her? For er der nogen, der kan give gode råd i en sådan situation, så er er det dig. :-)
Varme tanker..
(og tak Lotte, jeg læser bestemt stadigt med :-)
Ja, du er en stærk person, for du har lært at være stærk. Men du er også en meget sårbar person. Det kan bare være, at du har lukket meget af for din sårbarhed, fordi du har været nødt til at være alt for stærk alt for længe. Men med alt for meget styrke og alt for lidt sårbarhed er der ikke balance i tingene og man har det dybest set ikke særligt godt. Livet bliver alt for meget kamp på den måde.
Jeg skal jo ikke påstå, at du har senfølger (mén) af overgrebene, når du siger, at du ikke mærker noget. Men måske har du nogle problemer som skyldes barndommens overgreb, hvor du bare ikke er klar over, at det er årsagen. Du kan læse mere om senfølger, bl.a. på Synlighedsdagens hjemmeside: http://www.synlighedsdagen.dk/senfoelger2.html.
5-6 psykologsamtaler er ikke nok til at bearbejde en incestproblematik. Det hjælper heller ikke at lægge problemerne hen i en kasse og lægge låg på. Problemerne (og følelserne fra dengang) er jo stadigt i dig og påvirker dig stadigt. Tværtimod skal låget af kassen, indholdet skal tages op, kigges på og mærkes igenne, så kassen kan blive tom. Derefter har du slet ikke brug for at have nogen kasse, der fylder op i dig.
Du ser stadigt personen og det belaster helt klart dit nervesystem vedvarende, så det kan være en del af årsagen til, at du ikke mærker, at det påvirker dig. Det er ligesom, hvis man fryser om fingrene, så de bliver følelsesløse, så mærker man det først, at der er liv i dem, når man kommer ind fra kulden og de begynder at 'tø op'.
Du tror, at der ikke kan gøres noget ved det og at du bare skal være stærk og komme igennem det på egen hånd. Men det er præcist modsat. Der KAN gøres noget ved det, du skal ikke bare være stærk og du kan ikke komme igennem det på egen hånd. Man har brug for en behandler, der ved noget om de ting, så man kan få det bearbejdet.
Jeg kan fortælle dig, at jeg selv startede i terapi, da jeg var 43 år gammel, p.g.a. en meget invaliderende hovedpine. Hovedpinen forsvandt og jeg begyndte at huske en masse, jeg havde haft fortrængt. Efter tre måneder blev jeg klar over, at jeg har været udsat for incest i mine første 10 år. Jeg regnede med, at det var noget, jeg 'bare lige' skulle klare i terapien, for jeg har også altid været stærk og har 'bare lige' klaret alting. Men sådan var det altså ikke længere. At jeg blev bevidst om og har fået bearbejdet min incestproblematik, er det bedste, der er sket i mit liv både for mig og for mine børn. Psykisk og følelsesmæssigt har jeg det bedre med mig selv og andre mennesker, end jeg nogensinde har haft det før og end jeg nogensinde havde forestillet mig, at jeg kunne få det.
Det er jo ikke sikkert, at det er tid for dig til at handle på det endnu. Det var jo noget uventet, at dit indlæg pludseligt kom til at handle om det her. Men nu ved du ialtfald lidt mere om det.
Støttecentret som Lotte har skrevet om, har både professionel og erfaringsbaseret telefonrådgivning. Du kan læse mere på www.incest.dk.
Jeg forstår, at det må være en voldsom mundfuld det her. Du må sige til, hvis det bliver for meget.
Kærlig hilsen Helene
For på den ene side så vil jeg gerne bare glemme det og bare leve sammen med manden og børnene, jeg orker næsten ikke at skulle en masse igennem og orker næsten ikke at skulle hive op i det igen..
Og på den anden side, så føler jeg mig ikke afklaret med det, føler ikke jeg har fået givet slip på det så jeg netop kan leve mit liv med min lille familie..
Kan i følge mig?
Jeg bliver bare så ked af det når jeg tænker mere og mere på det, men hvis jeg lader være, så er det nemmere at klare hverdagen..
Jeg er så dybt taknemmelig for jeres tid, råd og forslag.. det skal i vide!
Men jeg ved ikke om jeg er klar nu til at gøre en masse ved det.. tid, penge osv.. Min barsel slutter om 3 uger og så skal jeg arbejde, hvornår pokker skulle jeg få tid til behandling når jeg er alene i hverdagen med de små...
Du kan tro, at jeg forstår, at det er svært.
Nej, du kan ikke have givet slip på det, når det ikke er bearbejdet sammen med en behandler. Det er med til at styre dit liv, for det ligger i hele dit følelsesliv.
Selvfølgeligt orker du ikke at tage fat i det, for du vil gerne have dagligdagen til at fungere og have et roligt liv. At begynde at arbejde med de ting, vil skabe forandringer og det er vi mennesker nu engang ikke meget for. Selvom det er positive forandringer, så er det anstrengende og hårdt, for så kan man ikke bare fortsætte sin almindelige dagligdag og man bliver bekymret over, hvad man så skal gøre og hvordan man skal få det hele til at hænge sammen. Især når man samtidigt har små børn, man har ansvaret for.
Så jeg forstår godt, at det måske ikke er tiden til at gøre noget lige nu.
Det kan være, at det lige nu er godt nok, at du har i baghovedet, at det her nok er noget, du får brug for at få taget fat på på et tidspunkt.
Du kan bruge din nye bevidthed på den måde, at når du møder problemer (som f.eks. dine forhold og følelser for X og Y), at du er klar over, at det har rødder tilbage i fortiden og hænger sammen med dine barndomsoplevelser. Det kan være, at den viden får dig til at træffe nogle sundere valg allerede nu.
Måske kan din nye indsigt omkring sammenhængene betyde, at du træffer anderledes valg, fordi du f.eks. forstår, at det vil være meget skidt for dig at have noget med Y at gøre. Det kan også være, at du kommer til at forstå, at forholdet til X er svært, er fordi du har denne tunge bagage med dig. Endeligt håber jeg, at din nye indsigt får dig til at forstå, at du aldrig så meget som et øjeblik skal lade dine børn være alene med den mand, der krænkede dig som barn. Samt at det vil være rigtigt godt for dig at være mindst muligt sammen med ham.
Du er blevet bevidst om noget, du ikke var bevidst om før. Den forståelse vil nok have godt af at ligge og 'simre' lidt. Før eller siden vil du kunne mærke, at det er nødvendigt for dig at tage hul på det og søge behandling, fordi der vil være for mange ting i dit liv, der er for svært og du ikke orker at kæmpe mere. Den dag vil du være indstillet på, at dit øvrige liv må tilpasse sig til det og så vil du finde de nødvendige løsninger.
Det er en proces at blive klar til behandling og du er jo ikke klar bare fordi, du lige nu har opnået en større grad af forståelse. Ting tager tid og du vil givetvis tage fat på det, når du er parat til det og det føles helt nødvendigt. Det kan være om 1 måned, 1 år eller om 20 år. Det kan man ikke vide.
Kærlig hilsen Helene
Jeg er fuldstændig enig med Helene, men vil dog alligevel foreslå dig at ringe til en professionel rådgivning, for du har garanteret også brug for at tale med nogen.
Varme tanker...