Angst for at rødme
Hej
Jeg er en kvinde på 38, der endelig langt om længe har taget sig sammen til at tage kontakt til min læge vedr. min angst for at rødme. Jeg har altid været for bange for at fortælle om det, så jeg har lært at leve med det, men det er svært. Jeg føler hele tiden, at jeg skal tage mine forholdsregler, være på vagt, passe på ikke at være for "farlige steder". Jeg har talt med psykolog om det, og det handler selvfølgelig om at tænke "Sådan er jeg nu engang, og det er godt nok. Jeg er god nok, selv om jeg rødmer". Jeg ved også godt, at folk ikke ser ned på mig, fordi jeg rødmer, eller synes, at jeg er et dårligt menneske.
Jeg føler bare, at jeg ville kunne så meget mere, hvis jeg ikke hele tiden var bevidst om min rødmen og angst for at rødme i forskellige situationer.
Jeg har været bange for at skulle sidde og fortælle min læge om det. Så i sidste uge besluttede jeg mig for at skrive et brev til hende om, hvordan jeg har det med det.
Jeg ønsker at gøre noget ved det nu. Jeg er nu 38 år, og før i tiden tænkte jeg, at det måske ville blive bedre med tiden, men det synes jeg ikke, at det er.
Jeg har læst meget om rødmeoperation, og det tiltaler mig meget. Jeg synes dog, at de debatter jeg kan finde på nettet om emnet, er 5-6 år gamle, så jeg kunne godt tænke mig at høre fra nogle, der har fået det foretaget.
Hvor slemt skal det være, før lægen vil give en henvisning? Jeg skal først tale med min læge om halvanden uge, og hun havde ferie i sidste uge, så hun ser først mit brev i næste uge.
Jeg tænker meget på det. Jeg ville føle, at det var som at vinde den store præmie i lotteriet, hvis jeg fik en operation og ikke kunne rødme spontant. Det er ok at være rød i ansigtet engang imellem, men den der spontane rødmen, når jeg feks taler med en tiltrækkende mand. Det føles så pinligt og ydmygende. Jeg føler mig som en lille pige på 14 år og har bare lyst til at grave mig ned:-)
Jeg håber, at jeg hører fra nogle med samme udfordringer.
Hilsen rødhætte:-)
Jeg er en kvinde på 38, der endelig langt om længe har taget sig sammen til at tage kontakt til min læge vedr. min angst for at rødme. Jeg har altid været for bange for at fortælle om det, så jeg har lært at leve med det, men det er svært. Jeg føler hele tiden, at jeg skal tage mine forholdsregler, være på vagt, passe på ikke at være for "farlige steder". Jeg har talt med psykolog om det, og det handler selvfølgelig om at tænke "Sådan er jeg nu engang, og det er godt nok. Jeg er god nok, selv om jeg rødmer". Jeg ved også godt, at folk ikke ser ned på mig, fordi jeg rødmer, eller synes, at jeg er et dårligt menneske.
Jeg føler bare, at jeg ville kunne så meget mere, hvis jeg ikke hele tiden var bevidst om min rødmen og angst for at rødme i forskellige situationer.
Jeg har været bange for at skulle sidde og fortælle min læge om det. Så i sidste uge besluttede jeg mig for at skrive et brev til hende om, hvordan jeg har det med det.
Jeg ønsker at gøre noget ved det nu. Jeg er nu 38 år, og før i tiden tænkte jeg, at det måske ville blive bedre med tiden, men det synes jeg ikke, at det er.
Jeg har læst meget om rødmeoperation, og det tiltaler mig meget. Jeg synes dog, at de debatter jeg kan finde på nettet om emnet, er 5-6 år gamle, så jeg kunne godt tænke mig at høre fra nogle, der har fået det foretaget.
Hvor slemt skal det være, før lægen vil give en henvisning? Jeg skal først tale med min læge om halvanden uge, og hun havde ferie i sidste uge, så hun ser først mit brev i næste uge.
Jeg tænker meget på det. Jeg ville føle, at det var som at vinde den store præmie i lotteriet, hvis jeg fik en operation og ikke kunne rødme spontant. Det er ok at være rød i ansigtet engang imellem, men den der spontane rødmen, når jeg feks taler med en tiltrækkende mand. Det føles så pinligt og ydmygende. Jeg føler mig som en lille pige på 14 år og har bare lyst til at grave mig ned:-)
Jeg håber, at jeg hører fra nogle med samme udfordringer.
Hilsen rødhætte:-)
Kommentarer
Hvad med at prøve en mindre drastisk behandling som hypnose, inden du begiver dig ud i en operation?
Alternativt kan det måske også være nyttigt sammen med en terapeut at kigge på, hvilke følelser du kan have taget med dig fra 14 års alderen, som stadigt belaster dit liv. Siden du nu nævner, at du føler dig som 14 årig igen, så må der jo ligge noget. Men det er selvfølgeligt en noget mere omstændelig løsning end operation.
KH Helene
Har du selv prøvet hypnose i forbindelse med angst for at rødme? Hvis du har, var det så effektivt? Er der nogle, der udfører den form for hypnose, som du kan anbefale.
Det var meget godt skrevet det med 14-års alderen. Sådan havde jeg ikke selv tænkt på det, men jeg tror, at du har fat i noget.
Hilsen Rødhætte
Jeg havde det engang ligesom dig. Jeg rødmede også hele tiden. Blot ved tanken om det -rødmede jeg. Så når jeg sad sammen med andre kunne jeg komme til at tænke på det, bare fordi jeg ønskede at det IKKE ville ske, og så skete det.
Engang skulle jeg hente et glas vand til min far. Det var fyldt til randen og jeg passede på ikke at spilde. Og så spildte jeg hele tiden. Min far sagde - prøv at kig op i stedet for på glasset og se hen på mig når du går. Og så gik jeg direkte derhen uden at spilde.
Sådan har det været for mig mht. at rødme. Jeg rødmer ikke længere. Jo engang i mellem hvis jeg ER pinligt berørt og der skal meget til. Men nu gør det ikke længere noget, jeg tænker bare øv, nå der blev jeg rød i hovedet men jeg er stadig mig og god nok, og om lidt er det glemt af alle igen.
Jeg ønskede også en rødmeoperation, men i dag er jeg glad for ikke at have fået en. Jeg vil hellere råde dig til at snakke med en kognitiv psykolog, så du kan ændre dine tanker fra at du kun er god nok når du ikke rødmer til at du er god nok også når du rødmer, får så forsvinder det af sig selv.
Du kan prøve at læse mere på www.slipangsten.dk - det er en god hjemmeside om angst og fobier, og der er folk der har det lige som dig ude på angst-forum.
Held og lykke med det!
Tak for svaret. Dejligt at læse, når nogle har lært at leve med deres rødme og har accepteret det som en del af sig selv. Stærkt!
Jeg har talt med en psykolog gennem en årrække, nogle gange et par gange om året, når tingene er spidset til. Vi har bl.a. talt om rødmen og om, at det handler om at acceptere sig selv med de gode og dårlige sider, man har. Jeg er også kommet rigtigt langt med mig selv.
Der er en del ting, jeg lever med i dagligdagen. Jeg har bl.a. en handicappet søn, som er en del af min hverdag resten af livet, med den livslange sorg det er. Jeg føler selv, at jeg kommer godt igennem sorgbearbejdelsen. Der er nogle dage, der er sværere end andre, og det er ikke den rene jammer pga. min søn. Der er smukke ting, og meget svære ting forbundet med at have et handicappet barn.
Der er et godt ordsprog:
Giv mig styrke til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre. Giv mig mod til at ændre de ting, jeg kan. Giv mig visdom til at kunne se forskellen.
Det at have et handicappet barn er en ting, jeg ikke kan ændre, og som jeg skal forsøge at acceptere og lære at leve med.
Jeg vil forsøge at gøre noget ved min rødmen, da det er noget, jeg tilsyneladende kan ændre. Jeg behøver ikke at acceptere, at jeg rødmer i tide og utide og er angst over det, hvis det er noget, jeg kan ændre.
Kender du en, du kan anbefale til hypnose?
Jeg vil gå ind på den hjemmeside, du anbefalede.
Jeg er ret sikker på, at jeg vil gennemgå en operation, men jeg vil meget gerne undersøge andre muligheder også. Jeg er bare nået dertil i mit liv, at jeg ikke ønsker at "spilde" mere tid og energi på at gå og rødme og gå med angsten for at rødme hele tiden. Det er mit liv simpelt hen for kort til.
Hilsen rødhætte
Jeg har gået i hypnoterapi i 4 år, så jeg har været i hypnose rigtigt mange gange. Ganske vist ikke lige netop for rødmen men for en hel del andet. For mig har det været en fantastisk behandlingsform og jeg tror bestemt, at den vil kunne hjælpe dig, så du enten ikke rødmer eller ikke generes af rødmen.
Jeg blev bl.a. kureret for en invaliderende hovedpine, jeg havde haft i 33 år og som lægerne mener er uhelbredelig, så meget er muligt :-)
Nu ved jeg jo ikke, hvor i landet du bor, men jeg anbefaler meget gerne den terapeut, jeg gik hos - det var i København. Hvis du er interesseret i hans navn og adresse kan du sende mig en mail på kontakt@tabuet.dk
Mange hilsner Helene
Min kone har samme problem, men bruger et middel, der hedder propranolol Mylan. Prøv at tal med din læge om dette produkt, det kan måske også hjælpe dig. Min kone er i hvert fald meget glad for det, og det har hjulpet hende.
Tak for svaret.
Nu er jeg rimeligt nysgerrig mht. din kone, og hvordan det har hjulpet hende. Jeg håber, at du bærer over med mig, hvis der kommer lidt for mange spørgsmål.
Jeg er lidt bange for medicin og hvad det kan gøre ved min krop med bivirkninger, afhængighed osv.
Hvor længe har din kone taget den medicin, du nævner? Hvordan viste hendes rødmeangst sig, inden hun begyndte med medicin, og hvor udbredt og slemt var det for hende?. Hvordan har det hjulpet hende? Har hun oplevet bivirkninger? Er det vanedannende? Er det noget, hun kan fortsætte med, så længe det skulle være?
Tror du, at din kone er interesseret i, at jeg skriver til hende og spørger hende om nogle af alle disse ting?
Ja, undskyld det blev til en masse spørgsmål. Men jeg må indrømme, jo flere vinkler jeg får på problemet, jo mindre sikker er jeg på, at det absolut er en operation, jeg skal have.
Jeg tror, at jeg ville være villig til at give dette en chance og evt. hypnose. Det er trods alt rimeligt drastisk med en operation, men det er absolut ikke udelukket.
Jeg bruger mange tanker og energi på dette lige i øjeblikket, så jeg glæder mig til at tale med min læge om det om lidt over en uge.
Hilsen Rødhætte
Det er helt ok. Min kone blev før rød i hovedet og på halsen hvis hun skulle til eksamen eller holde en præsentation. Hun tog en snak med sin læge og fik medicinen. Den har hjulpet meget og hun tager det inden en præsentation og rødmer ikke mere.
Hun har taget det i et år og mig bekendt har det kun været positivt (i forhold til ingen rødmende) med ingen bivirkninger mig bekendt. Bivirkninger kan sikkert varierer fra person til person så du skal snakken med lægen. Derudover ved jeg ikke om det er vanedannende, men hun tager det kun engang i mellem. Jeg ved dog hun vil bruge det fremover, da det som sagt har hjulpet meget.
Min kone er lige i London, men skriver din mail. Er jeg sikker på du godt må skrive til hende. Hun er nemlig dejlig og utrolig hjælpsom.
Håber meget det kan bruges.
Har nu været hos lægen. Operation er droppet i første omgang. Jeg har fået propranolol Mylan, og jeg kunne godt tænke mig at skrive til din kone og høre om hendes erfaringer med medicinen. Eller hun har måske lyst til at svare her inde?
MVH Rødhætte
Kan se det er nogen tid siden du skrev indlægget, men har alligevel lyst til at bidrage.... Jeg er 37 år, og har siden folkeskolen været meget plaget af at rødme rigtig meget i ansigtet - helt ukontrolleret. Jeg prøver helt bevidst at undgå situationer, der kan få mig til at rødme - men det sker alligevel temmelig ofte. Hvis en på min arbejdsplads henvender sig til mig - uden jeg er forberedt på det - bliver jeg blodrød i ansigtet, og dem der er omkring mig griner af mig, fordi de synes det er så sjovt, at jeg får denne pludselige farveændring - og jeg får lyst til at løbe langt væk, for det er en meget ubehagelig situation for mig at være i.....
Jeg troede jeg blev bedre til at styre det med alderen, men det har ikke været tilfældet..... Det indskrænker mig på mange punkter.
Den mørkerøde ansigtskulør opstår også, når jeg dyrker motion. Jeg er meget glad for at løbetræne, men der går som regel 2 timer efter en løbetur, før min ansigtsfarve er så nogenlunde normal igen. Det er også noget der irriterer mig....
Det samme gælder for mig ved indtagelse af alkohol - jeg kan mærke varmen og farven i ansigtet og synes ikke om det - det giver mig ubehag.
Jeg kan jo ikke skjule dette problem - alle jeg kender ved jo, at jeg bliver rød i hovedet over det mindste, men det er en slags tabu for mig.
Jeg har aldrig snakket med nogen om, hvor stort problemet egentlig er for mig (for så bliver jeg jo nok bare rød i hovedet)......
Da jeg så indslaget i lægens bord for snart 5 år siden blev jeg meget interesseret i den omtalte operation, og har tænkt på det lige siden. Men jeg er også meget bange for sådan et indgreb, for der er jo også visse risici har jeg læst mig til...
At der findes medicin mod rødmen lyder yderst tiltalende, så det er måske en løsning. For mig betyder det enormt meget, at høre at der er andre på min egen alder, der lider under det samme - det kan nok løse op for meget at kommunikere med andre omkring dette problem, og hører andres historier og eventuelle løsninger. Så jeg håber på, at andre med samme problem vil bidrage lidt, så alle os der rødmer ikke føler os helt alene i verden......
Rødgrød uden fløde....