Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Ringede til lægen i dag og kunne først få en tid på onsdag... Der er bare SÅ lang tid til på onsdag...
Snakkede med mine forælre tidligere og de kune ikke forstå der var noget galt og sagde bare at jeg skulle lade hver med at tænke på det... Men hvordan kan man lige det... Tidligere idag snakkede jeg med mine veninder fra klassen om det, og fik det nærmest helt godt igen... var som om min frygt helt forsvandt og i næsten en time følte jeg mig helt som mig selv... ( for første gang i lang tid ) Øv hvor jeg savner mig selv og den jeg var før... Det her er så ubæreligt... Og kan ikke mere !!!!!!!!!!!!!!!!!
Mange hilsner mig
Det du skal gøre lige nu er at tage din mobiltelefon, og ringe til den psykiatriske skadestue som er tættest på hvor du bor. Der vil være en person som tager telefonen, som formentlig er sygeplejerske, og hvis du så siger, at du er bange og at du oplever en hel masse mærkelige ting, så skal han/hun nok hjælpe dig med få ordene frem.
Jeg ved godt, at det er svært, men der er ikke noget at være bange for ved at ringe. Måske dine forældre skal køre dig derud så du kan snakke med lægen (psykiateren) der og få noget beroligende. Men start nu lige med at ringe.
Du finder telefonnummeret her:
http://www.netdoktor.dk/tema/sorg_krise/psyk.htm
Puhaa mit hjerte hjerte sprang lige et par hjerte slag over... Hvis jeg VIRKELIG er blevet skizofren så vil jeg bare ikke mere... Kan virkelig ikke klare det... Så vil jeg hellere dø...
Det her er et maridt og jeg kan slet ikke se hvordan jeg skal komme videre hvis jeg for stillet den diagonose !!!
Det mest langt ude er at jeg godt ved det er min fantasi der leger med mig... Og har været inde og læse en masse ting om dem der var syge og bliver ved med at få flash back og billeder inde i hovedet...
Forstår bare ikke at hvis jeg godt selv er klar over at det er mine egne tanker og mig selv der har synsbedrag så kan jeg ikke forstå jeg ikke kan slippe det...
Har heller ikke hørt stemmer og set mænd eller ting der ikke er der... Det hele foregår inde i mit hoved... Hvorfor har jeg det sådan her ???? Mit hjerte galopere derud af jeg er anspændt i hele kroppen har ondt i maven og føler mig skrækslagen !!!!
Hvor var det godt, at du fik ringet til lægen i dag.
Men jeg synes nu alligevel, at du skal gøre som Anna foreslår og ringe til psykiatrisk skadestue.
Jeg kan undre mig over, hvorfor du er så rædselsslagen for selve diagnosen? Diagnosen forandrer jo ikke, hvordan du har det. Diagnosen er kun et ord.
Jeg har selv været psykotisk og det var en frygtelig tilstand. Men det var tilstanden, der var frygtelig - ikke ordet 'psykotisk'. Desuden fik jeg nogle piller da jeg var på din alder, så jeg fik det meget bedre og nu er det over 25 år siden, jeg har haft psykotiske symptomer. Så du kan jo også få det så meget bedre, når du får noget hjælp. Uanset hvad man kalder tilstanden.
HVIS du var blevet skizofren (hvad jeg IKKE tror), så er der jo ingen forskel sket. Du har det stadigt, som du har det, uanset om man kalder det det ene eller det andet. Det virker som om, at det du er mest bange for er selve ordet.
Jeg håber, at du vil ringe til psyk.skadestue. Det vil være godt for dig, hvis du får en snak med nogen, der har professionel forstand på de ting her.
Mange hilsner Helene
Tak for de ting du skriver... Er dejligt du gider give mig noget feedback...
Kan egentlig heller ikke forstå hvor jeg skulle være blevet skizofren... Er jo ikke sådan at jeg føler mig forfulgt eller at nogle styre mine tanker, snakker til mig og ser jo ikke ting der ikke er der... Er bare en masse tanker og billeder... (har altid haft en livlig fantasi) Og havde endda enorm svært ved bare at se en gyser film da jeg var yngre uden jeg troede at det det kom efter mig... Det sjoveste er at hver gang jeg ikke føler mig angst så er der ikke noget og kan se tingene helt klart... Er bare som om angsten så kommer snigende og lige pludselig bryder ud... Synes også det er sjovt som jeg lige pludselig føler jeg kan se ansigter i alt ting for man kan selvfølgelig altid få ting til at ligne noget hvis man virkelig bilder sig det ind...
Får lige lyst til at forklarer dig hvordan mit liv har set ud det sidste halve år...
Det hele startede med et angst anfald i november måned hvor jeg lige havde slået op med min kæreste og græd efterfølgende tre timer, lige pludselig strøg der et kæmpe sus igennem mig og følte jeg var ved at miste forstanden, så de her skrækkelige billeder i hovedet om jeg slog min familie ihjel, tog noget tøj på og løb to gange rundt om vores hus hvorefter jeg tænkte jeg måtte vække min far (han er falckredder) så tænkte han måske kunne give mig en forklaring, men turde ikke sige hvordan jeg egentlig havde det... Men han var sød og forstående... de næste dage var jeg lidt rundt på gulvet og følte angst hver gang tankerne kom tilbage... Begyndte at date en fyr jeg havde mødt til en fest og følte tingene begyndte at gå bedre... da vi havde sammen noget tid (forinden havde vi allerede skændtes en hel del og haft en masse overensstemmelser) Fandt vi ud af han havde PTSD post traumatisk stress og middelsvær depression, prøvede at hjælpe ham men fik det selv værre og værre og han begyndte at blive meget agressiv og dominerende... efter noget tid var vi ikke sammen mere og endte hos min eks kæreste igen... Han er meget ældre end mig og har altid nærmest holdt mig "skjult" så begyndte at tænke at det var mig der var noget galt med og fik virkelig problemer med om jeg nu var god nok og hvorfor jeg ikke måtte være en "rigtig" del af hans liv... Men vi havde det bare rigtig godt sammen... I mens alt det her forløb sig skal det også siges jeg blev fyret fra 4 forskellige jobs og følte nogle kæmpe nederlag... Havde en ingen penge og min eks kæreste var millionær så lidt svært at følge med i hans liv og hans forventninger... I sommerferien havde jeg ikke noget job og brugte en masse tid på at beabejde alt det der var sket... Men var aldrig rigtig glad og følte mig helt tom indeni... Kunne ikke føle mig glad og heller ikke ked af det... Var der nærmest bare... i sommerferien fandt jeg så ud af at jeg var blevet gravid og kunne slet ikke overskue det hele (fik en abort i torsdags) efterfølgende var jeg hjemme hos en ven der fik et eleptisk anfald om morgenen da vi stod og lavede morgenmad (vidste ikke han havde haft det før) Og blev så bange at jeg troede han skulle dø... Kunne hører ham falde ude i gangen og da jeg kom derud væltede han om på siden med blod i tindingen og rystede og havde fråde ud af munden... Blev så panikslagen at jeg skreg og løb rundt i lejligheden for at finde en tlf. men endte med at jeg løb op til overboen... Da vi kom ned lå han ude i gangen... Kan egentlig ikke huske hvorfor jeg gik ud af lejligheden men da jeg kom derind igen løb han forvirret rundt og da jeg sagde hans navn kiggede han på mig og kunne overhovedet ikke genkende mig og blev vildt bange... satte mig ud på trappen og tænkte "Det her sker bare ikke det er en ond drøm" Og tænkte at jeg virkelig måtte have hjælp til at bearbejde denne her oplevelse... Efterfølgende blev han kørt på hospitalet og fik konstateret det var et eleptisk anfald... Tog med ham hjem og blev til dagen efter... Da jeg kom hjem til min eks kæreste næste dag, lå jeg bare og kiggede ud i luften og følte ingenting... Om aftenen da min eks kæreste var gået i seng, sad jeg alene og lige pluselig løb tårene ned af kinderne på mig... min ekskæreste kom ind og fortalte ham hele historien... Tror jeg græd en hel time... efterfølgende havde jeg flash back og så hele tiden episoden for mig... Men blev så bedre og bedre...
Kunne dog godt mærke jeg stadigvæk var deprimeret men tænkte at det nok ville gå i sig selv... Så tog i byen med en veninde et par uger senere og da vi var i byen og efterfølgende tog hjem til en ven gik jeg helt i gulvet og kastede op og havde det rigtig skidt... Dagen efter var jeg helt rundt på gulvet men tænkte det nok bare var alkoholen... De efterfølgende dage fik jeg det værre og værre og kunne slet ikke finde ud af tingene... Så tog til lægen som fortalte mig at det ikke lød som om jeg var skør, eftersom jeg godt vidste det var mig selv og mine tanker og at jeg godt kunne kende forskel på fantasi og virkelighed men mente at
Nu fik du lige hele min livs historie og blev lige et langt indlæg, men tænker det måske er lidt nemmere når man ved hvad der ligger bag alt det her...
Mange hilsner mig
Jeg er rigtig glad for, at du har fortalt noget af din historie. Det gør det lettere for mig at forstå dig.
Den måde du beskriver din angst på, kan jeg genkende fra mig selv, da jeg var på din alder (og yngre). Ligesom du kunne jeg heller ikke tåle at se voldsomme ting på film eller i fjernsynet. Faktisk kunne jeg ikke tåle at se en ganske almindelig krimi. Efterhånden kunne jeg heller ikke høre radio eller læse en bog eller et ugeblad, for der var altid noget, der triggede angsten. Jeg var angst for alt mellem himmel og jord og der skulle ingenting til, før jeg fik anfald af panikangst. Men ligesom du var jeg godt klar over, at de ting, jeg forestillede mig, ikke var virkelige. Når man kan adskille virkelighed og forestillinger, så er man IKKE skizofren.
Jeg fik noget medicin i 3-4 år, for dengang brugte man ikke terapi, og medicinen hjalp mig. Jeg holdt simpelthen op med at tænke på de ting, der gjorde mig angst hele tiden og glemte dem faktisk. Da angsten var væk, begyndte jeg at kunne leve mere normalt.
Du har været ude for mange voldsomme ting. Jeg er sikker på, at det vil hjælpe dig at få talt med en professionel behandler. Det lyder som om, at det vil være bedst evt. at tale med en psykiater først. Han vil bedre kunne vurdere, om du har brug for medicin, end din læge kan. Dernæst tror jeg, at du vil have glæde af nogle samtaler med en psykolog, så du kan finde ud af, hvorfor du har så voldsom angst. For der er jo en grund til det.
Kærlig hilsen Helene
Og ja det hele kommer nok af min angst...
Idag fik jeg sat tingene i et helt andet perspektiv og fik drejet min angst efter en lang snak med en fra min klasse mens vi snakkede sagde hun at det alt jeg havde sagt og som hun jo skulle stille mig en masse spørgsmål om bagefter havde jeg jo egentlig svaret på... og sagde at jeg jo nok inderst inde godt vidste hvad alt der her handlede om...
Bagefter følte jeg angsten langsomt forsvandt og levede helt op... Var glad og fjollede og grinte en hel masse og sagde endda nogle ting i en biologi time hvor de andre bare sad og måbede og spurgte mig om hvorfra jeg vidste sådan nogle ting fra... Det gav en følelse af lykke og at jeg egentlig duede til noget... Så tingene helt klart og følte jeg var tilbage til mit gamle jeg...
Desværre blev jeg overvældet af min angst igen og så gik det ned af bakke... Men pga. jeg havde den optur i dag fik jeg ligesom håb om at det måske ikke var så slemt som jeg går rundt og tror...
Sad også tidligere og snakkede med en fra klassen udenfor skolen i en time og fortalte hvordan jeg havde det... Han sagde at det var første gang han havde oplevet der var nogen der forstod hvordan han også havde haft det, Og fortalte hvor mange ting følelsmæssigt han havde været igennem hele sommeren...
Fik ham til at se tilbage på den mørke tid han havde været igennem og fik vendt og drejet det, så han lige pludselig kunne se en mening med det...
Han var også bange for han var ved at blive skør og turde ikke gå til lægen, da han han var bange for at få en diagnose om at han var blevet sindssyg...
Bagefter sagde han til mig at jeg burde blive psykolog for han var virkelig overrasket over den måde jeg kunne sætte ord på tingene og snakke med ham om problemerne på...
Men hvorfor er det også altid så nemt at give andre råd, når man så ikke følger dem selv...
Er glad for du skriver du også havde det sådan som barn... Har nærmest også altid været angst og har flere gange tænkt... "Er jeg egentlig normal" Men blev bedre med alderen... Har dog ellers haft en masse selværds problemer og har brugt MEGET tid på at finde ud af hvem jeg er og hvad hele meningen med livet er... Ved ikke om jeg egentlig bare er angst for livet generalt !?! Og over at et menneske egentlig kan føle så mange følelser på én gang...
Men føler også bare det har gjordt mig stærkere og at jeg nogen gange bedre kan sætte mig ind i situtaioner fordi jeg allerede har prøvet en masse ting i en alligevel meget ung alder...
Er glad for du også er kommet så langt med dine problemer... Og at du har overskud til at ville gide at hjælpe andre...
Jeg sætter hvertfald STOR pris på du gider sætte dig ind i min situation og prøve på at hjælpe mig...
Mange hilsner mig
Jeg gik i seng da jeg havde skrevet til dig.
Har du fået ringet til psykiatrisk skadestue? Hvis ikke du gjorde det i aftes eller i nat, så syntes jeg du skal gøre det her til morgen uanset hvordan du har det. Jeg er sikker på, at det vil være sundt for dig at få talt med en der.