HJÆLP !!
Har nylig fundet ud af jeg har lider af tvangstanker og har fået konstateret af lægen jeg har en mild form for depression.
Har siden jeg var lille altid haft en enorm angst for at blive skizofren (eller især hører stemmer og se ting der ikke er der) efter jeg hørte en forfærdelig historie i skolen som min lærer fortalte klassen.
For ca. et halvt års tid siden fik jeg et voldsomt angst anfald og så en masse billeder inde i hovedet hvor jeg slog mine forældre og min søster ihjel. Det var så skræmmende at jeg blev skræmt fra vid og sans. Havde svært ved at sove og havde ingen appetit og tankerne fløj rundt i hovedet på mig ! Hvorfor kunne jeg overhovedet tænke sådan ? er jeg ved at blive skør ? og bare jeg ikke mister kontrollen og gør det ?
Her for nylig fandt jeg så ud af der var mange med tvangstanker der havde haft sådan nogle tanker og gjorde at jeg ikke er så bange for de tanker mere.
her for nylig fik jeg så en form for angstanfald om at jeg var ved at blive skizofren, bildte mig ind jeg kunne hører en stemme viske mit navn osv. og har siden brugt alt min tid på at tænke på det, sidder flere gange om dagen og googler symptomer på skizofreni og nu har det taget overhånd. Har brug for at analysere alt hvad jeg ser og hører og hvis jeg synes jeg ser noget får jeg et kæmpe angstanfald og tænker åh nej jeg ER skizofren...
Det skal lige siges at jeg aldrig har set noget der ikke er normalt og har heller ikke hørt nogen stemmer der snakker til mig og ved det er mine egne tanker der spiller mig et puds. kan bare ikke give slip på dem.
Har ekstremt svært ved at sove, har tit uvirkeligheds følelse og får en masse tanker og billeder af at ting lige pludselig begynder at snakke til mig, er serisøt ved at blive skør og kan slet ikke slippe tankerne (Startede efter jeg var inde at læse om hvordan det er at være skizofren), hver gang jeg tænker nogen ting tænker jeg om det er normalt eller om det er fordi jeg er ved at blive skør. Efter jeg har været inde og læse om skizofreni er det gået helt amok med mine tanker.
Har meget svært ved at følge med i samtaler og tænker mig hele tiden om før jeg siger noget for det ikke skal lyde skørt. opfatter ting helt forkert og hvis jeg læser noget, kan jeg læse tingene helt forkert hvorefter jeg bliver bange og tænker hvor jeg tænker sådan... Er så stresset og savner at være mig selv. Føler ikke jeg kan overskue tingene mere og har ikke lyst til livet mere, føler jeg aldrig bliver fri for tankerne eller bliver glad igen, er en orfærdelig følelse. føler mig helt følelsløs undtagen når jeg har angst.
Er ellers en glad pige med masser af md på livet og massere af venner, elsker at lave en masse ting og være social.
Er jeg ved at blive skør ? eller hvad sker der med mig ??
Har siden jeg var lille altid haft en enorm angst for at blive skizofren (eller især hører stemmer og se ting der ikke er der) efter jeg hørte en forfærdelig historie i skolen som min lærer fortalte klassen.
For ca. et halvt års tid siden fik jeg et voldsomt angst anfald og så en masse billeder inde i hovedet hvor jeg slog mine forældre og min søster ihjel. Det var så skræmmende at jeg blev skræmt fra vid og sans. Havde svært ved at sove og havde ingen appetit og tankerne fløj rundt i hovedet på mig ! Hvorfor kunne jeg overhovedet tænke sådan ? er jeg ved at blive skør ? og bare jeg ikke mister kontrollen og gør det ?
Her for nylig fandt jeg så ud af der var mange med tvangstanker der havde haft sådan nogle tanker og gjorde at jeg ikke er så bange for de tanker mere.
her for nylig fik jeg så en form for angstanfald om at jeg var ved at blive skizofren, bildte mig ind jeg kunne hører en stemme viske mit navn osv. og har siden brugt alt min tid på at tænke på det, sidder flere gange om dagen og googler symptomer på skizofreni og nu har det taget overhånd. Har brug for at analysere alt hvad jeg ser og hører og hvis jeg synes jeg ser noget får jeg et kæmpe angstanfald og tænker åh nej jeg ER skizofren...
Det skal lige siges at jeg aldrig har set noget der ikke er normalt og har heller ikke hørt nogen stemmer der snakker til mig og ved det er mine egne tanker der spiller mig et puds. kan bare ikke give slip på dem.
Har ekstremt svært ved at sove, har tit uvirkeligheds følelse og får en masse tanker og billeder af at ting lige pludselig begynder at snakke til mig, er serisøt ved at blive skør og kan slet ikke slippe tankerne (Startede efter jeg var inde at læse om hvordan det er at være skizofren), hver gang jeg tænker nogen ting tænker jeg om det er normalt eller om det er fordi jeg er ved at blive skør. Efter jeg har været inde og læse om skizofreni er det gået helt amok med mine tanker.
Har meget svært ved at følge med i samtaler og tænker mig hele tiden om før jeg siger noget for det ikke skal lyde skørt. opfatter ting helt forkert og hvis jeg læser noget, kan jeg læse tingene helt forkert hvorefter jeg bliver bange og tænker hvor jeg tænker sådan... Er så stresset og savner at være mig selv. Føler ikke jeg kan overskue tingene mere og har ikke lyst til livet mere, føler jeg aldrig bliver fri for tankerne eller bliver glad igen, er en orfærdelig følelse. føler mig helt følelsløs undtagen når jeg har angst.
Er ellers en glad pige med masser af md på livet og massere af venner, elsker at lave en masse ting og være social.
Er jeg ved at blive skør ? eller hvad sker der med mig ??
Kommentarer
Jeg har lidt af en spiseforstyrrelse i mange år. Sygdommen har ført en grad af depression og angst ind i mit liv. Jeg opbyggede under min indlæggelse på psyk (hvor jeg var i 1-2 år), ligesom dig en stor angst for; at blive skitzofren. jeg lagde konstant øre til skræk senarier fra læger/behandlere mm. om, at min underernæring kunne føre til de skitzofrene symptomer. Tanken i dén grad skræmte mig! Det skal lige siges at nogle få af dem jeg var indlagt med, var skitzofrede (og de var desværre rigtig dårligt stillede mange af dem). Jeg var panisk for at jeg skulle ende ud med samme problematikker som dem; se ting, høre ting osv. Jeg så til mens nogen af dem i deres sygdom barberede alt håret af hovedet, idet deres stemmer sagde de skulle. Jeg så til hvordan nogen sad og snakkede med sig selv osv. Det førte til at jeg blev så angst og fastlåst i den skræmmende tankegang om, at dét kunne blive mig.
Min frygt og angst gav mig aldrig ro. I takt med mine kilo røg af mig, mærkede jeg hvordan mine tanker blev mere og mere "unormale". Hvorvidt jeg bildte mig selv ind at jeg hørte stemmer og havde de skitzofrenes symptomer i den periode - eller om min undervægt reeltset udviklede det for en stund, det ved jeg ikke. Jeg tror det har været en blanding.
Jeg røg ihvertfald på antipsykotisk i høje mængder, for at begrænse min nye adfærd.
Men min angst for at alt dette kunne hænde mig, og var godt i gang med at ske, den var enorm.. Jeg var så optaget af det (hvilket jo kun har gjort det værre - set i bakspejlet), så jeg forsvandt mere og mere væk.. Jeg kunne ikke længere genkende mig selv (har ligesom du altid været en yderst social pige, med en stor vennekreds mm omkring mig). Men min angst og analyse af alt jeg foretog mig, sagde, gjorde mm., førte til at jeg mere og mere mistede livsglæden; jeg følte jo ikke længere JEG var tilstede.. Og jeg følte alt var ligegyldigt i takt med jeg kun kunne se på mig selv som SYG (eller i fare for at blive det) og ikke længere se på mig selv som MIG!
Hvor vil jeg hen med det her!? - Tjaaah.. Først og fremmest vil jeg vel bare gerne at du ved, at du ikke er alene om at tænke og agere som du gør. Nok er vores historier ikke ens, men en begrænset tid af mit liv var ligesom det du gennemlever nu.
Med det værende sagt, så har den angst gudskelov lagt sig for mig. Og det kan den også for dig!
Jeg ved ikke hvad der har forudsaget jeg ikke længere er bekymret for at være skitzofren. Tror tildels det at jeg arbejdede med tanken; "Hvad så hvis jeg endelig var!!? Hvad ville være det værst tænkelige ved det!?" Skitzofrene er mennesker ligesom alle os andre. De har en sygdom der gør livet svært for dem ja - men det har jeg jo sådan set også med min sygdom.
Ydermere udviklede jeg super gode venskaber med et par af de personer der var diagnoseret "skitzofrene", og det at jeg så hvor indholdsrigt et liv de levede; Så PERSONEN frem for DIAGNOSEN, det har klart også gjort sit til jeg kunne slappe af omkring min angst.
Det var hvad der hjalp MIG. Måske det er helt andre midler der skal tages i brug for dig. Hvad virker for een, virker jo ikke nødvendigvis for en anden!
Men prøv evt. at tænke samme tanke som jeg gjorde; "Hvorfor er det jeg er så bange for at få lige netop denne diagnose!? Er den så farlig som jeg går og bilder mig ind!?
- Når først du er nået frem til en forståelse deraf, så kan du arbejde videre med dig selv tænker jeg. Idet du hverken ser eller hører ting, så tyder jeg det du skriver som at du IKKE er skitzofren. Men det er sådan set også situationen ligegyldig tænker jeg. For det er angsten for det det handler om.
Jeg tænker på, om det mon kunne hjælpe dig at få en henvisning til en psykiater. Så kunne du fortælle, hvordan du har det og psykiateren ville sikkert kunne fortælle dig, at du ikke lider af skizofreni men af angst. Og så ville han/hun måske kunne hjælpe dig af med angsten.
Alternativt ville samtaler med en psykolog eller terapeut kunne hjælpe dig til at finde ud af, hvad din angst dybest set handler om. For den er jo et symptom på ét eller andet. Angst er altid kun et symptom.
Hilsen Helene
Hvor er jeg glad for det du skriver... Fik også tårene i øjnene da jeg læste dit brev for ville ikke ønske for min værste fjende at de havde det, som jeg har det nu... Så gør lidt ondt at høre alt det du har været igennem, men giver mig også håb for at jeg nok skal blive mig selv igen... Lige nu kan jeg bare ikke se en ende på det, og har de uhyggeligste forestillinger om hvordan min fremtid vil se ud...
Igår fik jeg snakket med mine forældre og nogle af deres venner om hvordan jeg havde det, og fik det meget bedre... Hver gang jeg får lov til at sætte ord på mine tanker så får jeg det egentlig rigtig godt...
Det eneste jeg kan mærke er at jeg har brug for et svar, hvorfor jeg føler og tænker som jeg gør...
Ved godt at meget af det handler om angst og kan også mærke at det er hver gang, angsten kommer at jeg får det meget dårligt og bliver rigtig bange. Heldigvis ved jeg jeg godt at det bare er mig selv der overreagerer og kan godt se det er helt hen i vejret... Er bare virkelig hårdt når jeg kommer ind i den maridt agtige tilstand jeg kommer i hvor jeg forstiller mig en masse uhyggelige ting og føler at nu er jeg virkelig blevet skør...
I det jeg også lider af OCD gør nok det hele meget sværere da jeg har enormt svært ved at slippe tankerne og fordi de bare lige pludselig dukker op igen og igen...
Håber bare jeg snart kan se en forklaring på alt det, og forsætte mit liv som den livsglade pige jeg altid har været...
Ved også godt at det sværeste skridt for mig nok er det at anerkende at jeg har et problem lige nu, som jeg ikke selv kan klare...
Puha alt i alt håber jeg bare jeg bliver klogere på mig selv og mine tanker og får en forståelse af hvorfor jeg fik det sådan her...
Og med hensyn til at jeg skulle spørge mig selv om hvor jeg er så bange for at blive skizofren er nok at jeg kan forstille mig hvordan det er eftersom jeg næsten har set mig selv sådan og at jeg ikke bryder mig om tanken om at altid være bange, være på vagt og ikke have en "Virkeligheds" fornemmelse... Er nok bange for at miste kontrollen...
Er bare uhyggeligt det kan fylde SÅ meget og gøre en så ulykkelig og fortvivlet... Er ligesom en ond drøm man håber man snart vågner fra...
Mange hilsner mig
Tror jeg ringer til min læge i morgen og får en tid så jeg netop kan få en henvisning til en psykolog... For ja der ligger nok en masse ting bag min angst som jeg ikke selv ved...
Har også været oppe og snakke med min læge om problmet for et par uger siden og hun sagde også det ikke var skizofreni men netop nok min angst der holdte mig fast... Udover det sagde hun også jeg havde en depression, så det gør jo heller ikke tingene bedre...
Udover det har jeg også kun gået og fokuseret på alle de negative ting i mit liv det sidste halve år og set mig selv som en en rigtig skidt person (kom efter jeg havde alle de uhyggelige forestillinger om at jeg slog min familie ihjel osv) Har virkelig beabrejdet mig selv og var bange for at blive sure på dem... Dengang tænkte jeg nemlig også at nu havde jeg mistet forstanden og var blevet skizofren, selvom jeg kan se nu at det slet ikke har været et tegn på det.
Håber bare snart jeg får det bedre... Kan ikke holde ud at have det sådan her mere
mange hilsner pige22
Det lyder rigtigt godt, at du overvejer at ringe til din læge. Du skal jo ikke gå og have det så dårligt.
Der er altid nogle årsager til, at man har det, som man har det. Forskellige symptomer som f.eks. angst og depression kan have samme årsag. Noget af årsagen kender man måske, men der er altid meget, der vil være helt ubevidst.
Jeg vil prøve at forklare dig lidt om angst. Måske kan det hjælpe dig til at forstå dig selv lidt bedre.
Når man kun fokuserer på negative ting, så forværrer det både depression og angst. Jeg har hørt et råd om, at man skal give sig selv lov til negative tanker ca. 15 minutter om dagen på et bestemt tidspunkt. Alle negative tanker derudover skubber man væk og siger, at de må komme tilbage næste dag, når det er tid til negative tanker. Det kræver stor selvdisciplin og øvelse, men jeg har hørt, det skulle hjælpe.
Ved at tænke negativt om dig selv, bryder du konstant dig selv ned. I stedet har du helt sikkert brug for at bygge dig selv og dit selvværd op. Du oplever dig selv som en skidt person og den selvopfattelse bliver man både mere angst og deprimeret af. Det er jo forfærdeligt at være tvunget til at være sammen med en person, man har det så dårligt med.
Derfor er det meget vigtigt, at du prøver at skubbe de negative tanker om dig selv væk og finder noget godt at tænke om dig selv i stedet. For der ER jo noget positivt. Det kan være, du er et venligt menneske, eller måske har du stor medfølelse med andre, eller du er hjælpsom – uanset hvad det er, så påskøn dig selv for det. Giv dig selv ros, anerkendelse, opmuntring og belønninger, for du fortjener det helt sikkert. Jeg ved godt, at man ikke 'bare lige' kan gøre det, men du kan øve dig.
Mange mennesker har nogle sider af sig selv, de ikke kan acceptere, eller de er bange for deres egene følelser. Det skaber angst og smerte. Det lyder bestemt som om, du har problemer med at acceptere, at du også har aggressioner i dig. Hvis du bliver vred på dig selv, fordi du mærker vrede mod andre, så bliver du bange for dig selv og dine egne følelser. At man tænker, at man f.eks. slår nogen ihjel, betyder jo ikke, at man rent faktisk gør det. Det betyder kun, at man har ophobet en masse vrede, fordi nogen eller noget (engang) har gjort én meget vred.
Alle mennesker kan blive vrede, for vrede er en helt naturlig følelse og reaktion. Det er ganske normalt at have aggressive tanker. Men der er mange, der har en familie, der ikke tillader vrede. Hvis man som barn er blevet straffet eller afvist, når man blev vred, så kan man senere blive enormt bange for sin egen vrede. I stedet kan der komme tanker og forestillinger om, at man f.eks. slår familien ihjel.
Det er meget vigtigt, at du forstår, at din underbevidsthed ikke forsøger at skade dig med disse tanker. Den forsøger faktisk at hjælpe dig. Tankerne kan være en slags sikkerhedsventil, så du f.eks. ikke eksploderer af indeklemte aggressioner.
Jeg siger ikke, at alt det her er tilfældet for dig. Men det kan måske være det. Der er ikke noget galt med dig. Du tænker, som du gør, fordi du har en god grund til at tænke sådan, men grunden er ubevidst. Med den rigtige professionelle hjælp, kan du lære at forstå og acceptere dine følelser og du kan lære at få dem ud på en anden og mere behagelig måde. Jeg ved af erfaring, at man bliver syg af at tro at éns følelser er forkerte, så man spærrer dem inde.
Det er godt, at du ikke kan holde ud at leve på den måde, for det skal du selvfølgeligt heller ikke. Når du får den rigtige hjælp, så kan du få det meget bedre. Det ved jeg også af erfaring :-)
Mange hilsner Helene
Bliver nødt til lige at få sat ord på det...
Har fået en enorm uvirkeligheds følelse og er angst for alt hvad jeg ser og hører... Hvis min mor er igang med at sige noget tror jeg hun er igang med at sige noget helt andet og kan bagefter godt se det er helt hen i vejret... Blander ting og følelser sammen og bliver så angst for at NU er jeg blevet skizofren... Da jeg var ude at gå en lang tur med min mor, synes jeg, jeg så smileyer i hver ting jeg kiggede på... Kunne få alt til at ligne et eller andet... Og blev ved med at sige til mig selv at det bare var min fantasi der spillede mig et puds... Men ubehageligt var det... er nærmest som om jeg rent faktisk er ved at tænke som om jeg er syg... er virkelig ubehageligt og er helt rundt på gulvet... ryster i hele kroppen og bliver helt svimmel... Og spørger mig selv hvad jeg egentlig har gang i... Er som om det er blevet en hel besættelse... Sagde til mig selv at nu var jeg nok blevet skizofren og begyndte at google hvordan jeg kunne begå selvmord på den nemmeste måde... Kan angsten styre en så meget at man rent faktisk opfatter ting man læser og ser anderledes ? (ved jo godt bagefter at det bare er mig) Og så bliver jeg endnu mere angst... For hvorfor tænker og reagerer jeg som jeg gør ? Hvorfor kan jeg næsten leve mig ind i en verden hvor jeg føler jeg er syg... Puha det er så ubehageligt ved næsten ikke hvad jeg føle eller tænke mere... Måske er jeg bare blevet skizofren ??? HJÆLP !
Det er godt, du får sat ord på.
Måske du skal overveje at kontakte psykiatrisk skadestue? Telefonnummeret står formentligt i telefonbogen på 'de gule sider'.
Ja, angsten kan styre én så meget, så man læser, ser, hører og opfatter tingene anderledes, end man ellers ville gøre.
Hvorfor du kan leve dig så meget ind i en verden, hvor du tror du er syg? Det kan du, fordi du er presset til det yderste og dine tanker er ved at tage magten fra dig.
Du må forstå, at det her ikke er noget 'du har gang i'. Dit nervesystem er svært overbelastet og det er vigtigt, at du får hjælp, inden du ryger ud i et descideret sammenbrud.
Hvorfor du tænker og reagerer, som du gør? Det prøvede jeg at forklare lidt om i mit sidste svar, men jeg tror, at du er for meget inde i følelserne til at du lige nu kan forholde dig til rationelle forklaringer.
Hvis du har overskud til en forklaring, så prøv at læse mit sidste indlæg igen.
Overvej seriøst at ringe til psykiatrisk skadestue eller til lægevagten.
Mange hilsner Helene
Tak fordi du skiver... Var lige inde og læse om at man netop have svært ved at filtrerer ting man ser og hører når man er langt nede og har depressioner... Er bare rigtig svært at have det sådan her... Fik lige et øjeblik hvor jeg følte ro og lettelse, men blev så angst igen... Har bare brug for at vide jeg ikke er skør og at jeg heller ikke bliver det...
Tankerne kører bare rundt inde i hovedet på mig og kan ikke slippe dem lige meget hvor meget jeg gerne vil.. Puha det er virkelig fustrende....
Er heldvis hjemme hos min mor og har fået styr på tankerne om selvmord var bare i øjeblikket hvor jeg så for mig at nu var jeg blevet skør, følelsen af håbløshed væltet bare ind over mig...
Er også forfærdeligt at jeg bliver ved med at sige til mig selv der ikke er noget i vejen med mig og lige pludselig får jeg nogle tanker der bare borer sig ind i hovedet på mig... De situationer hvor jeg ikke har angst og kan se tingene klart rør alt det her mig slet ikke... men så kommer angsten for at få angst igen så... Og så kører det ellers ei ring... Ved det lyder mega dumt...
Men er bare blevet alt for meget nu... Og føler jeg er kommet så langt ud... Øv
Det lyder ikke dumt, det du skriver og du er IKKE skør. Men du kan komme til at FØLE dig skør, fordi du har en masse ting indeni dig, du ikke forstår og ikke kan få ud.
Det er rigtigt, der er IKKE noget galt med dig. Men der er noget galt med den måde, du har det på. Så hvis ikke du skal bryde sammen, har du brug for hjælp, så du kan få det bedre.
Det er kommet alt for langt ud. Du skulle have haft hjælp for lang tid siden, for det her er ikke noget, der er opstået for nylig. Du må have haft det dårligt på andre måder i lang tid.
Lov mig og lov dig selv, at du søger professionel hjælp i morgen.
Kærlig hilsen Helene
Du har fået nogle gode svar.
Jeg vil bare lige sige, at det er mere relevant, at du får en henvisning til en PSYKIATER end til en psykolog. Psykiateren er en læge, psykologen er terapeut. Med de symptomer du har, tror jeg, at det vil være bedst at du kommer til en psykiater, som har mere forstand på medicin og kan vurdere hvilken form for terapi du vil kunne have glæde af.
Med hensyn til dine symptomer, så kan også jeg sige, at du ikke er alene! Når alle de der tanker overvælder dig, så er det noget man kalder tankemylder. Det lyder ikke som om at du er skizofren.
Husker du at tale med din mor om det her? Se at få ringet til lægen igen
VH