De særligt sensitive børn
Jeg har en søn på knap 9 år, der er særligt sensitiv og ganske godt begavet. Jeg synes, at det til tider kan være en svær kombination at håndtere som forælder. Min søns skarpe intellekt med en øget følsomhed og en empatisk evne til at leve sig ind i andre menneskers følelser på et niveau, der er langt over alder kan være svært at håndtere.
Kommentarer
Der er på samme tid markante sammenfald med ADHD og Aspergers.
Jeg vil da lige henvise til en folder om de sensitive børn:
http://www.hsp-foreningen.dk/sensitiveboern.pdf
Min datter på 10 år minder meget om din søn i væremåde. Jeg kan også se, at jeg selv også var sådan som barn. Jeg har ofte været bekymret for min datter, fordi hun hele tiden er så opmærksom og tænkende. I vinters var hun begyndt også at være bange for alt muligt. Hun er også fagligt meget dygtigere end andre på hendes alder, så hun keder sig i skolen. Jeg tør dog ikke flytte hende til en skole med et højere niveau, da hun socialt ikke er så god. Hun trækker sig ofte fra sociale sammenhænge, så snart der er den mindste konflikt, og hun har svært ved at skabe nye venskaber. Hun er meget trofast over for de venner hun har.
Da hun var mindre havde hun svært ved at forstå andre børn, fordi de var så fjollede. Hun begyndte at tænke filosofisk allerede da hun var 3 år, og da hun var 4 år, havde jeg lange snakke med hende om liv og død. Hun havde også svært ved at forstå hvorfor andre børn ikke bekumrede sig om miljø, sundhed og deres familie. Min datter kan f.eks. slet ikke have når nogen skændes, så hun straks bange for at man så bliver uvenner og ikke ses mere. Overfor sin lillesøster er hun meget omsorgsfuld og støtter hende ofte, hvis vi skælder ud. De to søster er vildt forskellige, den mindste tænker meget lidt over tingene og har nemt ved socialerelationer. Nogle gange har jeg troet, hun var dårligere begavet end søsteren, fordi hun har været almindelig aldersvarende. Min ældste datter talte flydende allerede, da hun var halvanden, og de fleste troede hun var 4 år, da hun kun var to, fordi hun var så veltalende og reflekterende.
Jeg blev rådet af en af pædagogerne i børnehaven at lade hende starte i skole et år før. Jeg valgte at lade være fordi jeg var bange for at hun ikke ville kunne klare sig. I dag er jeg ked af at jeg ikke lod hende starte, for hun keder sig rigtig meget og det er svært at lære hende noget fordi hun bare er så hurtig. Matematisk er hun vildt dygtig og elsker matematik men hun føler ikke, at hun lærer noget i skolen, da bøgerne er for nemme for hende. Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har bedt lærerne give hende ekstra opgaver men dem laver hun også super hurtigt. Hun når altid sine lektier i timen. Burde jeg sende hende på en anden skole? Hun kan ikke lide forandringer og er glad for de børn hun går i klasse med.
Jeg ved ikke om du kan nikke genkendende til nogle af disse ting med din dreng. Hvis du kan ville det være rigtig rart at høre fra dig.
Mvh.
Grete
Kender du foreningen Gifted Children? www.giftedchildren.dk
Jeg tror du vil kunne få god hjælp til dine spørgsmål der.
vh
Nette
Jeg har en søn på 10 år der har været helt der ude hvor han ikke ville leve mere, han ønskede at gøre skade på sig selv for at fjerne de tanker han havde inde i hovedet, han hørte stemmer, han ser spøgelser og måtte i en periode ikke være uden opsyn.
Han har aldrig sovet ret meget og ej spist ret meget. Det er blevet undersøgt mange gange i hans liv uden at manhar fundet en grund.
Nu har vi endelig fået nogen til at kigge på ham og som gider at høre hvad vi siger.
De mener han er "særligt sensitivt barn" Men jeg kan slet ikke finde ud af om det er det alene der har gjort at han er kommet så langt ud som han var. (havde det væres for et halvt år siden inden vi fik kokus på at fjerne alt pres i skole og hjemmet, samt div arrangementer i fritiden mm. )
Han her det bedre og vi er til behandling med ham hver uge. Vi børster ham og han ligger med kædedyne.
Hvordan kan vi se om det er det han her og ikke er ADD barn ?
Syntes det ligenr meget.
Hvem tæster for det ene og det andet. ?
Hvordan kommer vi videre ?
Mvh. en urolig og bekymret mor.
Det er efterhånden ikke så få steder på nettet hvor man kan læse om de særligt sensitive menneskers mange genvordigheder i samfundet. Jeg har interesseret mig en hel del for det, da jeg selv er særligt sensitiv.
Det berører mig specielt meget når jeg hører om børn som lider i skolesystemet fordi de er særligt sensitive og ikke rigtigt kan klare "mosten" = den til tider meget barske omgangstone og den megen uro i timerne.
Jeg har også observeret at en del psykologer tilbyder diverse kurser for at lære de særligt sensitive at 'håndtere' deres personlighedstræk i det hæsblæsende samfund hvor den eftertænksomhed og refleksion som særligt sensitive meget ofte har, ikke rigtigt værdsættes. Disse kurser kan sikkert hjælpe nogen, men de fjerner jo ikke den belastning det ofte er for de særligt sensitive at skulle agere i det moderne opmærksomhedsøkonomiske samfund.
Og hvorfor skal vi egentlig finde os i at blive tromlet? Hvorfor er det ikke attraktivt at være refleksiv og eftertænksom? Hvor ender vores samfund henne hvis man kun kan komme frem hvis man er ikke-sensitiv?
Jeg vil ønske at forældrene til særligt sensitive børn som mistrives i det almindelige skolessystem, ville tage udfordringen op og kræve et tilbud til deres barn der passer til barnets personlighed. Tænk hvis alle de sensitive børn kunne få en tilværelse hvor de glæder sig til at komme i skole fordi der er et miljø som passer til dem, og hvor de kan udvikle deres talenter i fred.
Jeg tager gerne et initiativ til at starte en skole for særligt sensitive børn (København/Nordsjælland). Vil du være med?
Skriv til mig på: mette15c@gmail.com
På forhånd tak for din støtte.
Jeg er også blevet opmærksom på, at min søn på 10 år tilhører gruppen med HSP. Som flere også skriver i deres indlæg, så gælder det også for ham, at han er meget reflekterende og intelligent (har lige fået resultatet fra den nationale test matematik, hvor han fx scorer 96 i gennemsnit, hvor landsgennemsnittet er 50 og max. er 100).
Det der bekymrer mig, er at HSP endnu ikke er en anerkendt psykiatrisk diagnose i Danmark, i modsætning til fx ADHD. Dvs. skole og pædagoger er ikke klædt på til at håndtere disse børn, og endnu værre; vi forældre kan ikke genkende adfærdsmønstre fra vores egne børn, når vi sammenligner. Herudover er der alle de voksne med HSP, der sidder rundt omkring og fx mistrives i storrumskontorer. Som Mette skriver, så er der ikke plads til introverte mennesker (i den vestlige kultur vil jeg tilføje).
Vi er meget langt fremme i overvejelserne omkring et skoleskifte før 4. klasse, selvom lærerne forsikre os om, at klassen er specielt velfungerende, og eleverne er også bemærkelsesværdigt hensynsfulde overfor hinanden. Alle eleverne bliver i øvrigt jævnligt informeret og mindet om, de af eleverne, der har ADHD, kan have nogle særlige udfarende reaktionsmønstre. Nærmest den modsatte problemstilling som ved HSP-børn.
Vi bor i Århus området, så en skole på Nordsjælland, vil være uden for rækkevidde, MEN behovet er der uden tvivl, andre steder i vores pragtfulde land.
Du skriver:
”Det, der bekymrer mig, er at HSP endnu ikke er en anerkendt psykiatrisk diagnose i Danmark, i modsætning til fx ADHD.”
Jamen, HSP er ikke nogen sygdom! Det er et karaktertræk! Og det er vel at mærke et karaktertræk, som der også kan være fordele ved. Diagnoser giver man kun ved sygdom.
Når det er sagt, så undrer det også mig, at HSP først er blevet kendt for ganske nylig via den amerikanske forsker og psykoterapeut Elaine Arons bog. Der må jo altid have eksisteret mennesker med HSP. Man taler om, at 15-20 % af befolkningen er HSP i en eller anden grad.
Da jeg for et par år siden første gang læste om HSP, var det virkelig en åbenbaring for mig. Her har jeg hele mit liv ihærdigt forsøgt at træne mig op til at kunne klare flere sanseindtryk og stresspåvirkninger, fordi det var det, jeg troede, at man skulle!
Og det var jo også, hvad man lærte i behandlingssystemet. Ingen i det etablerede behandlingssystem hjalp en til at forstå, at man tværtimod skulle lære at BESKYTTE sig selv mod alt for mange påvirkninger. Psykiatere troede dengang, at det var muligt at gøre folk mere robuste. Jeg ved ikke, om det har ændret sig, men jeg tror det ikke.
Nu fik jeg af Elaine Aron at vide, at jeg er, sådan som jeg er, og det skal jeg ikke lave om på. Jeg skal bare lære at beskytte mig selv og prioritere, hvad jeg vil bruge kræfter på. Det var virkelig en åbenbaring.
Personligt er jeg glad for, at der ikke er tale om en sygdom. Og jeg synes, at det er vigtigt at betone, at der faktisk er store fordele ved at have dette karaktertræk. Hvis man lærer at beskytte sig selv, vil man få et rigere indre liv.
Når man som I har et barn med HSP og er bevidst om karaktertrækket, så skulle det jo kunne lykkes at hjælpe og støtte ham til at få et godt liv. Men jeg forstår godt, at man kan være betænkelig ved at sende sit følsomme barn ud i en verden, som på mange måder er hård og barsk. Og man kunne ønske sig, at fagfolk så som lærere og pædagoger vidste noget mere om HSP.
Men en sygdom – det er HSP ikke!
Mange hilsner
Kameliadamen
Hvor er det dog dejligt, at der trods alt er kommet et helt andet fokus på det særligt sensitive karaktertræk, og hvor er jeres sensitive børn heldige at have forældre som jer, som i den grad gør jeres for at hjælpe dem.
Jeg er selv lærer - og har taget en kandidat i pædagogisk psykologi- og jeg ville ELSKE at arbejde som lærer på en skole for HSP-børn.
Jeg er selv særligt sensitiv og har af den grund valgt lærerfaget fra... Det er simpelthen for overstimulerende at være lærer i en "normal" klasse.
Jeg er faktisk også begyndt at overveje muligheden for at skrive en phD indenfor emnet "Særligt sensitive børns trivsel i skolerne". For som I siger, så er der jo SÅ mange fantastiske evner i det særligt sensitive karaktertræk, evner som vores samfund i den grad har brug for. Det er bare utrolig svært at få adgang til disse evner, når man bliver bombarderet med stimuli.