Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Jeg er helt enig i det du skriver. God løsning.
Jeg blev rigtigt glad for dit indlæg. Vi er vist slet ikke så uenige, når det kommer til stykket. Og Kameliadamen, vi to er jo også enige et langt stykke hen ad vejen.
Jeg vil prøve at forklare mig lidt nærmere.
Jeg mener ikke, at ubalancer og symptomer opstår ud af den blå luft. Der må være en udefra kommende årsag. Denne årsag kalder jeg traumatisering og det kan være snart sagt hvad som helst. Det første traume et menneske udsættes for er fødslen. Et barns nervesystem er helt uudviklet og meget sart og bliver let overbelastet. Et spædbarn kan traumatiseres af høje stemmer, tordenvejr, oplevelsen af at være blevet forladt, oplevelsen af at falde og andre ting, der i voksne øjne er ganske harmløst. Det kan være at barnet vokser op i en familie med forskellige former for misbrug og overgreb, det kan være det bliver mobbet i skolen eller hjemme. Operationer og ulykker er naturligvis også traumatiserende.
Et traume er så at sige en kortslutning af nervesystemet. Kommer nervesystemet i ubalance, vil både krop og sind også komme det, for nervesystemet binder det hele sammen.
Alle børn har oplevet situationer, hvor de er blevet rædselsslagne. Selvom situationen måske ikke reelt var farlig, var det den oplevede fornemmelse. Når man føler sig truet eller i fare sker der en masse i kroppen. Bl.a. producerer binyrerne masser af stresshormonerne adrenalin og noradrenalin og kortisol, der skaber en enorm energi, så man kan kæmpe eller flygte. Musklerne spændes og blodforsyningen til andre dele af kroppen minimeres.
Men det er ikke altid, at man kan kæmpe eller flygte. Et barn er ikke i stand til det, hvis det er en overmagt, der truer eller truslen er diffus og usynlig. I stedet fryser barnet fast i rædsel og handlingslammelse. Nervesystemet og hermed følelserne i situationen lammes så at sige.
Når situationen er overstået, løsnes de spændte muskler ikke bare op igen. Det betyder, at der opstår nogle blokeringer i kroppen, så energien ikke længere kan flyde frit. Der vil være overenergi i nogle dele af kroppen og underenergi andre steder. Hvilket kan skabe følelsen af både at have enormt meget energi, der ikke kan komme ud og samtidigt være dræbende træt.
Fysisk kan der over tid opstå et hav af forskellige symptomer f.eks.: Hovedpine, mavesmerter, muskelsmerter, stofskifteproblemer, kronisk træthedssyndrom, fibromyalgi, for højt blodtryk, manglende næringsstofooptagelse m.m.
Der kan opstå forskellige former for kompenserende adfærd: spiseforstyrrelser, forskellige former for misbrug m.m.
Psykisk eller neurologisk vil barnet kunne reagere med overopmærksomhed, overreaktioner, vredesudbrud, dårlig hukommelse, manglende koncentrationsevne, angst, depressioner m.m.
Bevidst eller ubevidst vil barnet prøve at finde en mening med det, der er sket. Da barnet ikke har et følelsesmæssigt og erfaringsmæssigt grundlag for at finde en rigtig forklaring, vil det typisk være: 'Det var min egen skyld. Det var noget, jeg sagde eller gjorde forkert'.
Alt i alt skaber det hele grundlag for en forvrænget tankegang, misfortolkede følelser, lavt selvværd, mistillid, isolationstendens, ensomhedsfølelse, tomhedsfølelse, skyld, skam, utryghed m.m.
Det er klart, at én traumatiserende hændelse ikke vil have så store konsekvenser, som flere gentagne traumer. Mange traumatiserede børn fortsætter som voksne med at have livsvilkår, som opretholder stressniveauet: Problematiske relationer til andre, dårlig økonomi, usikre boligforhold, manglende tilknytning til arbejdsmarkedet og andre basale ting.
Samlet set har traumet skabt forstyrrelser på alle områder. Men i det etablerede behandlingssystem prøver man at behandle hvert enkelt symptom for sig og ser ikke, at de har en fælles årsag.
På et tidspunkt starter man måske i almindelig samtaleterapi. Måske får man det psykisk og følelsesmæssigt meget bedre (det har både du og jeg oplevet). Hovedet har fået det bedre, men man har det stadigt ikke godt nok, for kroppen har ikke fået bearbejdet traumerne. Kroppen har sin egen hukommelse og den kan aktiveres, når man f.eks. begynder at bearbejde de muskler, der låste sig fast under traumet. Derved vil både den energi og de følelser, der frøs fast under traumet blive frigjort – hvilket medfører vedvarende helbredelse både psykisk og fysisk.
Det er dét man gør i SE-terapi (choktraumeterapi). Denne form for terapi er meget blid og forsigtig, fordi den er beregnet til at hele et overbelastet nervesystem, som meget let overreagerer. Samtidigt tages der også hånd om de traumatiserede følelser, der vækkes, når kroppen bliver vækket.
Dette er desværre bare ikke en etableret behandlingsmetode og derfor meget kostbar.
Det er klart, at dette er en ultrakort forklaring, men jeg håber, at det har ryddet nogle af misforståelserne af vejen.
Hvis du er interesseret, kan du læse et uddrag af 'Væk tigeren' af Peter A. Levine (der har skabt SE-terapien) her: http://www.tabuet.dk/vaek_tigeren.html
KH Helene
Du skriver: ”Jeg mener ikke, at ubalancer og symptomer opstår ud af den blå luft”
Nej, det mener jeg heller ikke, men det farlige ved denne skarpe opdeling i noget fysisk og noget psykisk er, at man ofte kommer til at satse hele opmærksomheden på én af tingene – enten det fysiske eller det psykiske. Og min pointe er, at selv om man til stadighed bliver ved med at gentage, at det fysiske og det psykiske hænger sammen, ja så har man jo allerede – i og med, at man siger sådan – foretaget en sådan skarp opdeling!
Det er svært at udtrykke, hvad jeg mener, men jeg håber, at du kan følge mig.
Og selv når det måske er rigtigt, at symptomer og ubalancer i sidste ende stammer fra noget psykisk, kan det være stærkt betænkeligt, at man kun koncentrerer sig om den psykiske side af sagen, hvilket min historie viser.
(Jeg beklager, at jeg i en tråd om Kelles problem hele tiden er nødt til at bruge eksempler fra mit eget liv, men det er jo det, jeg kender bedst
En ubalance som jernmangel, som jeg åbenbart har haft i årtier, men mest ekstremt i nogle få år, kommer naturligvis ikke ud af den blå luft. Jeg spiste sundt, men jeg var godt klar over, at jeg havde kraftige menstruationer. Jeg så det ikke som et problem, for mine menstruationer var ret kortvarige, og jeg havde jo ikke noget at sammenligne med. Jeg gik ud fra, at andre kvinder havde det på samme måde eller værre. I hvert fald var der nogle veninder, der berettede om meget langvarige menstruationer.
På et tidspunkt var jeg til en scanning for livmoderhalskræft, og ved den lejlighed sagde lægen, at han kunne mærke, at jeg havde store knuder på livmoderen (såkaldte fibromer) og han spurgte, om de gav mig problemer. Jeg sagde til ham, at jeg havde kraftige menstruationer, men bortset fra det havde jeg ingen problemer med underlivet.
Men muskelknuder, som ifølge lægevidenskaben kan give anledning til kraftig menstruation, som igen kan give jernmangel, som igen kan være årsag til depression, kommer naturligvis ikke ud af den blå luft!
Jeg er helt bevidst om, at jeg har spændt meget, blandt andet i underlivet – i et forsøg på at leve op til de krav, som en travl hverdag stiller. Så i sidste ende har du jo ret, Helene: Min jernmangel opstod nok som følge af spændinger i underlivet, som igen skyldtes, at jeg stillede for store krav til mig selv, i forhold til hvad jeg magtede, altså nogle psykiske forhold.
Jeg kan bare garantere for, at der ikke er vundet noget ved at satse udelukkende på det psykiske som forklaringsmodel ved jernmangel. Det gælder om at gøre noget ved jernmanglen her og nu og ved de kraftige menstruationer. At det så OGSÅ er en god ide at få kropsterapi, der kan hjælpe med at finde årsagen til spændingerne og afhjælpe dem, er en anden sag.
Men det, jeg oplever, er, at alt for mange med fysiske problemer affejes med, at det nok er noget psykisk, og jeg mener, at det er selve denne opdeling i noget fysisk og noget psykisk, der er problemet, også når det pointeres, at det fysiske og det psykiske hænger sammen.
Problemet er jo, at hvis man uden videre går ud fra, at årsagen til problemet hænger sammen med traumer fra barndommen, så er man tilbøjelig til at stirre sig blind på det psykiske og forsømmer derfor at gøre noget ved de ubalancer, der kan afhjælpes her og nu med ufarlige metoder, f.eks. kosttilskud eller aflastning.
Mange hilsner
Kameliadamen
Jeg skrev ”Jeg mener ikke, at ubalancer og symptomer opstår ud af den blå luft”. Du svarer, at jeg hermed faktisk foretager en skarp opdeling imellem det psykiske og fysiske. Det forstår jeg ikke.
Min pointe er, at årsagen til de oprindelige ubalancer sådan set HVERKEN er psykisk ELLER fysisk. Det er en påvirkning af noget udenfor os selv, som vi opfatter som truende eller farlig. Men denne udefra kommende påvirkning, reagerer vi på - BÅDE psykisk, følelsesmæssigt, fysisk OG energimæssigt. Det sker ikke som følge af hinanden men samtidigt og kan derfor ikke adskilles.
Det er klart, at når man så senere i livet får f.eks. jernmangel, så begynder man selvfølgeligt ikke at grave i psyken for at finde en årsag til det! Men som du selv er inde på, så må der også være en forudsætning for, at der opstår jernmangel. Der må nødvendigvis have været andre ubalancer i systemet, der har skabt grundlag for, at der kan opstå jernmangel.
Ved alvorlige kroniske lidelser eller sygdomme, kan der imidlertid være god grund til at arbejde med psyken i et terapiforløb. Men hvorfor, hvis det er et traume, der er årsagen og symptomet er fysisk sygdom? Fordi psyken også vil være påvirket og det er det letteste sted at starte.
For de fleste er det lettere at starte med at arbejde med tanker og følelser end med kroppen. I psykoterapi kan man altid finde en rød tråd, der kan spores tilbage i tiden og som kan føre én til årsagerne. Igennem terapien kan man få bearbejdet følelserne og forandre uhensigtsmæssige tankemønstre, få opbygget nye ressourcer, få skabt tilknytning og meget andet godt.
Hvis man derimod startede med at arbejde med kroppen terapeutisk (f.eks. i SE-terapi), så ville det for de fleste være langt sværere. For det er voldsomt, når kroppens hukommelse vækkes og de gamle traumeenergier slippes helt fysisk. Hvis ikke man ved og forstår, hvad det handler om og ikke er parat til at opleve følelserne, så vil kroppen prøve at beskytte sig. I stedet for at åbne sig, vil den skabe nye muskelspændinger og flere blokeringer. Der må først være en følelsesmæssig parathed og vilje til at klare den fysiske udladning af energi. Ellers vil nervesystemet blive overbelastet igen, hvilket vil sige retraumatisering.
Traumatisering i barndommen kan sammenlignes med, at man planter et lille træ og vikler det ind i pigtråd. Træet vokser op ud over denne pigtråd. Det er klart, at man ikke uden videre, når træet er blevet voksent bare kan fjerne pigtråden, så ville træet dø. Det må frigøres lidt efter lidt meget stille og roligt.
En anden metafor kunne være, at når man hiver en mælkebøtte op, får man aldrig hele rodspidsen med. Derfor er den højst væk i en tid, før der kommer en ny. Når man får udløst den sidste traumeenergi svarer det til, at man får taget rodspidsen med ud, så der ikke er mere tilbage.
Det er klart, at det ikke hjælper nok kun at tale om, at man skal fjerne pigtråden eller have roden op. Det skal også gøres i praksis. Derfor er psykoterapi alene ikke tilstrækkeligt.
Når det sidste stykke pigtråd er fjernet eller roden på mælkebøtten er gravet helt fri og kan tages op, så kan nervesystemet endeligt falde til ro og så er helbredelsen et faktum.
Naturligvis kan der senere komme nye ubalancer, men det vil jo være i småtingsafdelingen i forhold til de dybe, oprindelige traumer, så de vil aldrig kunne påvirke på samme måde.
Jeg tror ikke, at nogen går ind i en sådan årelang, smertefuld helbredelsesproces, hvis ikke de er pisket nødt til det. Som behandlingssystemet er nu, er det jo så heller ikke muligt, hvis man ikke selv betaler for det.
Jeg kan varmt anbefale disse to udsendelser fra Danskernes Akademi med traumeforsker Ask Elklit:
Psykotraumatologi: http://www.dr.dk/odp/player.aspx?http:/ ... odp%3Dtrue
Psykologiske og kropslige mekanismer og symptomer: http://www.dr.dk/odp/player.aspx?http:/ ... odp%3Dtrue
KH Helene
Kameliadamen først.
Du skriver: "(Jeg beklager, at jeg i en tråd om Kelles problem hele tiden er nødt til at bruge eksempler fra mit eget liv, men det er jo det, jeg kender bedst
Jeg kan sagtens give dig ret i, at man skal passe på ikke at ryge i en grøft og sige "det er alt sammen noget psykisk" eller den anden grøft "det er alt sammen noget fysisk". Det jeg selv har oplevet er, at der her været alt for meget fokus på det psykiske fra min læges side. Jeg kom engang med dårlig ryg og så ville hun sende mig til en psykolog. Men jeg tog i stedet til en fysioterapeut og fik at vide, at det var almindelige eftervirkninger af noget medicin jeg havde fået, og så havde jeg en dårlig holdning, så jeg skulle lige "rettes ud". Et par gange ved fysioterapeuten, så var smerten helt væk og jeg gik/sad/stod som jeg skulle. Ingen problemer med det siden.
Og så Helene
Nu tror jeg, at jeg forstår dig bedre. Jeg har hele tiden forstået det som om, at man kun helbredte sindet, og så skulle kroppen bare automatisk følge med. Men det du skriver her, lyder jo til, at der også er behandling af kroppen efterfølgende, og at terapien blot er et skridt i den retning. Har jeg forstået det rigtigt?
Jeg mener nu ikke altid, at der behøver være en psykisk faktor. Måske ved fibromyalgi. Tidligere nævnte jeg lav produktion af kortisol hos nogle fibromyalgipatienter. Dette som et resultat af en stresset barndom. Men på den anden side, så mener forskerne i fibromyalgi, at der også er en arvelig faktor, da % risiko for at få fibromyalgi stiger markant hos dem med forældre, der har sygdommen. Min far har fibromyalgi, så derfor synes jeg det virker meget oplagt, måske blandet sammen med, at jeg blev mobbet i skolen som barn. Men der er også dem, der har en medfødt misdannelse i hjernen. Fx epilepsi. Noget der allerede er dannet før man bliver født. Igen er der virusser, som man bliver smittet med. Der tror jeg ikke, det gør nogen forskel, hvordan fortiden har været, hvor stresset man er osv. Måske de psykiske/fysiske traumer kan have svækket ens immunforsvar, så man er mere modtagelig overfor virussen? Men selv med et stærkt immunforsvar mener jeg sagtens, at man kan blive smittet med noget. Og det jeg taler om rent specifikt er den virus XMRV, som man mener, kan være årsag til ME.
Da jeg blev syg, blev nogle af mine veninder det også omkring samme tid. ME smitter i den første måneds tid (eller jeg husker ikke præcis hvor længe, men der omkring) så det virker ret oplagt, at vi er blevet smittet med en virus. Kan SE-terapi hjælpe på det, eller er det kun traumer, det hjælper på?
Jeg er også meget træt af, når læger bare vil symptombehandle. Jeg har oplevet det selv. Da jeg for et par år siden havde fået det her fibromyalgi og sikkert også ME, så tog jeg selvfølgelig til lægen (da jeg var blevet overtalt til det af min studievejleder efter et halvt års tid - jeg kunne ikke lide at tage til lægen) og jeg fortalte om nogle af de forskellige symptomer. Men hun virkede ikke særlig interesseret, og jeg fik bare forskellig medicin mod symptomerne, altså hun begyndte at symptombehandle i stedet for, at finde årsagen. Så efter 6 besøg ved lægen, henviste hun mig endelig til en reumatolog. Så jeg er selv meget opsat på, at man skal finde selve årsagen og bekæmpe den.
Venlig hilsen Kelle
Jeg vidste, at min pointe ville blive svær at forklare, og det citat fra dig, som jeg burde have henvist til, men desværre hoppede over, fordi meningen er så selvfølgelig for mig, er:
”Krop og sind kan ikke adskilles.”
Pointen er, at man – når man siger sådan – allerede har lavet denne adskillelse. Det kan godt være, at man mener, at man forbinder de to ting med ordet ”og”, men i praksis laver bevidstheden stadig en sådan skarp opdeling. Ordene er jo ikke smeltet sammen til ét ord.
Det er muligt, at du i din redegørelse undgår adskillelsen. Det kan jeg ikke rigtig vurdere. Jeg taler ud fra den virkelighed, som en ganske almindelig patient møder i det danske sundhedssystem. Når en læge siger: ”Krop og sind kan ikke adskilles” eller ”Det fysiske og det psykiske hænger sammen”, så er der virkelig grund til at være på vagt, for man kan være helt sikker på, at lægen netop er i gang med at foretage en sådan skarp opdeling, dvs. er i færd med at affeje ens problem, med henvisning til, at det blot er noget psykisk.
Jeg ved ikke, om jeg nu har gjort mig forståelig?
Først efter at have forklaret ovenstående ordentligt (hvilket jeg åbenbart ikke gjorde i første omgang), var det relevant, at jeg skrev det næste citat fra dig: ”Jeg mener ikke, at ubalancer og symptomer opstår ud af den blå luft.”
Min pointe er her, at selv om en ubalance i sidste ende er forårsaget af noget psykisk, så er det ikke sikkert, at det er nogen god ide at starte med at behandle psyken.
Jeg gik i årevis i terapi, og som du ved, har jeg også været i kropsorienteret psykoterapi. Det begyndte jeg med for 31 år siden. Jeg er selvfølgelig enig med dig i, at kropsterapi er en meget virksom terapimetode. Men mange af de penge, jeg betalte for terapien, var totalt spild, fordi jeg meget af tiden på grund af jernmangel havde det så dårligt, at terapien ikke var til nogen gavn. Ligegyldig hvor meget man går i psykoterapi, og ligegyldig hvor kvalificeret terapeuten er, så kan en psykoterapeut altså ikke afhjælpe jernmangel.
Jeg må have haft jernmangel i årtier, men mine problemer er altid blevet forstået som ”noget psykisk”. Der var helt sikkert også traumer, og jeg kunne have haft meget gavn af terapien, men fik det ikke i tilstrækkeligt omfang, fordi jernmanglen gjorde mig så syg. Da jernmanglen endelig blev opdaget, fortsatte jeg i terapi og havde da absolut gavn af at få hjælp til at bearbejde det kolossale lægesvigt. Men efter alt i alt at have brugt ca. 200.000 kr. på terapi, vil jeg hellere bruge mine penge til noget andet nu.
Til Kelle: Det er godt, at du ikke synes, at jeg fuldstændig beslaglægger debattråden med dine problemer til mine egne ting.
God weekend til jer begge
Kameliadamen
Kameliadamen, du skriver, at du taler ud fra den virkelighed, man som patient møder i det danske sundhedssystem. Det gør jeg på ingen måde. De ting jeg skriver om, er indenfor 'det alternative' spekter, netop fordi de er holistiske og handler om samspillet mellem krop/sind/sjæl. Så det er klart, at det kan skabe gensidige forståelsesproblemer.
Du har helt ret. Ordene: 'Krop og sind kan ikke adskilles' indikerer, at der er en adskillelse! Men det er der jo også. Det er to helt forskellige dele af den samlede organisme, hvor det ene ikke kan eksistere uden det andet.
Rent fysiologisk kan krop og sind ikke adskilles – de spejler konstant hinanden. Følelsesmæssigt er det uundgåeligt, at der tidligt i livet (i større eller mindre grad) er sket en adskillelse som følge af almindelig tilpasning og socialisering. Børn lærer tidligt, at de skal være fornuftige og tænke sig til tingene (sindet), i stedet for at handle på deres impulser og rette sig efter deres følelser (kroppen). Måske lærer de endda, at de ikke kan stole på deres egne følelser, at deres følelser er 'forkerte', så de må lukke af og undertrykke de sider af sig selv, omgivelserne ikke bryder sig om. Når man lukker af for nogle følelser i kroppen, ryger man mere op i sit hoved, så på den måde kan børn lære at tænke sig til deres følelser i stedet for at mærke dem. Denne adskillelse mellem krop og sind er altid meget smertefuld for et barn, for det betyder, at det skal afskære sig fra noget af sig selv og det kan føles som et overgreb. Er barnet tilmed udsat for egentlige overgreb af en slags, bliver skaderne selvfølgeligt værre.
Adskillelse mellem krop og sind påvirker naturligvis hele organismen. Hvis adskillelsen er stor nok, vil man have enten psykiske eller fysiske problemer (eller begge dele), der belaster så meget, så man formentligt vil søge professionel hjælp. Desværre prøver de fleste kun at 'reparere' den afbrudte forbindelse enten fysisk eller psykisk, men der er sket skader begge steder, så det hele må behandles. Fællesnævneren er nervesystemet.
Det er klart, at psykoterapi ikke hjælper på f.eks. jernmangel! Omvendt kan man ikke nødvendigvis optage næringsstoffer, hvis man har psykiske/følelsesmæssige problemer! Behandlingen må derfor startes, hvor det er muligt at komme igennem, så der kan startes en helbredelsesproces.
Kelle, du har forstået det helt rigtigt. Som du kan se, mener jeg ikke, at man bare skal helbrede sindet, så følger kroppen med. Det gør den ikke – tværtimod prøver den at opretholde status quo, for det er følelsesmæssigt smertefuldt at slippe de fysiske blokeringer og kroppen prøver at beskytte én mod den smerte.
Jeg mener godt, at man kan være arveligt disponeret for en bestemt lidelse, men der må være nogle udefra kommende påvirkninger, der får den til at bryde ud.
F.eks. mener jeg ikke, at man udvikler meget smertefulde lidelser som f.eks. fibromyalgi eller Hortons hovedpine, hvis der ikke først har været en meget stor følelsesmæssig smerte. Fysisk smerte er meget effektiv til at bedøve/fortrænge/camouflere følelsesmæssig smerte. Jeg kender én, der går på en klinik for fibromyalgi. På denne klinik havde de lavet en intern statistik: 71% af patienterne havde været udsat for seksuelle overgreb i barndommen!! Tallet kan meget vel være højere, da mange fortrænger overgreb.
M.h.t. deciderede medfødte misdannelser o.a., mener jeg, at der er en sammenhæng med tidligere liv. Forskning på området understøtter dette – men det tror jeg hellere vi må lade ligge ;-)
Angående virusinfektioner kan alle naturligvis rammes, hvis immunforsvaret i en periode er lidt nede. Det vil dog næppe være noget større problem, hvis man i øvrigt er sund og i god balance med sig selv psykisk og fysisk. En kronisk stresstilstand nedsætter immunforsvaret betydeligt. Nogle suger i så fald alle mulige infektioner til sig, mens andre ikke får de små infektioner men samler sammen og udvikler 'større' sygdomme - ofte autoimmune lidelser. Hvad jeg afgjort mener, er forårsaget af et traumatiseret følelsesliv!
SE-terapi er en choktraumeterapi, så derfor kan jeg ikke forestille mig, at nogen vil søge en sådan terapiform p.g.a. en virusinfektion. Det udelukker naturligvis ikke, at man i SE kan få bearbejdet de ubalancer, der er opstået i krop og sind gennem tiden. Det vil under alle omstændigheder betyde, at der kommer mere energicirkulation i kroppen, gamle blokeringer vil slippe og krop og sind vil arbejde hen imod helbredelse. Dette vil også styrke immunforsvaret, så det bedre kan bekæmpe en infektion.
Kelle, jeg forstår naturligvis dit behov for at finde årsagen til dine problemer. Man kan bare komme til at lede rigtigt længe, hvis man søger det forkerte sted eller søger på den forkerte måde. De svar vi søger gemmer sig i underbevidstheden og kroppens hukommelse. Hvis man er parat til at kende svarene, kan det derfor være de oplagte steder at lede efter dem.
God søndag :-)
KH Helene
Jeg tror ikke, at der er nogen, der er i tvivl om, at du taler fra en anden forståelsesmodel, end man gør i det etablerede sundhedsvæsen ;o)
Og det gjorde jeg jo sådan set også, da jeg foreslog, at en måde til at løse problemet med sundhedsvæsenets skarpe opdeling i fysisk og psykisk, kunne være, at man brugte et helhedssyn på alle sygdomsudløsende faktorer ved at kalde dem ”belastninger”, uden først at opdele dem i psykisk og fysisk.
Det har sådan set været min kongstanke i flere år: Et menneske, der bliver alvorligt syg, burde i sundhedsvæsenet straks komme i kontakt med et team af forskellige specialister. I Kelles tilfælde kunne det være en reumatolog, en neurolog, en specialist i infektionssygdomme, en psykolog og en kostvejleder. Sammen kunne de komme med bud på, hvad der er i vejen, og hvad der kunne gøres. Meningen er at undgå, at sygdomsfremkaldende årsager overses, og at der lægges planer for, hvordan organismens selvhelbredende evner kan styrkes.
Men din forståelsesmodel, Helene, (som jo også langt hen ad vejen også er min!) og ovenstående forslag fra min side om et team af sundhedspersoner med forskellig tilgangsvinkel ligger jo MILEVIDT fra virkeligheden i det sundhedssystem, som Kelle er i færd med at blive udredt af!
Og man er nu engang nødt til at forholde sig til virkeligheden. Så kan det godt være, at man sideløbende eller senere, når diagnosen foreligger, kan finde overskud (psykisk og økonomisk) til at opsøge de behandlingsmuligheder, som man selv går ind for.
Det kunne godt se ud til, at du tror, at jeg er uenig med dig i din forståelsesmodel, men sådan skulle mine indlæg ikke forstås. Meningen var at sige nogenlunde sådan her:
Helene siger, at det psykiske og det fysiske ikke kan adskilles. Og bag den forståelsesmodel ligger en viden om, at det psykiske spiller en kæmpe rolle. I Helenes model er fysiske årsager ikke ”finere” end psykiske, og hele tilgangen til sygdom hviler på menneskerespekt og medmenneskelighed.
Og så er det, at jeg siger: Læg mærke til, at der inden for det etablerede sundhedssystem er masser af ”eksperter”, som ved første øjekast siger det samme som Helene, nemlig: ”Det psykiske og det fysiske kan ikke adskilles” eller ”Det fysiske og det psykiske hænger sammen.” De tror, at de er vældig progressive, men det, de i virkeligheden gør, er, at de er så optagede af de psykiske årsager, at de udelukker de fysiske, og desuden møder de den syge med arrogance og nedladenhed, fordi de i virkeligheden betragter psykiske årsager til sygdomme med ringeagt.
Jeg tænker f.eks. på de teorier, der ligger bag den såkaldte TERM-model, og de metoder til nedvurdering og manipulation, som modellen opererer med i praksis, sådan som det fremgår af vejledningen om TERM-modellen.
Kelle har jo selv udtrykt frygt for TERM-modellen i denne tråd, og jeg forstår godt, at du, Kelle, reagerede så voldsomt på Helenes tale om det psykiske, når man tænker på, at der for en overfladisk betragtning sagtens kan findes lighedspunker mellem TERM-modellens teorier og Helenes indlæg – men kun for en overfladisk betragtning!
Noget lignende møder man i øvrigt også i den reklame for Internetsiden www.kropogsjael.dk, som man kan finde i debatten ”Depression og angst”. Læg mærke til, at folkene bag dette site faktisk forsøger at give det udseende af, at de ikke adskiller krop og sjæl, ved at de skriver krop og sjæl i ét ord. Der er selvfølgelig informationsteknologiske årsager til det, men ikke kun! Reklamen kører i en båndsløjfe, sådan at der er forskellige budskaber på skift, men indimellem er der billeder af en mand i en rød trøje, som tydeligvis har ondt i ryggen. Budskabet er, at ondt i ryggen er et tegn på depression, og går man ind på Internetsiden, vil man forstå, at kuren er antidepressiv medicin!
Så altså, når nogen siger, at krop og sjæl ikke kan adskilles, så er forståelsesrammen ikke uden videre til gavn for den syge! Og man skal virkelig passe på sig selv, for man kan blive mødt med nedladenhed, arrogance og manipulation af ”eksperter”, der ellers betegner sig som moderne og progressive, fordi de lægger stor vægt på psykens betydning.
Mange hilsner
Kameliadamen
Det fysiske og psykiske spiller helt rigtig sammen. Men at påstå at man ikke kan optage næringstoffer fra tarmen pga. psykiske/følelsesmæssige problemer er noget sludder. Mangel på vitaminer/mineraler kan føre til psykiste problemer og ikke omvendt.
Hilsen Niels
Kameliadamen, dit svar kommenterer jeg senere.
Niels, er det ikke dig, der før har påstået, at jeg aldrig har lidt af Hortons Hovedpine? I så fald ved du nu igen mere om min helbredssituation og årsagerne hertil, end jeg selv gør, når du påstår, at jeg vrøvler.
Hilsen Helene