anoreksi

anna84

Du er bange for, at komme til at veje mere, end du har vejet før. Du er ikke den eneste, som denne angst opstår hos, når man kommer i puberteten. Sagen er blot, at der er stor fysisk forskel på at være barn og på at være voksen. Det hænger simpelthen sammen med hormoner... Din angst hænger formentlig også ubevidst sammen med en angst over at være ved at blive voksen.
Jeg tror ikke, at du er færdig med at vokse. Men alligevel vil jeg komme med et eksempel på en kvinde på 160 cm. Jeg siger kvinde, fordi man kun kan bruge de beregninger på voksne.

Som 19-årig skal en kvinde på 160 cm. veje MINDST 52 kilo. Gør hun det, så er hun lige på grænsen til at være undervægtig. Vejer hun 62 kilo, vil hun være på grænsen til overvægtig.

Så du kan godt se, at du med tiden bliver nødt til at komme til at veje mere end 35-36 kilo, ikke?

Jeg fik desværre ikke hjælp da jeg var på din alder. Jeg skjulte det, og da jeg ikke var så hårdt ramt og kun i perioder, så gik det. Men jeg siger DESVÆRRE, for jeg udviklede så en depression da jeg var 17 år og derfra gik det bare i ged alt sammen. Jeg var indlagt flere gange da jeg var 20-21 år. Så gik det faktisk okay en periode, men jeg udviklede så en spiseforstyrrelse... Jeg bad selv om at blive henvist til behandling for spiseforstyrrelse. Til min familie og venner sagde jeg, at det med mad og så videre havde taget overhånd, og jeg lagde ikke skjul på at jeg var i behandling da jeg kom det.

Du har en kæmpe fordel ved at du bor hjemme, så du kan få trøst og støtte. Som du kan høre, så er vores situationer ikke ens, da jeg havde boet væk hjemmefra i flere år og boede alene da spiseforstyrrelsen fik rigtig fat i mig. Men som sagt havde jeg tendenser til det allerede fra jeg var i starten af puberteten, og det er derfor jeg insisterer sådan på at du får hjælp så du kan blive en glad og velfungerende pige og få en dejlig ungdom.

Når jeg siger, at du har brug for at få hjælp, så er det ikke fordi jeg syntes der er nogen der skal tvinge dig til at tage på. Det er ikke hovedsagen lige nu. Hovedsagen er, at du bliver opmærksom på, hvorfor du er bange for mad, og at du lærer at håndtere de ting. Det er angsten og dit behov for kontrol de drejer sig om lige nu - ikke vægten.

Som sagt syntes jeg simpelthen bare at du skal bede din mor tage med dig til lægen fordi du er bange for at du har en spiseforstyrrelse. Bare rolig! Når først du har sagt "Mor... ", så skal ordene nok komme

Prøv nu at have en fantastisk konfirmationsdag i det dejlige vejr Og jeg kan love dig, at uanset hvor meget du spiser i dag, så bliver du ikke tyk.

Marica0

Håber du nyder din konfirmation, Cindy:)

Og jeg vil også sige dig tak, Anna, for dine svar...
Har også selv fået hjælp af dem... (dine svar)

anna84

Det er jeg glad for at høre

slettet24061

Hej Cindy. Først og fremmest tillykke med din konfirmation, og jeg håber du har haft en vidunderlig dag..

Du synes måske ikke ligefrem at du har anoreksi selv, men alt hvad du skriver at du tænker og gør, tyder meget stærkt på det.
Jeg er selv kommet i behandling for to uger siden. Og jeg har haft anoreksi i 10 år, selvom jeg kun er 21.
Jeg troede heller ikke jeg havde anoreksi, fordi jeg ikke tabte mig. Jeg sørgede bare for at holde min vægt, for så lagde folk ikke så tydeligt mærke til det.
Jeg håber du søger hjælp, i dag, i morgen, og snakker ærligt med dine forældre om den afsky du føler for mad, og mod dig selv når du spiser.

Jeg er endt ud i en alvorlig personlighedsforstyrrelse, som indeholder både borderline og den narcissistiske personlighedsforstyrrelse, derudover er jeg ramt af en svær depression, og det hele hænger sammen.
Jeg har været indlagt på psykiatrisk afdeling og det var dem der "opdagede" min anoreksi.

Jeg er som sagt 21, men har ingen uddannelse, hverken gymnasium eller noget, da min anoreksi har givet mig depression i flere omgange og gjort det umuligt for mig at gennemføre et studie. Jeg er netop nu sygemeldt på 6. måned, efter at være startet på endnu en uddannelse.
Jeg har stort set ingen venner, da det er svært for dem at se hvad jeg gør mod mig selv. Jeg har heller ikke selv overskud til at se dem, fordi jeg hele tiden sulter mig selv og tænker på hvordan jeg kan undgå at spise.

Jeg ønsker ikke dette for nogen, og slet ikke for en ung pige på 14 år, som skal leve livet!

Desværre er det svært, både at indrømme det overfor sig selv og også at blive rask. Det kan virke umuligt at spise et helt måltid, jeg kæmper stadig med det.. Er nødt til at dele min aftensmad op i to måltider ellers magter jeg det ikke.

Men du kan gøre det, især hvis du får fat på det nu:)

http://www.regionmidtjylland.dk/files/P ... orslag.doc
Her er den kostplan som passer til hvad du burde indtage. Og motionerer du skal du selvfølgelig spise mere. Selvom det er svært.

Jeg ønsker dig al mulig held og lykke, og du må endelig skrive hvis du får brug for at snakke.

slettet21006

jeg har ikke sagt det til min mor endnu, kan simpelhen ikke få mig selv til det. men jeg havde en fantastisk konfirmation, hvor jeg slap næsten slap kontrollen og overhørte "stemmen". men til blå mandag var kontrollen der igen. og idag. vil líge sige at den der madplan virker fuldstændig uoverskuelig!, så meget ville jeg slet, slet ikke kunne få ned..
har faktisk sagt det til en veninde, men hun siger at det bare er starten på en spiseforstyrrlse, og bliver så forvirret og ved ikke hvad der er rigtidt eller forkert.
tak igen fordi i er så søde og svare mig igen og igen (:

ps. kan man egenlig tage sit bmi inde på en lettere barndom, det er jo lavet specielt til børn?? derinde siger de at når man er som jeg er er man kun undervægtig når ens bmi er under 15,8, og derinde er mit bmi 13,67 og så er jo ikke særlig undervægtig...

anna84

For det første: BMI fungerer ikke sådan, at man "kun er lidt undervægtig". Når man er under det laveste BMI, så er man undervægtig, og sådan er det.
Spiseforstyrrelser og BMI hænger ikke 100% sammen. Endnu en gang må jeg sige, at spiseforstyrrelser i lige så høj grad handler om det psykiske (reglerne, "stemmen", angsten) som om vægten.

For det andet: Om du har en begyndende spiseforstyrrelse eller er mega-spiseforstyrret er fuldstændig ligegyldigt. Hvis du kun har en begyndende spiseforstyrrelse, så er du heldig, for så er det nemmere at komme ud af det. MEN DET KRÆVER HJÆLP.

For det tredie: Netop fordi sådan en madplan som den der er linket til er fuldstændig uoverskuelig for dig, så har du et stort, stort problem. Den madplan er hvad man skal spise - og sådan som du spiser, er ekstremt farligt.

Jeg er glad for, at du havde en dejlig konfirmation :-)

Kære du, du må og skal tale med din mor.
Vil det værre nemmere for dig at skrive et brev til hende? Eller at vise hende denne tråd?

slettet21006

jeg har ikke sagt det til hende endnu, men hun siger jeg snart skal til lægen pga svimmelheden, men det er jo ikke det samme..
i dag har jeg spist 900 kalorier, men kun fordi jeg havde en veninde på besøg, og når hun eller andre kigger på mig føles det som om de kan se lige igennem mig og kan se hvordan jeg har det, og så føler jeg at jeg er nødt til at spise... men nu, fortryder jeg at jeg spiste så meget...

Marica0

Det eneste jeg kan råde dig til, er at snakke med din mor!!!
Jeg gik i 3/4 år uden at sige det, det bliver sværere og sværere for hver dag, der går... Men snakkede med min mor om det i søndags, og det letter bare SÅ meget! Jeg har det meget bedre nu og føler at hun støtter mig - hvilket hun også gør...

Det er VILDT svært at sige det, men du bliver nødt til det. Jeg er sikker på at hun vil prøve at forstå dig. Så behøver du heller ikke at lyve eller skjule ting mere, det er meget befriende. snakkede med min mor en halv time i dag, det er fantastisk at føle, at nogen støtter en. Efter lang tid med ensomhed er der endelig nogen, der vil hjælpe mig. jeg håber at du vil komme til at føle det samme. For det hjælper!

Knus Marica

slettet21006

ja, jeg ved godt jeg burde sige det til hende. men skal lige samle mod og videe hvad jeg skal sige.
hvad sagde du til hende??
igen tak for svarene (:

Marica0

Det var faktisk hende, der bragte det på bane, fordi hun havde bemærket, at der ikke var forsvundet nogen bind... Så hun kunne regne ud, at jeg ikke havde menstruation. Og så vidste jeg ikke, hvad jeg skulle sige - og så kom det hele bare ud. I starten råbte jeg bare, at jeg havde haft anoreksi og måske stadig havde det, og så kom hun hen og satte sig ved mig. Hun lod mig tale ud og blev bare ved med at holde om mig, det var rart:')

Så spurgte hun lidt forsigtigt ind til det, og fortalte så, at hun faktisk selv havde haft problemer med at føle sig udenfor og føle sig helt forkert, da hun var teenager. Det lettede at høre, at det også havde været sådan for hende, så havde hun lidt forståelse for det.

Så aftalte vi at kontakte en diætist, som vi før har haft kontakt med (pga. en blindtarmsbetændelse). Diætisten ville dog hellere have, at vi kontaktede en læge, som vi nu har gjort, skal derhen d. 11. maj...

Det lettede meget at fortælle det, selv om jeg nogen gange fortryder det. Men det er også dejligt, at jeg ikke behøver at lyve mere, for nu ved min far og mor, hvorfor jeg nogen gange har svært ved at spise. De forstår mig ikke - men de prøver, og det er det vigtigste:)

Forstår godt det er svært at sige det - men vent ikke for længe:)

Knus Marica