Indstillinger
anoreksi
hej(:
jeg har skrevet herinde før, omkring anoreksi. men på det seneste er det blevet værere. jeg er begyndt at løbe hver morgen og laver også en masse mere. og spiser mellem 500-600 kalorier om dagen. jeg har ik tabt mig, men er så træt af den krig i mit hoved! noget i mig vil have at jeg skal have anoreksi og resten af mig ved godt det er forkert. er 160 høj 14 år og vejer 35 kg.
har jeg anoreksi eller hvad er det?? er så forvirret!
ps. skal konfirmeres snart og er ved at dø over alt det mad jeg ved jeg vil blive proppet med. mine forældre er vist også begyndt at lægge mærke til det, da de spørger om der er noget i vejen og sådan, og tit tvinger mig til at spise aftensmad selvom jeg ik er sulten. det med konfirmationen er os det at jeg skal stå foran en helt kirke så alle kan se hvor fed jeg er og se mine fede krop og ben! aner ik hvad jeg skal gøre:/
jeg har skrevet herinde før, omkring anoreksi. men på det seneste er det blevet værere. jeg er begyndt at løbe hver morgen og laver også en masse mere. og spiser mellem 500-600 kalorier om dagen. jeg har ik tabt mig, men er så træt af den krig i mit hoved! noget i mig vil have at jeg skal have anoreksi og resten af mig ved godt det er forkert. er 160 høj 14 år og vejer 35 kg.
har jeg anoreksi eller hvad er det?? er så forvirret!
ps. skal konfirmeres snart og er ved at dø over alt det mad jeg ved jeg vil blive proppet med. mine forældre er vist også begyndt at lægge mærke til det, da de spørger om der er noget i vejen og sådan, og tit tvinger mig til at spise aftensmad selvom jeg ik er sulten. det med konfirmationen er os det at jeg skal stå foran en helt kirke så alle kan se hvor fed jeg er og se mine fede krop og ben! aner ik hvad jeg skal gøre:/
Kommentarer
Og du er i hvert fald ikke tyk! 35 kilo er uhyggeligt lidt! Så langt var jeg ikke engang nede på... Jeg er på vej ud af spiseforstyrrelsen, men det er svært. Så jeg ved ikke om jeg kan give dig god nok hjælp. I hvert fald har du brug for hjælp, for du har helt klart en spiseforstyrrelse! Hvis du ikke kan snakke med dine forældre eller venner om det, så prøv LMS (landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade) dem skrev jeg til på mail - og det har virkelig hjulpet mig at høre fra nogen som har forstand på det... http://www.spiseforstyrrelser.dk/script ... efault.asp prøv dette...
Du må ikke tænke så meget på mad til din konfirmation - for det er med at nyde dagen! Min blev totalt overskygget af, at jeg konstant tænkte på mad - det ønsker jeg ikke for dig!!! Du skal have hjælp, det er klart, for ellers bliver det kun værre! Det er jeg sikker på...
Og det kan lette at fortælle en god veninde om det. Eller en du ikke snakker meget med, det hjælper bare at få det UD!!! At få følelserne ud, eller sgår du og gemmer på det..
Jeg ønsker virkelig for dig, at du får behandling, for du har lige så meget ret til et godt liv, som alle andre!!
Knus fra Marica:)
jeg har sådan en "madplan" jeg har lavet, hvor der er 500-600 kalorier i. og når jeg spiser hvad jeg må i den, har jeg ik specielt dårlig samvittighed, men hvis jeg bliver tvunget til at spise aftesmad eller spise et stykke chokolade får jeg vildt dårlig samvittighed! jeg bliver tit tvuget til at spise da min mor syntes jeg skal spise fordi hun har lagt mærke til at jeg ik spiser så meget. og jeg hader det så meget! så får jeg lyst til at flå maden ud. nogengange spiser jeg næsten almindeligt, 800-1000 kalorier, men der bliver længere og længere i mellem. jeg har jo ik tabt mig, så har jeg stadig anoreksi??
ps. hvor gammel er du? (:
Du skirver, at du ind i mellem spiser næsten normalt - 800-1000 kalorier. Men det er altså ikke næsten almindeligt... Det er faktisk stadig for lidt! Det er svært at holde op med anoreksi-vaner - rigtig svært! Men hvis du ikke gør et forsøg på at holde op, kan der ske en masse bivirkninger ved din krop. Jeg har ikke haft menstruation i et år nu - selv om jeg nu næsten spiser normalt er den stadig ikke kommet. Og du vil få det værre og værre med dig selv - det er frygteligt hårdt. Måske mister du også dine venner... jeg er aldrig sammen med dem mere, og føler vi er så langt væk fra hinanden. Det vil jeg ikke ønske sker for dig. men det er desværre det, der vil ske, hvis du fortsætter. plus en lang række andre bivirkninger. Din krop kan ganske enkelt ikke holde til det...
Om man har anoreksi er ikke et spørgsmål om hvor meget man har tabt sig... Det er mere det psykiske og følelserne omkring det. Og ud fra det du skriver, er jeg bange for, at du stadig har anoreksi...
Hilsen Marica
(P.S. Jeg er 15 år)
Du er meget tynd, og du spiser alt, alt for lidt.
Anoreksi handler ikke kun om vægttab. Det er i mindst lige så høj grad opmærksomheden på kalorier og motion, det dårlige selvværd og angsten det handler om. Derfor kan du SAGTENS have anoreksi, selvom du ikke syntes, at du taber dig.
5-600 kalorier er faretruende lidt. At du bliver bange/utryg når du spiser noget, du ikke mener du bør spise; for eksempel et stykke chokolade, er udtryk for, at du har et stort problem med mad.
Man tager IKKE på af et stykke chokolade. Man tager IKKE på af at spise tre almindelige måltider om dagen og mellemmåltider. Man tager på af at spise mere end kroppen forbrænder.
Når du kun spiser 5-600 kalorier, spiser du ikke mere, end hvad du forbrænder ved den motion du dyrker. Selv når du spiser op til 1000 kalorier får du får lidt.
Derfor er din krop i konstant underskud af næring og energi, hvilket kun gør din energi og dine tankerne endnu dårligere. Når man ikke får tilstrækkeligt med kulhydrater, protein OG sunde fedtstoffer, giver man hjernen og kroppen rigtig dårlige betingelser for at fungerer. Det betyder, at man kan blive både fysisk og psykisk dårlig.
At du ikke taber dig, er sikkert fordi du er så tynd som du er og spiser helt forkert. Kroppen kæmper en kamp for ikke at give slip på mere af sig selv.
Jeg kan forestille mig, at du oplever anfald af svimmelhed, at det måske snurrer i dine hænder og/eller fødder, at du er meget træt og at du har svært ved at være sammen med dine venner som du var tidligere.
Du ved godt, at du er i gang med noget du ikke bør. Du skal tage en snak med din mor. Hun er allerede opmærksom på, at du ikke spiser nok, men hun ved nok ikke, hvor svært du faktisk har det med.
Jeg syntes, at I skal tage til lægen og få en snak om kost og ernæring så du kan få sandheden at vide i stedet for de idéer du selv har skabt i dit hoved. Så kan I også tale om, hvordan du kan få det bedre igen. Du bør nok også få taget blodprøver, for det du har gang i kan være meget farligt for vitaminer, mineraler o.a. i kroppen.
Hvis du syntes, at det er svært få det sagt til din mor, så prøv at ringe til Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade og få nogle råd! Du finder deres nummer på http://www.spiseforstyrrelser.dk
Gør nu det rigtige!
V.h. Anna, 25 år og tidligere spiseforstyrret.
jeg er så bange for i morgen, skal konfirmeres og vil bare ik have den følelse af vrede hele aftenen fordi jeg kommer til at spise mere end jeg må...
når jeg prøver bukser er det et nederlag hvis de passer, , hvilket de heldigvis sjældent gør. jeg går derfor ik i bukser mere, men shorts!, for kan ik klare det nederlag.
jeg føler os bare et pres, fordi jeg altid har været tynd, og nu er jeg fed, hvad tænker folk ik!?
vil IKKE til lægen, han vil jo sige at jeg skal tage på, og det vil jeg ikke! , men er så glad for jeres svar, troede aldrig at der var nogle der ville svare..
Når man kommer i behandling for spiseforstyrrelse, så er angsten for at tage på det der dominerer i starten. Men sagen er, at det syn du har på din egen krop nu er falsk - det er kun dig der syntes at du er tyk. Når man kommer i behandling lærer man at se virkeligheden og man lærer at håndtere hverdagen så man ikke har det syge forhold til mad. Man bliver ikke tyk af at komme i behandling. Man får det bedre.
Jeg ved godt, at det med at tage på virker ekstremt faretruende. Men helt ærligt: Hvis du bliver ved med at veje så lidt, så kommer du ikke i puberteten. Det kan kroppen ikke når man er så undervægtig. Du risikerer at blive så svag, at du ikke kan afslutte skolen. Du risikerer knogleskørhed og hjerteproblemer. Og det vil blive sværere og sværere at blive rask jo længere du har spiseforstyrrelse.
Da jeg kom i behandling, undgik jeg ekstremt mange fødevarer, fik det ad H til hvis jeg spiste noget jeg ikke mente jeg måtte og var konstant optaget af kalorier, motion og min krop. Da jeg kom op i den lave ende af hvad der er normalvægt for mig, forblev min vægt stabil i flere måneder gennem behandlingen. Og i løbet af de måneder (hvor jeg ikke tog noget på), begyndte jeg at spise mere og mere og flere og flere ting. Den der konstante angst og vægtskålen i hovedet forsvandt stille og roligt, jeg fik langt mere afslappet forhold til mad; og igen: jeg tog ikke på.. Det var fantastisk.
Du er syg min pige! Jeg ved hvordan du tænker - og du er ikke den eneste der har det sådan. Men jeg kan garantere dig, at livet bliver langt skønnere når du slipper ud af anorexien.
Du må og skal tale med din mor og lægen. De kan ikke tvinge dig til noget, men de kan forhåbentlig få dig til at forstå omfanget af det du har gang i.
men hvis jeg skulle sige det til min mor, hvad skulle jeg så sige?
jeg har ik løbet eller lavet noget specielt i dag, pga. konfirmationen. men du har præcis ret mht. svimmelheden, jeg bliver svimmel hele tiden, og noget af mig ved godt at den altså er helt gal, mig som aldrig har sygedage har nu sygedage med hovedpine, svimmelhed osv. og den del af mig siger jeg skal lade være, men den anden del forbander mig når jeg spiser noget jeg ik må, og det gør mig så forvirret! men endnu en tak for at i gider bruge tid på at svare mig(:
Du kan gå ind, og gerne med det samme (så tror jeg også du vil kunne nyde festen i morgen mere når du har fået lettet dit hjerte) og spørge din mor, om hun ikke nok vil tage med dig til lægen i næste uge. Når hun så spørger hvorfor, så siger du, at du har det rigtig, rigtig dårligt med mad og vist har en spiseforstyrrelse, for det kører i hovedet på dig hele tiden.
Så er jeg helt sikker på, at resten nok skal komme helt af sig selv.
Lad være med at tænke på hvad der mon så vil ske og blablabla, for du ved godt at du har brug for hjælp. Det kan godt være at det er hårdt lige nu - men det bliver kun mere hårdt af at vente.
hvordan fortalte du det til nogen, hvis du sagde det til nogen??