En meget god bog om årsagen til visse depressioner

Helene2

Hej Jek

Jeg husker ikke, om jeg har skrevet det tydeligt i disse indlæg, men jeg har ikke selv gået i kognitiv terapi og det var derfor, jeg 'efterlyste' indlæg fra nogen, der har positive erfaringer med det. Det jeg ved om kognitiv terapi er, hvad jeg har hørt, læst, set i tv og fra nogle enkelte, jeg kender, der selv har prøvet det.
Det, jeg måske har nævnt, er, at jeg i princippet selv har praktiseret kognitiv terapi tidligere i mit liv. Jeg har selv prøvet at ændre mine handle- og adfærdsmønstre uden at have det underliggende følelsesmæssige grundlag for forandringer i orden. På den måde blev det ren adfærdsregulering, der ikke var følelsesmæssigt baseret. Så vidt jeg har forstået, er det stort set det samme, man gør med kognitiv terapi.

Du har så prøvet rigtig kognitiv terapi og har haft glæde af det og det er jo godt at høre, at det virker for nogen. Men jeg kan forstå, at det jo ikke har gjort dig rask, siden du skriver, at du svinger fra maniske til depressive perioder. Så jeg mener ikke, at det modsiger mine teorier.

Tilsidst skriver du, at vi har været uheldige med vores behandlere. Her må jeg lige korrigere: Jeg var meget, meget heldig i mit valg af behandler. Jeg har fået den bedste terapi, jeg kunne have ønsket mig og præcist, hvad jeg havde brug for. Min terapeut har været meget åben for alle muligheder og har absolut ikke været låst fast i nogle forudfattede meninger om, hvad der virker og ikke virker. Tværtimod er hans holdning altid, at virker det ene ikke, så må man finde på noget andet, der virker. Alt er foregået på mine præmisser og med udgangspunkt i mine behov og min situation.


Hilsen Helene

Kameliadamen1

Hej igen Jek

Jeg blev opmærksom på, at du skriver, at du svinger mellem hypomani og depression. Det gør, at jeg har lyst til at vise dig nedenstående Internetside, hvor der fortælles, at man har lavet forskning, der viser, at blandt andet maniodepressive ofte er født om foråret, hvor moderens D-vitamin-niveau er lavt, og at man mener, at der er en sammenhæng.

http://www.sundhedsguiden.dk/da/Nyheder ... 7-04-2010/

Desuden skriver du, at Helene og jeg må have været uheldige med vores behandlere.

For mit vedkommende har det især været forskellige praktiserende læger, som jeg har været uheldig med. De ”glemte” at undersøge mig for jernmangel, hvilket er den store katastrofe i it liv. Jernmangel kan ligesom D-vitaminmangel være (medvirkende) årsag til depression.

De psykologer, som jeg valgte, var kompetente og kvalificerede, men en psykolog kan jo ikke afhjælpe jernmangel – i hvert fald ikke med psykologiske metoder. Så derfor havde jeg ingen gavn af terapien. Det var derfor, at jeg fik en henvisning til den omtalte psykiater, som foruden antidepressiv medicin brugte kognitiv terapi. Jeg droppede psykiateren igen, da jeg fandt ud af, at han ikke kunne hjælpe mig. Derefter kurerede jeg mig selv med naturmedicinen perikon, og først længe efter blev den katastrofale jernmangel påvist.

Jeg gik senere i terapi endnu en gang – også for at få bearbejdet det kolossale lægesvigt. Det var også en psykolog, som jeg selv valgte, og det var en meget kompetent psykolog, Jeg har ikke noget at klage over angående de psykologer, som jeg har gået hos.

Efterfølgende har jeg læst flere bøger om kognitiv terapi, fordi jeg ønskede at vide mere. Jeg kunne naturligvis ikke kritisere kognitiv terapi bare på grundlag af en enkelt ukvalificeret psykiaters brug af metoden. Men det, jeg har læst, har ikke givet mig større tillid til metoden – tværtimod.

Mange hilsner

Kameliadamen

megan6

Hej Helene
Jeg er 63 år og genkender alt, hvad vi debatterer her.
Det er første gang jeg oplever forståelse for alle de lidelser, som vi ramte mere eller mindre gemmer bag fasaden.
Jeg har siden 1991 opsøgt adskillige spykologer, men følte kun, at ligesom jeg fik losset af og nogle var naturligvis begejstrede for kognistiv terapi. Allerede da, havde jeg intuitivt en klar følelse af at følelserne var ladt i stikken. Faktist at jeg bare skulle forråde mig selv. Jeg har altid læst meget. Bøgerne har holdt mig i live.
Irene Oestrich tilgang har jeg undret mig meget over. Engang bed jeg mærke i, at hun konkluderede: voksne græder ikke, det er kun børn. Jeg tænkte, vi har vel lov, når vi er alene. Der er jo som bekendt gift i tårer, så hvorfor ikke lade dem trille-
I en radioudseldelse påstod selv samme dame, at piskesmæl er total indbildning. Det er dog en del år siden, men sandt
I bogen LYSET, er hun inde på, hvordan vi flytter os, når bare vi tænker positivt. Det undrer mig ikke at netop hun er begejstret for kognitiv terapi, som virker rationel og ligesom tilpasset vores samfundsstruktur. Det virker som vi bare kan flytte nogle brikker og trykke på nogle knapper og så ellers løbe os i spykisk form for resten.
På højskole oplevede jeg en trend for nogle år siden, hvor assertionstræning var i højsædet. De som deltog i rollespil på mit hold var tilsyneladende stærke personligheder, men dog havde ingen gjort brug af deres tillærte viden da vi mødtes igen. Jeg tror det skyldes, hvor svært det er at være rolig i sine følelser og kommunikere. Det er vel egentlig heller ikke nok bare at kunne en rolle, som dybest set ikke er interegreret i personen.
Jeg har læst REJSEN HJEM af John Bradshaw og det var den første bog, hvor jeg følte mig forstået. Jeg synes det ville være kanon, hvis psykologer havde deres speciale. Det har de måske også, men ikke på dette felt Dysfunktionel familie. Derfor har det været en utrolig men sandt fornøjelse at læse alt denne debat.
Et er sikkert, langt de fleste almindelige mennesker forstår ikke, hvad men taler om. Jeg har altid foretrukket professionelle.
Jeg har gjort den tanke, at måske er det ekstra svært idag at være os, i det det forkælede individorienterede samfund(som jo kan være godtnok) er i højsædet. Er vi fuld af skyldfølelese bliver det ikke nemmere, når medmenneskene har meget lidt. Jeg tænker på omsorg for den ældre generation osv
Alle de senvirkninger som følger en sådan barndom kan vi ofte bruge kunstnerisk. Det er så gaven, hvis man tale om en sådan.
Tak for en virkelig god debat- det glæder mig, at jeg endelig ikke er alene.
MKH Jette

Kameliadamen1

Hej Jette

Dit indlæg er stilet til Helene. Jeg så det den dag, du skrev det, men ville lige give Helene en chance for at reagere.

Desværre skriver Helene for tiden ikke her på Netdoktor, så derfor vil jeg prøve at give dig en tilbagemelding.

Jeg læste det meste af denne debattråd igennem den dag, du skrev, og ja, den virker stadig relevant.

Ligesom du har jeg også prøvet at gå til psykolog – endda mange gange. Jeg har brugt formuer! Og det meste var bare spild af penge. Hvis det havde en funktion, så var det kun – som du skriver – at det hjalp at få læsset af, og så var det nok sådan i mit tilfælde, at håbet om, at der trods alt kunne komme noget positivt ud af psykolog-besøgene holdt mig i live! Jeg gik som regel til psykolog en gang om ugen, og jeg kunne altid lige klare at holde mig i live en uge mere – og en uge mere – og en uge mere … indtil depressionen så en dag var overstået.

Desværre kom der så en ny depression efter et stykke tid. Den form for ”behandling”, hvor man bare sidder og snakker (såkaldt ”samtalebehandling”), uden at komme i berøring med det, der virkelig brænder på, har selvfølgelig ikke nogen virkning.

Først da jeg fandt en psykolog, der brugte kropsorienteret psykoterapi, skete der noget afgørende. Psykologen sad ikke bare og konverserede. Hun lavede terapi, som virkede og som trængte ned under overfladen.

Akkurat ligesom dig har jeg altid læst meget. Jeg har læst flere bøger af Irene Oestrich, og jeg undrer mig meget over dem. Du skriver, at hun også har skrevet en bog, der hedder ”Lyset”. Er du sikker på det? Den kan jeg ikke lige finde.

Jeg er overbevist om, at der efterhånden vil komme en modreaktion til den retning, der går ud på, at man bare skal tænke positivt. Det er ved at ske inden for erhvervslivet, hvor masser af erhvervskonsulenter har solgt ”varm luft” og tjent godt på at lære folk, at de ikke må forholde sig kritisk til noget som helst – ikke engang over for noget, der faktisk er kritisabelt – men udelukkende og altid skal forholde sig positivt!

Den tankegang kan jeg se, at man nu er begyndt at kalde positivitets-fascisme!

Forhåbentlig kommer der snart et opgør med positivitets-fascismen inden for behandling af psykiske sygdomme ;o)

Mange hilsner

Kameliadamen