Indstillinger
En meget god bog om årsagen til visse depressioner
Hej alle intereserede
Jeg kommer i tanker om, at jeg skrev en tekst, umiddelbart efter at jeg læste bogen af Josef Giger-Bütler: "De mente det jo godt" - den bog, som jeg anbefalede til Vægten i et andet indlæg for lidt siden.
Her er en min anmeldelse af denne bog:
Josef Giger-Bütler: ”De mente det jo godt. Depression og familie”. Borgens Forlag 2005. Oversat fra tysk.
Det er en god bog. Det er dog ikke en selvhjælpsbog, men en bog, hvor forfatteren, der selv er psykoterapeut, fortæller, hvordan han opfatter depression og årsagen til depression, samt beskriver vejen ud af depression. Desværre skriver forfatteren i et meget omstændeligt sprog, der kan virke trættende. Jeg vil tro, at bogen virker alt for tør og pedantisk, hvis man er midt i en depression. Forfatteren gentager sig selv meget, men opridser heldigvis også sin viden og sine erfaringer i overskuelige punkter, så måske behøver man ikke at læse det hele. Man kan nøjes med at læse dele af bogen.
Jeg gengiver her bagsideteksten (dvs. ikke det hele, for bibliotekets stregkode skjuler det nederste):
”Depression er blevet en folkesygdom. Hvilke forhold i barndommen er det, der skaber grundlaget for, at et barn udvikler depressive adfærdsmønstre, som så senere i voksenlivet munder ud i en åbenbar depression?
Nøglen til svaret ligger i familien. Det drejer sig ofte om velfungerende familier, hvor forældrenes tanker og følelser i udpræget grad er rettet mod noget andet end barnet, det være sig arbejde, sygdom eller andet. Barnet opnår ikke følelsesmæssig kontakt og mangler varme og støtte.
Barnet overlades til sin egen skæbne og udvikler en dybtliggende eksistentiel angst og en alt for stor ansvarsfølelse. Det bruger alle sine kræfter på at aflæse andre og opfylde deres behov. Det lærer ikke at lytte til sin krop eller sætte ord på sine følelser. Det tør ikke stille krav. Det tillægger ikke sig selv værdi og føler sig nemt kritiseret og skyldig. Det har en konstant trang til at blive respekteret og elsket og længes efter tryghed og nærhed.
Barnet overtager beskytterrollen i forhold til sine forældre og bliver hamrende dygtigt til at opfylde andres forventninger. Det anstrenger sig hele tiden mere og mere og mærker ikke, når det er overbebyrdet. Dets liv er en lang overbebyrdelse.”
Det var (næsten hele) bagsideteksten.
Som det fremgår, beskæftiger Josef Giger-Bütler sig meget med barndommen. Ordet ”overbebyrdelse” er et centralt ord i bogen. Forfatteren mener, at det mest karakteristiske for mennesker med tendens til depression, er, at de er så hårde ved sig selv. De hviler sig ikke, når de bliver trætte. Træthed vil ofte betyde, at personen stiller endnu større krav til sig selv. De forsøger at knokle sig ud af deres problemer eller kæmpe sig ud af deres problemer.
Det er klart, siger forfatteren, at man ikke kan løse et problem, med de metoder, der har skabt problemet. Man må give sig selv hvile. Man må acceptere, at man er i en situation, hvor man må tage hensyn til sig selv og holde op med at være hård ved sig selv. Man må tillade sig selv at føle de følelser, man har. Først når man er nået til at acceptere sin situation, kan man begynde at forandre den.
Denne bog er en bog, der beskriver den slags depressioner, som jeg kender til. Men jeg har lagt mærke til, at der i moderne depressionsbehandling gives helt andre råd. Her tilråder man aktivitet som middel mod depression (f.eks. i bogen ”Lykketyvene” af Torkil Berge og Arne Repål), og den kendte psykolog og terapeut inden for kognitiv terapi Irene Oestrich taler om, at depressive mennesker skal lære at regulere eller kontrollere deres følelser og desuden også udsætte sig for angstprovokerende situationer, for at de gradvist kan vænne sig af med angsten.
Jeg har undret mig meget over, at veluddannede og tilsyneladende kompetente mennesker kan skrive den slags. For mig at se prøver de at helbrede depression ved de midler, der har skabt den. Og det kan man selvfølgelig ikke, således som Josef Giger-Bütler skriver. Med tiden er jeg begyndt at forstå, at der må være tale om flere forskellige typer af depression (og angst), og at der derfor skal der være forskellige typer af råd. Men det undrer mig at forskellige råd mod depression kan være totalt modstridende. Under alle omstændigheder synes jeg, at eksperterne burde forklare, hvorfor der gives fuldstændig modsatrettede råd for én og samme sygdom.
Men altså: Bogen ”De mente det jo godt” kommer med mange guldkorn, selv om den er lidt anstrengende at læse. Man kan heldigvis nøjes med at læse dele af den. Dens styrke ligger i forklaringerne på depressionens opståen. Hvad angår konkrete veje ud af depression, synes jeg ikke, at der er så meget hjælp at hente.
Mange hilsner
Kameliadamen
Jeg kommer i tanker om, at jeg skrev en tekst, umiddelbart efter at jeg læste bogen af Josef Giger-Bütler: "De mente det jo godt" - den bog, som jeg anbefalede til Vægten i et andet indlæg for lidt siden.
Her er en min anmeldelse af denne bog:
Josef Giger-Bütler: ”De mente det jo godt. Depression og familie”. Borgens Forlag 2005. Oversat fra tysk.
Det er en god bog. Det er dog ikke en selvhjælpsbog, men en bog, hvor forfatteren, der selv er psykoterapeut, fortæller, hvordan han opfatter depression og årsagen til depression, samt beskriver vejen ud af depression. Desværre skriver forfatteren i et meget omstændeligt sprog, der kan virke trættende. Jeg vil tro, at bogen virker alt for tør og pedantisk, hvis man er midt i en depression. Forfatteren gentager sig selv meget, men opridser heldigvis også sin viden og sine erfaringer i overskuelige punkter, så måske behøver man ikke at læse det hele. Man kan nøjes med at læse dele af bogen.
Jeg gengiver her bagsideteksten (dvs. ikke det hele, for bibliotekets stregkode skjuler det nederste):
”Depression er blevet en folkesygdom. Hvilke forhold i barndommen er det, der skaber grundlaget for, at et barn udvikler depressive adfærdsmønstre, som så senere i voksenlivet munder ud i en åbenbar depression?
Nøglen til svaret ligger i familien. Det drejer sig ofte om velfungerende familier, hvor forældrenes tanker og følelser i udpræget grad er rettet mod noget andet end barnet, det være sig arbejde, sygdom eller andet. Barnet opnår ikke følelsesmæssig kontakt og mangler varme og støtte.
Barnet overlades til sin egen skæbne og udvikler en dybtliggende eksistentiel angst og en alt for stor ansvarsfølelse. Det bruger alle sine kræfter på at aflæse andre og opfylde deres behov. Det lærer ikke at lytte til sin krop eller sætte ord på sine følelser. Det tør ikke stille krav. Det tillægger ikke sig selv værdi og føler sig nemt kritiseret og skyldig. Det har en konstant trang til at blive respekteret og elsket og længes efter tryghed og nærhed.
Barnet overtager beskytterrollen i forhold til sine forældre og bliver hamrende dygtigt til at opfylde andres forventninger. Det anstrenger sig hele tiden mere og mere og mærker ikke, når det er overbebyrdet. Dets liv er en lang overbebyrdelse.”
Det var (næsten hele) bagsideteksten.
Som det fremgår, beskæftiger Josef Giger-Bütler sig meget med barndommen. Ordet ”overbebyrdelse” er et centralt ord i bogen. Forfatteren mener, at det mest karakteristiske for mennesker med tendens til depression, er, at de er så hårde ved sig selv. De hviler sig ikke, når de bliver trætte. Træthed vil ofte betyde, at personen stiller endnu større krav til sig selv. De forsøger at knokle sig ud af deres problemer eller kæmpe sig ud af deres problemer.
Det er klart, siger forfatteren, at man ikke kan løse et problem, med de metoder, der har skabt problemet. Man må give sig selv hvile. Man må acceptere, at man er i en situation, hvor man må tage hensyn til sig selv og holde op med at være hård ved sig selv. Man må tillade sig selv at føle de følelser, man har. Først når man er nået til at acceptere sin situation, kan man begynde at forandre den.
Denne bog er en bog, der beskriver den slags depressioner, som jeg kender til. Men jeg har lagt mærke til, at der i moderne depressionsbehandling gives helt andre råd. Her tilråder man aktivitet som middel mod depression (f.eks. i bogen ”Lykketyvene” af Torkil Berge og Arne Repål), og den kendte psykolog og terapeut inden for kognitiv terapi Irene Oestrich taler om, at depressive mennesker skal lære at regulere eller kontrollere deres følelser og desuden også udsætte sig for angstprovokerende situationer, for at de gradvist kan vænne sig af med angsten.
Jeg har undret mig meget over, at veluddannede og tilsyneladende kompetente mennesker kan skrive den slags. For mig at se prøver de at helbrede depression ved de midler, der har skabt den. Og det kan man selvfølgelig ikke, således som Josef Giger-Bütler skriver. Med tiden er jeg begyndt at forstå, at der må være tale om flere forskellige typer af depression (og angst), og at der derfor skal der være forskellige typer af råd. Men det undrer mig at forskellige råd mod depression kan være totalt modstridende. Under alle omstændigheder synes jeg, at eksperterne burde forklare, hvorfor der gives fuldstændig modsatrettede råd for én og samme sygdom.
Men altså: Bogen ”De mente det jo godt” kommer med mange guldkorn, selv om den er lidt anstrengende at læse. Man kan heldigvis nøjes med at læse dele af den. Dens styrke ligger i forklaringerne på depressionens opståen. Hvad angår konkrete veje ud af depression, synes jeg ikke, at der er så meget hjælp at hente.
Mange hilsner
Kameliadamen
Kommentarer
Dog undrer jeg mig over dette citat:
'Nøglen til svaret ligger i familien. Det drejer sig ofte om velfungerende familier, hvor forældrenes tanker og følelser i udpræget grad er rettet mod noget andet end barnet, det være sig arbejde, sygdom eller andet. Barnet opnår ikke følelsesmæssig kontakt og mangler varme og støtte'.
For mig at se kan familien ikke være særligt velfungerende, når barnet ikke får den opmærksomhed og følelsesmæssige kontakt, det har brug for. Hvis én i familien ikke trives, så er det tegn på, at der er noget i familien, der ikke fungerer godt nok. Og et barn, der ikke får sine behov dækket, vil vise tegn på mistrivsel.
Derudover så kan jeg undre mig over, at han skriver, at det ofte handler om velfungerende familier. Udfra hvad jeg ser og hører og læser, så handler det ofte om familier, hvor der sker fysiske/psykiske/følelsesmæssige overgreb, hvilket under alle omstændigheder altid vil være et følelsesmæssigt misbrug (af barnet).
Kameliadamen skriver, at bogen mangler at anvise konkrete veje ud af depressionen. Her er der hjælp at hente i f.eks. den amerikanske psykolog Susan Forwards bøger. De går bredere end kun at handle om depression, men de tager fat i de destruktive familiemønstre og kommer også med anvisninger på, hvordan man forandrer dem og hvordan man dermed får en depression til at lette.
Bøgerne hedder:
'Mænd som hader kvinder og kvinderne som elsker dem'
'Ud af skyggerne' (undertitel: Sådan overvinder du de følelsesmæssige skader, du fik i barndommen)
'Efter alt hvad jeg har gjort for dig' (undertitel: Når andre bruger frygt, pligtfølelse og skyld til at manipulere med dig)
Jeg synes, at disse bøger er lette at gå til og forstå. Forfatteren er utroligt god til at få sammenfattet helheden og også visen vejen ud af de mønstre, der skabte og opretholder bl.a. en depression. Mønstrene er skabt i barndommen og opretholdes i vores relationer med de mennesker, vi knytter os til igennem livet.
Hilsen Helene
Du har fuldstændig ret. En familie, hvor et barn ikke får den opmærksomhed og støtte, som det har behov for, er ikke velfungerende.
Det havde jeg ikke tænkt på. De ord er jo skrevet af forlaget og står både i forlagets tekst om bogen på deres hjemmeside og på bagsiden af bogen.
Jeg forestiller mig, at forlaget har villet fortælle, at der nogle gange er tale om – udefra set – velfungerende familier, hvor børnene af forskellige grunde alligevel ikke får den rette støtte. Altså forældre med gode uddannelser, gode jobs og gode materielle vilkår, og som har de bedste ønsker om at give børnene en god tilværelse.
Og så går det alligevel galt, enten fordi de har for travlt med deres eget liv/arbejde, eller fordi de har deres egne problemer at slås med.
Forældrene mente det godt, men alligevel svigtede de. Det er jo det, der ligger i titlen på bogen.
I hvert fald syntes jeg, bogen var et oplagt forslag til Vægten, som skriver, at hun har fantastiske forældre.
Denne bog var i hvert fald en hel åbenbaring for mig, da jeg læste den. Da havde jeg længe hørt på alt det snak, som de kognitive terapeuter kommer med. Der var noget, der ikke stemte. At man skulle kunne blive rask ved at beherske og kontrollere sine følelser og kaste sig ud i aktiviteter, som de kognitive terapeuter mener, var totalt uforståeligt for mig.
Josef Giger-Bütlers klare tale om overbebyrdelse som årsag til depression, og om, at man ikke kan blive helbredt ved de metoder, der har gjort én syg, var befriende, fordi det virkede så logisk.
De kognitive terapeuters anbefalinger forvirrede mig, fordi de virkede ulogiske.
Min familie var også velfungerende, set fra en udenforståendes side. Jeg havde forældre, der var respekterede i lokalsamfundet og sad i forskellige bestyrelser og menighedsråd. Og det er klart, at de mente det godt, og at de ville det bedste for deres børn. Men desværre havde de voldsomme problemer selv, som tog deres opmærksomhed og tid.
Jeg synes, at det er godt, at du gør opmærksom på dette problem, Helene. Jeg synes egentlig, at det er en bommert fra forlagets side. Man kunne i det mindste have skrevet ”tilsyneladende velfungerende”.
Jeg kan berolige med, at selve bogen er meget seriøs. Der er ingen bommerter!
Mange hilsner
Kameliadamen
Jeg så godt dit svar til vægten og fandt også, at det var oplagt at foreslå hende denne bog. Rigtig god idé også at anbefale bogen generelt.
Ja, det er vel ikke så mærkeligt, at forlaget har skrevet, at det ofte handler om velfungerende familier. For det er det jo tilsyneladende og folk ser ofte kun overfladen. Desuden ville det nok afholde en del fra at læse bogen, hvis der havde stået f.eks. 'dysfunktionelle familier' eller noget andet negativt ladet, som mange ikke ville kunne identificere sig med.
Min egen familie så givetvis også rimeligt velfungerende ud set udefra og indtil jeg fik 'hul igennem' troede jeg jo endda selv på det: Min far arbejdede sig op fra arbejdsmand til selvstændig revisor, min mor var rengøringsdame på deltid. De fik selv bygget hus og vi børn gik på privatskole. I det begrænsede omfang de havde sociale kontakter udenfor familien, var de begge afholdte og respekterede.
Så det er vel ikke mærkeligt, at mange mennesker har svært ved at henføre deres problemer til barndommen, hvis de oplever deres familie som ubetinget velfungerende, deres forældre som perfekte og deres barndom som ubetinget lykkelig. Desværre er dette jo bare ikke et særligt realistisk billede og det kan forhindre, at man bliver ude af stand til at få det bedre i nutiden.
For ingen har haft 'de perfekte forældre'. Alle mennesker kan fejle. Især er det uundgåeligt, at man kommer til at begå nogle 'fejl' som forældre. Det kender alle forældre nok til, hvis bare de vil indrømme det. At være menneske indebærer, at man fejler – også (eller især) overfor sine børn. Men man kan have haft gode eller 'gode nok' forældre.
Ligeledes kan man have haft en overvejende lykkelig barndom, ligesom man kan være vokset op i en overvejende velfungerende familie. Men alle børn har prøvet at føle sig alene, ensomme, angste, svigtede, oversete, misforståede, uretfærdigt behandlede, krænkede, chokerede, magtesløse, sårede, skyldige, skamfulde og meget andet. Ikke nødvendigvis fordi nogen har gjort dem fortræd af ond vilje men fordi, det simpelthen er en uundgåelig del af livet.
Derfor kan alle i større eller mindre grad have nogle psykiske mén af deres barndom. Tingene er aldrig kun sorte eller hvide. Så når jeg hører en fremstilling, der er ensidig sort eller hvid, så tænker jeg altid: 'Hvor er alt det andet henne?'.
Jeg tror simpelthen heller ikke på kognitiv terapi i forbindelse med denne type problemer. Forandringer må være følelsesmæssigt og ikke tankemæssigt baseret, hvis de skal være positive og vedvarende. Ellers bliver det jo bare 'adfærdsregulering', mere tilpasning og en form for tvang.
Da jeg startede i terapi, kunne jeg se, at jeg faktisk havde udsat mig selv for 'kognitiv terapi' hele mit liv. Jeg har altid prøvet at få det bedre ved at tilpasse mig omgivelserne og prøve at leve op til normerne. Jeg kunne til perfektionisme beherske og kontrollere mine følelser, underkende eller ignorere mine egne behov og overskride mine egne grænser. Men selvom jeg gjorde alt det rigtige og alt det 'normale', så kom jeg jo aldrig til at føle mig gladere eller mere normal.
Set i bakspejlet forstod jeg, at denne adfærd kun havde været med til at forværre angsten, depressionen og følelsen af at være 'anderledes' og udenfor. Jeg havde lige fra jeg var barn, udslettet mig selv totalt i forsøget på at tilpasse mig de gældende normer. Så det var jo klart at jeg ikke fik det bedre af at blive ved med at gøre mere af det samme. Jeg havde i høj grad brug for præcist det modsatte af kognitiv terapi – nemlig følelsesforløsende terapi.
Mange hilsner Helene
P.S: Hov.. jeg så lige, at tråden ligger under 'Studerende og unge'. Jeg troede, den lå under depressionsdebatten. Jeg ved ikke, hvor relevat dette indlæg så er...
Lad mig tage det sidste først: Da jeg skulle vælge, hvilken underafdeling af ”Depression og angst” jeg skulle placere denne tråd i, valgte jeg med vilje samme sted, som Vægten havde sit indlæg, nemlig ”Studerende og unge”. Det er jo faktisk også depressionsdebatten!
Måske var det bedre at have valgt ”Åben debat om depression”, men jeg synes, at målgruppen nok i høj grad er studerende og unge, ud fra en betragtning om, at der måske netop her er flere af de depressionsramte, der kommer fra den slags tilsyneladende velfungerende familier.
Du har ganske ret i, at ingen børn kan undgå at blive ramt af alle disse forskellige ubehagelige følelser eller situationer. Og det er jo også helt i orden, for de hører jo med til et almindeligt liv. Det afgørende er, om barnet får hjælp og støtte, så det ikke skal føle sig alene og forkert og skyldig.
For tiden lægger jeg meget mærke til den slags. Mit lille barnebarn er en umådelig følsom pige. Heldigvis er begge hendes forældre helt på det rene med, at hun skal have hjælp og støtte til at tackle alle disse forvirrende følelser og situationer, og det får hun. Hvis hun havde været født ind i en anden familie, der enten havde for travlt eller slet ikke havde forstand på følelser, så kunne det have gået helt galt.
Angående kognitiv terapi, så lærte du mig lige et godt udtryk: ”Forandringer skal være følelsesmæssigt og ikke tankemæssigt baserede, hvis de skal være positive og vedvarende.”
Ja, jeg synes, at det er indlysende! Hvordan kan det være, at mange uddannede mennesker, der arbejder med terapi ikke kan se det? Det undrer mig meget.
Hvordan kan det være, at så mange depressionsramte og angstramte fortæller, at de er glade for kognitiv terapi? Er de hjernevaskede til at tro på kognitiv terapi, eller er det, fordi der findes former for depression og angst, som kognitiv terapi virker på?
Jeg har også gået og lavet kognitiv terapi på mig selv, uden at vide det – med meget katastrofale konsekvenser, indtil jeg indså, at jeg undergravede mit eget helbred ved den metode.
Da min seneste psykiater sagde til mig, at jeg skulle lære at kontrollere mine følelser, sagde jeg til ham, at jeg havde kontrolleret mine følelser hele mit liv, og at mit problem var, at jeg var alt for god til at kontrollere mine følelser. Hvis jeg skulle kontrollere mig selv endnu mere, ville jeg dø af det, sagde jeg til ham.
Han forstod ingenting, og kort efter droppede jeg ham.
Det er mange år siden, men alt det bliver ved med at optage mine tanker. Det gør nu ikke noget
Mange hilsner og god søndag
Kameliadamen
Bare lige en kort kommentar mere :-)
Jeg havde ikke bemærket, at denne debat også lå under depressionsdebatten. Så ja, et relevant sted at lægge tråden.
Jeg tror, at grunden til, at kognitiv terapi er blevet så udbredt primært har fire grunde.
1) Det er som regel korttidsterapi, der tilsyneladende giver hurtige resultater (desværre er de bare ikke vedvarende).
2) Derfor er den billigere for samfundet.
3) Det er behageligere både for klient og terapeut, at der ikke bliver rusket for meget op i nogle gamle smertefulde følelser.
4) De har ikke prøvet følelsesforløsende terapi og har derfor ikke noget sammenligningsgrundlag.
Jeg tror ikke, at der er nogen form for depression og angst, kognitiv terapi virker bedre på end andre. Jeg tror, at nogle mennesker er rigtigt glade for kognitiv terapi, fordi de opnår en vis lindring uden at skulle grave så dybt, så det for alvor gør ondt. Det giver en fornemmelse af, at de konkret kan GØRE noget andet, end de plejer og derved bryde magtesløsheden i nutiden. Desværre så er der det mystiske ved de gamle følelser, at de jo bare lever videre alligevel på den ene eller den anden måde.
Men for mig at se, er det som at fjerne mælkebøtter uden at få hele roden med op. Man fjerner det synlige, men der går ikke særligt lang tid, så står der en ny fin mælkebøtte... Roden skal simpelthen med op, hvis den skal luges helt væk og det kommer den ikke med kognitiv terapi.
Også god søndag til dig :-)
Mange hilsner Helene
De grunde, du opridser, giver helt bestemt mening for mig.
Da jeg var ung og yngre, var jeg et menneske, der lagde meget vægt på det intellektuelle. Jeg var (og er) også et meget følsomt og sensitivt menneske, men det vidste jeg ikke, for den side af sagen var der lukket fuldstændigt af for.
Jeg tror også, at en terapeutisk metode, der i den grad lægger vægt på tankens magt, ville have tiltrukket mig, da jeg var ung. For det var jo dér, jeg havde min styrke.
Desuden har jeg altid været meget viljestærk.
Det er jo netop de to ting, der bruges i kognitiv terapi: viljestyrken og intellektet, mens kroppen, følelserne og relationerne til omverdenen forsømmes.
Det er værd at bemærke, at kognitiv terapi blev udviklet i USA i samme periode, som computeren blev opfundet. Jeg synes, at der er et tydeligt slægtskab. En computer kan omprogrammeres, og på samme måde mener de kognitive terapeuter, at et menneske kan omprogrammeres. Det handler ifølge kognitiv terapi blot om at bruge sin viljestyrke, kontrollere sine følelser og styre sine tanker.
Og den metode har jeg helt sikkert brugt, da jeg var ung, og med meget forfærdelige konsekvenser – helt uden at vide, at metoden senere ville blive til en terapi-metode.
Jeg kastede mig f.eks. ud i aktiviteter, der var alt for belastende – ud fra en tankegang om, at man kunne vænne sig til at kunne klare det. Det gik selvfølgelig ikke.
Jeg har i årevis været kritisk over for kognitiv terapi, men jeg er blevet ved med at undre mig over, at veluddannede og velorienterede mennesker kan gå ind for kognitiv terapi og endda bruge den i psykoterapi over for klienter.
Jeg er i forvejen overbevist om, at depression ikke er et entydigt fænomen, men en mangfoldighed af forskellige tilstande. Det er derfor, at jeg skrev om Giger Bütlers bog, at forfatteren beskriver den slags depressioner, jeg kender til. Der er nemlig mange andre former for depression, som jeg ikke personligt kender til.
Netop fordi der findes forskellige slags depressioner, kunne det jo godt være, at der eksisterer en type depressioner, som kognitiv terapi er virksom over for. Men det mener du altså ikke, kan jeg forstå.
Jeg har bare så svært ved at forstå, at ellers intelligente mennesker ikke kan gennemskue det overfladiske i kognitiv terapi. Men det er måske netop intelligensen, der blokerer for det indlysende
Min seneste psykiater må eksempelvis have været et intelligent menneske, for at han kunne tage en lægeuddannelse og senere specialisere sig i psykiatri. Men der findes jo flere former for intelligens, og netop de former for intelligens, der er nødvendige for at kunne sætte sig ind i andre menneskers situation, besad han ikke. Og han var meget optaget af kognitiv terapi.
Jeg bliver ved med at undre mig over det.
Mange hilsner
Kameliadamen
Det ser ud til, at vi har reageret ret ens på de ting, vi hver især har været igennem.
Da jeg som 40 årig fik fornemmelsen af, at jeg gennem terapi nok ville kunne komme af med min hovedpine, var jeg med det samme klar over, at det ikke skulle være almindelig samtaleterapi. Jeg ville kunne tale og tale i årevis uden, at det ville rykke noget. Så intuitivt eller ubevidst har jeg altså været klar over, at jeg havde brug for at komme i kontakt med følelserne og at jeg ikke ville komme nogle vegne kun tankemæssigt.
Du skriver: 'Jeg kastede mig f.eks. ud i aktiviteter, der var alt for belastende – ud fra en tankegang om, at man kunne vænne sig til at kunne klare det. Det gik selvfølgelig ikke'.
Jeg har gjort præcist det samme og i virkeligheden overskred man jo bare sine egne grænser igen og igen. Hvilket selvfølgeligt er katastrofalt, når manglende grænsesætning og mangel på respekt for sine grænser netop er en helt essentiel del af problemerne.
Ja, din psykiater har jo givetvis været et intelligent menneske. Det er der også mange psykopater der er… men som du skriver, så er der jo mange former for intelligens. Fordi man er intellektuelt velbegavet, er det bestemt ingen garanti for, at man også har følelsesmæssig intelligens. Tværtimod, er jeg lige ved at sige. For mennesker, der er meget styrede af logisk, rationel, kritisk, fornuftig tankegang (venstre hjernehalvdel) er ofte meget lidt i kontakt med følelser, intuition m.m. (højre hjernehalvdel). Altså en indre splittelse, hvor de i udpræget grad kun bruger en del af dem selv.
Det er klart, at mennesker, der er meget styret af venstre hjernehalvdel sikkert vil finde kognitiv terapi tiltrækkende. Den giver en 'fornuftig', rationel og fremadrettet løsning på et ret konkret problem. Derved er det ikke nødvendigt at dykke ned i alt det (svære) følelsesmæssige stof, de ikke kan forholde sig til. Man har et konkret problem og det arbejder man målrettet på at løse! Man er fri for at forholde sig til, hvor komplekse og dybtgående sådanne problemer er. Og det gælder jo både behandlerne og klienterne.
Jeg kender ikke til forskellige typer depressioner, så jeg kan selvfølgeligt ikke vide, om der rent faktisk er nogle typer, hvor kognitiv terapi er velegnet og har vedvarende positive resultater. Jeg tvivler bare.
I mit verdensbillede er alle negative følelser skabt udfra følelsen af frygt. Det gælder derfor også både angst og depressioner eller de depressive følelser. Kun ved at få sammenkoblet den oprindelige oplevelse af frygt med det, der skabte frygten mener jeg, at man kan opnå fuld helbredelse. Men det er en anden (og noget længere) historie…
Der er måske nogle tilfælde, hvor jeg kan se, at kognitiv terapi kan have sin berettigelse.
Det er ikke ualmindeligt, at man 'adskiller krop og hoved'. Mange lever kun i en tankeverden og mærker ikke deres krop og deres fysiske grænser særligt tydeligt. Man har prøvet at beskytte sig og klare sig ved primært at forholde sig tankemæssigt og strategisk til omverdenen. Man tænker sig så at sige til sine følelser og bruger primært venstre hjernehalvdel. Det er det, jeg har haft gjort. Her er følelsesforløsende terapi, der styrker højre hjernehalvdel helt sikkert mest effektivt.
Men der findes også mennesker, der har lukket helt af for hovedet og så at sige kun er i kroppen og i deres følelser. De kan ikke tænke logisk og rationelt, tankerne vil ikke samle sig og give mening. Den type mennesker er meget impulsstyrede, for de kan mere eller mindre kun forholde sig til det, de mærker i kroppen og handle derefter. Når man er impulsstyret, så kan man let komme til at handle overilet og uigennemtænkt og uden omtanke for sig selv og andre. Man evner derfor heller ikke at sætte grænser for sig selv eller begrænse sig og skabe stabile rammer. Det vil man måske kunne lære igennem kognitiv terapi.
Jeg kender et par eksempler på, at denne type mennesker kan være fuldstændigt uimodtagelige for alm. samtaleterapi, fordi ordene simpelthen forsvinder fra dem, flyder ud, ikke giver mening. De er altså udpræget styret af deres højre hjernehalvdel og har derfor brug for at lære at bruge venstre hjernehalvdel. I disse tilfælde kan kognitiv terapi måske være det mest hensigtsmæssige – ialtfald til en start.
Fælles for alle terapiforløb må være, at både krop og sind inddrages (og før eller siden også sjæl eller ånd). Men rækkefølgen kan være individuel og behovet og behandlingsformen kan variere over en årrække. Uanset om man har beskyttet sig ved at skabe en blokering af tænkeevnen eller om man har lukket af for følelserne, så er man før eller siden nødt til at slippe de gamle forsvarsmekanismer for at heles. Der skal med andre ord skabes et samspil mellem højre og venstre hjernehalvdel, så man kan koble tanker og følelser sammen.
Det kunne være interessant, hvis nogen, der har prøvet kognitiv terapi og har haft glæde af det, vil fortælle om deres oplevelser.
Mange hilsner Helene
Ja, det kunne være interessant, hvis der var nogle, der ville bidrage med andre slags erfaringer om kognitiv terapi.
Jeg giver dig fuldstændig ret i dine betragtninger omkring intelligens.
Og du har sikkert ret i, at meget impulsstyrede personer muligvis kan have godt af den kognitive terapis teknikker.
I den forbindelse husker jeg, at min tidligere psykiater faktisk opfattede mig som meget impulsstyret! Og nu skal du høre, hvordan han var kommet frem til det:
Han sagde, at det normalt er sådan, at alle depressive er impulsstyrede. Det skulle være noget, der var blevet vist ved hjernescanninger af depressive. Man skulle kunne se det på scanninger, fordi et bestemt område i hjernen (kan ikke huske hvilket – muligvis frontallappen) er meget blodfyldt.
Jeg kan huske den der mærkelige fornemmelse af skuffelse og magtesløshed, der gik igennem mig: Psykiateren var jo totalt ligeglad med, hvordan jeg var. Han havde ikke nogen evne til at bedømme en person, der sad lige over for ham. Han brugte undersøgelser af andre til at finde ud af, hvordan jeg er! Jeg kan huske, at jeg blot svarede:
”Dem, der undersøger depressives hjerner, har glemt at scanne mig!”
Det, der er så forfærdeligt, er, at en sådan mand betegnes som specialist! Dette foregik ganske kort tid, før jeg droppede den psykiater.
Selv om jeg deler de fleste synspunkter i dit indlæg, så er der en enkelt formulering, som jeg slet ikke kan give dig ret i!
Du skriver:
”I mit verdensbillede er alle negative følelser skabt ud fra følelsen af frygt. Det gælder derfor også både angst og depressioner eller de depressive følelser.”
Det må være, fordi du kun kender én form for depression, som måske netop er stærkt beslægtet med den form for angst, som du har oplevet.
For det første har jeg aldrig oplevet depression som en følelse. Det er en kompliceret tilstand, der både rammer både det fysiske, det følelsesmæssige og det intellektuelle, i form af en stærk hæmning af alle tre områder. Jeg ved godt, at der er nogle, der bliver kede af det som følge af sygdommen depression. Men sådan har jeg aldrig oplevet det. Den måde, depressionen har ramt mit følelsesliv på, har altid været i form af FRAVÆR af følelser, altså følelsestomhed.
For det andet er der dit udsagn om, at depression skulle være skabt af frygt. Det kan jeg heller ikke give dig ret i.
Hvis du havde ret, ville der være en hel masse depressioner – formodentlig de fleste og de alvorligste, som slet ikke hørte med til sygdommen depression.
Og det er vel præcis her, at årsagen til vores meget forskellige tilgang til depressioner ligger!
For mig er årsagen til depression altid overbelastning! Det er da klart, at frygt selvfølgelig også kan optræde som overbelastning, men frygt behøver slet ikke at være indblandet.
Hvordan vil du forklare, at man kan få depression som følge af en ellers meget nødvendig og ønsket skilsmisse? Eller af D-vitamin-mangel? Hvis din tese om frygt som baggrund for depression skulle holde, virker sådanne depressioner jo uforklarlige.
Jeg har ikke så mange erfaringer med angst, at jeg kan udtale mig sikkert om det. Men jeg ved, at angst og depression er stærkt beslægtede, og derfor forestiller jeg mig, at der også kan være andre årsager til angst end frygt.
Selv har jeg oplevet angst i to forskellige slags situationer:
1. Under en depression. Når depressionens hæmning var ved at aftage, altså når der kom mere bevægelighed i energien, er det et par gange sket, at jeg har fået et angstanfald. I de situationer opfattede jeg angsten som forårsaget af det samme som depressionen, altså overbelastning.
2. Uden sammenhæng med depression, som reaktion på en form for fremmedgørelse, f.eks. i undervisningssituationer, hvor jeg følte, at undervisningen var for abstrakt og ikke foregik på de studerendes præmisser. Jeg løste problemet ved at stille spørgsmål, som kunne ”hive underviseren ned” på vores plan, sådan at jeg havde mulighed for at føle mig som en del af det, der foregik, i stedet for at føle, at jeg spildte tiden, og at alt hvad der foregik, var absurd, fordi ingen forstod det.
I ingen af de to slags situationer har frygt været indblandet. Men jeg anerkender, at der selvfølgelig er former for angst, som jeg slet ikke kender til.
Mange hilsner
Kameliadamen
Du stiller nogle spørgsmål i forhold til min tese om, at alle negative følelser har deres grundlag i frygt. Det er et stort emne i forhold til pladsen men jeg prøver at uddybe men mister nok nogle nuancer :-)
Jeg er helt enig med dig i, at årsagen til depressioner (og stress og angst) altid er overbelastning. Vi er også enige om, at overbelastning kan handle om f.eks. vitaminmangel. Jeg mener bare, at en sådan overbelastning kun er den udløsende faktor. Der må ligge noget mere bagved, ellers tror jeg ikke, at man reagerer så kraftigt på f.eks. en vitaminmangel.
Jeg har heller ikke oplevet depression som en følelse men som en tilstand. Ligeledes genkender jeg fuldstændigt den følelsestomhed, som du beskriver. Efter at have gravet dybt i mit eget sind, har jeg oplevet, at der bag denne følelsestomhed, gemmer sig et hav af følelser, der har været lagt låg på. Løfter man dette låg, så vælter følelserne frem og så kan de dissekeres og bearbejdes. Graver man dybt nok, så ender de alle op i barnets oplevelse af frygt.
Et lille barn vil uundgåeligt opleve frygt. Det kan være tilsyneladende harmløse begivenheder: Tordenvejr, vaccination, sult m.m. Ikke desto mindre bliver følelsen af frygt skabt i barnet. Værre er det, hvis barnet oplever, at frygt blive skabt af forældrene eller andre, der skal tage sig af det. Det kan handle om et diffust, usynligt energimæssigt, følelsesmæssigt eller verbalt misbrug og i den ekstreme form om vold eller seksuelle overgreb. Barnets sind kan sagtens opleve en situation som en reel eller diffus trussel mod krop, sind eller sjæl, selvom den ikke er ment sådan fra den voksne.
Hvis barnet vokser op med ofte f.eks. at blive gjort til grin, afvist følelsesmæssigt, får skylden, oplever de voksnes vrede, bliver udelukket af fællesskabet, bliver overset, ikke bliver forstået og lyttet til, ikke får sine behov dækkede o.s.v., så kan barnet opleve at budskabet i handlingen er, at barnet er forkert, ikke har lov at være der, ikke er god nok, er uønsket, ligegyldigt eller sågar uelsket eller uelskelig. Det er selvsagt klart, at det skaber frygt hos barnet, hvis det får oplevelsen af, at det ikke har ret til at være i verden, som den person det er og at det skal lave sig selv om for at blive 'god nok'. Det vil kunne give en eksistentiel angst, smerte, dyb ensomhedsfølelse, svag identitetsfølelse og meget andet. Samt ikke mindst en stærk grobund for depression.
Når man oplever sig truet, så vil man instinktivt reagere med kamp- eller flugtimpulser. Sindet vurderer lynhurtigt, hvad der tjener én bedst. Kroppen producerer masser af kamphormoner til at give styrke til at reagere. I nogle situationer er hverken kamp eller flugt muligt. Det er det ikke for et lille barn. Det er det heller ikke, hvis truslen er diffus (f.eks. verbal eller følelsesmæssigt misbrug). Men truslen bliver alligevel oplevet på et ubevidst plan og skaber oplevelsen af frygt. Da frygten fortrænges, bliver den ofte omdannet til angst for noget mere konkret, der trods alt er lettere at forholde sig til.
Hvis ikke man er i stand til at handle, så låses man fast i situationen og følelserne og kamp/flugt-energierne fastfryses i kroppen. Sker det ofte, ophobes der enorme mængder kamphormon, binyrerne er på konstant overarbejde og det kan påvirke både krop og sind ved at give f.eks. muskelsmerter og/eller en massiv muskeltræthed, indlærings- og koncentrationsproblemer m.m. Hvis barnet lever i et miljø, hvor det over en længere periode oplever kamp/flugt impulserne og stadigt ingen udveje kan se, så vil det opleve afmagt, håbløshed, opgivelse, handlingslammelse, voldsomme (fortrængte) aggressioner, ensomhed, fremmedgørelse. Da et barn slet ikke kan forholde sig til eller rumme så stærke, negative følelser og ikke kan søge hjælp hos de mennesker, der har skabt følelserne og dertil selv føler sig skyldig og forkert, så bliver der lagt låg på det hele og tilbage står følelsestomheden. Dermed er der grundlag for en depression, der kan bryde ud igen og igen, når man senere i livet udsættes for belastninger. Derfor kan enhver stressfaktor som f.eks. vitaminmangel eller en skilsmisse (også en ønsket) vælte et vaklende læs.
Min oplevelse i forhold til depression er, at det drejer sig om en tilstand af handlingslammelse eller 'tillært magtesløshed'. Har man som barn fået tillært, at man skulle tie og tåle, fordi intet andet var muligt, så har man givetvis svært ved at mærke sig selv, sige fra og sætte grænser. Energierne er lukket ned men kan vækkes til live igen, hvis man kommer i kontakt med og får bearbejdet de underliggende, fortrængte følelser – helt derned hvor den oprindelige frygt og angst blev skabt, så årsag og virkning kan kobles sammen.
Får man som voksen opbygget en stærk tro på sin egen værdi, respekt for sine egne følelser, en naturlig styrke og handlekraft og evne til at sige fra og sætte grænser, så tror jeg ikke, at man rammes af en depression igen.
Mange hilsner Helene
En del af mine teorier underbygges eller uddybes og nuanceres i bl.a. disse bøger:
'Væk tigeren' af Peter A. Levine (traumeforsker)
'Helbredelse af traumer' af Peter A. Levine
'Smertegrænsen' af Lars J. Sørensen
'Hypnose og hypnoterapi' af læge Jens-Jørgen Gravesen
'Mænd som hader kvinder og de kvinder som elsker dem' af Susan Forward
'Ud af skyggerne' af Susan Forward
'Efter alt hvad jeg har gjort for dig' af Susan Forward
'Hverdagens skjulte ondskab' af Marie-France Hirigoyen
Hilsen Helene