Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Ja det lader til at han falder for kvinder, som giver ham lidt turbulens….eller modvind (men tror nu mest de kommer til det, fordi der ganske enkelt sker for lidt ) og hvor han samtidig kan vise hvor sød og hjælpsom han er …for det er han. Han er en rar mand og han er et godt og elskeligt menneske.
Man kan bare ikke h e l e tiden være sød …det bliver for meget ”søde… søde” ..og det er ligesom altid at få en ting og kun en ting - og det er sukker.
Dengang, da jeg mødte ham, var jeg ved at blive skilt og var egentlig paralyseret af sorg og smerte ……og slet ikke parat til at erklære en anden min store kærlighed eller noget som helst
…
Alligevel, og på trods af det her, der må være åbenlyst ..fattede han interesse for mig ….og skønt jeg sad lige ved siden af og alt gjorde ondt i mig ja så talte han ikke om hverken min mand eller skilsmissen…det var som om ”ja ja lad som ingenting …og det var med til at gøre alt yderligere surrealistisk og uudholdeligt – denne totale måde at ignorere alting på.
Jeg havde mistet alt (følte jeg dengang og ..ja min manden gennem x antal år osv. I dag har jeg det ok). Og jeg tror bare at han var glad for overhovede at have mødt en kvinde...og så en der var helt nede i kulkælderen?
Det, han gjorde var at erklære at han og jeg ”vist havde følelser overfor hinanden” og så begynde at give mig gaver. Som jeg tog imod! Jeg fortalte ham også at jeg slet ikke kunne genkende de her voldsomme følelser…for det var der ligesom ikke basis for. Men jeg var egentlig også målløs og pinligt berørt over det …dengang( altså at han sagde ”sådan noget” så tidligt og så var det bare så upassende og så forkert...men det sagde jeg ikke men t ænkte det hele tiden) og ja jeg ked af det i næsten over 2 år og mere efter min skilsmisse. Det kan godt være at det er lang tid men sådan er og var det ...
Så jeg stak ham ikke blår i øjnene…omvendt syntes jeg at det var mærkeligt og det virkede som om han prøvede at købe mig …og som at blive lidt brugt når man var allermest nede.
Sådan startede det ….
Pludselig en dag var jeg faktisk glad for ham …men ikke i samme grad som med min mand…..der mangler som jeg skriver en del facetter. ( På intet tidspunkt i det her er jeg den fejlfri…for det ved jeg godt at jeg langtfra er ) Der skal to til tango!
Og ja alle har vel et egentligt ønske om et roligt, harmonisk forhold Men ja som du siger mændene prøver typisk at få det ved at ignorere problemerne mens kvinderne typisk prøver at få det ved at ville tale om problemerne..
Og her sker jo absolut intet på den front her.
Og så det her med en sammenflytning (?) Ja he har han markeret sig ved det at han insisterede på at ville ryge indendørs og mig ved at det er et no go.
Åbne kommunikationslinjer er en forudsætning for et sundt forhold.
Og mig der havde lullet mig ind i en boble …ja ja men det her vidste jeg jo godt. Det går egentlig ikke …
For han var kommet til at drive mig til vanvid og omvendt…og ja så kunne jeg komme til at føle mig rigtigt ensom sammen med ham.
Og så spørg du om jeg elsker min kæreste, fordi han er præcist den person, han er? Det ville det være fristende at svar ja til det første men de gør jeg jo ikke …for jeg syns jo simpelthen at der mangler så meget ..skønt han er sød og rar osv …så det er nok mest trygheden, varmen og stabiliteten, som jeg elsker? Ja jeg er er nok lidt af en tryghedsnarkoman der nyder en kærlighed og varme han gir …han er go at hygge sig med og go at tage ud og opdage ting med udstillinger og markeder …her er han eminent og der går det super.
Og ja jeg er bange for at tage konsekvensen af min utilfredshed, for afslutter gør jeg det så står jeg alene og tomhændet tilbage og det vil jeg altså ikke …så må jeg bare erkende at han er som han er og godt vi ikke bor sammen. Og næste gang han kommer med de her luftkasteller så punkterer jeg det i en fart …og lar være at bygge med ..så må vi nyde hinandens selskab engang imellem. Og jeg må gå til bekendelse på en eller anden måde og sige jeg kun vil være hans veninde.
At sige fra og kunne lade tingene få en konsekvens…jo …men det har jeg prøvet det var derfor jeg blev skilt. Der må være blidere og bedre måder man kan sige fra på uden at mist alt …
Ja der er en del mønstre der skal brydes og floder der skal krydses …
Kh Tina
Jeg tror, at din kæreste falder for kvinder, der er en modsætning til ham selv (og omvendt). Jeg tror, at kvinder af en bestemt type tilfører ham en energi, han behøver for ikke at gå helt i stå. Desværre er det bare en destruktiv og ikke positiv energi, der forværres af hans passivitet.
Men ligesom kvinderne ikke er ÅRSAG til hans passivitet m.m., mener jeg heller ikke, at han er ÅRSAG til kvindernes reaktioner. Begge parter er højst en udløsende faktor for nogle problemer der ligger under overfladen. Der er jo en grund til, at så forskellige typer, finder hinanden. Det er som en byttehandel: Man har brug for noget af det, den anden kan give, fordi man søger at skabe en form for balance: Det man ikke er i kontakt med hos sig selv, søger man hos andre i forsøget på at føle sig hel.
Ligesom hvis man sætter ild og vand sammen. Det kan fungere fint, hvis der grænser imellem og forholdet er afbalanceret. Men kommer ild og vand for tæt på hinanden, vil det sprutte og slå gnister. Hvis der er vand nok, så vil den drukne ilden og forholdet vil blive energiforladt. Er der ild nok, vil den få vandet til at fordampe og forholdet vil blive højeksplosivt.
Hvis han og hans partnere havde været følelsesmæssigt i balance og i kontakt med sig selv, så ville to så forskellige personer simpelthen ikke blive tiltrukket af hinanden som partnere. Der kan godt være en positiv energi, uden at der også er den seksuelle energi, der får forholdet til at gå fra at være et muligt venskab til at blive et partnerskab.
Dermed sker der det, som man så ofte ser: Det, der starter med at tiltrække én, ender med at frastøde én. Forskellighederne, der i starten gav én følelsen af at blive komplementeret og mere hel, kommer til at adskille i stedet for. Man får efterhånden det værste og ikke det bedste frem i hinanden. Er man derimod i kontakt med både sin egen styrke, energi og sårbarhed og er i stand til at give sig selv trøst, omsorg og kærlighed – så er man ikke så afhængig af at finde det hos andre.
Hvis du havde lyttet til dig selv og dine egentlige behov og ikke havde været så afhængig af at få trøst, tryghed og omsorg fra en anden, så ville du jo aldrig have kunnet acceptere, at I ikke kunne tale om det, der var sket for dig – din ex-mand og skilsmissen. Selvfølgeligt bliver det uudholdeligt og surrealistisk, når alt det, der er vigtigt for én selv, bliver tiet ihjel. Man bliver gjort usynlig. Men du lod det ske, fordi du vægtede trøsten, trygheden og varmen højere. Det var altså din prioritering. Dér mener jeg, at problemet ligger.
Du gik med til at gøre dig selv usynlig og gik på kompromis med dine egne følelser for at få dækket dine umiddelbare behov. Fordi du ikke kunne give dig selv kærlighed, trøst, tryghed og varme, da du var i krise. En krise er nok det værst tænkelige tidspunkt og grundlag at indlede et nyt forhold på.
Du var (som du skriver) allerede dengang klar over, at der var noget upassende og forkert i det, der skete. Din indre stemme hviskede altså til dig, men du lyttede ikke men valgte at tage imod det gode, du kunne få og lukke øjnene for, at det faktisk ikke føltes i orden.
Jeg kan godt forstå din følelse af, at du blev lidt brugt, da du var allermest nede. Det er du sikkert på en måde også blevet. Du har kunnet tilfredsstille nogle følelsesmæssige behov hos ham. Det kan være, at han måske har kunnet føle sig stærkere, fordi du var sårbar – en styrke han måske ellers ikke kan mærke. Men du bruger jo også ham for at få dækket dine følelsesmæssige behov.
Jeres forhold har trods alt udviklet sig. Der er sider af ham, du faktisk er kommet til at holde rigtigt meget af. Du nyder, at I kan dele oplevelser og gøre ting sammen med og du kan hygge dig sammen med ham. Det lyder mere som grundlaget for et venskab end for et parforhold. Så det lyder som en rigtig god løsning, hvis du faktisk siger til ham (som du skriver), at du kun vil være hans veninde. Mange gode, potentielle venskaber bliver ødelagt, fordi de bliver gjort til parforhold.
Da han insisterede på at ryge indendørs, hvis I flyttede sammen, så var det måske hans måde at sætte en grænse på. Fordi han inderst inde også er klar over, at I vil tage livet af hinanden, hvis I bor sammen. Konfliktsky som han er, kan han jo bare ikke sige tingene direkte. Men måske var det også dette, der for alvor fik dig til at vågne op og indse, at der må ske forandringer.
Nogle gange er den eneste rigtige løsning, at man skilles. Andre gange kan der være andre muligheder. Måske kan der i Jeres tilfælde være en anden og bedre løsning, så du/I ikke mister alt. Men hvis du vælger at leve videre, som du gør nu, så mister du dig selv. Og uden sig selv lever man ikke, så eksisterer man kun.
Kærlig hilsen Helene
Jeg er så glad for at møde én der kan komme igennem mange dybe lag..på en rigtig god måde - det er det jeg synes du kan...bedre end nogen anden.
Ved du ..at jeg tror at du har rørt og beriget rigtig mange mennesker.
Nå du skal læse det igen ...for der er en alvor og en dybde i det !
Kærlig hilsen Helene
KH Helene
Ja her er det virkelig modsætninger, der mødtes og ja til det med ”at kvinder af en bestemt type tilfører ham en energi, han behøver for ikke at gå helt i stå”. Det er så klokkeklart og det har det været hele tiden.
Og nej han er såmænd heller ikke årsag kvindernes reaktioner som du skriver der er er jo en grund til, at så forskellige typer, finder hinanden og her har vi i højeste grad brugt hinanden. Så jeg skal såmænd ikke have så dårlig samvittighed …for er der noget jeg har været brugt til her så er det at stive han skrøbelige image som ”mand”af…at jeg så for at kunne det har skruet helt helt ned for blusset, for at han kunne være ”mand” det er en anden sag.
Hvor tit og ofte er man egentlig i kontakt ”med både sin egen styrke, energi og sårbarhed osv.? Og jeg prøver at svare:Måske er man det når man erkender at man hellere være alene og glad end i et forhold og ulykkelig…det er da et lille stykke af vejen …tror jeg.
Disse linjer er vigtige for de siger så at sige alt om bl.a. mig:
”Hvis du havde lyttet til dig selv og dine egentlige behov og ikke havde været så afhængig af at få trøst, tryghed og omsorg fra en anden, så ville du jo aldrig have kunnet acceptere, at din smerte og sorg blev tiet ihjel”. ” Men du lod det ske, fordi du vægtede trøsten, trygheden og varmen højere. Det var altså din prioritering. Dér mener jeg, at problemet ligger”. Det mener jeg også …men er livet ikke også om kompromisser ”No man is an Island”…og så igen man kan gå på kompromis så tit så man bliver væk og altid er sur og utilfreds uden at vide hvorfor.
1 ”Du gik med til at gøre dig selv usynlig og gik på kompromis med dine egne følelser for at få dækket dine umiddelbare behov”
2 Du var (som du skriver) allerede dengang klar over, at der var noget upassende og forkert i det, der skete. Din indre stemme hviskede altså til dig, men du lyttede ikke men valgte at tage imod det gode, du kunne få og lukke øjnene for, at det faktisk ikke føltes i orden.
Jeg var lige ved at sige ”the story of my life” til 1+2! Der er røget mange geder på det alter…mærkeligt at JEG er så hammer konfliktsky og tilpasningsliderlig…så jeg gang på gang går på kompromis med mine egentlige behov. Det her er nemlig et mønster jeg også har på arbejdsmarked. Jeg tager simpelthen ikke ”tyren ved hornene” og graver det spadestik dybere …og tager smækkene like or not hvis det ikke går …det hele bliver derved sådan en gang underlig legen gemme- tit tit. På de her to punkter med ham(hankøn i det hele taget) og arbejdslivet ellers ikke …!
Det er egentligt mærkeligt at det skal være så svært at tale med kæresten …havde det været en ”rigtig kæreste” hvor vi svingede sammen fra starten og ku tale osv så havde det nok ikke været så akavet ..(men ok ham og jeg er startet på en ”kunstig” måde ved det at der gik laaang tid før jeg ku sige ”elsker dig” til ham…det havde jeg slet ikke troet jeg nogensinde ville sige til ham) eller gå ind til chefen.
Og rigtigt ” inderst inde er han også klar over, at I vil tage livet af hinanden, hvis I bor sammen. Konfliktsky som han er, kan han jo bare ikke sige tingene direkte.” Ork ja gg det er der ingen tvivl om ..det er som at følge en struds gemme sig lige for øjnene af en…og man kan egentlig ikke gå ind i en diskussion med ham omkring det her for han fatter det faktisk ikke…at vi lever i en anden tid hvor det her ikke er et odiøst men meget normalt og egentlig en god ide. (og det siger jeg der selv er ryger og engang tænkte ” nejj det kan man da ikke osv” ..idag kan jeg da godt se ideen i det.
Forsat god weekend
Kærlig hilsen Tina
Jeg kom til at tænke på, at den metafor med ild og vand jeg kom med sidst, lige manglede ét aspekt: Når der kommer vand på ild, så ilden er ved at slukkes, så opstår der røg. Røgen kan lægge sig som et tågeslør ud over det hele, så man slet ikke kan se tingene tydeligt længere.
Der er vist ikke mange mennesker, der både er i kontakt med deres egen styrke, energi, sårbarhed o.s.v. Det er for de fleste en længerevarende udviklingsproces at nå frem til at kunne mærke deres egen helhed. Men som du skriver, så er man ialtfald nået et godt stykke vej, når man erkender, at man hellere vil være glad alene end ulykkelig i et forhold.
Ganske rigtigt: 'Intet menneske er en Ø'. Vi kan ikke klare os uden andre mennesker. MEN det nytter ikke noget, at vi har en idé om, at vi kan eller skal kunne være sammen med alle andre mennesker uden at forholde os selektivt til, hvem det er, vi er sammen med. Man skal ikke være sammen med andre bare for at være sammen med andre. Det skal være mennesker, det er godt for én at være sammen med, mennesker der giver én positiv energi. Det nytter ikke, at vi tror, at den ene kan være lige så god som den anden og at vi bare må 'æde' de ting, vi ikke bryder os om, hos den vi nu har fundet. Hvis det er uspiseligt, så er det simpelthen ikke den rigtige person, vi har fundet.
Kompromisser er for mig at se noget opreklameret. Hvis man har rimeligt éns behov, værdier og livsindstilling, så vil større kompromisser næppe blive aktuelle og de små vil man uden videre kunne lære at leve med. Man skal aldrig indgå et kompromis på bekostning af sig selv. Man skal aldrig stå tilbage med følelsen af, at man har solgt ud af sig selv, sine egne grænser, egne værdier eller stå tilbage med negative følelser. Begge parter må føle, at de har vundet noget ved den løsning, man i fællesskab er nået frem til. Med et kompromis risikerer man, at ingen af parterne er rigtigt tilfredse. I forsøget på at få sine egne behov dækket, risikerer det at blive en magtkamp, hvor der er to tabere og ingen vindere.
Hvis man lader sig nøjes, så bliver man alligevel aldrig tilfreds. Så man kan ligeså godt gå efter at få det bedste. Men da ethvert valg også indebærer et fravalg, betyder det også, at man i en periode kan risikere at måtte undvære.
Vores frie bevidste valg er i virkeligheden sjældent særligt frie eller særligt bevidste. Vores valg er meget ofte baseret på frygt eller angst. Det kan være angst for at undvære, for at miste, for ikke at være gode nok, for at folk bliver vrede på os eller bliver kede af det, for at de ikke kan lide os, for at få skylden, for at de ikke forstår os og reagerer med pinlighed o.s.v.
Kort sagt er rigtigt mange mennesker styret af angst for andres reaktioner og de konsekvenser vores handlinger vil få. Den ubevidste angst kan forhindre os i at træffe de bedste valg for os selv.
Du skriver, at du er konfliktsky i forhold til mænd og i forhold til en arbejdsplads (chef). Det er nok ikke ualmindeligt, at det netop er på disse to områder, hvor man virkeligt kan blive bevidst om problemerne, for her er meget på spil:
For en partner/kæreste kan gå fra én (angsten for at blive forladt og alene). En mand kan også blive meget vred, truende, skræmmende, hvis man siger fra (angst for andres aggressioner). Chefen er en autoritet og mange frygter at sætte sig op mod autoriteter. Chefen har magt til at fyre én (angsten for at miste sit eksistensgrundlag). Eller man kan blive upopulær, hvis man siger fra (angsten for udelukkelse af fællesskabet).
Det handler altså om, at man ikke får sagt fra af frygt for konsekvenserne. Den slags frygt eller angst er som regel grundlagt tidligt i livet p.g.a. dårlige erfaringer med at sige fra. Man har lært at passe på sig selv ved at tie stille og gøre sig usynlig. Den læring er fulgt med én op igennem livet. Desværre er det bare meget uhensigtsmæssigt som voksen. I nutiden har det sjældent de negative konsekvenser at sige fra, som man frygter og desuden har man som voksen nogle helt andre ressourcer til at klare situationen, hvis det værste skulle ske. Problemet er, at så længe man ikke er bevidst om den angst, der styrer én, kan man næppe overvinde den. Hvis man først forstår, hvad det er for en angst, der holder én fra at gøre det bedste for sig selv og hvor den oprindeligt kommer fra, så vil det blive lettere at overvinde sig selv og gøre noget, man faktisk ikke tør. Så vokser man, får mere selvtillid og føler sig betydeligt stærkere.
Det er klart, at når man tier og tåler, så opbygger man en eksplosiv tilstand i sig selv. Så kan man pludseligt tænde af overfor alt og intet, hvis der bare er en lille gnist, der tænder lunten. Det undgår man, hvis man bliver bedre til at lære at mærke og lytte til sine egne grænser, følelser og behov og øver sig i at sige fra i tide og på en ordentlig måde – også selvom det er svært og det skaber nogen angst eller ubehag.
Det var vist dagens dybe tanker ;-)
Kærlig hilsen Helene