Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Tak for dit svar. Det er så rart at tale med nogle, der er i samme situation...og forstår!
Jeg tror, du har ret i, at angsten aldrig rigtig forsvinder, men at man kan lære at leve med den. Jeg har faktisk gået til psykolog i snart 3 måneder, og hun har hjulpet mig til at indse, at jeg IKKE dør, når jeg har et angstanfald. Jeg er stadig i behandling og fortsætter nok længe endnu. Nu har angsten bare sat sig som en masse fysiske symptomer, hovedpine, klump i halsen, snurren i arme og ben og smerter i brystkassen. Jeg har valgt at fortælle familie, venner og kolleger om det og være forholdsvis. Det har hjulpet lidt, men jeg kan næsten ikke holde ud, at skulle stå foran eleverne hver dag og styre slagets gang, virke som om ingenting er i vejen og være opmærksom på at de nu også får lært det, de skal. (jeg underviser i gymnasiet!) Det er dybt uprofessionelt at belemre dem, men mine problemer.
Jeg har haft 2 rigtig hårde år rent jobmæssigt - blev færdig med pædagogikum sidste sommer. Vinteren 2008 blev jeg ramt af et panikanfald lige midt i en undervisningstime. Det var så ubeskrivelig ubehageligt, men det ved du jo;-). Jeg samlede alle mine kræfter og fik eleverne til at lave noget gruppearbejde. Jeg skyndte mig så ud af lokalet. Men jeg kunne jo ikke bare lade dem sidde, og jeg skammede mig sådan. Jeg troede jo, at jeg var ved at dø, men efter 10 min. hvor jeg stadig var i live, så måtte jeg jo gå ind i klasseværelset igen.
Jeg gjorde det - og har så lige siden haft uro og ubehag i hele kroppen, når jeg skal på arbejde. Jeg kan sagtens sidde hjemme og forberede mig, og jeg kan faktisk også godt tage mig sammen, når jeg står i undervisningssituationen, men jeg er TOTALT ØDELAGT, når jeg kommer hjem. Min mand er ved at være dybt frustreret og mine børn er begyndt at blive påvirket, fordi de ikke ser andet end deres mor opløst i tårer, eller ligge i sengen og ikke orke noget som helst.
Jeg havde det faktisk ok i sommerferien - ingen smerter og panikanfald, kun lidt mismod over, hvad der ville ske, når jeg kom tilbage på arbejdet igen.
Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skal gøre mere. Jeg er kommet derhen, hvor jeg føler, jeg blive nødt til at få medicin, hvis jeg skal fortsætte med at undervise - og undgå en sygemelding. Men er det vejen frem?
Jeg kan ikke lade være med at tænke, at hvis jeg havde et job, hvor jeg ikke hele tiden var så eksponeret og tvunget til at nytænke undervisningen, uden konstante deadlines og hvor fritid og arbejde ikke flød ud i ét, så ville det hele være anderledes, og jeg ville ikke have det så forfærdeligt det meste af tiden. Men er det bare at flygte fordi tilværelsen er lidt svær?
Har du været på medicin for at kunne klare dit job? Du skrev, at du først nu har fået kontakt med læger m.m. Så du har klaret det uden nogen form for medicin eller hjælp af nogen art?
Kh og tak fordi jeg bare må stille dig spørgsmål:-)
Elektra
Ja det er rigtigt at jeg først her inden for de sidste 1½ år er røget på angstdæmpende medicin - førhen klarede jeg mig med den indstilling at jeg ikke skulle sidde hjemme og skjule mig i en krog, for det er helt sikkert ikke vejen frem.
Medicinen alene skaber ikke lykke, du skal også finde kræfterne til at sige, nu vil jeg sgu ind i det storcenter, så kan alle de andre klare sig selv, og hvad de tænker, ja det må de om. Medicinen vil dæmpe symptomerne
vis en situation er ved at opstå i det ubevidste. Her er det man skal træne i at stoppe op, og sig til sig selv - hvad skete der lige der, hvorfor tænkte jeg lige på det, og så ellers mane sig op og komme videre rundt - ikke noget med at stikke af, det er ris til egen r.. for det vil være en kæmpe skuffelse, men derimod hvis man fortsætter, så er det en lille sejr.
Hver dag udfordre jeg mig selv, tager i indkøbscentre, cafeer,Bakken,tur gennem strøget, en lille tur i tog, bus, og det har jeg fået ros for af min Psykiater, da det er det rigtige at få de oplevelser med uanset den kamp man kæmper i situationen, så får man alligevel vished for at der skete ikke noget.
Jeg har været soldat i 5 år (førhen) så selv om man har angst/fobi, så kan man klare det, det kræver godt nok en del gåpåmod, men i bund og grund så gælder det om at prøve grænser af, og være stolt af at man prøver uanset udfaldet, går det ikke så godt, ja så prøver man lige igen, ikke noget med at sige - der kommer jeg ikke mere, men sige til sig selv - skal det sted virkelig have lov til at bestemme over mig!
Mit ordsprog som jeg lærte inde for forsvaret er.: Græsset er altid grønnere på den anden side.
En bog jeg fik lov at læse, ja nok 10 gange hos psykiateren er.:
Mølleren og hans nye æsel (en pixie-bog fra Carlsens forlag)
Den lille bog er så sigende om alle os der stræber hver dag på jobbet for at yde det bedste uden tanke om at hvad med mig selv.
En lille pixie-bog der virkelig fortæller dig at uanset hvad du gør, så kan du aldrig gøre alle tilfreds.
Stres på jobbet, i skolen, med vennerne er også en stor skyld for at man kan risikere at havne i vores situation. Det kræver at man lære sine grænser, og kan sige stop i tide, uanset hvad andre måtte tænke, for det er sgu deres problem.
Jeg vil sige at medicinen er kun en del af løsningen på angst-problemet, den store del ligger i at udfordre dig selv - lær dine grænser, prøv at overskride dem lidt bid for bid, hen ad vejen finder du ud af at du kan mere end du selv tror.
Det du nævner med at du havner på sofaen, totalt tømt for energi. Jeg kan sige i mit tilfælde pt så skal jeg bare ned på gaden 1 times tid, og så hjem - så føles det som om jeg har været på overarbejde i 16 timer for fuld tryk.
Dette har jeg snakket med min psykiater om, og det er fordi jeg bruger meget mere energi på at tænke .: går det nu, puha anspændthed, gryden på hovedet der strammer, sveder, kan de andre se det på mig, og nej det kan de ikke - det er noget jeg forestiller mig, så den tanke skal der arbejdes en hel del på at få sat på plads.
Jeg er i den heldige situation, at min familie forstår mig fuldt ud nu, de kan se hvor hårdt det er at lide af angst, det er sgu ikke bare fis og ballade eller fordi man er et dovendyr - nej det er et fuldtidsjob at have angsten inde på livet indtil man lære at acceptere at sådan er det lige nu, men jeg skal nok klare det ved hjælp af hård træning, medicin og diverse samtaler med psykologen som jeg nu er hos.
Så jeg håber også at din familie kan lære at forstå, at det er helt normalt at man føler sig tappet for energi, især efter en dag på jobbet med mange spekulationer om *Hvad nu vis*
Håber det kan hjælpe dig lidt
Ja - det er et stykke tid siden, jeg sidst skrev. Der er sket ret meget siden sidst. Jeg er blevet sygemeldt. Jeg har en let atypisk depression. Lægen mente sikkert at det var kommet oveni min stress og angst.
Først var jeg vildt ked af det og følte mig som den største taber i verden. Men samtidig var jeg også lettet - og fik så dårlig samvittighed igen!
Min arbejdsgiver var rigtig sød og forstående, og det gjorde det hellere ikke bedre.
De første 3 dage brugte jeg kun på at sove og stirre lidt ud i luften. Jeg kunne ikke rigtig se tv, og læse kunne jeg heller ikke koncentrere mig om. Men det er heldigvis kommet tilbage nu. Men jeg skal stadig kæmpe lidt med at kunne koncentrere mig, hvis mine børn larmer lidt for meget eller tv eller radio går.
Min læge ville give mig nogle angstdæmpende piller. Men det kunne jeg ikke lige forholde mig til. Jeg havde det jo faktisk rigtig godt i sommerferien, hvor jeg ikke skulle undervise, så jeg er lidt tilbøjelig til at tro, at det er min profession, der gør mig syg?! Det er også lidt for tåbeligt at vælge at blive lærer, når man har haft præstationsangst stort set altid;)! Jeg ved, at jeg er god til det, og eleverne kan lide mig og lærer noget, men jeg synes ikke selv, at jeg gør det perfekt - og det vil jeg jo gerne (hvem vil ikke det??).
Jeg synes, det er så fantastisk, at du vælger ikke at lade angsten få bugt med dig! Jeg ville ønske, jeg var lige så viljefast som dig. Det er vildt, at du kan finde styrken til at VILLE gå ud, selv om du er så ødelagt bagefter.
Jeg synes ikke, jeg behøver medicinen lige nu, men hvis min angst nu er knyttet til arbejdet - skal jeg så tage medicinen for at kunne passe mit arbejde, eller skal jeg finde et andet arbejde??
Det kan du selvfølgelig ikke svare på, men hvornår har man lidt nok??
Håber det går fremad med dig.
Knus
Elektra
Det gør mig ondt at du er blevet sygemeldt - men husk på at kroppen vil på et eller andet tidspunkt sige fra, hvis man bare ignorere dens signaler om at nu er der altså lidt for meget pres på (stress/angst m.m).
Jeg har selv prøvet det at kroppen siger fra, gudskelov i tide - så jeg ikke endte med at smide stængerne i vejret - for man har det desværre med at ignorere stress, med at tage mere arbejde på sine skuldre.
Vedr. om du skal begynde at tage medicin mod angst, så skal du stille fordele og ulemper op mod hinanden.
Fordele.:
Du kan risikere at få det bedre.
Du kan blive mere afslappet.
Du har taget et stort skridt, og taget imod hjælp.
Ulemper.:
Du kan komme ud for at lige den medicin ikke virker på dig.
Du skal lige igennem opstarten, hvilket tit medføre mundtørhed,
kvalme, svedeture, m.m men der er lys for enden af tunnelen
Så det er svært at sige, men i mit tilfælde er jeg glad for at jeg tog springet og modtog tilbudet om medicin, de første 5 virkede dog ikke på mig, men nu får jeg LYRICA og håber stadigvæk at det vil virke(bare lidt).
Det er altid godt at modtage hjælp til stress/angst, da det er sjældent at du helt og alene kan helbrede dig selv.
Ja jeg kæmper imod hver dag - som jeg har gjort igennem 31 år nu, men jeg er også glad for at de Professionelle tager sig lidt af mig, så Jobcenteret kan se at man yder noget for at komme videre, og at de bestemt ikke skal have for travlt med jobtilbud m.m da det at bekæmpe sin angst er et fuldtids-job indtil man lære at beherske det. Desværre er det sådan at når man overskrider 120 sygedags-reglen, så ryger man på understøttelse indtil man rammer 365 dage, så ryger man videre på Socialhjælp, og jeg lover dig at det er sgu det sidste man ønsker. For udover sin kamp mod angst, så skal man også til at kæmpe mod økonomien og Jobcentre der bare vil have en ud i arbejde så hurtigt som muligt, men her har jeg dog meldt klart ud til Jobcenteret, at jobtræning og hold-i-hånd-møder det er sgu ikke lige mig, og at jeg koncentrere mig fuldt ud om min behandling og ikke andet. Det er de så mere eller mindre indforstået med. Det kræver dog at folk kan råbe højt nok, selv om man har rigeligt at spekulere på
Så en god ting er at man skal være hudløs ærlig om hvordan man går og har det. Mange fatter ikke en disse, men bare det man får meldt ud, er et stort skridt på vejen - og med tiden er det blevet helt naturligt at snakke om sin lidelse, for er der en ting folk ikke skal tro om èn, så er det at man er hypokonder, for dem der tror det, ja dem ville jeg meget gerne bytte rolle med - bare en uge, så kommer de helt sikkert på andre tanker.
Så jeg håber at du kan finde energien til at rejse dig op, og komme lidt ud hver dag uanset om lysten er der. For det er en sejer hver gang man gennemføre noget man egentlig ikke havde lyst til, men man gjorde det alligevel. Bagefter kan man sætte sig ned og filosofere lidt over hvad var godt og hvad var mindre godt - men husk at du gennemførte det uden at falde om.
Kommer du ud for at det går dårligt som f.eks i et stormagasin, så er det hurtigt op på hesten igen, og ind i det stormagasin igen - helst dagen efter, for lige pludseligt går det op for dig, at uanset hvor svært det er så kommer du igennem. Jeg plejer at sige.: det storcenter skal ikke tryne mig - jeg skal dælme bevise at jeg kan gå hele turen rundt- måske med lidt stop under vejs men rundt det skal jeg sgu.
Jeg ved det er svært at sætte sig op til alle mulige ting i hverdagen, ting som *normale* ikke bruger meget tid at tænke på. Men med lidt hjælp/forståelse fra familien og læger/psykologer så kommer den tanke stille og roligt at angsten er en ting der skal bekæmpes med alle midler, og den skal ikke bestemme over mig.
Håber at du snart kommer på benene, og finder energien igen.
Husk der er kun en der kan sparke dig ud af døren, og det er dig selv
Ha` det godt min ven
Skipper65
Nu har jeg læst nogle af indlæggene og jeg kan fortælle at jeg har samme symptomer jer andre, men jeg oplevede i min sommerferie i juli-måned i år at under en kørsel til et sygehus sammen med min mand med høj fart igennem en by ,at jeg åbenbart besvimede i vores bil på grund af at jeg havde besvær med at trække vejret. Min mand fortalte mig det efter at jeg havde ligget til opsyn i en del timer i modtagelsen på sygehuset. Det var rigtig ubehageligt. Nu har jeg det bedre.
De der Sertralin som jeg får , har jeg indtil vidre haft en del bivirkninger af.
Kvalme , tynd mave og så får jeg en gang imellem en prikken med kuldefornemmelse samtidig.
Jeg har været gennem mange samtaler med både psykologer og psykriatere , det har hjulpet lidt, men jeg er kommet på pension for at få ro til at eksistere i min hverdag.
Min panikangst er kommet af at jeg havde en hård far. Det mindste jeg gjorde forkert , så faldt hammeren , en på hovedet. Det var både med flad hånd og en knytnæve. Men det værste var dog at jeg blev misbrugt sexuelt af ham som barn og at jeg dengang fik beskeden at jeg ville blive sendt på børnehjem og aldrig se min familie mere, hvis jeg sagde noget til nogen om det. Jeg ville miste mine to søstre og min mor , sådan ordret fik jeg det afvide. Og hvad gør man så, man tier om det skete. Men det var jo det værste man kan gøre, man skal frem med det, med det samme . Jeg var mellem 11 og 15 da det stod på. Og det er en stor del af grunden til at jeg har panikangst idag og altid har haft det. Jeg har ingen kontakt med ham idag og det vil jeg heller aldrig nogen sinde fremover få.
Jeg har mange fobier som er kommet med årene. Højde , elevator, små rum, fremmed mænd i en vis alder, engang imellem når vi køre bil ( speciel ) når han køre, (ikke fordi at han køre stærkt for det gør han sjældent når jeg er med ) , men fordi de andre er for tæt på, osv.... Jeg håber med min egen hjælp, at de nye piller kan give mig et nogenlunde normalt liv, og at jeg kan være til i hverdagen uden alt for mange problemer med min krop i fremtiden. Det er utåleligt som det er nu, men selvfølgelig skal pillerne jo have lov til at virke optimalt først. Jeg har troen på det og sammen med min dejlige og forståelige mand , børn og ja hele min skønne familie skal jeg nok komme ud på den rigtige side hvor jeg kan leve livet igen. Jeg har fortalt alle sammen hvordan jeg har haft det og har det idag og de er oplyst om alt hvad der er foregået indtil nu, det tror jeg er den aller bedste måde at komme gennem processen på. Så er jeg ikke alene når der opstår noget jeg ikke kender til.
Ja så fik jeg vist luft for alt det der tynger i kroppen på mig. Jeg har længe ville dele dette med nogen udenfor min fam. men er først blevet klar over at vi er mange der lider af samme sygdom, men at det udmunder sig på utrolig mange måder. Til sidst vil jeg takke min mand fordi at han har sat sig ind i det problem jeg har, og at han er der når jeg har brug for ham , både nær ved mig og når han er på job og det skal foregå pr. mobil. Han slipper mig aldrig før han er 100% sikker selv på at jeg er okay. Et varmt knus til alle her.
- Det er dejligt at høre at din mand og familie bakker dig op 100% - gid det var sådan hos alle
Jeg tror også det er godt for dig at du har fået pension, for det kan lige som lægge en dæmper på en masse menneskers forventninger om ens arbejdsevne, selv om de ikke ved en disse om hvor meget det tærre på en at kæmpe 24/7 med de uhensigtsmæssige tanker der fare rundt inde i hovedet på en.
Ja at finde den rette medicin, er som at vinde i lotteriet - jeg er nu på det 6 produkt og er ikke synderligt begejstret for dets virkning, men nu giver jeg det en chance, så må vi se om psykologen skruer lidt op for volumen.
Vil ønske dig alt muligt held og lykke fremover, og du kan give din mand et klap på skulderen fra mig af, og sige til ham at det er godt gået
Tak for dit dejlige svar på min fortælling ang. hvordan jeg har det med panikangsten i min hverdag. Du har ganske ret i det med at andre ikke kan se vores sygdom, og at dem som ikke har sat sig ind i det , bare mener " som jeg vil sige det " at vi bare er dovne og arbejdssky når vi ikke kan koncentrere os om et arbejede. For det at have sygdommen panikangst , det er et stort handikap for os som er ramt af det. Hverdagen er jo faktisk delt i to halve. De gode dage hvor hvor vi nogenlunde kan komme let igennem det hele, og så de dårlige hvor vi ønsker os selv der hen hvor pebret gror.
Jeg har givet min mand et ekstra skulderklap fra dig ud over dem han får i forvejen af mig. For, jo jeg ved at han har det hårdt somme tider ,men han lader sig ikke altid bemærke med det.
Ang. pensionen den er jeg rigtig glad for, for som jeg før har skrevet , så giver den sindsro til at fungere i det daglige. Og så har jeg for nylig fået min egen bærbar som jeg bruger enormt meget, til at komme ud i samfundet foruden vores dejlige sommerhus i nordjylland hvor jeg opholder mig meget af tiden. Og der oppe er der den skønneste natur hvor jeg kan føle mig sikker og være i ro og fred hvis det er det jeg har brug for. Jeg kan skam godt lide at der er mennesker omkring mig også , for jeg har desværre også det at jeg ikke kan lide at være alene om natten. Jeg lider også af mørkeræd. det er ikke så smart når jeg elsker aftnerne hvor man kan hygge med fyrfadslys. Men nu håber jeg at de nye piller kan hjælpe, så jeg kan komme til at holde af alle mine ynder igen.
Jeg ønsker dig alt held med at du også finder de piller der kan hjælpe dig gennem din hverdag, så du også kan komme til at leve livet nogenlunde normalt.
Knus fra steffanie3
Jeg lider også af panikangst det startede da jeg var teenager altså for 25 år siden selvom hjælpen er blevet bedre synliger og mere åben synes jeg egentlig jeg har fået det værre.er på medicin nu og det har jeg været i ca 3 år sammen med kognetiv terapi har jeg lige haft 1,5 år hvor jeg bare har haft det fantastisk,men pludselig var den der bare igen som et lyn.svimmelhed,åndedratsbesvær,uro,bange for at være nogen steder og som elektra skriver bange for at nogen ser du dør,første gang jeg skriver her og har i lang tid ønsket at tale med andre der også er bange.
Peter
Velkommen til debatten, jeg er også rimelig ny herinde - har sagt til min psykolog at jeg skriver lidt herinde blandt ligesindet - hun synes det er en god ide, og så får man også lidt vished om at man bestemt ikke er alene om det.
Jeg har selv været i behandling nu i snart 2 år med psykiater, psykologer, medicin, kognitiv terapi ja nok hele molevitten. Og efter 31 år med angst så er man jo nok lidt skeptisk, men det er dog et skridt på vejen
Desværre har mange af os der har gået i så mange år med angsten, sikkert lært os selv en masse undgåelses-metoder for at slippe for diverse angst-anfald.
Jeg har gjort læger og diverse psykiatere opmærksom på, at den gang vidste man ikke så meget til diagnosen angst og fobi, der fik man bare noget beroligende og så gik det sikkert væk igen.
Det bedste råd jeg kan give ud fra egne erfaringer, er at man skal udfordre sig selv hver dag, bare en tur på gaden, ind i en butik, så et storcenter, måske en tur i bus/tog. Måske kun en ting om dagen, da det kan tærre lidt voldsomt på ens energi. Men bare det at man sætter sig et mål hver dag, det giver nu lidt tilfredshed.
Jeg bruger meget min kalender på computeren til at skrive hvad jeg har lavet i dag, og med tiden bliver det til en hel del.
Nu håber jeg at du også kan få lidt glæde af den her gode side
Når jeg besøger debatten herinde og ser, hvor mange vi egentlig er, så kan jeg ikke lade være med at blive vildt vred og dybt frustreret over, at vi er så mange, der skal gå rundt så længe og have det så skidt. - Det må jo betyde, som du selv antyder, at det stadig er et stort tabu i samfundet generelt. Ja, ja, der tales om stress og udbrændthed og angst i forbindelse med disse, men det er bare ikke ok at møde op på arbejde eller til sociale sammenkomster og sige "ja, jeg kunne ikke lige komme, fordi jeg har angst og fik panikanfald".
Når det er så almindeligt, hvorfor kan vi så ikke opfører os, som om det er almindeligt??
Nu lyder jeg rigtig mavesur - og er det nok også. Men jeg kan mærke i forbindelse med min egen situation, så er jeg blevet meget hudløs og kan simpelthen ikke fordrage alle de masker, som vi skal tage på for at kunne leve i dag. Jeg savner, at det er i orden at fejle, at have det skidt, at kunne sige: "det er jeg ikke god til" og "jeg har brug for hjælp" - uden at blive vurderet som een, der ikke kunne klare ræset!
Hvis vi kunne få lov til det og ikke skulle præstere og være professionelle og upersonlige hele tiden, så ville de fleste med angst ikke gå så længe med det.
Det var mit lille hjertesuk. Ved ikke med I andre, men det hjælper utrolig meget at få formuleret sit kaos af tanker til nogle, som instinktivt ved, hvad man taler om.
Peter, jeg håber du vil gøre som Skipper og skrive lidt her eller et andet sted, så du kan få luft blandt ligesindede. Det giver trøst, når angsten bliver for stærk. For den skal bare ikke have lov til at vinde, men måske kun have lov til at hjælpe os til at se, hvad der er galt i vores tilværelse.
Knus og tanker til dig
fra Elektra