Lægetjek vedr. panikangst
Hej
Jeg lider af panikangst og har gjort det on og off i laaaaang tid nu - jeg har prøvet Kognetiv, tankefelt terapi og blevet hypnotiseret 1 gang - dog uden resultat - de kloge mener at det er fodi der ikke er fundet ind til sagens kerne så jeg giver ikke op ennu - Jeg er inde i en periode hvor det er svært for mig at køre bil, stå i kø, flyve osv. -
Jeg skal til læge i forbindelse med at jeg skal på flyvetur og derfor skal have beroligende piller for det -og i den forbindelse vil jeg spørge ind til en omgang symptomer hos mig -- Er der nogen der ved hvad man evt. kan undersøge så jeg får vished om at jeg er rask nok til at gennemgå en flyvetur og at jeg når kører bil ikke vil besvime?
Lider af svimmelhed, trykken for hals og uro i kroppen.
Jeg lider af panikangst og har gjort det on og off i laaaaang tid nu - jeg har prøvet Kognetiv, tankefelt terapi og blevet hypnotiseret 1 gang - dog uden resultat - de kloge mener at det er fodi der ikke er fundet ind til sagens kerne så jeg giver ikke op ennu - Jeg er inde i en periode hvor det er svært for mig at køre bil, stå i kø, flyve osv. -
Jeg skal til læge i forbindelse med at jeg skal på flyvetur og derfor skal have beroligende piller for det -og i den forbindelse vil jeg spørge ind til en omgang symptomer hos mig -- Er der nogen der ved hvad man evt. kan undersøge så jeg får vished om at jeg er rask nok til at gennemgå en flyvetur og at jeg når kører bil ikke vil besvime?
Lider af svimmelhed, trykken for hals og uro i kroppen.
Kommentarer
Lider selv af panikangst nu og da, har også dine symptomer, så jeg forstår godt din bekymring omkring flyvetur m.m.
Har du nogensinde oplevet at besvime, mens du står i kø, kører i bil og flyver?
kh
Elektra75
Nej jeg er aldrig besvimet - men er meget angst for at dratte om fordi jeg netop ikke kan styre min krop og min nervøsitet - det er meget livshæmmende synes jeg.
Jeg fandt frem til, at jeg åbenbart er bange for ikke at kunne styre og kontrollere mig selv, fordi jeg er bange for ikke at gøre alting rigtigt. Det værste var for mig egentlig ikke det at dø - men at dø mens andre så på det!!
Når jeg skriver det her, så kan jeg godt se, at det lyder komisk, men dødsangst kommer af mange forskellige ting, og vi har den alle i mere eller mindre grad. Jeg kan kontrollere mange ting i mit liv - men ikke hvornår jeg skal herfra og hvordan.
Jeg tror på, at et lægetjek i ny og næ er godt, hvis det beroliger dig. Men har psykologen ikke givet dig nogle værktøjer til at håndtere din angst?
:-)
Tak for dit svar:)
Jeg har gået til kognetiv psykolog 3 gange, så kunne jeg ikke mere. Puste i sugerør og involvere mine børn er ikke mig -- måske var det kemien imellem os der var galt, ved det ikke. Men han snakkede da også om at jeg ikke besvimer, det samme siger min læge - men når man står i situationen og halsen snørrer sig sammen, det hele svimler, benene ryster, hjertet hamrer og alt sortner så er det svært at sige til sig selv - HEY du besvimer ikke - nej man vil bare UD DERFRA.
Jeg har prøvet Tanketelt terapi 4 gange - det hjalp heller ikke - og senest er jeg blevet hypnotiseret for flyskræk - der skulle vi starte sagde han - Måske er det fordi jeg ikke kan give slip på mig selv at det ikke virker.
Nu skal jeg til læge på tirsdag til en sundhedssamtale, hvor jeg gerne vil have at vide om jeg er rask nok til at flyve - det er mest for at jeg tror det kan hjælpe på min angst - jeg bekymrer mig for meget omkring mit helbred, i stedet for at sige til mig selv at jeg ikke fejler noget og derfor er anfaldene helt ufarlige - Jeg vil gerne derhen hvor jeg kan ignorerer dem.
Jeg har ikke haft angst i min barndom - det er noget der er kommet med tiden og eskaleret efter at jeg fik børn. Jeg aner ikke hvorfor og det er frustrerende for mig og min mand - han er jo også træt af det, og synes ikke jeg er den samme livsglade pige med ben i næsen som jeg før var - jeg leder efter et mirakel til at blive mig selv igen. Men jeg tror måske at et lægetjek ville kunne få mine tanker væk fra angsten for at besvime eller pludselig falde om med et hjerteanfald eller andet?
Er der nogen der har erfaring med det?
Og er der også nogen der har erfaring med ikke at blive taget alvorlig både af læge, mand, behandlere etc.?
Ja, desværre kender jeg også til ikke at blive taget alvorligt af læger og ægtefælde! Men jeg har altid været sygdomsangst, så når jeg endelig kommer til læge, så lægger jeg bånd på mig selv, fordi jeg så mange gange har fået at vide, at det nok er noget psykisk. Men jeg var så heldig at min nuværende læge har taget kurser i mindfullness, så da jeg sidste efterår gik op til hende, fordi jeg havde fået nok af angsten, var hun hurtig til at diagnosticere mig og fik mig i behandling.
Jeg er glad for min psykolog - og på nogle områder har det virkelig hjulpet, jeg har lært ikke at blive helt så panisk i mine angstanfald. Men din beskrivelse af bare at ville ud, væk - den har jeg nu konstant, men med mindre panik. Jeg er i den "uheldige" situation, at jeg underviser, så jeg synes på nogle områder, jeg er dobbelt ramt. Men ikke fordi, at jeg tror, jeg har det værre end andre. Hver dag føles bare som om jeg skal i kamp med livet som indsats - og det betyder, at jeg er TOTALT drænet for energi, når jeg kommer hjem. jeg føler mig lige så meget ramt på mit levebrød, som på min krop og psyke.
Min mand er nogle gange meget forstående, men for det meste dybt frustreret. Jeg orker ikke altid at hjælpe til herhjemme, så han har dobbeltarbejde næsten hver dag. Og så bliver jeg bare mere angst og til tider meget ked af det, fordi jeg ved, at jeg er en byrde. Det er jo den nedadgående dumme spiral.
Det værste er, at jeg kan sagtens forstå ham. Jeg tror virkelig også, jeg ville have det lidt på samme måde, hvis det var mig, der skulle klare alting selv. Og jeg kan da også mærke, at det er når HAN også har det hårdt på jobbet eller er almindeligt halvgående, at hans manglende forståelse dukker op.
Så jeg har bestemt mig for at fortælle ham, at jeg sætter stor pris på ham, og når jeg har det godt, så viser jeg det også. Til gengæld har jeg "forlangt", at han skal læse de informationer, jeg har om panikangst og sygdomsangst m. m. (Angstavisen er rigtig god) Ellers kan han jo ikke forholde sig til mine symptomer, og hvorfor jeg har det sådan - og at det er ok for ham at reagere.
Det er utrolig hårdt, når man har en sygdom, der ikke kan ses med det blotte øje. I mine mørkeste øjeblikke er jeg så bange for, at han en dag får nok og beder mig om at skrubbe ad h....... til! Og hvad så med børnene.....og mig??
Men det skræmmer mig en smule, at du har gået i terapi 3 gange, og det ikke har hjulpet. Hvad gør du så nu? Lever med angsten og går til læge, når det bliver rigtig slemt?
Har du været ved lægen - eller er det først i næste uge? Det er for det første vigtigst at dit kredsløb er ok, når du skal op at flyve (man sidder ned længe, og det er en lille belastning - men kun på de rigtig lange ture) Bed om at får taget et EKG, der kan man se om der er noget med hjerte og kredsløb. Ved ikke om dette hjælper - vil ikke gøre dig urolig - men det beroligede mig i mange måneder efter.
Håber du får noget ud af dette - jeg er altså håbløs til at fatte mig i korthed;-)
kh
Elektra75
De symtomer du beskriver, og tanken om at nu går det galt - det er det de Professionelle (psykiater/psykologer) kalder katastrofetanker.
Og ja de spørger en om man nogensinde er besvimet, men nej det er man ikke, men bare fornemmelsen af at nu rabler det helt for en, den er utrolig virkelig.
Så det er hårdt arbejde og træning i sammenråd med de Professionelle, for at kunne dæmpe de tanker og følelser.
Katastrofetanker = en røgalarm.
En røgalarm hyler når der er røg.
menneskets indbygget røgalarm/angstalarm ringer ved fare, nogle menneskers røg/angstalarm ringer bare hurtigere, da de føler fare
bare ved det mindst.
Jeg har selv lidt af angst i 31 år, og nu er jeg endelig igang med et længere forløb hos både psykiater og psykologer - så livet kan blive bare lidt bedre.
Jeg lærte af min psykiater, hvordan jeg kunne frembringe angsten bare ved at trække vejret for hurtigt *hyperventilering* alt sortner for øjnene, bagefter skulle jeg trække vejret kort ind, hold vejret kort, pust langsomt ud og fortsætte som beskrevet, så faldt der hurtigt ro på igen, men det er nu ikke det samme i lufthavnen eller butikken, der tænker man nu mest på at smide alt og bare løbe, og så trækker man igen vejret forkert og så står man i det igen med flimmer for øjnene. Så vejrtræknings-øvelser er helt sikkert en vigtig del af ens selvkontrol, det er svært og langvarigt at lære men det hjælper en del.
Jeg skulle købe 2 bøger da jeg var startet i behandling og de hjælper en hel del at læse, så man for vished for at man er ikke den eneste der har de symtomer.
De 2 bøger er.:
Esben Hovgaard - Kognitiv behandling af panikangst og socialfobi
Henrik Tingleff - Kognitiv terapi metoder i hverdagen 2
Men for at få en rimelig normal dag som angst-lidende så skal der også
lidt medicin til for at dæmpe en lidt ned. Der findes mange produkter på market, og man skal prøve sig frem gennem psykolog/psykiater om hvad der virker eller ej. Jeg er på mit 6 produkt, og håber stadigvæk på at en dag så rammer de plet
Ønsker dig alt godt fremover
De bøger, du nævner i dit indlæg, er det nogle, der stiller forskellige opgaver, som man selv kan arbejde med - eller skal man inddrage sin psykolog for at få det bedste resultat?
Du skriver, at du har lidt af angst i 31 år!!? Er det hele tiden, du har angst eller kommer det i perioder?
Jeg er selv ret "ny" så, da jeg kun har lidt af det i 1½ år. Jeg synes, at jeg har kæmpet og kæmpet det sidste år, for at holde mig selv oppe til at gå på arbejde, og alt min energi og alle mine ressourcer går til at passe mit job. Jeg har så her for knap 3 uger siden fået konstateret 2 knuder i min skjoldbruskkirtel (heldigvis godartede) - og så ramlede korthuset bare. Jeg skal til lægen i dag - ved ikke hvad det ender med. Kolleger og familie synes, jeg skal sygemeldes. Men selv om jeg kan mærke, at det måske vil være det bedste for mig lige pt, så synes jeg også, at det er sådan en falliterklæring. Det virker for nemt...! Det kan ikke passe, at jeg ikke kan holde til at passe mit arbejde, når alle andre kan! Hvorfor kan jeg da ikke bare tage mig sammen??
Men som jeg kan læse herinde, så er det ikke ualmindeligt at gå i lang tid med sin angst - også selv om man er i behandling. Kommer jeg så nogensinde til at kunne arbejde igen eller leve "normalt"??
Hvis du har kæmpet i 31 år - er jeg så et tudefjæs, fordi jeg giver op efter kun 1½ år?
Rart for dig, at det ser ud til at lysne - jeg vil gerne høre lidt om de erfaringer, du gør dig med medicin.
kh
Elektra75
ja jeg må nok sige at jeg har kæmpet med angsten de sidste 31 år, og har i de sidste 27 år passet mit arbejde hver dag trods angsten, for den skal ikke knække mig. Men det er en hård kamp, dog er det lidt nemmere nu til dags, da man er mere åben over for problemet, der er blevet bedre kendskab til angst og fobier. Nu er jeg meget udadvendt, og kalder en spade for en spade, så folk har lært at tage mig som jeg er.
Du er bestemt ikke et tudefjæs, pga du *kun* har haft angsten inde på livet i 1½ år, da 1½ år er 1½ år for meget, det første skridt på vejen fremad er at snakke om det, søge hjælp, være åben om ens problem så andre ikke tror at man bare er kedelig fordi man aldrig orker fester, møder, sammenkomster m.m Så du skal lære at snakke helt åben om din angst, måske lave lidt sjov med det, jeg siger tit til venner og familien.: ja jeg er sgu nok lidt små-tosset, men hva - det er da også hyggeligt. Det hjælper lidt at tage lidt mere afslappet på ens problemer.
Vedr. arbejde, så skal man passe på med at være for god af sig, og bare lade andre læsse en masse opgaver over på sig. Det de i Psykiatrien kalder en *dørmåtte* en person som bare lader sig træde på, uden at personen kan sige STOP NU ER DET NOK.
Husk! du skal lytte til din krop og signaler - jeg tog konsekvensen og blev fyret efter 120 reglen, men sådan er det, for nu vil jeg tænke på mig selv og ikke bare stresse rundt på arbejdet - for du får helt sikkert ikke noigen tak!
Jeg er egentlig glad for at læger/psykiater/psykologer har fået fat i mig med familiens hjælp, da jeg ikke selv orkede at sige det. Så jeg lever i troen på at en dag, så bliver det hele meget nemmere. Dog tror jeg aldrig at man slipper helt ud af angsten og fobierne, men man bliver bedre til at tackle dem i hverdagen.
Vedr. min medicin - pt er jeg på Lyrica/efexor/mertin uden den større virkning - dog er jeg lige startet på Lyrica, og de første par dage dinglede jeg rundt som en fuld mand
En person i familien fik sepramil, og det virkede efter 14 dage, nu er hun sgu ikke til at styre, fare byen rundt
Ønsker dig alt godt fremover
Ps! skulle du have flere spørgsmål så bare skriv.