Kan i fortælle mig hvad i gør med jeres dødsangst??
Hej med jer 
)
Jeg er nysgerrig for hvad i andre gør når jeres dødsangst kommer op i jer?? Og hvad er det i oplever når den kommer??
Selv er jeg bange for at der er noget galt med mit hjerte. Det fylder meget i min hverdag. Jeg står lidt uden midler endnu til at kontrollere symptomerne. Kan i hjælpe??
Katrine
)Jeg er nysgerrig for hvad i andre gør når jeres dødsangst kommer op i jer?? Og hvad er det i oplever når den kommer??
Selv er jeg bange for at der er noget galt med mit hjerte. Det fylder meget i min hverdag. Jeg står lidt uden midler endnu til at kontrollere symptomerne. Kan i hjælpe??
Katrine
Kommentarer
Ja den er svær.
Jeg har selv lidt af dødsangst siden jeg var 7 år. Jeg var ikke klar over hvad det var, før jeg fik et voldsomt anfald som 31-årig. Dengang fik jeg beroligende medicin, som jeg kunne ta når jeg følte behov. Samtidig gik jeg på fobiskolen, hvor jeg lærte nogle strategier til at håndtere angsten. Det kostede 3000 for 3 timer en gang om ugen ialt 10 gange. Det hjalp og jeg havde nogle år uden angst. For to år siden vendte det tilbage. Jeg har i den forbindelse fået medicin og været ved psykolog. Medicinen tar det værste og psykologen var ikke super. Han fortalte om meget af det jeg lærte på fobiskolen.
Min måde at håndtere det på er, at være meget åben om det. Både familie, kollegaer og venner ved hvordan jeg har det. Jeg tar 15mg seroplex hver morgen og bruger strategierne fra fobiskolen.
Når jeg har ondt i hjertet, lunger eller andet ringer jeg til min læge som undersøger mig og evt sender mig videre. Det er super vigtigt for mig at få bekræftet at jeg er sund og rask...
Jeg håber du finder hjælp til din angst
tanker fra Lene
Katrine
Min angst er også fokuseret på mit hjerte og frygter hele tiden jeg falder om og dør. Det giver mig til tider massiv dødsangst og oplever det som en form for "lammelse" eller "sort sky" der rammer mig. ( Det er lidt svært at forklare) Men når det rammer er jeg sikker på at jeg dør og jeg egentlig lige så godt kan ligge mig i min seng og vente på det sker. Det er ikke et egentlig panikanfald, for er skræmmende rolig når dødsangsten kommer, det føles som en slags konstatering om at nu er det altså mit nummer der er næst -og sådan er det og det kan jeg lige så godt acceptere.
Det jeg gør er at jeg ignorerer det ( lyder lettere end det er). Jeg forsøger at beskæftige mig med noget andet, sætter mig ofte ned og stener en serie eller læse på diverse angst forum.
Det er nok den forkerte måde at løse problemet på for skubber jo bare problemet væk i stedet for at håndtere det. Tror at vejen ud af det er at tage fat i dødsangst og sige til sig selv:
Jeg er en ung pige, og hvor tit falder en ung pige bare om og dør?!
jeg er blevet tjekket af læge, jeg fejler intet
Det der giver mig denne følelse er angst, intet andet
Prøv på den måde at dreje tankerne i en positiv (og mere realistisk) retning. Derudover er det altid hjælpende at tage et par dybe indåndinger så vejrtrækningen kommer i ro.
-Håber du kan bruge det
Læste lige dit andet indlæg og det at du har for lavt stofskifte. Jeg har selv for højt stofskifte og har læst at stofskifte problemer ( både for højt og for lavt ) kan give angst.
Efter jeg er kommet i behandling for mit stofskifte problem har det virkelig hjulpet for nu er de fysiske symptomer sygdommen gav aftaget.
Så håber også du kan få medicin for din stofskifte sygdom, det hjalp i hvert fald mig meget
Jeg tror jeg har angst.. fik det en dag rigtig dårlig og røg på sygehuset, rystede og føler at min puls i hele kroppen slår helt vildt, fik taget en mr scanning og en ct scanning plus et ekg gor mit hjerte, jeg fejlede intet... er stoppet med at arb for 2 mdr siden, og disse symptomer kom efter det...?? nu har jeg hafr det dårligt i en mdr, men det er konstant, ryster hele tiden føler mig lidt svimmel og så er der det med min puls, kan virkelig mærke den over at i min krop, især ved det ene øre??
Er det normalt at have langvarig symptomer?? som er der hele tiden???
Håber nogen kan give mig et svar.. har det ret skidt..
på forhånd tak
Kh.
Louise
Kære du...
Har læst dit indlæg flere gange, og fuldt med i debatten, og tænkte at det var på tide, at jeg også kom med lidt "feed back"...
Jeg kan ikke rigtig fortælle dig, hvad jeg gør med min dødsangst, for har den heldigvis ikke så tit. Led meget af det, da jeg var barn, men er vokset fra det meste.
Til gengæld har jeg haft en depression hængende på nakken, en depression der for alvor først blev udløst, da jeg boede i udlandet og fik en arabisk kæreste. Da det stod helt skidt til, måtte jeg søge læge i udlandet, og fik to alternativer : 1. "Anti-depressiv" eller 2. "rejse hjem og få behandling". Jeg valgte selvfølgelig pillerne, da jeg var så forelsket og på ingen måder, havde lyst til at rejse hjem. Jeg tog pillerne i ca.3-4 måneder, dvs. kun lige indtil de begyndte at virke. Starten var svær, da jeg fik samtlige bivirkninger og tabte mig 7-8 kg på 2 måneder, og derefter stoppede kort, men efter jeg kom igang igen, kom virkningen. Jeg fik det bedre. Pillerne hjalp, angsten forsvandt og alting blev pludselig mere overskueligt og en glad og selvstændig pige med en masse gå på mod kom frem i lyset igen - og da jeg nåede det punkt, mente jeg det var tid til at stoppe. Efterfølgende kom jeg ind i en periode omkring jul, mens jeg stadig var udlandet, hvor tingene igen begyndte at gå ned ad bakke. Tænkte at jeg skulle været blevet ved pillerne, men ens stædighed taler tit over fornuften. En periode på 4-5 måneder udgjorde at jeg tilsidst måtte skaffe mig af med kæresten, som nedværdigede mig konstant, og rejse hjem. Det var hårdt at være hjemme de første 14 dage efter 3½ år i udlandet, men flyttede hjem hos mine forældre ( er enebarn ) og fik et nyt arbejde på en cafe og det hjalp mig med en ny start. Hoppede lidt frem og tilbage på pillerne, men lod dem efter et stykke tid ligge.
Pludselig en lørdag eftermiddag hvor jeg kørte på motorvejen med min veninde, fik jeg et anfald. Det var noget helt nyt, noget jeg slet ikke forstod. Det startede i venstre arm, en snorren, en fornnemlse af uro, og det gik videre ned i benet. Jeg blev svimmel, skulle jeg besvime? - følte mig "let på en sky" - da jeg kørte ind til siden. Jeg var i chok ! Det gik lidt i sig selv, men kom pludselig igen mandag aften da jeg kørte med toget hjem fra arbejdet. Her blev jeg rigtig bange og kom grædende ind til mine forældre. De kunne ikke rigtig fortælle mig, hvad det var, min mor mente måske stress, men den samme begyndende fornemmelse, kommer igen og igen, hver gang jeg sætter mig bag rettet. Jeg prøver at abstrahere fra det, nogen gange kan jeg - andre gange ikke. Jeg har gået med tanken om stress, som blev til psykisk stress, som efter i aften er blevet til "panikangst". Måske i mindre omfang, men efter at have læst dit indlæg er jeg næsten sikker :-S
Jeg overvejer at gå til lægen på onsdag og få en snak med ham om det. Er allerede kommet til den konklusion, at er det piller, så er det piller. De har hjulpet mig før mod depression og angst, og hvis de kan hjælpe mig igen til at få en bedre hver dag og sove trygt om natten, jamen så er det dét.
Det var bare det lille budskab, jeg ville bringe. Jeg har prøvet en del, og hvis du får brug for en der forstår, må du endelig kontakte mig.
Som jeg skrev.... : "....en sten fra hjertet ikke at være alene om det"
Kærligst Sandra
Jeg har i snart 1 år haft diagnosen "PANIKANGST". Det sidste halve år har jeg været medicineret og næsten uden symptomer.
Men da det hele startede.... puha det var ikke sjovt. Det kom snigende stille og roligt og startede på arbejde. Jeg kunne sidde ved min skrivebord og pludselig startede det.... Først kom mundtørheden...så koldsveden og pulsen steg og steg. Kroppen blev fyldt af uro og jeg følte mig svimmel. Jeg var sikker på at nu fik jeg en blodprop eller et hjerteanfald (begge mine forældre døjer med hjertet og jeg er selv overvægtig) Jeg var sikker på at nu var min sidste time kommet. Men efter ca. 30-60 min gik det i sig selv. I starten slog jeg det bare hen med at jeg sikkert havde drukket for meget kaffe og droppede fuldstændig kaffen til fordel for kildevand.... men lige lidt hjalp det. Anfaldene blev ved med at komme og min egen angst for at dø viereudviklede forløbet ved at jeg var sikker på at blodproppen ville vandre og sætte sig i hjernen, som følge deraf begyndte jeg at døje meget med hovedpine og en trykken i hovedet når anfaldene stod på.
Jeg besluttede mig nu for at søge hjælp ved min lige... I første omgang bad jeg blot om et sundhedstjek... og alt var fint. ALT var som det skulle være (bortset fra forhøjet kolesterol) Jamen så var alt jo godt, i hvertfald for en tid.... Endnu engang besøgte jeg lægen og fortalte ham om mine oplevelser.... Vi snakkede meget om det hele, om mulige "trickere" o.s.v
Vi besluttede at se tiden lidt an. Det hjalp i en kort periode, men anfalden fortsatte med at komme og vi besluttede i samarbejde at starte medicineringen. Fuld af optimisme startede jeg på min medicin og drog afsted på arbejde med det samme. 2 dage efter blev jeg sygemeldt og var sygemeldt i godt 1 måned. Nu havde medicinen opnået fuld styrke og jeg har ikke haft synderlige anfald siden da. Det skal da lige nævnes at hvis jeg bliver presset/stresset hævner det sig de næste dage.... Så kan jeg mærke at uroen kommer igen, men det går over igen. Kræver somregel blot lidt ro.
Men forløbet indtil medicineringen startede var meget slem. Jeg sov meget af tiden, havde energi og overskud til konen og mine børn. Det var frygtelig. Ville mest af alt bare sove og havde det bedst i min seng. Sult var der ikke så meget af.
Min måde at håndtere det på nu er at bryde op med det tabu det for mange er at jeg lider af panikangst. Det er utroligt så mange der har oplevet det eller som stadigvæk lider af det når bare man snakker om det og er åben omkring det.
Jeg håber det kan hjælpe lidt at høre om mine oplvelser....
Hilsen
Storey33
Selv om jeg "kun" har haft "rigtige" panikanfald 6 - 7 gange inden for det sidste 1½ år, så lever jeg i en konstant frygt for, at de skal komme igen. Angst for angsten.
Jeg har stort set også kun lige overskud til min mand og børn, og arbejdet synes for det meste uoverkommeligt. Min seng er min bedste ven for det meste.
Jeg går hos en dygtig psykolog, som trods alt har hjulpet mig til, at jeg kan passe mit job nogenlunde (har desværre et meget præstationsbetonet job), men synes ikke selv, at det helt fungere.
Men til indlægget om redskaber, så gav psykologen mig et rigtig godt skema, der skulle bruges, når jeg fik panikanfald. Det er opdelt i 5 felter, hvor man skal beskrive i hvilken situation, man stod i, da anfaldet kom. I det næste felt skal man beskrive, hvilke symptomer man fik under anfaldet. I det 3 felt, hvad man tænkte/følte (oplevede). I det 4 skulle man på en skala fra 1 -10 sætte tal på, hvor slemt man syntes anfaldet havde været. Derefter skulle man læse det, man havde skrevet i de fire felter igennem. I det 5 felt skulle man så igen forsøge at graduere hvor slemt anfaldet havde været. (Jeg tager lige forbehold for, at jeg ikke har skemaet hos mig - derfor måske ikke helt korrekt). Men laver man skemaet hver gang, man har haft et anfald, vil man med tiden automatisk "komme til " at udfylde det i sine tanker, så man kan bruge det som et redskab, når man mærker panikken brede sig.
Det har i hvertfald hjulpet mig til at erkende, at jeg ikke er dødsyg og ikke dør lige nu, selv om panikanfaldene stadig er lige smertefulde. Jeg er faktisk begyndt at udfordre dem lidt og sige "ja, så kom dog og gør mit liv et helvede", for jeg ved nu, at de altid går over igen (jeg er her jo stadig;-)
Og ja, så er det altid godt at være åben om sin angst - det er et lige så stort helvede at forsøge at skjule den, som at få anfaldene. Jeg har også været åben på min arbejdsplads, og det har indtil videre kun været en positiv oplevelse.
Håber min lange smøre kan hjælpe lidt, og bevar håbet derude...