Unge kvinder med Vulvodyni

Mistee6

Hej!
Du skal have en henvisning fra din læge. Jeg ved ikke så meget om Skejby klinikken, men du kan evt. joine os på Facebook, der er masser der har været på klinikken :-)

persille1

Jeg syntes der er så mange med vulvodyni, kunne det tænkes at p piller har noget at sige. Ja, det er bare en "strøtanke".

Mistee6

At stoppe med p-piller hjælper for nogen, dog langt fra alle. Men jeg vil mene at det er et forsøg værd. Så vidt jeg husker skal man stoppe i minimum 3 måneder for at se effekten.

Emmaemmaemma1

Hej allesammen :-)
Jeg er rigtig glad for at se at dette forum eksisterer! Føler virkelig tit at stå helt alene med problemet!
Jeg er også 19 år gammel og har har haft vulvodyni i omkring 9 måneder. Har samtidig lidt vaginisme hvilket kun gør problemet værre. Jeg har haft en kæreste i halvandet år nu, og i det første halve år vi var sammen var der ingen problemer overhovedet!! Men så begyndte det at gøre mere og mere ondt når vi havde sex, og jeg ignorerede det og det blev værre og værre. Til sidst blev det så slemt at det blev umuligt da det simpelthen gjorde sindssygt ondt og derfor ikke kunne lade sig gøre. Sådan er det stadig nu.
Jeg gik til lægen da det begyndte at gøre ondt, og eftersom at det gjorde ondt efter jeg tissede efter sex sagde de at det var blærebetændelse. Derfor er jeg blevet proppet med forskellige medikamenter for blærebetændelse i 5 måneder, på trods af, at jeg selv en dag kom til lægen og foreslog at det kunne være lige akkurat vaginisme og vulvodyni der var problemet. Det blev afvist. Fik at vide at de ikke kunne gøre noget i Århus og at de derfor ville sende mig til Randers (hvilket er mærkeligt, da der står noget med skejby længere oppe i indlægget) synes det er mærkeligt lægerne ikke har fortalt mig noget om det. Har prøvet akkupunktur uden held, er stoppet på p-piller, har prøvet xylocain 2% uden effekt og bruger stadig de dillatorer, og har, og ligger stadig og masserer området uden på dernede for at "vende mig til smerten" som lægen sagde jeg skulle... Men føler bare slet ikke der er noget der virker, og går bare helt ned når jeg ser at der er nogle der har haft det i mange år :O!! Jeg betaler gerne for både botox, medicin, operation whatever!! Det plager mig sindssygt meget, da det virkelig går ud over mit forhold, da min sexlyst er fuldstændig manglende. Ligesom mange af jer andre føler jeg også at jeg ikke kan give min kæreste en stor del, og selvom han er rigtig forstående og sådan noget, bliver jeg bare meget nemmere bange for at han går fra mig pga at han mangler sex, selvom jeg jo godt ved at det gør han ikke. Det er VIRKELIG bare svært for mig at det også skal gå ud over ham!
Men jeg er til gengæld meget åben omkring det, de fleste af mine veninder ved det, og de virker eller prøver i hvert fald at være rigtig forstående omkring det, kan i hvert fald kun anbefale at sige det til nogen, for det er virkelig ikke sjovt at rende rundt med, da man jo kan føle sig meget magtesløs. Men ALT og jeg mener virkelig ALT der har hjulpet jer af med det, SKRIV DET, for vil virkelig virkelig gerne af med mit snart, om jeg så skal opereres!
Mange hilsner

frestina86

Jeg sidder her i min sofa, stadigt med de indtørrede tårer på min kind, efter at have fundet og læst om min diagnose: Vulvodyni. Endelig! Så mange gange har jeg fået at vide at det hele foregik oppe i mit hoved, fået henvisninger til psykolog og smertestillende cremer.. Jeg vidste at det ikke kunne være rigtigt.

I næsten 6 år har jeg haft smerter ved samleje og vores sexliv er blevet værre og værre.. Min dårlige samvittighed er blevet større og større, fortvivlet over om hvor længe det kunne fortsætte. Min kæreste gennem snart 7 år har været meget forstående men samtidig også fortvivlet og det har selvfølgelig påvirket mig. Jeg har spildt 6 år af mit liv på at leve med smerter, dårlig samvittighed og fortvivlelse - åh den fortvivlelse og længslen efter et normalt sexliv.

Den seneste tid har jeg spekuleret meget på hvordan jeg dog nogensinde skulle blive mor. Smerterne er kun blevet være og spændingerne er blevet helt umulige at kontrollere.

Til at starte med, var det kun i begyndelsen af samlejet at det gjorde ondt. Men nu gør det ondt hele tiden og jeg er grædefærdig hver gang.. Jeg har grædt og grædt ved lægen og fortalt og peget. Men det syntes ikke at lægen har haft tid til mig og har ikke kunnet se noget - så jeg er blevet fortalt så mange gange at det må være noget psykisk at jeg selv var begyndt at tro på det.

Mit selvværd er nok blevet lavere med tiden, mere end jeg nok vil være ved.. Undskyld at jeg siger det, for det er bestemt ikke en sjov lidelse, men jeg er glad for at jeg ikke er den eneste. Jeg har aldrig talt med nogen om det, har ikke mødt forståelse og har følt mig forkert. Jeg væmmes ved sex og jeg har ellers været flittig på det område. Har altid været fri og udforskende, men smerterne har taget den del af mit liv og min personlighed fra mig og jeg er blevet hende den snerpede der bare vil tidligt i seng og helst undgår intime berøringer..

Jeg vil have mit liv tilbage. Hvordan kan det være at lægerne ikke sender en afsted til gynækolog med det samme? Jeg ved da ikke hvordan sådan noget foregår "jeg er kunden" og de er eksperterne - de kunne da i det mindste spørge om jeg havde lyst til at besøge en gynækolog...

Er der nogen derude der har lyst til at tale med mig. Dele oplevelser - gode som onde. Jeg har brug for at dele det her med nogen der forstår det og det har været en stor hjælp at læse alle jeres indlæg. Men jeg kunne virkelig godt bruge en veninde med samme lidelse som jeg.

mange hilsener og held og lykke til alle vulvodyni'ere.

Hemmeligpige1

Hej!
Jeg er en 13 årig pige med smerter i underlivet.
Jeg tør ikke tale med min mor om det, mest fordi jeg er bange.
Jeg har haft ondt i 2 dage nu og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.
Jeg har sovet i ca. 4 i nat ellers er jeg blevet holdt vågen af smerter.
Fordi jeg hedder det som jeg hedder er at jeg er bange nogle opdager at jeg skriver om hjælp herinde.
Hilsen hemmelig pige.

Mistee6

Til Hemmeligpige1
Hvorfor tør du ikke tale med din mor om det? Hvad er du bange for? Har du mulighed for selv at gå til lægen? Hvis du føler dig helt fortabt, er du velkommen til at skrive til mig på sissemarianne@gmail.com, så vil jeg gerne forsøge at hjælpe dig, hvis du stadig har ondt.

persille1

Nu har jeg et par gange set nogen opfordre ganske unge piger/børn til at skrive privat. Jeg kan kun anbefale de unge piger ikke at reagere over for den slags. I aner intet om, hvem I kommer i kontakt med.

Du kunne jo gå til læge, hvis ikke du vil tale med din mor om det. Eller du kan tale med en anden om det, som du har tillid til.
Ingen på en debat kan jo fortælle dig hvad der er galt. Du må tale med nogen om det ellers risikerer du jo det kunne blive meget værre.

Mistee6

Persille1, jeg kan godt se din pointe. Fra min side var det mest fordi jeg gerne ville hjælpe hende så hurtigt som muligt, men nej, man ved selvfølgelig aldrig hvem man får fat i.

Henmeligpige, hvis du stadig har problemer, så håber jeg du skriver herinde igen. Ingen her er læge og kan fortælle dig, hvad der evt. måtte være galt, men vi kan give dig støtte med håb om at du vil gå til lægen.