Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Jeg er nu 7 uger og nogle få dage henne, vil jeg gå ud fra. Jeg har stadigvæk ikke fundet frem til min beslutning. og der er faktisk sket utrolig meget siden den 3 april, hvor jeg fandt ud af graviditeten. Faderen til barnet, har truet mig på mig, og håbet at jeg døde under fødslen hvis jeg beholdte barnet. Og han har været såååå rasende over det hele her.
Men nu idag, en uge efter jeg hørte fra ham sidst, skrev han - og spurgte hvordan det gik, og så svarede jeg at jeg havde det godt. Og da vi snakkede sammen sidst, der sagde han at hvis jeg havde den fulde forældremyndighed over barnet så skulle han ikke betale børnepenge, og jeg må indrømme at lige der, så vidste jeg det ærlig talt ikke. Men jeg har så fået af vide at SELVFØLGELIG skal han da betale, selvom jeg har forældremyndigheden over barnet, det kommer han aldrig udenom.
Og ja, det skrev jeg så til ham idag. Og så svarede han "Hvis det er rigtigt, så vil jeg sgu ikke fragive mig min ret til at se barnet, men skal trods alt ha´noget ud af de penge man bruger"
Det er så egoistisk. Men betyder det at han skifter mening nu, og gerne vil se barnet. For man kan da ikke bare se et barn, bare fordi man betaler penge til det. Jeg er virkelig så langt ude at skide synes jeg.
Jeg har lige haft et par afslappende dage i en hytte på en campingplads, hvor jeg fik lidt luft til hjernen. Selvom det stadig hang i hovedet på mig.
Nu er jeg så hjemme igen, og føler at nu skal jeg virkelig ha´taget beslutningen. Jeg har været inde og kigge på en masse ting, vedrørende graviditet og overvægt, og jeg er faktisk svært overvægtig. Da jeg er en pige på 105 kilo og 165 høj. Og jeg er så bange for hvad der kan ske under fødslen osv..
Ej min lille knold kan snart ikke mere.
For hulan da, hvor er det svært nogle gange ikke! Jeg er virkelig ked af at høre om hvordan den mand han taler til dig - han lyder ikke særlig voksen! Han fortjener slet ikke at få lov at være i dit liv - eller barnets. Så skal han da virkelig stramme sig an... Ang. hans ret til at se barnet, så er lovgivningen i DK nu engang indrettet på forældrenes tarv og ikke barnets - desværre. Som udgangspunkt vil han derfor have ret til at se sit barn, men hvis I ikke kan blive enige selv, kan du gå til forvaltningen og bede dem om hjælp. Der vil sidde mennesker med en stor viden inden for både jura og psykologi som vil "bedømme" ham og dig og så hjælpe jer med at finde ud af, hvad der vil være den bedste løsning. Går alt i fisk ender det ved en domstol.
Hvis vi ser på det udfra barnets synspunkt, så har alle børn brug for at vide, at begge forældre elsker dem, og for at have en god kontakt til begge. Det lykkedes heldigvis for mange mennesker. Jeg kan kun tale ud fra erfaringer med mine store piger og veninder i samme situation - og for nogle børn, kan forholdet til den, de ikke bor hos være svært, og dét kommer helt an på hvordan den person er som menneske! ( Det kan jo både være en mor og en far man ikke ser så tit) Mine egne piger har helt sikkert på et tidspunkt troet at alt ville være bedre, hvis deres far og jeg boede sammen, men nu hvor de er 18 år, kan de se, at dette ikke ville være sandheden. Deres far ville jo stadig være den person, han nu engang er... De ved hvad de har i mig, og jeg har sagt til dem, at de skal tage alt det gode, de kan få af ham , og smide "resten" ud af kroppen - hvad skal man næsten ellers gøre? De ønsker at han siger nogle andre ting, og at han forstår dem bedre og at han viser, at han elsker dem, på deres egne præmisser - og det har han ikke været supergod til - det er så mit svære og pinefulde job at rumme deres smerte over det, og prøve at snakke med dem om det og guide dem i at skabe et forhold til ham, som de selv har glæde af... Det er faktisk det, som jeg har oplevet som det sværeste ved at være "alene" om sine børn. At bære deres savn over den far, de gerne ville have - Jeg er jo nødt til at skubbe min egen vrede overfor ham i baggrunden nogle gange, for det skal de ikke høre - men jeg har selv været vældig skuffet over ham til tider. Det var imidlertid mit valg at få dem, så det må også være mig, som er stærk nok til at tackle hvad der følger med.
Ang. det med din vægt, det ved jeg ikke så meget om, men ang. at tage en beslutning - så vil det være godt for dig at få sat "en streg i sandet"!
Jeg håber du finder ud af det søde.
Ang. mig selv - ja så er der totalt kaos hér! Min mand vil ikke have et barn mere! Og jeg er nærmest i choktilstand - jeg skal ikke kun vælge et barn ( så ville det blive et stort jatak) jeg skal samtidig beslutte at jeg i så fald skal flytte for mig selv - blive alenemor - og desuden splitte vores familie ad, så Julie på 9 år ikke længere bor med mor og far - og de store oplever en splittelse igen!!
Jeg sidder og tænker på om jeg mon går fra ham uanset hvad ??og hvad er så bedst - at bo alene og vide at jeg kunne have haft et barn mere - eller bo alene med to ...? Jeg føler at han svigter mig og alt hvad jeg har troet på - så følelsesmæssigt har jeg det ad helvede til.
kh
Aja
Jeg har skrevet under på abort i fredags. Jeg tror ikke jeg kan magte alt dette nu, selvom jeg gerne ville. Og jeg tror også jeg kunne blive alletiders mor, og give barnet alt hvad det skal ha´.
Men jeg har slet ikke lyst til at "arbejde" sammen med faderen til det, for jeg har intet til overs for ham mere. Og jeg hader ham som pesten.
Og jeg vil i bund og grund gerne ha´børn med en som elsker mig, og som jeg elsker overalt på jorden.
Det ville være det bedste for barnet at ha´mor og far sammen, og jeg tror ikke vi kan "arbejde" særlig godt sammen.
Det var en hård beslutning, og jeg er faktisk heller ikke engang sikker på om det er den rette. Og et eller andet sted håber jeg at scanningen viser at jeg er over 12 uger henne. For så er det ikke så svært, så beholder jeg jo.
Men jeg tror som sagt at jeg er 8 uger henne. Hvis jeg har regnet rigtig.
Når jeg tænker på aborten, så føler jeg lettelse. Men samtidig sorg, og ensomhed. Og fortvivlelse. For jeg tror aldrig rigtig jeg kommer til den endelige beslutning.
Og der er flere ulemper ved at beholde, end der er fordele.
Så aborten finder højt sandsynligt sted her i denne uge. Venter på indkaldelse.
Og mht dig, så er det da noget værre lort. Men du er da også ved at skulle finde ud af det? for hvor langt henne er du?
Jeg forstår dig godt - du er på nuværende tidspunkt enten gravid eller ikke, men du skal vide, at jeg sagtens kan forstå dine argumenter - de er tilmed rigtig gode! Det ville blive en svær kamp for dig og jeg kan godt forstå, at du siger, du hader ham! Heldigvis for dig, så er du ung og har mange gode år foran dig, så jeg håber af hele mit hjerte, at du finder en rigtig god fyr, som kan blive far til dine børn en dag :0)
Hvad mig angår, så ser jeg en stor stor sorg i øjnene - jeg tror ikke, at jeg kan byde de 3 børn jeg har, at vores familie bliver splittet op - og sætte et barn i verden som ikke er ønsket af faderen.... sorgen bliver min alene, for jeg kan ikke tale med dem, jeg gerne vil om det - hvis jeg gør det vil de have modstand imod min mand mange år fremover, så det er sindsygt ensomt det her...
Jeg kan ikke forstå minmands følelser omkring det at få et barn mere, jeg synes at han er egoistisk - også selvom han har ret i flere af de ting han påpeger. MIN indstilling til at børn generelt er en gave deler han ikke med mig - han ser desværre byrder, forpligtelser og besvær i stedet. Dette får mig så til at overveje om jeg kan holde ud at være med ham alligevel i længden - det vil tiden vise - men følelsen af at hade har jeg. Jeg hader ham for at "gøre dette" mod mig - for det er MIG som skal igennem det og træffe den endelige beslutning. Jeg fatter slet ikke hvordan jeg har kunnet holde ud at gå på arbjede og være til en eksamen ved siden af den sidste måned - for ikke at tale om alle de familie-fester m.m. vi har været til. Det har været et mareridt!
Jeg vil bare gerne være alene - med mig selv i nogle dage - og mærke efter - men ved ikke hvordan det skal kunne lade sig gøre.
Jeg håber at høre fra dig - og håber at du har det okay??
kh
Aja
Nu er det sket, aborten har fundet sted. Jeg var på svendborg sygehus til scanning, og den viste at jeg var 8 uger henne, så jeg stadig kunne vælge mellem medicinsk og kirurgisk. Og jeg havde fra starten af sagt at hvis jeg endelig skulle ha´abort, så blev det medicinsk. Men jeg troede at jeg var over de 8 uger, så jeg havde ligesom indstillet mig selv på at skulle ha´den kirurgiske. Så det sagde jeg ja til.
Men da vi så skulle ned og snakke med narkose lægen og sygeplejersken om ny tid, så blev jeg rigtig ked af det og i tvivl om det var den rigtige metode. Så i sidste øjeblik ombestemte jeg mig for den medicinske.
Så skulle min mor og jeg sidde og vente på at komme ind til gynækologerne igen, og der gik halvanden time, hvor min hjerne kørte på højtryk.
Men da vi endelig kom ind til dem igen, så forklarede de mg hvad jeg skulle gøre, - og at jeg skulle tage en pille nu.
Så 5 min senere stod jeg med pillen i hånden, og vidste at der ingen vej var tilbage, efter den var slugt. Så jeg slugte den, mens jeg græd.
Og da vi skulle hjemad, så græd jeg hele vejen. For nu var det slut, men det værste var at jeg stadig havde fosteret inde i mig, men at der ville gå et antal timer, og så ville det standse graviditeten og fosteret ville dø.
Om lørdagen, puttede jeg så stikpillerne op. Og 4-5 timer senere skete det.
Jeg prøvede virkelig at kigge godt efter, om jeg kunne se noget i alt det blod og klumper, men det kunne jeg ikke. Og det er jo også klar.
Men jeg skrev et brev til det, og lagde ved siden af. Og følte en lettelse, og det gik smertefrit...
Nu bløder jeg så en smule, og jeg har fået smerter. Det er anderledes end menstruationssmerter. Kan ikke helt beskrive det.
Men jeg har det okay. Tror det var den rigtige beslutning jeg tog, selvom det er hårdt.
Min eks kæreste kan rende mig noget så grusomt. Og jeg har overhovedet ikke tænkt mig at snakke med ham igen, ALDRIG!
Han kan ha´sig selv.
Jeg håber du finder ud af det rigtige. Og kan godt forstå dig. Det er rigtig hårdt, især når faderen ikke vil det samme.
Jeg valgte at få abort - den blev lavet i går. Kirurgisk. Jeg græd så meget at mine øjne har været næsten lukkede...
Jeg valgte det pga de børn jeg har - ud fra en beslutning om at de kan fortsætte deres (forhåbentlig) gode liv i vores familie... men det var slet slet ikke nemt. Så man kan sige, at min kærlighed til mine 3 piger gør at jeg villigt ofrer min egen "lykke" - for selvom det er hårdt for mig at skulle leve med den viden og sorg - så ser jeg på mine piger og ved de er glade - havde jeg beholdt barnet ville det have fået nogle konsekvenser for dem og os allesammen, som jeg bare slet ikke kunne overskue.
Hvor er det fint, at du skrev et brev, jeg har selv tænkt det samme - men ved ikke hvor jeg skal lægge det endnu! I første omgang, har jeg sagt jatak til en samtale på sygehuset om 3 uger.
Da jeg kom hjem i går var jeg faktisk en smule lettet - fordi uvisheden om fremtiden og det pinefulde heri, nu var lagt bag mig - min mand har også haft det hårdt, og var sammen med mig hele dagen, og kunne ikke lindre min smerte, men han var der og bevidnede det - det har ikke været nemt for ham heller, for han påpegede flere gange, at jeg ikke skulle gøre det, hvis ikke jeg ville. Men igen - hvad så - hvem og hvor mange ville jeg såre ved at beholde barnet? Hvilke omkostninger ville det have fået for os alle?
Du har familie og børn foran dig - jeg håber, at du med tiden møder en god fyr - og at du får den familie du måtte øsnke dig - men husk at ansvaret for dig og dit liv i sidste ende lægger hos dig - vi kan ikke regne med at mændene tager det for os! Jeg har været noget kun for optimistisk og naiv i forhold til netop dét faktum - uden at ville nedgøre min mand... han har bare ikke taget del i ansvaret og det har jeg fejlagtigt tolket som et en accept af en mulig graviditet. Så det er ikke kun ham - men ligeså meget mig selv jeg kan takke for hele suppedasen... hvor trist og hvor dumt.
hav det godt .
Knus
Aja
Jeg har besluttet mig for at jeg vil se fremad og nyde hvert et sekund af det jeg har.
Jeg håber, at du aldrig kommer i denne situation igen - og det håber jeg for alle andre piger også .......
Sikken livsbekræftende, ærlig og modig beretning, jeg får den største lyst til at møde dig og drikke en kop kaffe/the med dig - kender du den følelse?
Een af de andre piger skriver i tråden at hun ikke fortryder hendes abort, men at den alligevel trods alt fylder så meget at hun er nødt til at gå til psykolog - meget tankevækkende synes jeg.
En anden skriver at abort er det eneste rigtige når der ikke er både en mor og en far, men som du så rigtigt skriver er familier i dag jo noget anderledes sammensatte end for 50 år siden. Hvert andet ægtepar går hvert til sit og der har aldrig været flere skilsmisse børn end i dag, men det betyder vel ikke at nogen har fortrudt disse børn, eller at de aldrig burde være blevet født.
Jeg har aldrig selv fået en abort og mange vil derfor sige at jeg ikke bør udtale mig, men det tillader jeg mig nu alligevel at gøre, for dette emne bliver aldrig passè.
Når det viser sig at man aldrig glemmer det barn man valgte fra, var det jo virkeligt et barn og ikke bare en ubetydelig klat et eller andet med potientale, sådan som mange ellers gerne omtaler fostret.
Jeg vil ønske dig alt godt mht familie forøgelsen og alt andet også.
Hilsen Sue
Skulle have læst hele tråden igennem før jeg svarede kan jeg nu se - sorry.
Jeg forstår ikke dit valg, men aller mest undre jeg mig over din mands manglende initiativ til selv at beskytte sig mod uønsket graviditet. Hvor mange børn skal lide døden på den bekostning? Det kan godt være du synes at jeg er hård, men faktisk synes jeg at du skal stille dig selv og din mand dette spørgsmål. Ikke 7 vilde heste kunne få dig til at gøre det igen og dog gjorde du det alligevel. Du har virkelig brug for at genfinde din styrke, dit mod, din tro på dine erfaringer, for hvad hjælper det at alle andre har det godt, hvis du står tilbage svigtet, svag og tynget af savn?
Jeg ønsker dig alt godt.
Hilsen Sue
Din historie er ret simular min. - Bortser fra en fraværende kæreste. Jeg havde min, men hans tanker gik kun på abort...
Jeg fik også støtte fra min vejleder og den afdeling jeg var på..
Jeg var 11 uger henne, og det var et sandt helvede.. Også for min kæreste, selvom han som sagt var meget klar over hvad han ville have jeg skulle gøre...
Det var nummer 2 abort (med samme kæreste), Men tanken om hvor stor en idiot jeg havde været over at kunne lade det ske igen, kørte rundt i hovedet konstant.
Jeg er normalt en type som ikke deler mine tanker og bekymringer til nogen, ikke engang de læger som sad og ville støtte mig. - Jeg var sur på mig selv .. Og måske også min kæreste.. - Måske skulle det bare gå ud over ham..
Hele forløbet var mildes talt kaotisk!! En studerende, som ikke helt havde forstået det med blufærdighed. Da jeg blev skannet lagde de billedet frem så jeg fik et syn på det. - kunne blive ved..
Så langsomt begravede jeg mig bare i frustrationer og tanker om det valg jeg havde taget.
Jeg ved om nogen, at det aldrig bliver let at få en abort, - ligegyldig hvem og hvordan. Og har lært at man bliver nød til at sætte ord på de tanker man har.
Som du selv skrev, du følte dig ikke klar, og ville ikke til side sætte din uddannelse. - Den kom jeg også frem til.
Men er stadigvæk ked af det den dag idag over det.. Men som jeg fik afvide, det er noget man tager med sig igennem hele livet.
Hovedet op og benene ned, - alt skal nok ende godt. :-)
Stort kram
Ikke engang faderen vinder, han tror måske at han gør, men i det lange løb skal han leve med bebrejdelserne og kommer måske selv til arkendelsen af at han ganske kort var far, men valgte at vende ryggen til - det må gøre ondt.