prøvet abort?
hey jeg er en pige på 21 som fik en abort for et års tid siden jeg stod alene med det faren til barnet var ligeglad med mig, og det jeg skulle igennem, og min mor havde svært ved at håndtere det og min veninde kunne ikke sætte sig ind i det så den eneste der kunne støtte mig var min vejleder. så det var utrolig hårdt,
idag et år efter plager det mig stadigvæk for på nogle områder har jeg fortrudt mit valg,
idag et år efter plager det mig stadigvæk for på nogle områder har jeg fortrudt mit valg,
Kommentarer
Hvor er jeg ked af at høre hvad du har været igennem.
Hvor er det synd at du ikke fik den rette støtte, så havde du nok valgt anderledes.
Du har brug for at tilgive dig selv.Du har en sorg ,det
tager tid at komme over. Kender nogle kvinder som har fortrudt abort, som har følt det ,befriende at gå i kirke. Måske det kan hjælpe dig.
Håber det bedste for dig.
Lisbeth
jeg har fortrudt meget at jeg tog det valg, og ved også at det vil være i mit baghovedet resten af mit liv, for det er jo ikke et let valg at tag...
min mor havde svært ved at snakke om det, så havde ikke rigtig nogle at snakke med udover min vejleder, så ´ja det var utrolig hårdt
Jeg kan godt forstår,at du havde svært ved at tage den beslutning, men tro mig at du var modig og du har gjort det rigtigt. Et barn har krav på begge forældrer - og man skal være parat til forældrerollen fordi det er ikke en nem opgave. Mit bedste råd til dig er tænk positivt - give slip på dine skyldfølelse og tænk på din fremtid. Tænk på, at du er stadig meget ung og du kan få verdens degligste barn/børn når du engang er klar til det.
Kærlig hilsen
Jeg har selv været gennem det samme for snart et årstid siden - og det ER hårdt!
Jeg valgte ikke at sige noget til "faren", da jeg ikke kendte ham særlig godt, og ville ikke have at snakken ville gå.
Jeg skjulte det for familie, da jeg er opvokset i en religiøs familie, som ikke anser abort for en mulighed.
Jeg har dog ikke et sekund fortrudt mit valg - hvilket har været en lettelse, og en vished om at det måske alligevel var det bedste jeg gjorde, set i lyset at jeg lige var fyldt 18 og var magtesløs.
Alligevel har jeg stadig tanker omkring hvordan fremtiden ville have været hvis jeg havde gennemført graviditeten og havde mit barn nu. Det er hårde tanker, og det er en sorg som kun kan mærkes når man har prøvet det.
Har haft meget skyldfølelse overfor det barn der kunne være blevet, og over at jeg ikke bare tog ansvar for min handling - men det er noget helt andet når man står i det.
Jeg går til psykolog, hvilket jeg ikke rigtig har mærket om har hjulpet, før indenfor den sidste måned. Det er en proces, og hvad der hjalp mig til at give en lille smule mere slip var, at det er vigtigt ikke at benægte sin handling og sit valg (på godt som ondt), men at man kan acceptere dette ind i sin livshistorie. Det er blevet en del af mig, at have været igennem det, og det kan jeg ikke løbe fra. Det var en ubehagelig oplevelse at komme igennem (og er det om så vidt også stadig), men jeg accepterer det, og lader det være ved det. Når tankerne kommer frem, og gråden tager til, er det vigtigt at bekræfte sig selv i at det er helt iorden at være ked af det.
Det ville være unaturligt ikke at blive bevæget af dette - og vigtigt ikke at sidde fast!
Ved ikke om nogen læser dette, men hvis det var forståeligt osv vil jeg gerne høre om jeres mening også.
Det er som sagt et svært emne, da jeg stadig ikke taler om det, udover den ene veninde der fulgte mig med til scanninger osv.
Og ja, til morges viste den så at jeg var gravid, jeg kom akut til lægen, og deres test viste også bragende positiv. Og jeg begyndte jo at tude, for ikke nok med at den fyr som jeg elsker mere end jeg nogensinde har gjort før har forladt mig, så er jeg ovenikøbet gravid med hans barn.
Jeg ringede så til ham idag, efter lægebesøget - og fortalte at sådan lå landet - og han havde gjort mig gravid. Og det ville han absolut ikke høre tale om, det skulle bare fjernes, for han ville ikke gå og betale til noget han ikke ville ha´. Og jeg håbede så bare på at han i det mindste ville vedkende sig det barn, og se det indimellem og være dets far. Men det ønsker han ikke - han vil slet ikke ha´noget med det at gøre, høre om det eller se det.
Det sætter mig i en virkelig skidt situation, for jeg ville gerne være ung mor, men jeg er virkelig så ulykkelig for at jeg er blevet gravid. Men jeg ved ikke om jeg kan klare at få en abort. Det vil virkelig tage hårdt på mig, for hvad nu hvis jeg senere hen ikke kan blive gravid? Eller hvis jeg ikke finder en ny kæreste hvor det udvilker sig til børn osv. Det er virkelig hårdt. Det skal siges at jeg kun er 21 år og ved ikke om jeg kan klare dette alene uden faderen. Altså det at jeg ved at han bare ville vedkende sig det var nok..
Jeg er så ulykkelig, hvad skal jeg dog gøre??
Det eneste jeg rigtig kan sige er, at du måske skulle prøve at tænke på hvordan barnet ville have det, hvis det havde levet nu. Det er hårdt at passe et barn, og et meget stort ansvar. Du kan jo prøve at tænke på alt det gode ved at du ventede, også for barnets skyld.
Jeg håber virkelig at jeg på nogen måde har hjulpet dig og at du får det bedre. pas godt på dig selv.
Men det gør virkelig ondt at faderen ikke vil dette barn, og ikke vedkende sig det ansvar. Og han er altså 26, så han er jo ikke en lille dreng. Og han vidste udemærket hvad han gik ind til, da vi dyrkede ubeskyttet sex hele forholdet igennem, eller de første 2 måneder brugte vi kondom - men det smed vi derefter. Og han kommer med det svar "Jamen jeg troede ikke du kunne blive gravid, og jeg troede heller ikke mine sædceller var gode nok". Det er så lamt, og umodent.
Og jeg er så rasende på ham. Og jeg ved ikke om det er af chok at han siger han intet vil, men jeg tror heller ikke han ændrer mening, for han er bare iskold. Men man ved selvfølgelig aldrig - men det kan jeg jo bare ikke gå og vente på.
Men hvad synes du er det bedste, mente du da abort eller? Da du sagde i de fleste tilfælde det var det bedste.
Jeg har prøvet at stå i en lignende situation, da jeg var 19 år. Jeg vidste simpelthen ike om min daværende kæreste og jeg ville blive sammen. Vi havde kendt hinanden i flere år, men haft en turbulent forhold, som man ofte kan have når man er så ung. I hvert fald var jeg klar over, at han ikke var ligeså moden som jeg var, og at han egentlig gjorde hvad der passede ham bedst. Så jeg svingede imellem stor glæde og total frygt og magtesløshed. Jeg sagde først at jeg ville beholde barnet, Jeg talte meget med mine forældre, og mne egne argumenter var: Jeg vil gerne have børn - godt nok ikke lige nu som 19-årig, men jeg vidste at jeg nok skulle blive en god og kærlig mor. Min mor kunne sagtens følge disse "følelsesmæssige" tanker , hvor min far var mere praktisk anlagt, og han sagde at "det fornuftige" jo ville være at få fjernet graviditeten, og få min uddannelse først osv.( jeg havde studentereksamen, og ville gerne være læge eller jordemoder) Jeg havde både det fornuftige og det følelserne, som kæmpede en voldsom kamp i mig. En dag sagde jeg til min far: Jeg ved godt hvad der er fornuftigt far - men mit hjerte fortæller mig noget andet - jeg er nødt til at følge mit hjerte! Det Bare jeg skulle sige ordet "abort" højt, så græd jeg... Nå, men efter et par uger, hvor min kæreste var rigtig træls, og brændte vores aftaler af ( mig af) ringede jeg til lægen i raseri og bestilte tid til abort! Jeg kunne slet ikke magte at han var sådan, for det påvirkede min egne dømmekraft og tro på hvad der var rigtigt!
Så jeg tog alene (mine forældre var gerne fulgt med, men jeg spurgte slet ikke dem, og min kæreste spurgte ikke mig om han kunen støtte!) ud på sygehuset og lå dér på gangen og følte mig i dén grad alene og dybt ulykkelig. Det var som at se sig selv i en film.. og jeg kan huske at jeg tænkte, at det her var ikke det jeg ønskede. Mens jeg lå og ventede kom der en pige i tyverne forbi, som stopede op fordi jeg græd. Hun spurgte mig om hvorfor jeg lå der, og jeg svarede "abort" - hun sagde til mig: "Husk det aldrig er for sent at sige nej, du kan nå det endnu!". Jeg tror at jeg var paralyseret, for jeg blev kørt ned på en vente-gang og fik operationshue på, og så kunne jeg ligge der med 5 andre osm ventede på det samme, men ingen af os talte sammen - og jeg græd og græd. Jeg blev kørt ind til undersøgelse - og så blev jeg sendt til scanning!! Jeg var ikke engang forvirret - men jeg var GLAD - noget eller nogen havde holdt hånden over mig følte jeg, for nu skulle jeg i hvert fald slet ikke have fjernet det barn!!
Ved scanningen slukkede sygeplersken skærmen og sagde: der er lige noget vi to skal tale om: og jeg tænkte - åh nej, hvad er der galt med mit barn! "Der er to", sagde hun - "to hvad?", sagde jeg - og så gik det op for mig - "du skal have tvillinger!!" Så græd jeg igen - hun sagde til mig at der kom en læge som skulle tale med mig, og så sad jeg dér alene 19 (næsten 20) år gammel med to sygeplejersker og en læge, som fortalte mig at -"man ikke sådan kunne lave abort, når der var to børn" - Jeg sagde til dem, at det kom slet ikke på tale! Selvfølgelig skulle jeg ikke det!!! De spurgte til om ikke der var en far til børnene - og jeg sagde "jo" ( men tænkte indvendigt - måske?) Jeg gik derfra og var glad - jeg ringede til mine forældre som blev så glade - de havde haft det forfærdeligt, og følte sig som de værste mennesker i verden fordi de ikke var hos mig - og vi "fejrede" at jeg skulle være mor - ikke bare til et, men til to børn!!
Jeg var alene med mine to skønne superdejlige piger i 6 år (havde et par kærester undervejs) inden jeg mødte min nuværende mand!
Pigerne er i dag 18 år - og jeg kan fortælle dig, at jeg ALDRIG har fortrudt at få dem. Mange mennesker vil sige til dig - uh det er så hårdt at være alene - og ja, det er det - det ER hårdt arbejde at have børn, for ansvaret er dit. Men det kan være ligeså hårdt at være to om et barn, for så er der to voksnes behov som skal dækkes også!
Hvis vi tænker på barnet, så er det som udgangspunkt altid det optimale at have mor og far sammen - men kig dig omkring - verden er mangfoldig i dag - og mange vælger at få børn alene.
Et råd til dig: Mærk godt efter indeni dig selv: Hvad tænker du, vil gøre dig mest glad? og mest ondt? Det er kun dig selv som kan svare på. Du ved, om du vil bebrejde dig selv, eller om du kan tage dit valg, som noget der er nødvendigt? Dernæst, så tænk på dit ufødte barn: Hvilken slags mor tror du du bliver? Hvad har du af overskud og positive kræfter indeni? Kan du- og vil du sætte dine egne behov på vågeblus når det kræves? Har du selv fået en masse god omsorg og kærlighed af dine egne forældre? ( det vil være noget, som du næsten automatisk kan give videre) Er der ting ved dig og dit liv, som gør meget ondt, og som du ikke kan takle?
Uddannelse kan man heldigvis altid få i dag - det skal du nok nå hvis det er det du vil - men bliver barnet en gave eller en byrde? Nu må jeg fortsætte i et nyt indlæg.. kh Aja
De to aborter jeg har fået, "sidder" stadig i mig - og det er ligesom alle de andre kvinders historier: Skyldfølelse, kvalme over mig selv, angst for at blive "straffet"- faktisk har jeg ikke følt mig lettet bagefter. Jeg tænker meget på om ikke det er det, det handler om: Vil jeg føle lettelse - eller tab? Den som får en abort, er dén som kan være allermest hård ved sig selv!!! Det skal bearbejdes bagefter - det er livsnødvendigt at have mindst én som man kan tale med om det!!! En som ikke dømmer og er bedrevidende...
For at det ikke skal være lyv min søde pige, så sidder jeg hér 38 år gammel og gravid i 8. uge! Så nu kommer jeg igennem alt igen - og denne gang kan ikke 7 vilde heste få mig til at få fjernet barnet! Hvis min mand går, så går han sikkert alligevel på et tidspunkt - jeg ved hvordan det er at skulle mangle, eller savne og tænke på det resten af livet - og det får han mig ikke til igen.
Så alt tyder på at jeg det skal være sådan at jeg både oplever at være "gammel" mor - "normal" mor og ung mor i mit liv!
Jeg kan stadig have tvivl om hvad der er "det bedste" - men jeg kender mig selv godt nok til at vide, hvad der kan gøre mig ulykkelig og hvad der kan give mig stor glæde. Nogle vil måske tænke " Stakkels barn" - det må stå for deres regning....
Held og lykke til dig - jeg håber du finder frem til dét som er bedst for dig.
kh
Aja
Det er selvfølgelig hårdere at gå gennem en graviditet uden støtte, men før det besluttes om du vil have en abort så tænk på hvordan livet vil være efter fødslen. Tænk over løsninger på nye problemstillinger, muligheder osv. Dit barn er dit afkom og hvis du elsker det og er glad for din beslutning er jeg sikker på det vil være det hele værd. At opdrage et barn alene er garanteret hårdt, det er ikke nok at vide hvordan, det skal jo også praktiseres.
Savnet for jer der allerede er gået igennem med en abort kan jeg ikke sætte mig ind i, men jeg kan forestille mig at det er en blanding af at miste et familiemedlem og at miste et forhold i ikke var færdige med. Ud fra de erfaringer vil jeg råde jer til at holde jer til livet i stedet for at tænke på hvad kunne have været. Der er ikke 2 mennesker der er ens og man reagerer forskelligt på så stærke indtryk, men hvis man holder sig til en livsstil man selv kan sige god for, så er det slet ikke så slemt endda, tiden lindrer de fleste sår. Der er jo også altid mulighed for at en ny chance byder sig.
Mand, 21