Hvor er jeg dog glad for at læse dit indlæg, jeg står lige for at skulle udfordre min angst/Alopam i høj grad i weekenden, så det var bare så godt at læse dine gode erfaringer med dem.
Nej foreløbig har jeg også kun taget 2 på 2½ måned, men der løber det nok lidt op her i weekenden, der skal jeg prøve at tage en et par dage i træk, åh jeg håber bare sådan de vil hjælpe mig. Det ville betyde ubeskrivelig meget.
Hvor hurtigt virker dine og i hvor lang tid?? Hvilken dosis er du på??
Det er nu bedst synes jeg at svarer rimelig hurtigt, fordi det giver den bedste flow i det, og ja så husker jeg jo også bedre hvad vi har snakket om og sådan.
Ja der der da også bare så naturstridigt, nej måske ikke det, men når man er nede og har det skidt, så bider det sig selv i halen og det man mest af alt har brug for kan man ikke give sig selv, eller modtage fra andre, når så man får det bedre og kan arbejde mere med sig selv, så får man det hele tiden bedre og mere robust, lige det man savnede da man var nede. Kunne man lytte til intuitionen når man er nede, ville det jo gøre hele forskellen, men det kan man ikke, det er først når man i forvejen har det bedre man kan. Det jeg så tror på man kan, er at når man nu har det så godt, så kan man også arbejde på at kunen takle nedturene bedre, og at man har indøvet nogle værktøjer der kan lettet det forløb, og ja hvis man så kan se tegnene it ide, at man så enten kan undgå at få en nedtur eller kan gøre den meget mere mild.
Pudsigt det med ordet kontrol. Du har helt ret, men tror du ikke mange misforstår ordet, og tror kontrol er det samme som overblik, som at man har handlemuligheder, som at man er veltilpas ved det man gør, at man har haft medindflydelse på det??
Tankevækkende det du skriver med at man faktisk har mere kontrol når man slipper den. Tror du ikke også at den kontrol man tror man har er en anden ting, nemlig at man forsøger at begrænse ens fornemmelse for det uoverskuelige, det urovækkende. Det er jo ikke det samme som kontrol.
Sådan har jeg også oplevet det at når man starter og gøre det bedre, det rigtige, så bliver det en vane, men har du ikke goså været i det vaccuum, midt imellem det at hænge i dynget og have det skidt, og så vide lidt om hvilken vej der er ud af det?? Det kan i sig selv være meget tomt og urovækkende. Jeg oplevede at der var en sær form for tryghed i angsten.
Nej det er jo lige der jeg tog gruelig fejl, men hvor du oplever det logiske, at hvis man overvinder sig selv og en sangst vil man vokse af det og få det bedre. Nej for mig skete det faktisk slet ikke, selvom jeg kæmpede for det ville ske, og gjorde alt i mine unge år, det fik jeg det absolut ikke bedre af tvært imod. Jeg ved godt det også hang sammen med jeg slet ikke var autentisk og meget af det jeg tvang mig selv til ikke var mig.
Vil det sige du kan lærer af de positive erfaringer. Vll det sige du får nogle lagrede erfaringer du kan hive frem når du skal noget der ellers har givet angst?? Vil det sige du oplever du kan gå op af en skala og sige jeg var 80% angst nu er jeg kun 70% osv.?? Den logik er jeg desværre aldrig kommet til.
Nej men det kræver da noget at vide man er nødt til at se ting i øjnene, når der ingen vej er tilbage, og vide hvornår man har fået nok?? Det kræver man lytter, tager det alvorligt og virkelig ikke kun vil ændre, men også er ihærdig også når det er kedelig, svært, synd for mig (heldigvis har jeg nu aldrig ynket mig selv) og når man er træt osv. Det kræver dyb loyalitet overfor egen beslutninger.
Lige nøjagtig angsten tærer virkelig på een, derfor har jeg også for år tilbage besluttet mig for ikke at konfrontere den rest der var tilbage mere, jeg havde ikke mere energi til det som da jeg var ung. Derfor også Alopam, fordi jeg nu er sidst i 40'erne og må se i øjnene at der er få ting der ikke bliver bedre af egen kraft.
Pudsigt jeg har også bogen af Dalai Lama. Jeg har dog ikke læst den, men får da helt lyst nu du nævner den.
Jeg tror, det bider sig selv i halen: Man får det skidt, fordi man ikke har lært at tage sig ordentligt af sig selv og passe på sig selv. Jeg tror, at det er de færreste, der som noget naturligt har lært at lytte til og stole på deres intuition. Vi har evnen som børn, men vi lærer hurtigt, at man ikke skal lytte til den. Vi lever i en kultur, hvor det bestemt ikke er intuition, følelser og behov, der bliver vægtet højt. I tilpasningens navn lærer vi at underkende os selv og lade os styre af tanker, logik, det praktiske, rationelle og fornuftige. Når man så har undertrykt sig selv længe nok og er blevet rigtigt veltilpasset, bukker man under med depressioner, angst, stress, sygdom m.m. Kan man ikke give sig selv, hvad man har brug for, når man bliver syg, har man sikkert heller ikke kunnet, da man var rask – for så var man i mange tilfælde, slet ikke blevet syg. Når man så får det slemt nok og endeligt søger professionel hjælp, er det for mange mennesker første gang, de møder et forstående menneske, der lærer én, at man faktisk kan stole på og passe på sig selv.
Jeg tror ikke, at vi opfatter ordet 'kontrol' på helt samme måde. Jeg mener, at alle mennesker søger følelsen af, at de har kontrol med deres egne liv - en forudsætning for, at man kan føle sig tryg i livet. Uden tryghed er man styret af frygt for, hvad der sker med éns liv. Så risikerer man meget let at komme til at føle sig som et magtesløst offer for andre mennesker eller for omstændighederne. For at undgå denne følelse prøver man at skabe en illusion om kontrol.
I bund og grund, mener jeg, at den eneste form for kontrol, der er ægte og effektiv, er kontrollen over sine egne følelser. Hvis man kender og har accepteret alle sine egne følelser og ikke længere frygter sine skyggesider og 'indre dæmoner', så kan andre mennesker eller situationer heller ikke længere tage kontrollen og magten over éns følelsesliv. Så er der i princippet ingen frygt og angst tilbage men en stor indre ro og tryghed i forvisning om, at ingen for alvor kan gøre én fortræd. For så ved man, at ingen og intet kan nå ind og skade éns sjæl, uanset hvad der sker.
'… men har du ikke også været i det vakuum, midt imellem det at hænge i dynget og have det skidt, og så vide lidt om hvilken vej, der er ud af det??…'
Jo, jeg husker tydeligt det vakuum og tomrummet fra før i tiden. Noget af det vigtigste, jeg har lært i min terapi er nok, at når jeg slipper én følelse, så må jeg samtidigt finde en positiv følelse at erstatte den med (ikke så let, som det måske lyder). Samt det har været af uvurderlig betydning, at jeg fandt ud af, hvad jeg kæmper imod og dermed også, hvad jeg kæmper for og hen imod.
Jeg fik det heller ikke bedre i mine unge år, selvom jeg kæmpede hårdt for mig selv. Nu ved jeg hvorfor. Dels kæmpede jeg på en uhensigtsmæssig måde og dels var fundamentet simpelthen ikke i orden. Det er rigtigt svært at skabe en godt, solidt bygningsværk ovenpå et dårligt fundament. Jeg prøvede og troede faktisk, at det var lykkedes, men da jeg var 43 år, styrtede korthuset sammen.
'… Vil det sige du kan lære af de positive erfaringer. Vil det sige du får nogle lagrede erfaringer, du kan hive frem, når du skal noget, der ellers har givet angst?…'
Ja, jeg har i høj grad lært af såvel positive som negative erfaringer og jeg har i høj grad integreret den læring, så jeg kan bruge den helt konkret og i praksis. I starten overvindelse på overvindelse, for det handlede om at reagere anderledes og modsat af det, jeg plejede. Mine tankemønstre, handlinger og reaktioner er simpelthen blevet gradvist blevet forandret i takt med, at jeg har bearbejdet mine følelser m.m.
Men hertil var jeg jo ALDRIG nået uden terapien. Det har virkeligt været en rejse ind i sindets dybder for at komme fri af al frygt og angst. Det har, som du skriver, krævet dyb loyalitet overfor mine egne beslutninger, for mit eget liv, for mine grænser, følelser og behov og for mine håb og ønsker for fremtiden. Men hold da op, det er også det hele værd og jeg vil for altid være dybt taknemmelig for, at jeg fik denne mulighed.
Jeg har fuld respekt for din beslutning om, at du ikke vil kæmpe mere mod angsten men lade den sidste rest være der og så tage en Alopam, når det er nødvendigt. Jeg forstår udmærket, at du ikke har energi til at blive ved med at kæmpe. Hvis du har det godt med det, er det jo, som det skal være. Men alderen mener jeg ikke spiller en rolle i den forbindelse. Jeg var 43 år, da jeg fik hul igennem og nu er jeg 48. Sidste sommer talte jeg med en dame på over 60, der havde haft et hårdt liv. Hun sagde, at nu havde hun været 'pæn pige' længe nok. Nu ville hun tage kampen op, for det hun havde tilbage af livet, skulle være GODT. Det er aldrig for sent at skabe positive forandringer.
Mærkeligt sammentræf, at jeg nævner en ret ukendt bog af Dalai Lama og du så selv har den :-) Jeg tror, at den slags sammentræf, er 'tegn' som guider én i den rigtige retning.
Netop intuition er lavt rangeret fordi det ikke kan måles og vejes og fordi det for mange at se ikke kan passe der er noget der hedder det.
Nåe kontrol som at være chef i eget liv mener du??
Meget enig i det med at en psykisk afklaring og ro giver en robusthed.
Jo bestemt det med at hænge i dynget, men også den med man ved der ingen vej er tilbage, kun at man skal op af dynget og det er nu man skal, men man ikke ved hvad der skal til. Der har jeg oplevet at netop natten og drømme kan give svaret, eller svaret kommer når jeg tænker på alt andet end hvordan jeg kommer op af dynget. Ofte overrasker svaret mig, fordi det er et helt enkelt svar, og et svar der altid har været der men jeg ikke har set det. Ofte handler svaret også meget omkring en ændret forståelser af noget, en ændret indstilling end måske at ændre noget helt konkret i ens liv.
Jeg har været på en større prøve her i weekenden med min Alopam. Jeg magtede fuldt ud at tage på flere besøg, overnatte på hotel og komme til bryllup. Det havde jeg aldrig i min vidleste fantasi troeet jeg kunne. Det er vidunderligt at opleve at være helt normal og angstfri i sådanne situationer.
Jeg tror, at mange er bange for at stole på deres intuition, fordi de stoler så lidt på sig selv. De tør ikke stole på noget, de ikke selv forstår, som er ulogisk, som andre kan modsige og som de sikkert ikke selv kan argumentere for. Alle har denne indre stemme i sig, spørgsmålet er kun, om man lytter til den eller prøver at overdøve den. Mange gør endda, hvad de kan for at bedøve den på forskellig vis og tror, den er et tegn på noget sygeligt! Forfærdeligt som vi mennesker (helt generelt) er blevet fremmede for os selv.
Ja, med kontrol mener jeg at have en følelse af at kontrollere sit eget liv.
Jeg læste engang en lille notits om en undersøgelse af, hvad mennesker frygtede mest her i livet. På en top 10 liste var topscoren ubetinget frygten for at føle sig uden indflydelse på deres eget liv.
Det, du skriver med, at man ved, at der ingen vej er tilbage men man ved ikke, hvad der skal til for at komme op af dyndet, den kender jeg så udmærket fra mit liv inden terapien. Jeg søgte både clairvoyante, nummerolog m.fl. for at finde ud af, hvilken vej jeg skulle gå.
Det du beskriver om at finde svarene i dig selv, når du lytter og giver slip, oplever jeg på præcist samme måde. Især har jeg fået rigtigt mange svar igennem mine drømme :-) Når underbevidstheden finder ud af, at man lytter, når den udtrykker sig på en bestemt måde, så fortsætter den med at bruge især denne måde.
Dejligt at læse, at du klarede weekenden så godt. Tillykke med det :-)
Jeg brugte en overgang Alopam som PN, men de virkede ikke rigtig på mig, så har fået noget andet til PN...men som sagt før, så virker det forskeligt fra person til person. Og næsten alt beroligende medicin er vanedannende...også derfor man kun kan bestille disse piller direkte hos sin læge...
Man plejer at sige, at disse (præperater, ved ikke om det staves sådan) ikke skal tages over en længere periode, men da nogen af os er nødt til at have dem i vores hverdag, så er der ikke så meget andet at gøre end at tage dem...MEN husk på, at du ikke må tage pillerne inden du skal ud at køre...så kan man ende med at politiet tager kortet fra dig....!!:S
hej nogle der har prøvet oxapax 15 mg dem har jeg fået a min læge og skal tage en ved behov det jeg ønsker er at høre lidt om hvordan de virker da jeg dette er første gang jeg er gået ned med stress og deprition håber på respons fra andre,jeg har i nat taget en imozop og sove på og en citalopram teva nogen der kender til dem også jeg føler mig meget tung i hovedet og kroppen
Kommentarer
Hvor er jeg dog glad for at læse dit indlæg, jeg står lige for at skulle udfordre min angst/Alopam i høj grad i weekenden, så det var bare så godt at læse dine gode erfaringer med dem.
Nej foreløbig har jeg også kun taget 2 på 2½ måned, men der løber det nok lidt op her i weekenden, der skal jeg prøve at tage en et par dage i træk, åh jeg håber bare sådan de vil hjælpe mig. Det ville betyde ubeskrivelig meget.
Hvor hurtigt virker dine og i hvor lang tid?? Hvilken dosis er du på??
MVH
MM
Tusind tak for dit indlæg.
Det er nu bedst synes jeg at svarer rimelig hurtigt, fordi det giver den bedste flow i det, og ja så husker jeg jo også bedre hvad vi har snakket om og sådan.
Ja der der da også bare så naturstridigt, nej måske ikke det, men når man er nede og har det skidt, så bider det sig selv i halen og det man mest af alt har brug for kan man ikke give sig selv, eller modtage fra andre, når så man får det bedre og kan arbejde mere med sig selv, så får man det hele tiden bedre og mere robust, lige det man savnede da man var nede. Kunne man lytte til intuitionen når man er nede, ville det jo gøre hele forskellen, men det kan man ikke, det er først når man i forvejen har det bedre man kan. Det jeg så tror på man kan, er at når man nu har det så godt, så kan man også arbejde på at kunen takle nedturene bedre, og at man har indøvet nogle værktøjer der kan lettet det forløb, og ja hvis man så kan se tegnene it ide, at man så enten kan undgå at få en nedtur eller kan gøre den meget mere mild.
Pudsigt det med ordet kontrol. Du har helt ret, men tror du ikke mange misforstår ordet, og tror kontrol er det samme som overblik, som at man har handlemuligheder, som at man er veltilpas ved det man gør, at man har haft medindflydelse på det??
Tankevækkende det du skriver med at man faktisk har mere kontrol når man slipper den. Tror du ikke også at den kontrol man tror man har er en anden ting, nemlig at man forsøger at begrænse ens fornemmelse for det uoverskuelige, det urovækkende. Det er jo ikke det samme som kontrol.
Sådan har jeg også oplevet det at når man starter og gøre det bedre, det rigtige, så bliver det en vane, men har du ikke goså været i det vaccuum, midt imellem det at hænge i dynget og have det skidt, og så vide lidt om hvilken vej der er ud af det?? Det kan i sig selv være meget tomt og urovækkende. Jeg oplevede at der var en sær form for tryghed i angsten.
Nej det er jo lige der jeg tog gruelig fejl, men hvor du oplever det logiske, at hvis man overvinder sig selv og en sangst vil man vokse af det og få det bedre. Nej for mig skete det faktisk slet ikke, selvom jeg kæmpede for det ville ske, og gjorde alt i mine unge år, det fik jeg det absolut ikke bedre af tvært imod. Jeg ved godt det også hang sammen med jeg slet ikke var autentisk og meget af det jeg tvang mig selv til ikke var mig.
Vil det sige du kan lærer af de positive erfaringer. Vll det sige du får nogle lagrede erfaringer du kan hive frem når du skal noget der ellers har givet angst?? Vil det sige du oplever du kan gå op af en skala og sige jeg var 80% angst nu er jeg kun 70% osv.?? Den logik er jeg desværre aldrig kommet til.
Nej men det kræver da noget at vide man er nødt til at se ting i øjnene, når der ingen vej er tilbage, og vide hvornår man har fået nok?? Det kræver man lytter, tager det alvorligt og virkelig ikke kun vil ændre, men også er ihærdig også når det er kedelig, svært, synd for mig (heldigvis har jeg nu aldrig ynket mig selv) og når man er træt osv. Det kræver dyb loyalitet overfor egen beslutninger.
Lige nøjagtig angsten tærer virkelig på een, derfor har jeg også for år tilbage besluttet mig for ikke at konfrontere den rest der var tilbage mere, jeg havde ikke mere energi til det som da jeg var ung. Derfor også Alopam, fordi jeg nu er sidst i 40'erne og må se i øjnene at der er få ting der ikke bliver bedre af egen kraft.
Pudsigt jeg har også bogen af Dalai Lama. Jeg har dog ikke læst den, men får da helt lyst nu du nævner den.
Mange gode hilsner
MM
Jeg tror, det bider sig selv i halen: Man får det skidt, fordi man ikke har lært at tage sig ordentligt af sig selv og passe på sig selv. Jeg tror, at det er de færreste, der som noget naturligt har lært at lytte til og stole på deres intuition. Vi har evnen som børn, men vi lærer hurtigt, at man ikke skal lytte til den. Vi lever i en kultur, hvor det bestemt ikke er intuition, følelser og behov, der bliver vægtet højt. I tilpasningens navn lærer vi at underkende os selv og lade os styre af tanker, logik, det praktiske, rationelle og fornuftige. Når man så har undertrykt sig selv længe nok og er blevet rigtigt veltilpasset, bukker man under med depressioner, angst, stress, sygdom m.m. Kan man ikke give sig selv, hvad man har brug for, når man bliver syg, har man sikkert heller ikke kunnet, da man var rask – for så var man i mange tilfælde, slet ikke blevet syg. Når man så får det slemt nok og endeligt søger professionel hjælp, er det for mange mennesker første gang, de møder et forstående menneske, der lærer én, at man faktisk kan stole på og passe på sig selv.
Jeg tror ikke, at vi opfatter ordet 'kontrol' på helt samme måde. Jeg mener, at alle mennesker søger følelsen af, at de har kontrol med deres egne liv - en forudsætning for, at man kan føle sig tryg i livet. Uden tryghed er man styret af frygt for, hvad der sker med éns liv. Så risikerer man meget let at komme til at føle sig som et magtesløst offer for andre mennesker eller for omstændighederne. For at undgå denne følelse prøver man at skabe en illusion om kontrol.
I bund og grund, mener jeg, at den eneste form for kontrol, der er ægte og effektiv, er kontrollen over sine egne følelser. Hvis man kender og har accepteret alle sine egne følelser og ikke længere frygter sine skyggesider og 'indre dæmoner', så kan andre mennesker eller situationer heller ikke længere tage kontrollen og magten over éns følelsesliv. Så er der i princippet ingen frygt og angst tilbage men en stor indre ro og tryghed i forvisning om, at ingen for alvor kan gøre én fortræd. For så ved man, at ingen og intet kan nå ind og skade éns sjæl, uanset hvad der sker.
'… men har du ikke også været i det vakuum, midt imellem det at hænge i dynget og have det skidt, og så vide lidt om hvilken vej, der er ud af det??…'
Jo, jeg husker tydeligt det vakuum og tomrummet fra før i tiden. Noget af det vigtigste, jeg har lært i min terapi er nok, at når jeg slipper én følelse, så må jeg samtidigt finde en positiv følelse at erstatte den med (ikke så let, som det måske lyder). Samt det har været af uvurderlig betydning, at jeg fandt ud af, hvad jeg kæmper imod og dermed også, hvad jeg kæmper for og hen imod.
Jeg fik det heller ikke bedre i mine unge år, selvom jeg kæmpede hårdt for mig selv. Nu ved jeg hvorfor. Dels kæmpede jeg på en uhensigtsmæssig måde og dels var fundamentet simpelthen ikke i orden. Det er rigtigt svært at skabe en godt, solidt bygningsværk ovenpå et dårligt fundament. Jeg prøvede og troede faktisk, at det var lykkedes, men da jeg var 43 år, styrtede korthuset sammen.
'… Vil det sige du kan lære af de positive erfaringer. Vil det sige du får nogle lagrede erfaringer, du kan hive frem, når du skal noget, der ellers har givet angst?…'
Ja, jeg har i høj grad lært af såvel positive som negative erfaringer og jeg har i høj grad integreret den læring, så jeg kan bruge den helt konkret og i praksis. I starten overvindelse på overvindelse, for det handlede om at reagere anderledes og modsat af det, jeg plejede. Mine tankemønstre, handlinger og reaktioner er simpelthen blevet gradvist blevet forandret i takt med, at jeg har bearbejdet mine følelser m.m.
Men hertil var jeg jo ALDRIG nået uden terapien. Det har virkeligt været en rejse ind i sindets dybder for at komme fri af al frygt og angst. Det har, som du skriver, krævet dyb loyalitet overfor mine egne beslutninger, for mit eget liv, for mine grænser, følelser og behov og for mine håb og ønsker for fremtiden. Men hold da op, det er også det hele værd og jeg vil for altid være dybt taknemmelig for, at jeg fik denne mulighed.
Jeg har fuld respekt for din beslutning om, at du ikke vil kæmpe mere mod angsten men lade den sidste rest være der og så tage en Alopam, når det er nødvendigt. Jeg forstår udmærket, at du ikke har energi til at blive ved med at kæmpe. Hvis du har det godt med det, er det jo, som det skal være. Men alderen mener jeg ikke spiller en rolle i den forbindelse. Jeg var 43 år, da jeg fik hul igennem og nu er jeg 48. Sidste sommer talte jeg med en dame på over 60, der havde haft et hårdt liv. Hun sagde, at nu havde hun været 'pæn pige' længe nok. Nu ville hun tage kampen op, for det hun havde tilbage af livet, skulle være GODT. Det er aldrig for sent at skabe positive forandringer.
Mærkeligt sammentræf, at jeg nævner en ret ukendt bog af Dalai Lama og du så selv har den :-) Jeg tror, at den slags sammentræf, er 'tegn' som guider én i den rigtige retning.
Mange hilsner Helene
Tusind tak for svar.
Spændende læsning som altid.
Netop intuition er lavt rangeret fordi det ikke kan måles og vejes og fordi det for mange at se ikke kan passe der er noget der hedder det.
Nåe kontrol som at være chef i eget liv mener du??
Meget enig i det med at en psykisk afklaring og ro giver en robusthed.
Jo bestemt det med at hænge i dynget, men også den med man ved der ingen vej er tilbage, kun at man skal op af dynget og det er nu man skal, men man ikke ved hvad der skal til. Der har jeg oplevet at netop natten og drømme kan give svaret, eller svaret kommer når jeg tænker på alt andet end hvordan jeg kommer op af dynget. Ofte overrasker svaret mig, fordi det er et helt enkelt svar, og et svar der altid har været der men jeg ikke har set det. Ofte handler svaret også meget omkring en ændret forståelser af noget, en ændret indstilling end måske at ændre noget helt konkret i ens liv.
Jeg har været på en større prøve her i weekenden med min Alopam. Jeg magtede fuldt ud at tage på flere besøg, overnatte på hotel og komme til bryllup. Det havde jeg aldrig i min vidleste fantasi troeet jeg kunne. Det er vidunderligt at opleve at være helt normal og angstfri i sådanne situationer.
MVH
MM
Jeg tror, at mange er bange for at stole på deres intuition, fordi de stoler så lidt på sig selv. De tør ikke stole på noget, de ikke selv forstår, som er ulogisk, som andre kan modsige og som de sikkert ikke selv kan argumentere for. Alle har denne indre stemme i sig, spørgsmålet er kun, om man lytter til den eller prøver at overdøve den. Mange gør endda, hvad de kan for at bedøve den på forskellig vis og tror, den er et tegn på noget sygeligt! Forfærdeligt som vi mennesker (helt generelt) er blevet fremmede for os selv.
Ja, med kontrol mener jeg at have en følelse af at kontrollere sit eget liv.
Jeg læste engang en lille notits om en undersøgelse af, hvad mennesker frygtede mest her i livet. På en top 10 liste var topscoren ubetinget frygten for at føle sig uden indflydelse på deres eget liv.
Det, du skriver med, at man ved, at der ingen vej er tilbage men man ved ikke, hvad der skal til for at komme op af dyndet, den kender jeg så udmærket fra mit liv inden terapien. Jeg søgte både clairvoyante, nummerolog m.fl. for at finde ud af, hvilken vej jeg skulle gå.
Det du beskriver om at finde svarene i dig selv, når du lytter og giver slip, oplever jeg på præcist samme måde. Især har jeg fået rigtigt mange svar igennem mine drømme :-) Når underbevidstheden finder ud af, at man lytter, når den udtrykker sig på en bestemt måde, så fortsætter den med at bruge især denne måde.
Dejligt at læse, at du klarede weekenden så godt. Tillykke med det :-)
Mange hilsner Helene
Jeg brugte en overgang Alopam som PN, men de virkede ikke rigtig på mig, så har fået noget andet til PN...men som sagt før, så virker det forskeligt fra person til person. Og næsten alt beroligende medicin er vanedannende...også derfor man kun kan bestille disse piller direkte hos sin læge...
Man plejer at sige, at disse (præperater, ved ikke om det staves sådan) ikke skal tages over en længere periode, men da nogen af os er nødt til at have dem i vores hverdag, så er der ikke så meget andet at gøre end at tage dem...MEN husk på, at du ikke må tage pillerne inden du skal ud at køre...så kan man ende med at politiet tager kortet fra dig....!!:S