Indstillinger
Beroligende medicin
Hej gruppe
Jeg har af min læge får nogle piller der hedder Alopam. Dem skal jeg tage ved behov. Er der nogen der har erfaringer med dem??
Hilsen
MM
Jeg har af min læge får nogle piller der hedder Alopam. Dem skal jeg tage ved behov. Er der nogen der har erfaringer med dem??
Hilsen
MM
Kommentarer
Hilsen Helene
Tak for svar.
Hvordan var det ubehageligt for dig?? Har du fundet anden medicin så der kan hjælpe på din angst??
MM
Jeg slappede ganske vist meget af i hele kroppen (kunne nærmest ikke røre mig) mens angsten så i stedet rasede med 200 km/t inde i kroppen. Jeg følte, at angsten blev spærret inde i mig og ikke kunne komme ud, mens jeg bare lå helt stille. Det var rigtigt slemt.
Det kan jo nok skræmme nogen fra at prøve og det er ikke meningen. Det skal derfor siges, at jeg i forvejen var MEGET imod at tage medicin og jeg var MEGET bange for, at medicinen ville lægge låg på mine følelser. Der er som bekendt også mange, der nyder den afslappende virkning, som alkohol giver og den hader jeg også. Jeg kan slet ikke klare noget, der får mig til at miste jordforbindelsen og føle, at jeg ikke har kontrol over mig selv. Så jeg er ret sikker på, at det var derfor, jeg havde denne meget negative oplevelse af medicinen.
Så nej, jeg fandt ikke anden medicin, for som sagt hader jeg tanken om at tage medicin. Jeg gjorde det kun, fordi jeg havde haft et sammenbrud og min læge så kraftigt havde anbefalet det, hvis det en dag var helt galt med angsten. Det var til akut brug en sjælden gang og ikke andet. I en ekstra slem situation ville jeg prøve, om det faktisk hjalp mig og det gjorde det så (heldigvis) ikke.
Jeg tror også, at grunden til, at jeg reagerede så negativt, var fordi jeg i forvejen var i gang med et flerårigt, intensivt terapiforløb, hvor jeg arbejdede med årsagerne til angsten. Så jeg vidste godt, hvad der skete og hvorfor og hvad der skabte angsten o.s.v. Jeg tror, der er meget stor forskel på at tage angstdæmpende medicin, mens man arbejder med årsagen til problemerne (i terapi) og så at tage medicin uden at vide, hvad angsten handler om.
I mine unge dage fik jeg et andet middel mod angsten ('Orap'). Jeg fandt senere ud af, at det var et antipsykotisk middel men det hjalp mig rigtigt meget på det tidspunkt og jeg oplevede ingen bivirkninger i de 3-4 år, jeg tog det. Dengang vidste jeg ikke noget om, hvorfor jeg var så angst. Dette middel var ikke vanedannende. Af én eller anden grund bruger lægerne det vist meget sjældent.
Man må jo gøre sig sine egne erfaringer og det, der hjælper den ene, hjælper ikke nødvendigvis den anden og omvendt. Måske vil du have glæde af Alopam.
Men jeg vil alligevel lige komme med en kraftig advarsel, selvom det måske ikke er mit bord: Jeg håber, du har talt med din læge om, at man kan blive meget afhængig af dem og det kan være meget svært og tage meget lang tid at komme ud af den afhængighed igen. Så vær forsigtig og tag dem kun, når det er virkeligt nødvendigt. IKKE dagligt eller fast.
Har du brug for daglig medicinering, vil jeg anbefale, at I finder et middel, der ikke er vanedannende.
Hilsen Helene
Tusind tak for dit grundige flotte informative svar.
Så du følte en fysisk afslapning imens din angst med tankevirksomheden ikke hjalp da du tog Alopam??
Det er dog en utrolig sund og flot indstilling du har omkring medicin, og jeg fornemmer du virkelig er stærk og kæmper dine kampe for at få det bedre.
Hvordan tænker du på at der er forskel på at tage medicin alt efter om man er klar over hvad der tricker den eller ej??
Jeg mener ved du hvorfor du har angst?? Det tror jeg ikke jeg kan svarer på, jeg kender hvornår den kommer og jeg har en formodning om hvorfor, men jeg ved det jo ikke. Jeg ved heller ikke om viden kan ændre på det som sådan, men der er man jo nok meget forskellige som mennesker. Jeg har læst en masse, og truffet de rigtige valg synes jeg selv, men det virkede bare ikke.
Tak for din advarsel, jeg er helt enig, jeg har mere end almindelig respekt for benzo'er.
Jeg kan ikke blive afhængig af Alopam, det er jeg overbevist om fordi jeg har en god hverdag og ikke har brug for angstdæmpende, men det kun er situationsbestemt. Jeg har fået en pakke på 30 stk. om det skal holde til et helt år, og det tror jeg også de absolut holder til.
Nu må jeg så først se om de hjælper på mig.
MVH
MM
Åh jo, jeg kæmper mine kampe :-)
Ja, resultatet af Alopam var for mig stærk fysisk afslappelse (kunne ikke engang græde, som jeg plejede for at få afløb), mens uroen og angsten indeni kroppen eskalerede - og det skabte selvfølgeligt i sig selv øget angst.
Ja, jeg ved, hvorfor jeg har lidt/lider af angst. Det kan du læse om under min profil. Jeg har i mit terapiforløb lært meget om angstens mekanismer og igennem de sidste knap fem år, har jeg lært mit sind så meget at kende, så jeg nu forstår, hvad det er, der skaber angst, hvad den vil fortælle mig og hvad der skal til, for at den slipper. Jeg er faktisk blevet ret gode venner med min angst !!
Det har ikke kun handlet om viden. Man kan nå langt med viden, for den skaber grundlag for ny forståelse men viden alene er ganske rigtigt ikke nok. Det har i høj grad handlet om at at mærke, bearbejde, forstå og acceptere de følelser, jeg har haft fortrængt, så jeg kunne ændre mine følelser og mine tankemønstre.
M.h.t. forskellen mellem at tage medicin, når man ved, hvad der forårsager angsten og når man ikke gør... Det er lidt svært at forklare.
Når man ikke kender angstens mekanismer og ikke kender årsagerne, så virker angsten som en indre fjende. Da den er i én selv, er man altså på den måde sin egen fjende og det er naturligvis noget rigtigt skidt. Angsten er uforståelig, irrationel og i høj grad uønsket. Ergo tager man noget medicin, der får den til at forsvinde og så skulle problemerne være løst. Nogle gange er det nok, andre gange skal der mere til.
Når man forstår, hvad der forårsager angsten, så ved man også, at problemet (eller fjenden) ikke er selve angsten. Man forstår følelsesmæssigt, at den kun er et symptom på det, der har skabt den. Derfor ved man også, at problemerne ikke forsvinder, fordi man tager medicin. Medicin kan højst bedøve underbevidstheden, så den ikke råber så højt på opmærksomhed længere. Angsten har altid et budskab fra underbevidtheden med sig, som man er bange for at lytte til.
For nogen er det nødvendigt at kombinere medicin og terapi for overhovdedet at få angsten til at dæmpe sig så meget, så de er i stand til at arbjede med årsagerne til angsten.
Når jeg igennem flere år havde arbejdet meget intensivt og aktivt med årsagerne til angsten, mine følelser m.m., så er det sådan set klart, at angsten blev forværret, da jeg tog den Alopam. For derved prøvede jeg at bedøve min underbevidsthed, så den tav stille. Min underbevidsthed (som jeg var kommet i særdeles god kontakt med) var bestemt ikke længere vant til at få at vide, at den skulle tie stille. Tværtimod havde jeg igennem flere år fået skabt et fremragende samarbjede med den, hvor jeg virkeligt havde lært at lytte til den og forstå den. Så den ville naturligvis ikke finde sig i at blive bedøvet og gjort tavs. Da jeg tog den pille, skabte underbevidstheden derfor en endnu stærkere angst, så jeg ikke igen blev fristet til at vælge dén løsning. Sådan billedligt talt :-)
Dette er bare mine erfaringer. Min baggrund har gjort det nødvendigt for mig at gå i terapi og arbejde med årsagerne, mine følelser m.m. og forstå alting på en anden måde. Det er naturligvis ikke alle, der har brug for at grave så dybt. Spørgsmålet er jo altid, hvad der skal til, før man har det 'godt nok' og det er i sagens natur helt individuelt. Vejene dertil kan være mange.
Jeg kan høre, at du er godt vidende om risikoen ved Alopam. Det i sig selv reducerer jo risikoen betragteligt.
Hilsen Helene
Tusind tak for spændende indlæg.
Jeg har læst din profil, og hold da helt op du også har mange ting du slås med. Jeg kan godt forstå din indstilling og det er meget sundt og meget beundringsværdigt at du tager det lange seje træk til at få det bedre. Det er rigtig godt.
Du har jo virkelig forklaringer på hvorfor du har fået det som du har, hvorfor krop og sind reagerer på og hvad det reagerer på.
Generelt set vil jeg nu sige at medicin eller ej, det er ikke et enten eller. Det handler utrolig meget om hvorfor man får det og om man selv evner at komme viderer mentalt, og ikke kun at ok det er fint når jeg tager en pille. For mig har jeg levet med min situationsbestemt angst, eller lav strestærskel som jeg ynder at kalde det, hele mit liv. Der er ikke nogle forklaringer på det som sådan, der er måske noget arveligt i det, og måske fordi jeg som person er meget introvert, og måske noget helt andet, men ikke desto mindre mener jeg det er indogent. Jeg har truffet alle de rigtige valg, har indtil jeg var over 40 år gjort alt uden at lade mig gå på af den angst, jeg har sideløbende arbejdet med at forstå den og med at arbejde med den, men det har ikke for mig været nok. Nu har jeg prøvet en halv pille og den gav en fantastisk virkning, og det håber jeg det bliver ved med også til de store udfordringer, fordi det vil jo betyde jeg på en helt anden positiv håbefuld måde kan arbejde på at få en tiltro til at jeg magter det og til at jeg selv kan komme ind i et helt andet syn på mig selv. Det mener jeg er uhyre vigtigt at gå ind i en kognitiv process, og lærer af de gode erfaringer. Det har bare ikke før været spor logisk for mig da jeg har været rationel tænkende og gjort alt det som de kloge hoveder skriver man skal, men det hjalp bare ikke en snus.
Jeg tror slet ikke vi er uenige med hensyn til det med angsten og angstbehandling, men vi er nok bare to meget forskellige steder i forhold til vores angst.
Hilsen
MM
Jeg har også fornemmelsen af, at vi bare er nogle forskellige steder i forhold til angsten. Da historien bag angsten bl.a. er forskellig, har man naturligvis forskellige indfaldsvinkler og så tackler man det jo også forskelligt. Som mål har vi vel alle sammen at få det godt og det er jo også helt forskelligt, hvad 'godt' er og vejene dertil er som sagt mange og forskellige :-)
Jeg har fået at vide fra psykiater m.fl., at jeg 'bør' have medicin, fordi jeg er over-følsom og det kunne hjælpe mig til at være mindre sensibel overfor sanseindtryk m.m. Men jeg føler ikke længere min sensibilitet og over-følsomhed som noget sygeligt men som en naturlig reaktion, på det der har skabt den og sådan er jeg bare. Når jeg ikke selv føler, at det er noget sygeligt men er en side af mig selv, jeg er udmærket tilfreds med, så bliver jeg vred over at få at vide, at jeg ikke må have det, som jeg har det. Når jeg får at vide, at jeg bør have piller for det, så jeg kan blive 'normal', så er det ikke for min egen skyld men for, at jeg kan passe ind i en kasse, som samfundet (systemet) vil have mig placeret i.
Som jeg ser det, er problemet er, at samfundet er skruet sammen på en måde, så det er meget svært at tage individuelle hensyn til det enkelte menneske og det er så en helt anden sag... Nå, hvad hjertet er fyldt med løber munden over med... det optager mig en del i disse dage men er nok ikke særligt relevant i denne forbindelse :-)
Det var dejligt at høre, at du mærkede positiv effekt af ½ pille. Der er da helt sikkert mulighed for, at det kan give så meget ro, så du kan begynde at tackle nogle ting anderledes og måske kan begynde at danne anderledes tankemønstre og finde nogle ressourcer. Det var det, jeg selv oplevede, da jeg fik medicin, da jeg var i tyverne.
Held og lykke med det :-)
Hilsen Helene
Det slog mig lige dda du skrev det med din psykiater og overfølsomhed. Har du læst på denne hjemmeside om at være sensitiv: http://www.highly-sensitive-person.dk/ Jeg ved jo ikke om det siger dig noget. Jeg tænker bare at en overfølsomhed kan være mange ting, og ikke nødvendligvis en sarthed.
Ja vejene er forskellige, forskellige livsvilkår og personlighed, men handler det ikke om for alle at man selv er indstillet på at knokle for at få det bedre, og man tager ansvar for alt det man kan i forhold til ens vebefinden??
Nej netop man skal absolut ikke forsøge at tilpasse sig andre og andres forventninger (det har jeg gjort alt for længe også), men tror du ikke det også handler om hvor man er i livet, vi to er jævnalderende, og det med at vær mere ligeglad med andre og hvad man tror er normalt er først kommet til mig rimelig sent i livet. Det ved jeg ikke med dig, måske meget før for dig fordi du også har så meget at slås med.
Jo jeg tror absolut angst også kan have noget at gøre med samfundskrav, som man ikke kan se meningen i eller osm stresser een. Som yngre var mit højeste ønske enten at bo på en øde ø, dog med alle tænkelige bekvemmeligheder og varer, eller blive nonne i et stille nonnekloster, helt fri for ydre påvirkninger. Det udsprang af min oplevelse af ydre press og en meget lav stresstærksel og derigennem også angst.
MVH
MM
Jo, jeg mener også, at det for alle handler om, at man på hver sin måde stræber efter at få det bedre og dermed tager ansvar for sit eget liv. At man gør det på forskellig vis og ikke altid forstår hinanden, er i bund og grund ikke så vigtigt. Men selve det, at man GØR noget, skaber (ialtfald for mig) respekt for andre og andres valg. Det er først for alvor skidt, når man har opgivet at gøre noget for at så det bedre. De fleste er nok søgende mennesker. Vi søger efter at finde den vej, der fører til tilfredshed, glæde og mening med livet og selvom målet er det samme, kan vejene dertil være mange og forskellige, fordi vi kommer forskellige steder fra.
Jeg har før hørt om begrebet HSP og har prøvet at læse lidt på hjemmesiden. Det, jeg har læst, beskriver meget fint, hvordan jeg altid har haft det. Jeg oplever heller ikke, at det handler om sarthed men om naturlig sensibilitet, der for mig er noget ganske andet. 'Sarthed' er så negativt ladet.
For mit vedkommende kan jeg ikke bare affinde mig med, at jeg bare er HSP og det forklarer så det hele. Jo, hvis jeg havde et godt, glad, tilfredsstillende, angstfrit liv, så var alt jo som det skulle være - også selvom jeg så er HSP. Men jeg har aldrig haft et godt, glad, tilfredsstillende, angstfrit liv og derfor er jeg nødt til at finde ud af, hvad der er årsagen. For mig er HSP personligheden skabt af frygt og dermed er angsten et symptom på, at noget i livet ikke har fungeret eller ikke fungerer godt nok. Altså er der et problem jeg må prøve at løse, så angsten kan forsvinde og der kan blive plads til glæde.
Desværre er samfundet sådan indrettet, at en HSP personlighed ikke passer særligt godt til arbejsmarkedet krav og behov og så er man ude i, at man skal forandre sig, for at kunne leve op til samfundets normer. Men man bliver syg af at skulle tilpasse og forandre sig for andre skyld. Der er ikke meget plads til individualitet. Det bliver nærmest anset for at være sygeligt, hvis man ikke kan multitaske, have overblik over 10 ting på én gang, ikke 'bare lige' kan omstille sig og være fleksibel og effektiv og selvstændigt og ikke kan udholde at beskæftige sig med noget udenfor hjemmet i hovedparten af éns vågne tid. Det anses for sygeligt, hvis man ikke kan udholde det stressniveau og de krav, der stilles i vores ufatteligt stressede og krævende samfund. Det er i høj grad det enkelte menneske, der skal tilpasses samfundet og ikke samfundet, der bliver tilpasset den enkelte. Jeg forstår virkeligt godt, at så mange i dag lider af angst, depressioner og stress, for jeg tror slet ikke, at de fleste menneskers psyke er gearet til at kunne holde til det tempo og de krav. Tid er blevet en luksus, ingen har råd til. For at kunne opnå indre ro og balance, er man mere end noget andet nødt til at have tid til at reflektere og bare være. Men det er der absolut ikke tid til. Man er nødt til at lukke sig selv og sine følelser ned for at kunne leve op til forventningerne og jo mere man lukker af for sig selv, desto mere protesterer krop og sind. Når man lukker ned for sig selv, skaber det angst. Rigtigt mange ender med enten at leve livet på automatpilot og være blevet robotter, der ingenting mærker eller med at blive syg, fordi man ikke kan udholde den karuseltur længere. Men når 'alle de andre' kan holde til det, så antager man meget let, at det er én selv, der er noget galt med, når man ikke længere kan og så bebrejder man sig selv, at man ikke længere kan det, man har kunnet og som andre kan. Så kommer man let til at føle sig langsom, uduelig, underlegen og mindreværdig og det forstærker angsten. I stedet for at forstå sig selv, antager man, at det er samfundets krav, der er 'det rigtige' og én selv, der er 'forkert'. Men måske det i virkeligheden forholder sig præcist omvendt og éns reaktioner faktisk er ganske normale efter forholdene.
Det er sjovt, du skriver det med at bo på en øde ø eller gå i kloster. For mig var det ikke en øde ø men drømmen men et landsted ude midt på en mark med kun fugle og dyr som selskab. Min terapeut sagde til mig engang, at det ikke ville have været mærkeligt, hvis jeg havde haft valgt at gå i kloster og tanken var der da også i mine unge dage.
Noget af det første, jeg fandt ud af gennem terapien var, at mit ønske om dette øde landsted, faktisk var en virkelighedsflugt, så jeg kunne undgå at blive konfronteret med de ting i livet, jeg har det svært med - nemlig samvær med andre mennesker. Dermed døde det ønske og jeg måtte begynde at arbejde med de problemer, der havde skabt dette ønske. For jeg ønsker mig jo i bund og grund ikke et liv i isolation. Jeg ønsker mig et liv, hvor jeg kan være glad og have det godt - i et fællesskab sammen med andre. Ellers får jeg jo aldrig den nærhed og den kærlighed, jeg også ønsker mig at opleve.
Det blev langt. Men det er også en omfattende problematik...
Mange hilsner Helene
Spændende indlæg, måske overskriften skulle hedde noget andet nu :-)
Ja det med at man skal tage ansvar for eget liv og ikke give op. Det kan dig bare være svært hvis man ikke ved hvad der er godt for een selv, og alt er jo ikke psykisk betinget i en angstproblematik. Ud over det er det jo virkelig utrolig komplekst med en angst hvad der er hvad osv.
Jamen for dig er det glade angstfrie liv jo ikke bare lige, nej men du har også oplevet flere meget problematiske ting i dit liv der i sig selv kan give angst, HSP eller ej, det tror jeg da alle mere eller mindre i din situation får angstsymptomer. Jeg tror det er vigtigt at splitte tingene ad hvad der er hvad.
Angsten er jo ikke ens personlighed, det er en reaktion eller en overreaktion på ting i ens liv, eller det er en indogen tilstand. Jeg tror det hænger meget sammen med om man lever et autentisk liv.
Jeg er meget meget enig i de ting du skriver med samfundet, men i bund og grund så handler det også om man selv kan acceptere det er anderledes end de fleste og end samfundet forventer. Jeg gør, og jeg kan godt finde en balance imellem krav og forventninger fra min arbejdsplads, og det jeg kan yde. Det kræver bare en stor stor modenhed at kunne det, mener jeg.
Ja for søren man kan blive syg af at ville leve op til de forventninger, og det har jeg sørme absolut også været igennem med udbrændthed.
Man skal ialt fald finde det indre selvværd, for mig at se har selvværd altid været det vigtigste og ikke hvad man var god til eller kunne yde og præstere, men hviler man i sig selv så alt meget lettere. Man skal og kan ikke sammenligne sig med andre, og faktisk ved man jo heller ikke hvordan andre har det indeni eller om de også synes det hele kan blive for meget af det gode osv.
MVH
MM