Beroligende medicin

Helene2

Hej MM

Nej, den første overskrift er vist ikke helt aktuel længere. Prøver om den kan ændres her midt i det hele :-)

Det er rigtigt, at man bestemt ikke nødvendigvis forstår, hvad der er godt for én selv. I og med at vi ikke kan huske fortiden tydeligt og ikke kender fremtiden, står vi plantet midt i det hele. Det betyder, at man let mister overblikket og bliver følelsesmæssigt overinvolveret. Så kan det være svært at se, at det, der virker som den eneste rigtige løsning, måske på længere sigt ikke er det.
Dertil kommer, at kun 1/10 af sindet er bevidst og de 9/10 er ubevidst, så vi forstår os selv rigtigt dårligt.

Men bortet fra det, så tror jeg, at snart sagt alting faktisk bunder i en angstproblematik. I og med, at jeg tror på, at alle negative følelser har deres udspring i følelsen af gammel frygt. Graden af angst/frygt er naturligvis varierende (alt efter hvad der har skabt den) og dermed er det også individuelt, hvor meget vores liv styres af negative følelser.

Helt sikkert, at det vigtige er, om man lever et autentisk liv. Men et autentisk liv indebærer, at man kan komme i kontakt med glæde, livslyst og andre positive følelser. Det kan være meget svært, hvis man har meget fortrængt frygt i sig. Den kan jo give sig udslag på et utal af måder udover angst - lav selvtillid og selvværd, depressioner, sygdom og meget andet.

Så jeg er både enig og uenig i, hvorvidt angsten er éns personlighed. F.eks. er en person med meget ringe tro på sig selv meget styret af angst/frygt. Selve følelsen af ikke at være 'god nok' bliver jo en del af personligheden og den måde, man definerer sig selv på. Men det er en definition skabt af frygt/angst og derved er den altså blevet en integreret del af personligheden.
Naturligvis er angst og frygt ikke éns dybeste, inderste, autentiske personlighed. Men den kan i høj grad være med til at forme éns ydre, nutidige personlighed og selvbillede.

Jeg er bestemt enig med dig i, at det handler om, at man selv kan acceptere, at man på visse måder er anderledes end de fleste og end det samfundet forventer. Der er mange, der ikke kan acceptere at skille sig ud. Jeg for mit vedkommende har altid følt mig anderledes. Som barn og ung havde jeg det naturligvis dårligt med det - nu har jeg det helt fint med det.
Det er kun et problem for mig, fordi samfundet ikke tillader mig at være anderledes. Jeg kan f.eks. stadigt ikke være sammen med andre mennesker i 'normalt omfang'. Ikke noget problem for mig, hvis jeg bare kunne få lov at lytte til mig selv og mine egne grænser men det får jeg jo ikke lov til i og med, at det forventes, at jeg kan arbejde og indgå i samfundet på 'normale vilkår'. Ergo er det behov for isolationstendens, jeg nu oplever som en del af min personlighed, blevet til noget sygeligt, jeg skal behandles for. Jeg skal behandles for at være MIG, så jeg kan passe ind i samfundets kasser.
Oven i købet får jeg at vide, at det vil være godt for mig at tage medicin. Men for hvis skyld? Ikke for min - for jeg har det fint nok med at være mig!

Ja, det kræver en stor modenhed og stor styrke, at man kan holde fast i balancen mellem samfundets krav og forventninger og det man selv kan yde. For det kræver, at man er i stand til at sige fra og ikke gå ud over sine egne grænser. Noget de fleste har meget svært ved, for det kan også trigge meget angst.
Ikke mindst angst for så at miste sit arbejde og dermed sin indtægt o.s.v.

Helt enig - det handler om at bygge sit selvværd op. Men alle mennesker står så meget i deres eget blinde punkt. Men at bygge sit selvværd op kræver en vis grad af selvindsigt og selvforståelse og at man er i stand til at vælge sig selv før andre og det er der rigtigt mange mennesker, der ikke kan.
Nej, man når ingen vegne ved at sammenligne sig selv med andre - og det er præcist, hvad de fleste gør. Hvor tit hører man ikke: 'Hvorfor kan jeg ikke, når alle de andre kan?'. Men som du skriver - man ved ikke, hvordan 'de andre' har det indeni. Og vi ved heller ikke, hvor længe 'de andre' kan holde til det. De fleste mennesker er bare så gode til at vise den pæne facade udadtil, fordi folk i bund og grund er så bange for ikke at være 'gode nok'.
Hvilket jo igen er en gammel angst eller frygt. For hvor kommer den følelse fra? Hvem har fået én til at tro på, at man ikke er god nok, som man er?


Mange hilsner Helene

mettemalene1

Hej Helene

Tak for spændende svar.

Det første der lige slog mig var det du skrev omkring angsten og ens autentiske jeg. Det kommer jo meget an på hvordan man ser sit jeg. Er man krop, sjæl, sind eller er man krop og sind, er man sindet i flerer gradueringe osv. Der findes jo mange måder at se det på. Jeg ser mig selv som krop, sjæl og sind. Sindet er det jeg tænker er tankevirksomhed og valg og ikke valg, den måde man reagere på ting er en blanding af krop sindet og nok også sjælen.

Det ubevidste sind som du skriver der er 9/10 af ens samlet sind. Du skriver vi forstår os selv ret dårligt, men det kommer vel an på hvordan man definerer det at forstå. Er det en tankemæssig intellektuel forstå sig selv på??Er det at man kender sig selv og ens reaktioner?? Er det at man lytter til intuitionen?? Hvad er det for dig??? Ja hvad er det at forstå for dig?? Det modsatte for mig at se er ikke at forstå, at blive overrasket, overrumplet, forvirret osv.

Autentiske jeg, måske er det også glæde osv. men frem for alt er det vel at man ikke presser sig selv for hårdt, og bøjer unaturligt meget af, det handler vel om at kende sig selv som før skrevet, og det handler vel om at træffe gode sunde valg. For mig er de positive følelser som glæde osv. ikke et mål i sig selv men kan være en gevinst ved det andet. Glæde er vel en reaktion på at leve autentisk.

Alle mennesker må indimellem indordne sig, alle mennesker kan synes ydre rammer ikkke tilgodeser deres behov osv. Det handler vel også at være så robust, leve så roligt og have det gode liv, så man kan være rustet til de ting der er svære og presser een til det yderste.

Jeg ser angsten som en reaktion på noget, på samme måde som at skærer man sig får man sår. Såret er ikke dig, såret er reaktionen på du skar dig. Man siger jo heller ikke et mennesker er sukkersygen, men man siger perosnen har sukkersyge. Den ringe tro på sig selv, jo men der er angsten jo et symptom ikke personligheden.

Det handler vel også om man ikke selv synes det er forkert med det du kalder isolationsgenet. Er man sikker får man en dummere rrespons fra andre har jeg oplevet, og når man er bevidst ved det og acceptere det og har fundet ro i det, så acceptere omgivelserne det også langt bedre. Meget modsat det man umiddelbart har behov for. Er man usikker og har brug for støtte og anerkendelse får man den ikke, er man afklaret får man den.

Det er vel kun sygeligt og forkert hvad du har det godt med, hvis du ikke selv synes det er ok. Tage medicin om det er for din skyld, det kan det da godt være, for eksempel da jeg havde depressioner var det da fantastisk for min egen skyld at få det bedre. Der er ting man bare skal ting der har for store konsekvenser at melde fra osv. så der kan medicin da have gavn.

MVH
MM

Helene2

Hej MM

Ja, det er meget interessant og meget dybt efterhånden :-) Der er ikke plads til at svare på det hele, så jeg må prioritere lidt.

Jeg ser også mennesket som både krop, sind og sjæl. For mig betyder forståelsen af sig selv derfor idéelt set en følelsesmæssig forståelse af at mennesket er ALT – både krop, sind og sjæl med alt, hvad det indbefatter af såkaldte positive som negative følelser og egenskaber.

På et mere jordbundet plan betyder selvforståelse for mig en følelsesmæssig forståelse og dermed accept af og respekt for, at man handler, reagerer, føler og tænker, som man gør. Det handler om forståelsen af, hvad der har gjort mig til den person, jeg er. Forståelsen af min fortid, giver mig grundlaget for at kunne forstå min nutid og det, jeg lærer heraf, gør mig i stand til at forandre, hvad der er uhensigtsmæssigt for mig, så jeg kan skabe den fremtid, jeg ønsker, så den ikke bare bliver en fortsættelse af fortiden.
Da barndommen er glemt og fortrængt eller endda forvrænget i hukommelsen, har man meget ringe grundlag for at forstå sine egne reaktionsmønstre og følelser, der blev skabt tidligt i livet men som følger med op i voksenlivet. Uden selvforståelse – altså uden følelsesmæssig forståelse af, hvorfor man føler, tænker og handler, som man gør – kan det være svært at respektere og acceptere, når man reagerer på måder, der ikke er i overensstemmelse med det, man bevidst ønsker.
Det betyder netop, at éns egne følelser og reaktioner let kan overraske, overrumle og forvirre én. Præcist som angsten f.eks. gør det. Man forstår ikke, at nutidens følelser og reaktioner er baseret på hændelser, der har fundet sted tidligt i livet, som man ikke længere husker eller ikke tillægger nogen betydning. Uden en følelsesmæssig forståelse for det barn, man engang var, kan det knibe med forståelsen af og respekten for sig selv og sine egne følelser som voksen. Dermed er vejen for selvbebrejdelser, kamp mod sig selv og fortsættelsen af uhensigtsmæssige mønstre skabt og dermed også grundlaget for angst.

Det autentiske jeg… For mig handler det om at leve i overensstemmelse med sig selv uden frygt, angst, skyld og skam. Man kan se på et elsket, sundt, velfungerende barn – det er autentisk. Det er i sine følelser og i sine egne behov, det mærker sine grænser og har bestemt forståelse for sig selv (men har også omsorg for andre men ikke på bekostning af sig selv). Det ER bare og ønsker naturligvis bare at have det godt og at andre har det godt. Et barns klukkende latter er jo en gave og det behøver ikke at betyde, at noget er morsomt. Det er ren, sprudlende livsglæde, nysgerrighed, spontanitet, nydelse. Så for mig er glæde ikke en reaktion på at leve autentisk. Det er en del af det og en forudsætning for det. Glæden kræver et åbent hjerte. Jeg tror på, at ethvert barn og dermed ethvert menneske i sit indre har en helt naturlig drift til at søge efter glæden. Et barn kan ofre sin sjæl for at gøre omgivelserne glade, for er omgivelserne glade, kan barnet også selv være glad. Men undervejs i vores liv lærer vi, at vi skal kunne omgås alle – også mennesker, der tager vores glæde fra os. Men når vi får taget vores glæde fra os, lukker vi vores hjerter. Vi bliver fyldt med andres negative energi og mister vores egen oprindelige positive energi. Dermed mister vi i større eller mindre grad evnen til at leve autentisk og bliver styret af frygt.

Måske rammer du lige ind i kernen i det hele med din sidste sætning: Du skriver, at nogle gange har det for store konsekvenser at melde fra o.s.v., så det kan være nødvendigt at tage medicin.
Her arbejder jeg udfra præcist den modsatte overbevisning. Der er kun én konsekvens, jeg frygter så meget, at den får lov at styre mig – og det er, at jeg igen underkender mig selv, indordner mig, overtilpasser mig, lader mig nøjes, går på kompromis med mig selv, fordi jeg lader mig styre af frygt for konsekvenserne. Min skrækvision er at blive tvunget til at tage medicin, som andre ønsker, at jeg skal tage, for at jeg skal kunne være i noget, jeg i virkeligheden ikke kan holde ud og blive som andre vil have, at jeg skal være. Tilpasset og ikke så besværlig og anderledes for andre men uigenkendelig for mig selv. Det får mig til at føle mig som Jack Nicholson i Gøgereden. Ingen konsekvenser kan være så store og så frygtede, så de overstiger konsekvensen af at miste mig selv. Så må jeg tage de kampe, der selvfølgeligt følger med, når jeg vælger at holde så fast i mig selv. For mig er valget af mig selv ubetinget og ultimativt. Engang 'fravalgte' jeg mig selv af frygt for konsekvenserne (et barn har ikke andre muligheder). Det har taget mig flere års terapi at finde mig selv igen og jeg giver aldrig slip igen. Så nu kan min tilpasningsevne og fleksibilitet ligge på et meget lille sted. For mig er prisen alt for høj.

(Dermed ikke sagt, at jeg er modstander af medicin. Den kan have sin berettigelse. Det er bare ikke vejen for mig.)

Hilsen Helene

mettemalene1

Hej Helene

Tusind tak for spændende svar.

Undskyld jeg først skriver nu.

Det er bare så spændende at hører hvor du er og hvorfor du tænker og handler som du gør.

Krop det er til at forstå, men hvad er sjæl og hvad sind for dig??

De er alle i en elller anden form for forbindelse med hinanden, men igen tror jeg på der er noget uforanderligt, kernen i en selv, og det er for mig sjælen. Finder man den uforanderlighed og tror man på den, vil den også kunne guide i forhold til de to andre.

Du skriver en selvforståelse af man handler, tænker, føler, reagere som man gør, med baggrund i ens fortid. Joe men er det ikke som du også skriver en redigeret fortid. Et eksempel, jeg har altid skrevet dagbog, og da jeg for nylig fandt een af dem frem for at læse om en konkret ting jeg huskede som meget svær, kunne jeg læse at den indholdte så meget andre aspekter og mere end det jeg huskede, og det jeg siden har reageret på og siden har handlet på. Jeg tror man drager logiske konklussioner, hvor der ingen er, hvis du forstår.

Beslutninger, reaktioner osv. kan jo også starte af een grund og så fortsætte af en anden, eller blive til en ubevidst vane.

Nu har jeg så ikke som dig oplevet at mine egne følelser og reaktioner har overrasket mig, men jeg har nok haft et ganske andet liv end dig, meget mere roligt og "let" og har altid været god til at hører efter hvad min intuition sagde (men har ikke altid rettet mig efter det). Jeg har altid haft et stort selvværd, så jeg har ikke som sådan været igennem mange vanskelige ydre ting. Jo selvfølgelig sorger, problemer, bristede div. osv., men dem har jeg nu altid taklet sundt og godt. Selvfølgelig har jeg også reflekteret, analyseret, meget endda, men jeg er nok også meget handlingsorienteret, og resultatorienteret. Det jeg vi hen til er at jeg tror i bund og grund det handler om hele vejen igennem at være og leve autentisk, for så er det et sundt fundament for alt det andet svære.

For mig handler autentiske liv slet ikke om at der ingen angst, ingen depression osv. er, for det er urealistisk i mine øjne. Sådan er det bare ikke, livet indeholder alle følelser også de tunge svære. Hvis man tør dem og tør se dem i øjnene er man langt, og tør man lytte og tør man forstå de vil sige een noget er det godt.

Det store men for mig omkring medicin kommer så nu, jeg synes det er glimrende som supplement, ikke som en sovepude, ikke blindt, når angsten og depressionen er sygelig, er kronisk. Depressionen der kom tilbage igen og igen, og selvom jeg kunne tvinge mig selv op, tvinge mig selv til udadtil at leve et normalt liv, så ændre det ikke ved den var der. Det er da først efter jeg kom i behandling medicinsk, at jeg fik overskud og ro til for alvor at komme igennem de psykologiske faser, og hvor jeg for alvor kunne reflektere og når derhen hvor jeg er i dag, autentisk og fuldt ud tilfreds.

Angsten der altid har været der, lige fra jeg huske som 2 årig min rædsels når jeg blev taget op og til nu i dag som 47 årig. Du kan tro jeg har gjort alt efer bogen for at komme igenne min angst og ud på den gode side, men det er ikke rigtig lykkes.

Min angst er for mig både en voldsom overreaktion og en reaktion på jeg er HSP'er, og det er nok at vide for mig.

Det kan lyde modsætningsfyldt når jeg skriver at jeg altid har levet autentisk og så at jeg havde angst og ikke mindst depressioner, men for mig handler det ene om selvværd som jeg altid har haft masser af og det andet selvtillid, man mister den lidt af gangen ved gentagende angst og depression.

Det glade barn, ak ak ja det forstår jeg godt du længes efter, sorgløshed, glæde osv. Det har helt sikkert manglet og mere til.

Det kan da have for store konsekvenser at melde fra ting, for mig ville det være at miste min familie fysisk og det ville besværliggøre mit arbejde. For mig er der ikke et enten eller, der er situationer og ting der skal gøres.

Fint og flot og godt du kan være så kompromisløs, og det er nok igen set i lyset af din opvækst og dine erfaringer og oplevelser, og så er det rigtig og godt for dig. Dejligt du er så stærk og du kender vejen og sandheden i dit liv.

Jeg synes desværre ikke jeg kan skrive så meget til dig og dit liv, det er så meget anderledes end mit, og ja jeg læser det med meget stor interesse og det udvidder min horisont, så tusind tak for det.

MVH

MM

Helene2

Hej MM

Det er svært at få det hele med og holde det indenfor 5000 karakterer :-)

Du spørger, hvad krop, sind og sjæl betyder for mig…
Kroppen er vores fysiske udtryk, jordforbindelsen, det forgængelige og midlertidige.
Sjælen er det højtflyvende; det uforgængelige; det vedvarende; en connection til en anden dimension, som vi alle kommer fra og vil komme tilbage til. Hvis vi åbner os for muligheden, har sjælen adgang til en energi og en visdom, der er så langt større, end vi kan forestille os. For mig er den anden dimension vores virkelige hjem og vi er bare her på jorden på et midlertidigt ophold som mennesker. Jeg tror, at de fleste mennesker søger og længes efter at komme tilbage tilbage til dette oprindelige, uden at vide, at det er det, de længes efter. En diffus, ubevidst viden om, at der er andet og mere end dette liv på jorden.
Sindet er en slags forbindelsesled mellem krop og sjæl. Det er tankerne, fortolkningerne, forståelsen, overbevisningerne og meget andet.
Kan man nå dertil, hvor både krop, sind og sjæl forenes, så vil man være fuldbyrdet og i total balance og overensstemmelse med sig selv i fortid, nutid og fremtid. En tilstand af fred i sindet og ro i sjælen – og når sind og sjæl har det godt, så er vejen beredt for, at også kroppen kan få det godt. Ultimativt er det en tilstand af Ubetinget Kærlighed.
Angst, depression, sygdom o.a. er for mig at se et udtryk for ubalance og et tegn på, at der ikke er fælles fodslaw mellem krop, sind og sjæl.
Jeg tror, at meningen med livet er at opnå en højere åndelig udvikling gennem læring af vores erfaringer både i den åndeliige verden og her på jorden. At kunne være på jorden som sjæl men dog kunne leve som menneske. Noget af et kunststykke – for det indbyder verden bestemt ikke til.

Jeg er helt enig med dig omkring den redigerede fortid. Ja, man drager nogle konklusioner omkring fortiden, så det hele kan hænge sammen og give det billede, man ønsker og forventer at se. Det blev jeg klar over, da jeg begyndte på hypnosen. Jeg kom tilbage til nogle situationer fra fortiden, som jeg altid har husket og altid har forbundet med nogle bestemte følelser. Men under hypnose var der pludseligt nogle helt andre følelser i situationerne, som jeg slet ikke havde været bevidst om, at jeg havde dengang. Jeg fandt ud af, at hukommelsen er særdeles selektiv og at underbevidstheden vitterligt husker ALT. Derfor kan jeg så godt lide det gamle citat: 'En god barndom skyldes som oftest en dårlig hukommelse'. Ja, set med voksne øjne måske god – men hvordan var den, da man var barn? Selvom den vitterligt var god, så har der jo altid været meget, barnet ikke har oplevet som godt – noget der gav frygt. Og denne frygt kan skabe grundlag for angst senere i livet, selvom det med voksne øjne er ulogisk. Derfor ligger potentialet for at føle angst latent i os alle.

Angst er altid en overreaktion i forhold til den udløsende stimuli i nutiden. Nu nævner du eksemplet med, at du stadigt kan mærke rædslen ved at blive taget op som 2 årig. I den måde jeg arbejder på, ville jeg gå ind i en sådan situation og få afdækket alle følelserne og arbejde med dem. Finde min kærlighed til barnet, lytte til hende, forstå hvad der skabte hendes rædsel og være i stand til at give hende, hvad hun har brug for i situationen. Arbejde mig frem til, at hun kunne føle kærlighed, tillid og tryghed til mig, så jeg kunne tage hende op til mig og hun ville elske mig for det.

Som sagt mener jeg også, at medicin kan have sin berettigelse som en midlertidig løsning. Den kan være med til at skabe afstand til angsten, så man overhovedet kan komme til at arbejde med sig selv. Desværre bliver medicinen ofte brugt som en sovepude, hvis der ikke samtidigt arbejdes med årsagerne til angsten. Uden at lære noget af årsagen forandres intet.

Helt sikkert at min kompromisløshed skyldes min opvækst. I min barndom havde jeg intet tilbage af mig selv og jeg var udslettet som person og blev omdannet til én jeg slet ikke kunne lide. Derfor er jeg i nutiden ude i den anden yderlighed, hvor jeg ikke har råd til at være den mindste smule fleksibel og eftergivende. Engang overtilpasset - nu ude af stand til at tilpasse mig.
Før der bliver plads til fleksibilitet, må jeg have skabt nogle livsvilkår, der kan give basal tryghed, så jeg ikke igen kommer ud over mine egne grænser. Jeg må først have sikret min integritet og min ret til ikke at blive udsat for noget der føles som overgreb og retraumatisering. Den kamp kræver mere end noget andet kompromisløshed. Udfra devisen: Rækker jeg fanden en lillefinger, tager han hele hånden - eller hele armen - eller hele mig. Dermed ville jeg igen miste min sjæl og det er for mig som at miste forstanden. En reaktivering af frygten for barndommens psykose.
Det skal så lige siges, at jeg jo aldrig havde kunnet kæmpe denne kamp, hvis ikke jeg igennem terapien havde fået åbnet for min underbevidsthed og havde fået de nødvendige redskaber.

Mange hilsner Helene

mettemalene1

Hej Helene

Sjælen for dig er det også så intuition??

Når du tænker sjælen som det der overlever krop og sind, tænker du det så ind i en kristen ramme eller ind i en anden ramme??

Vil det sige at sjælen ikke kan ændres af krop og sind, men sjælen kan ændre/påvirke sindet og kroppen?? Så det går ikke begge veje??

Jeg tror vi begge på een eller andne måde mener at finde det autentiske jeg i sjælen, men at sind og krop er der man har udviklet sig til det man gør og mener, men ikke det man egentlig er eller??

Ja det kan ialt fald nemt være en uballance i krop og sind der gør man får depression og angst, det er jeg enig i, men ikke altid, men oftest og selv der hvor jeg siger ikke altid er der om ikke andet nogle reaktioner og mønstre der gør der kommer en uballance i krop og sind. Selvfølgelig er det forbundet men hønen og ægget hvad kom først??

Din større indsigt i din redigeret fortid, hvad har den af betydning for din angst nu?? Din angstopfattelse og dig selv?? Den gør dig stærkere??

Jeg er ikke enig i dig med hensyn til det altid er på grund af opvækstproblemer man får angst. Jeg forstår godt hvorfor du skriver det, og jge tror det passer til rigtig mange mennesker. Jeg ved godt jeg nok er et særsyn, men jeg ser det ikke i den sammenhæng med min angst. Jeg har haft en dejlig opvækst, der er da altid ting man ønskede anderledes, men ingen traumer eller brud. Jeg er altid blevet set som en meget stærk person, en person der har hvilt i sig selv og har haft masser af overskud, og har stået ved den ejg var, selvom jeg stod alene med at være som jeg var. Det stemmer delvist også med min egen opfattelse af mig selv. Jeg har aldrig været sådan een der sad og havde ondt af mig selv, eller synes alle andre var dumme, jeg har taget ansvar for mit eget liv selv som lille.

I min ungdom havde jeg det rigtig svært, jeg kunne ikek vær ei mig selv, mend et var fordi jeg vilel være normal, falde ind, og ville bevise jeg kunne alt det andre kunne, med rejser, selskabelighed, venskaber, fester osv.

Jeg synes det er så flot og så godt du er så kompromisløs, og sikke en indre kampgejst, og ja det er da så godt du er hvor du er.

Rigtig spændende at læse om dine tanker og liv, det er da en succes historie, eller du har gjort det til en succes ikke??

MVH

MM

Helene2

Hej MM

Nej, alt dette er ikke tænkt ind i en specifik kristen ramme. Jeg tror på en højere energi og så er det for mig underordnet, om vi kalder den Gud, Jesus, Allah, Buddha, De Højere Magter, engle, skytsånder eller noget helt andet. Indianerne bad f.eks. til Moder Jord o.a. og gik ud og søgte visioner. Det væsentlige er, at vi igennem vores connection til en højere energi, får adgang til uanede mængder af viden, visdom og indre kraft og styrke, hvis vi tør åbne os for det.

Ja, jeg opfatter intuitionen som et budskab fra sjælen, der formidler et budskab fra denne højere energi, som ved alt og forstår alt og giver os alt, vi har brug for. På den måde bliver vi ledt i den rigtige retning i vores liv, hvis vi lytter. 'Enhver gave vi ikke tager imod, bliver en forbandelse' (citat Paulo Coelho, 'Alkymisten').
Sjælens budskab eller den intuitive information kan komme som f.eks. en tanke, en idé, en fornemmelse, et billede, en drøm, en vision. Den bliver altså kanaliseret ud gennem sindet og spørgsmålet er så, om vi lytter og handler på det eller om vi afviser og tænker, at det er da for skørt eller upraktisk eller ulogisk eller afviser det, fordi det giver angst. Nogen kalder det at lytte til deres hjerte. Hvis man har haft lukket for sin intuition, kræver det både øvelse og vilje at åbne for den igen og mod, styrke og tro på sig selv at følge den. For den siger langt fra altid det samme, som man rationelt ville tænke sig frem til og ønsker at få at vide.

Hvis jeg forstår dig rigtigt, så er vi enige om, at vores autentiske selv findes i sjælen. Sindet udvikles gennem ydre påvirkninger gennem livet. Den medfødte personlighed såvel som mulighederne i opvækstmiljøet, skaber vores tanke- og handlemønstre. Sindet fortolker og skaber forskellige overbevisninger, så vi kan finde mening med og berettigelse i det, vi gør og det der sker. Desværre ofte fejlfortolkninger og negative overbevisninger. Igennem sindets reaktioner på de ydre påvirkninger, påvirkes den fysiske krop helt ind på celleplanet.
Iflg. min oplevelse kan krop og sind aldrig ændre sjælen, den er urørlig, men når vi begynder at lytte til sjælen, kan det skabe enorme ændringer i sind og krop. F.eks. forsvandt min invaliderende hovedpine efter 33 år. Selvom lægerne mener, at Hortons Hovedpine er uhelbredelig og der er påvist fysiske forandringer i hjernen hos disse patienter. Det krævede tre gange terapi.

Min forståelse af den redigerede fortid har ændret mit liv og har bestemt gjort mig mindre angst, stærkere (og mere sårbar – mere menneskelig). En redigeret fortid er jo ikke hele 'sandheden' eller virkeligheden. Det er kun en lille del af virkeligheden eller måske er det ikke engang éns egen virkelighed.
Nu har jeg så haft redigeret (eller manipuleret) min fortid og mine erindringer rigtigt meget. Det betyder, at jeg har levet med en fiktiv livsopfattelse – altså på en livsløgn. Det er klart, at da denne livsløgn blev afsløret, skabte det ufattelig angst. Men den angst er det til at arbejde sig ud af. I modsætning til den angst, der skabes af at skulle opretholde en livsløgn – for deri ligger naturligvis en konstant frygt for afsløring og derved er angsten vedvarende og fremadrettet.

M.h.t. barndommens betydning for angsten… Jeg citerer et afsnit fra 'Helbredelse af traumer' af Peter Levine (traumeforsker):
'Et traume er et traume ligegyldigt, hvad der var årsagen til det. For virkelig at forstå dette, er det nødvendigt at anerkende den kendsgerning, at mennesker kan traumatiseres af enhver hændelse, de (bevidst eller ubevidst) OPFATTER som livstruende. Opfattelsen bygger på et menneskes alder, livserfaringer, ja endog på dets medfødte temperament. F.eks. kan pludselige høje lyde som torden eller voksnes vrede råb traumatisere spædbørn og mindre børn. Selvfølgelig er torden og råb sjældent livstruende, men hvad traumer angår, er den afgørende faktor OPFATTELSEN af, at der foreligger en trussel og af, at man er ude af stand til at håndtere den'.
Det er det, jeg mener med at forstå barnets FØLELSER. Set på denne måde er det uundgåeligt, at børn traumatiseret af selve fødslen og af livet. I større eller mindre grad selvfølgeligt. Derved bliver frygten skabt som en grundfølelse for os alle – og i frygten ligger potentialet for angst, depression og alle andre negative følelser, hvis forudsætningerne for at udvikle dem er til stede. Og det er de i høj grad for de fleste.

Min historie er for smertefuld til at være en succeshistorie. Men jeg prøver at få det bedst mulige ud af den og bruge den konstruktivt. Det havde jeg ikke kunnet, hvis jeg stadigt havde levet i den redigerede virkelighed. Så var tingene bare fortsat – nu ved jeg, at angst kan overvindes og at min historie nødvendigvis vil få en happy end, for ellers ville al lidelsen i sandhed have været meningsløs.

P.S.: Her er et link til en tekst, der måske siger dig noget.
http://www.anneshjemmeside.dk/kast_lys.html


Mange hilsner Helene

mettemalene1

Hej Helene
Undskyld jeg først skriver nu, men jeg har haft influenza og efterfølgende meget travlt på arbejde.

Tusind tak for en spændende og tankevækkende besked.

Det kræver jo også et vist portion selvværd at lytte til ens intuition, det er også at turde tro på den og turde give slip på kontrollen.

Ja jeg tror vi er helt enige i hvad der er sjæl, hvad der er sind og hvad der er krop.

Det er godt nok meget flot du ser det med en redigeret sandhed omkring ens fortid, og at man kan og nok også gør i vid udstrækning, manipulerer med erindringer. Det er jo ikke noget man gør bevidst eller med forsæt, men det sker blot.

Du er meget modig at du ser alle de ting i øjnene og arbejder med dem, det kræver sørme godt nok sin kvinde, og sikke en styrke. Jeg siger også lidt i spøg at man må være særdeles robust for at have angst, det jeg mener, er at hvis man kan undgå at gå helt bag om dansen og bliver et nervevrag af sin egen angst, så er man faktisk meget robust.

Mange gode hilsner
MM

Helene2

Hej MM

Ingen grund til at undskylde, at der er gået tid, inden du svarer. Du er jo ikke forpligtet, jeg er kun glad for, at du har lyst til at svare.

Ja, det kræver en vis portion selvværd at begynde at lytte til sin intuition og slippe kontrollen. Men det spøjse er, at dette selvværd bygges op netop ved, at man lytter til sin intuition! Ligesom man paradoksalt nok kan føle mere kontrol, når man giver sig selv lov til at slippe kontrollen. Kontrol er alligevel kun en illusion og kodeordet i al forandring er: 'At give sig selv lov'. Når man giver sig selv lov, begynder man at slippe sig selv fri. Det er netop IKKE et kontroltab, når man giver lov.
Så mere end noget andet, så kræver det modet AT STARTE på at gøre det. Når først man mærker, at man vokser og styrkes ved at gøre det, så vænner man sig hurtigt til det og det der føles godt for én, bliver hurtigt en vane eller en nødvendighed.
Jeg har bestemt ikke ligefrem fået selvtillid og selvværd med mig i vuggegave og har ikke tidligere kunnet leve i fuld overensstemmelse med mig selv. Det er noget, jeg har arbejdet mig frem til igennem livet ved at overvinde angsten og gøre det jeg ikke har turdet. Når man overvinder sig selv, vokser følelsen af styrke og mod og man får mere selvrespekt og tiltro til sig selv og dermed vokser selvtilliden og selvværdet. Man bygger sig selv op i stedet for at bryde ned.

Ja, det er modigt, når man ser tingene i øjnene - for det er modigt, når man gør noget, man ikke tør. Men på den anden side ved jeg ikke, om man kan tale om mod, når man ikke føler, man har noget valg og er pisket nødt til det.
Styrken har vi alle i os - det er bare spørgsmålet, hvordan vi bruger vores styrke. Bruger vi den til at arbejde MED eller MOD os selv? Så længe vi bruger en masse energi og kræfter på at undertrykke vores intuition for at gøre det, man 'skal' og 'bør' og 'det nødvendige' og 'det normale' og det vi plejer og fokuserer udad i stedet for indad, bruger vi vores styrke til at modarbejde og undertrykke os selv. At gøre det modsatte af det, vi plejer og slippe kontrollen, kræver mod, kraft og styrke, for det giver angst. Belønningen er igen mere mod, kraft og styrke og større selvværd, selvtillid og tillid. Man vokser som menneske.

Ja, et liv med angst kræver sandelig en hel del robusthed og styrke. Problemet er bare, at angstanfaldende tærrer på styrken og gør én mere og mere sårbar på sigt. Der er en film, der hedder 'Angst æder sjæle op' og mere præcist kan det vel næppe udtrykkes.

Jeg har forøvrigt lige læst bogen 'Kunsten at leve lykkeligt' af Dalai Lama og Howard C. Cutler. Den kan i høj grad anbefales. Selvfølgeligt er Dalai Lama budhist men det livssyn, han giver udtryk for i bogen er ikke specielt religiøst men kan ses som almindelig sund fornuft og en pæn portion visdom. Den fortæller faktisk, hvordan man med nogle meget enkelte leveregler kan leve i overensstemmelse med sin sjæl. Måske er det ikke en særlig vestlig tankegang, han giver udtryk for (bl.a. kendte han slet ikke til begrebet 'selvhad'. 'Jamen, man elsker da sig selv', var hans umiddelbare reaktion) men den virker til at skabe et lykkeligere liv! Jeg tror, at alle vil kunne lære meget af den bog - ikke religiøst men menneskeligt. Den udfordrer ialtfald vores almindeligt anerkendte tankemønstre, der ofte er fastlåste og ikke særligt konstruktive.


Mange hilsner Helene

slettet12214

Hej MM...

Jeg har erfaring med Alopam også. Jeg har lige som dig nogle jeg bare skal tage når jeg har brug for det. Får det mod panikangst, så hvis jeg mærker det kommer kan jeg tage en.

For mig er det effektiv. Jeg bliver meget træt. Men syntes ikke det er ubehageligt...

Men jeg har til gengæld fået at vide jeg skal være meget varsomt med dem, da det giver virkelig hurtig og stor afhængighed....

Jeg har ikke taget det et stykke tid, og prøvet så vidt som muligt at ungå. Netop pga. det med afhængigheden...

Fnuggi