Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Jeg har udregnet dit BMI indeks som er 17,04. Er du klar over, at under 18,5 i BMI er du undervægtig. Jeg beder dig derfor kontakte din læge igen.
Du har brug for hjælp til at komme ud af din angst, depression og spiseforstyrrelse.
Jeg håber at høre fra dig, at du har bestilt en tid hos din læge. Du er alt for god en ung pige, til at lide sådan.
Lyt til mig, jeg vil gerne hjælpe dig som en støtte i ryggen - du må gøre arbejdet, det kan jeg ikke gøre for dig. Du skal under proffesionel behandling og det skal du bede din læge om at komme. Hvis du åbner op og fortæller ham dine problemer, som du har valgt at skrive til mig, er jeg sikker på, han vil sende dig videre til nogle der er eksperter i spiseforstyrrelser.
www.psykologeridanmark.dk. Jeg henviser dig også til vedlagte hjemmeside.
Skriv tilbage hvis du har brug for det... min ven
Mange gode og positive tanker til dig
Guffer54
Det er godt du er meget positiv og indlevende omkring de forskellige indlæg. Al respekt for det, men på mig virker du en smule "bedre vidende" men yderst hjælpsom overfor andre (som du også beskrev dig selv da du havde job). Man har også en fornemmelse du er læge, som du jo ikke er, men man skal være klar over, at vi mennesker er forskellige og har behov for forskellige behandlingsmetoder. Du nævner også du ikke accepterer når man siger man har "lært at leve med angst". Noget af det mest positive er netop denne erkendelse, så er man kommet et godt skridt på vejen.
Du spørger også om jeg har prøvet alt, du henviser bl.a. til en fobiskole i Århus. Kære Guffer54, når man har haft problemer med angst og svimmelhed gennem 45 år, tror du så ikke man har prøvet alt.
Psykoterapi og hypnose virker overhovedet ikke på mig, men heldigvis for andre. Dette indlæg er ment positivt og må ikke misforståes, så derfor fortsæt med råd til alle. Jeg havde bare behov for at give min mening til kende. Mange venlige hilsener fra Buffalo1.
Jamen så er det jo helt ok. Når din læge siger sådan er det nok sådan. Det accepterer jeg fuldt ud.
Kan du have det rigtig godt og håber du kommer videre med dine sorger.
Alt hvad jeg har forsøgt er at hjælpe, fordi jeg selv har haft mange udfodringer i mit liv.
Skriv endelig igen, hvis du har behov.
Mange kærlige hilsner
Guffer54
Jeg er vidst et klummerhoved i forhold til at finde rundt i debatten. Jeg har besvaret dit sidste indlæg til mig under rediger den 16. februar 2012. Jeg ny i dette forum, nok derfor jeg lige skal finde rytmen i det.
Se venligt indlæg den 16.2.2012 - Guffer54
Venlig hilsen
Guffer54
Hej igen - ja det var mig der underskrev mig Eva, men vil benytte Mulle44 fremover - det var vist bare en smutter
Der gik lidt længere med at skrive herinde igen end jeg lige havde tænkt... Det har været en rigtig møg periode for mig, angsten har fyldt så meget i mig at jeg ikke har orket/kunnet særligt meget.. kun lige holde hovedet ovenvande.. Det er så hårdt for både mig og min familie at jeg har det sådan - og det kulminerede i onsdags da min kæreste blev så ked af det at han kørte hjem fra arbejde og direkte op til min læge og sagde, at vi snart ikke kunne klare mere. Lægen kom hjem til os dagen efter og tog en samtale med os - bl.a. om at jeg skal øge min dosis af antidepressiv medicin. Jeg har i mange år fået 20 mg Seroxat, og det har haft en god virkning på mig i en del år, men det lader til at virknngen er aftaget... MEN.... i mellemtiden har jeg udviklet en kæmpe og aloverskyggende angst for alt hvad der hedder læger, medicin, hospitaler osv..... så jeg tør simpelthen ikke tage mere fordi jeg er så bange for at få bivirkninger af det... Jeg ved godt jeg får det i forvejen, men angsten fortæller mig bare at "uha det går helt galt"..... Jeg "lovede" lægen at tage 10 mg mere, men har ikke gjort det - jeg bryder fuldstændig sammen hver gang jeg prøver og må opgive.
Familien her hænger snart i en tynd tråd, og jeg tror ikke min kæreste kan klare det hele meget længere... Jeg vil nødigt miste ham - men tænk at angsten kan have sådan et overtag, at selvom jeg ved at jeg kan ende med at stå helt alene - så kan jeg ikke få mig selv til at tage den lille forbandede pille.....
Andre jeg har talt med om det forstår det slet ikke, og det er jo nok meget naturligt... de prøver, men jeg kan se at de slet ikke har begreb om hvad der foregår inde i mig... Det er et helvede at være fanget i, og nogle dage tænker jeg at jeg bare ikke magter mere.... at jeg aldrig får et normalt liv igen, og at jeg kun er til besvær og bekymringer hos mine nærmeste... Det er en forfærdelig tanke at have - men jeg kunne aldrig drømme om at gøre noget dumt - elsker trods alt livet selvom jeg har denne lidelse... Men når man har kørt sig selv helt op kan det nærmeste være en lettelse at "få lov" at tænke tanken, for så at sige til sig selv at det er helt forrykt...
Pt. kan jeg ikke passe et arbejde, jeg kan næsten ikke gå uden for en dør - så slemt er det... jeg orker intet - er træt - svimmel - ked af det og kan slet ikke finde energi til bare ganske almindelig dagligdags gøremål. Jeg føler mig som en fiasko selvom jeg ved at jeg ikke selv kan gøre for det.
Ville bare ønske nogen kunne give mig en løsning jeg kan overkomme... men det ville jo være for godt til at være sandt...
Kh
Mulle44
Jeg har læst dit seneste indlæg flere gange. Du må virkelig have det dårligt og tro mig, jeg forstår virkelig hvordan du har det - og hvordan du føler.
Jeg har jo gennem 45 år lidt af svimmelhed og utilpashed. Jeg har ikke overfor fremmede givet udtryk for dette, for jeg lærte hurtigt - grundet min karriere og job i private erhverv - at det skulle jeg ihvertfald ikke nævne noget om. Det er lykkedes mig at komme gennem livet uden nogen opdagede det. Jeg mente selvfølgelig også selv det også måtte være noget fysisk, da mine anfald jo ofte kom "helt uden nogen grund". I min ungdom blev jeg indlagt på Montebello i Helsingør, blev udskrevet efter få uger, man kunne ingenting gøre jeg var jo rask, positiv, venlig og smilende. Men inderst inde var det et sandt helvede. Jeg kom tilbage til samme store arbejdgiver hvor ledelsen "heldigvis" ikke havde nævnt noget om hvor jeg havde været henne. Det hjalp mig en del - for ingen ville alligevel fatte noget. I sagens natur har jeg gennem årene været alt igennem for at slippe af med svimmelheden. Jeg havde stadig svært ved at acceptere det var angst. Jeg har rejst meget og boet på hotel et utal af gange. Morgenmaden var mit problem, jeg blev dårlig af at sidde med mine kunder på en stiv stol omkring et bord. Hvis jeg gik ud i forhallen eller udenfor i behagelige stole forsvandt min utilpashed - jeg følte mig mere fri. Derfor fandt jeg hurtigt ud af at få morgenmaden op på mit hotelværelse. Jeg har også haft store problemer med at køre i bus og tog. Supermarkeder var også et problem. Uanset hvad som blev gjort blev det ikke bedre. Ingen kunne fjerne min angst. Som min læge sagde - det er du for skarp til og du kan ikke snakke dig rask i dialog med en psykolog. Men så for nogle få år siden kom jeg pludselig til at sige: OK jeg må skü til at leve med og acceptere min angst. Jeg gik f.eks. i supermarked, blev meget meget dårlig da jeg tog en vare ned fra hylden. Jeg gik ud, ventede et stykke tid og gik ind igen og tog varen. Så blev jeg igen dårlig ved kassen, gik ud - ventede et stykke tid og så ind igen. 3. gang lykkedes det. Jeg har også altid været bange for at være alene - der kunne jo ske noget! Det er lykkedes mig at leve med min angst. I en skala fra 1-10 hvor 10 er bedst, har jeg nu flest 8 dage. Før var det altid 5 dage. Når det er rigtigt slemt er det 3 dage, men skidt med det - jeg lever endnu. Kære Mulle44, jeg ønsker dig alt det bedste - jeg ved det er enormt svært - men prøv om du ikke kan tage imod den hjælp din læge har anbefalet. Det må være en dejlig mand du har, der tænker så godt på dit helbred. Han vil helt sikkert også være dig en god støtte. Alting løser sig, nogen gange kan det bare tage lidt tid. Jeg ønsker dig alt godt. Mange søde hilsener fra Buffalo1.
Jeg tror jeg er helbredt for den helvedes lidelse, at være svimmel, utilpas, bange for at falde om, for at stå i kø, møde på chefens kontor, køre bil hvis jeg havde passagerer med, og en langt række af alt muligt.
Jeg har tænkt de sidste 45 år, hvordan slipper jeg for at være svimmel, og jeg har talt med den ene og den anden kloge, samt de ti forskellige læger jeg har haft i mit liv, og intet har været til nogen som helst hjælp.
Jeg har kunnet holde det hen ved at drikke to guld øl inden jeg skulle et eller andet svært, så har jeg kunnet være 'normal' i op til en halv time, og så var jeg tilbage igen.
Jeg skiftede så læge for et par år siden, og var til alm. tjek, og jeg var frisk som en havørn.
Inden jeg skulle til at gå fra min læge spurgte han, om der ellers var noget han kunne gøre for mig, og jeg svarede nej, men så alligevel sagde jeg til ham, at jeg døjede med noget svimmelhed, men det ville han vel ikke kunne gøre noget ved alligevel.
Min læge sagde, sæt dig lige ned igen, og så fortalte han mig en lang historie om, hvad det kunne være, og han havde nogle piller jeg skulle prøve, da han mente jeg manglede D3 vitamin, og én pille i døgnet, og så skulle jeg tage én pille som hedder 'Venlafaxin Stada 75 mg'. i døgnet, og det har jeg nu gjort i to år.
Der gik ca. en uge inden virkningen kom...... og jeg har ikke været svimmel siden... Ja, jeg ved godt det lyder lidt mærkeligt, men jeg har det sku som en nyfødt.
Jeg ved ikke om man kan kalde det lykkepiller, men de virker 100% på mig.
JEG HAR FÅET ET HELT NYT LIV, OG ER SUPER GLAD FOR HVER DAG JEG ER HER.