dumme svimmelhed
Hej jeg er ny i dette forum, men bestemt ikke ny i angsten.
Jeg har haft angst siden jeg var 16, det vil i 32 år, så man skulle synes jeg havde "lært" det og kuinne trække vejret roligt og sige "pyt"
Men mine symptomer ændrer sig hele tiden, Kender i det ?
Pt. er det svimmelheden der er væst, jeg døjer med en svimmelhed der kommer som lyn fra i klar himmel og mange gange i helt bestemte siyuationer, eks. når jeg er i bad, når jeg skal sidde ved bordet og spise, med min familie, og når jeg står i bryggers og hænger vasketøj op. Kan også have dage hvor jeg er svimmel hele tiden og har svært ved at gå rundt, og ordne tingene i huset.
Jeg vil så gerne høre om jeg er alene, med dette problem, og hvordan føles jeres svimmelhed og hvornår kommer den ?
jeg tager pt, ikke medicin, efter 15 år på "lykken" stoppede jeg for et år siden da de ikke mere kunne hjælpe mig. (pillerne)
Jeg har haft angst siden jeg var 16, det vil i 32 år, så man skulle synes jeg havde "lært" det og kuinne trække vejret roligt og sige "pyt"
Men mine symptomer ændrer sig hele tiden, Kender i det ?
Pt. er det svimmelheden der er væst, jeg døjer med en svimmelhed der kommer som lyn fra i klar himmel og mange gange i helt bestemte siyuationer, eks. når jeg er i bad, når jeg skal sidde ved bordet og spise, med min familie, og når jeg står i bryggers og hænger vasketøj op. Kan også have dage hvor jeg er svimmel hele tiden og har svært ved at gå rundt, og ordne tingene i huset.
Jeg vil så gerne høre om jeg er alene, med dette problem, og hvordan føles jeres svimmelhed og hvornår kommer den ?
jeg tager pt, ikke medicin, efter 15 år på "lykken" stoppede jeg for et år siden da de ikke mere kunne hjælpe mig. (pillerne)
Kommentarer
Nej, man lærer aldrig at sige 'pyt' til sin angst. Det er følelsen alt for levende og forfærdelig til, at man kan. Og Gudskelov for det, for det ville dog være forfærdeligt, hvis man bare lærer at leve med og affinde sig med noget, der føles så rædselsfuldt. Det er jo faktisk en gave, at noget i éns sjæl stadigt er i stand til at skrige så højt efter opmærksomhed for at fortæller, at noget bestemt ikke er, som det skal være. Problemet er bare, at vi ikke lytter til det skrig fra vores indre men bare prøver at få vores indre til at tie stille.
Jeg har skrevet et svar til Charlotte under indlægget: 'Angst værst i mørket'. Måske kan det også sige dig noget.
Min oplevelse er, at angsten ændrer udtryk gennem tiden. Angst kan give alle mulige og umulige symptomer og forklæde og maskere sig på et utal af måder. Det er f.eks. mange år siden, min angst gav svimmelhed. Undervejs omdannede den sig til en ondartet hovedpine. Til sidst var hovedpinen så slem, så jeg ikke længere kunne flygte eller kæmpe imod, så jeg langt om længe var nødt til at lytte til, hvad det egentligt var angsten (hovedpinen) ville fortælle mig. Senere fandt jeg også angsten som en vedvarende, sort kugle i maven, jeg ikke engang havde været bevidst om, for sådan havde jeg jo bare altid haft det.
For mig er det ikke vigtigt, hvilke symptomer angsten giver. For mig er det mere vigtigt at lytte til, hvad det er, angsten vil fortælle mig, så jeg kan forholde mig til årsagerne. Når jeg har lyttet, lært og forstået, forsvinder angsten. Så har den endeligt fået aflevert sit budskab og jeg har skabt nogle forudsætninger for at kunne leve uden angst. Så rent konkret omkring svimmelheden, kan jeg ikke komme med nogle løsninger.
Hilsen Helene
Så mit spørgsmål er nu, hvordan klarer i andre en voldsomt angstanfald ?
Flygte er jo som at tisse i bukserne, men jeg har meget svært ved at blive i situationen, når det er meget slemt.
Hilsen Liselotte.
Nej, fastlåste sitautioner kan virkeligt skabe angst. Jeg ved ikke rigtigt, om den fastlåsning du taler om kun handler om selve angstanfaldene eller om konkrete situationer, du gerne vil væk fra men hvor du føler, at du er nødt til at blive i dem?
Om man ikke skal flygte fra en situation vil jeg mene afhænger af, hvad det er for en situation. Hvis man er midt i noget, der føles fuldstændigt ulideligt, så hjælper det ialtfald ikke noget, at man bare udholder og tvinger sig selv til at blive i det, hvis ikke man kan begrunde for sig selv, hvorfor det skulle være godt for én at blive i situtationen. Angsten vil altid blive værre, hvis man føler, at man er låst fast og ikke kan/må handle.
Jeg tror ikke, at man kan stille meget op med angsten, når først den er der. Det jeg har gjort er at arbejde med den på tidspunkter, hvor den ikke er fremme. Når der er lidt afstand til og lidt ro på, kan man begynde at prøve at finde ud af, hvad der skaber angsten og dernæst, hvad man så kan gøre ved det. Noget der meget vel kan kræve professionel hjælp.
Jeg lærte en øvelse i min terapi. Jeg skulle mærke hvor i kroppen jeg mærkede en følelse (det var så angst, jeg mærkede og den sad i maven). Så skulle jeg forestille mig, hvilken farve og facon den havde. Dernæst skulle jeg se, at den også havde et bevægelsesmønster. Den bevægede sig i én eller anden retning. Det var rigtigt - den ville bevæge sig opad mod brystet og det lammede mig, gjorde mig svag. Jeg skulle så forestille mig, at den begyndte at bevæge sig modsat. D.v.s. den begyndte i stedet at bevæge sig ned i mine ben. Det gjorde en utrolig forskel. Det gav følelsen af styrke, jordforbindelse, kampånd - og vrede.
Det er ikke en øvelse, man kan lave, når man er midt i et angstanfald, men man kan godt øve sig i den på tidspunkter, når man er i ro.
Ja, nogle gange er flugt som at tisse i bukserne for at holde varmen. Før eller siden er man nødt til at konfrontere truslen. Men du kan ikke konfrontere, så længe frygten lammer dig. Konfrontation kan først komme, når du føler dig stærkere end truslen. Det er ikke konfrontation at kæmpe mod flugtimpulser og tvinge sig til at blive i situaitonen - det er fastfrysning.
Når man føler sig truet, reagerer kroppen spontant. Adrenalinen pumper og hele éns naturlige forsvar aktiveres. Sindet vurderer lynhurtigt, hvad der tjener én bedst i situationen. Helt naturligt vil krop og sind få aktiveret kampimpulser. Man vil konfrontere truslen og kæmpe imod den. Adrenalinen i kroppen får udløb gennem kamp.
Men omfanget af truslen vurderes i et splitsekund af sindet. Hvis truslen er for stor, så kamp ikke hjælper, så vil man i stedet få flugtimpulser. Man føler trang til at flygte og løbe væk, hvilket også vil få adrenalinen ud af kroppen.
Hvis ikke nogle af disse to naturlige reaktioner er mulige, så vil man være tvunget til at blive i situationen. Man bliver frosset fast følelserne og situationen vil derfor blive i krop og sind og stadigt føles som en trussel. Følelsen af frygt og fastlåsning forbliver intakt, fordi man ikke får adrenalinen ud af kroppen. Den lagres i kroppen, specielt i musklerne. Selve frygten er fortrængt men følelsen sidder konstant i kroppen som angt og kan derfor i princippet reaktiveres af hvad som helst, hvor som helst, når som helst. Det er det man mener med kroppens hukommelse.
Men fornemmelsen af sammenhængen mellem årsag og virkning er væk. Hvornår lærte dit sind, at det ikke var muligt at kæmpe imod, ikke hjalp at prøve at flygte men at du var nødt til at blive i noget, du ikke ville være i? Nu er det måske nødvendigt at lære det stikmodsatte?
Så jeg mener, at flugt er bedre end ikke at gøre noget. Har du flugtimpulser, så er du i kontakt med kroppens naturlige forsvar og det er positivt. Så er du ikke låst lige så fast, som hvis du er ude af stand til at gøre noget. Jeg tror ikke på, at man hjælper sig selv ved at kæmpe imod de naturlige impulser og blive i noget, der er rigtigt skidt. Først når man er kommet væk fra truslen og føler sig i nogenlunde sikkerhed, kan man begynde at arbejde med at konfrontere den, så man ikke skal blive ved med at flygte fra den. For det er klart, at det nytter selvfølgeligt ikke noget at leve sit liv på evig flugt. Man er nødt til at forholde sig til det, der truer. Men inden man kan kigge på truslen og finde ud af at håndtere den, må man først have den på afstand, så man kan føle sig rimelig sikker og tryg.
Men måske har jeg lidt misforstået det, du skrev?
Hilsen Helene
Jeg har on-off levet med angst hele livet, men det blev først tydeliggjort i en alder af ca 30, der trådte panikken ind, (er pt 61 år).
Og jo, angsten og panikken er et problem, men det jeg ser som det største problem er, at lægevidenskaben tilsyneladende ikke kobler det fysiske til det psykiske, der er vandtætte skodder, som jeg ser det.
Angsten og panikken kan skyldes mange ting, men i og med at jeg hart levet med den i mange år, viser mig at det ikke er livstruende, i mit tilfælde.
For mig at se, drejer det sig om en ubance et eller andet sted, men det kan lige så godt være fysisk som psykisk, men jeg hælder mest til den fysiske mulighed.
Du kan teste dig selv: Hvilke situationer er de værste - og hvad foretog du dig i timerne forinden.
Det kan muligvis fortælle dig hvor det går galt.
Dernæst er der det med angst og panik - det tager over - forventningsangsten gør, at man glemmer alt omkring sig, man venter bare på et anfald.
Men først skal du finde ud af om angsten eller panikken er livsfarlig.
Har du fundet ud at den ikke er livsfarlig (hvad de fleste, muligvis alle, gør), så tag turen, se hvad du foretog dig, hvilken situation var du i? Det kan fortælle dig om det er dig eller noget udefrakommende der er årsagen.
Når man først har været ude for forventningsangsten, så ved man hvad det drejer sig om, og kan du komme den til livs, så kan du også godt skrue dig ind på problemet.
Det er ikke sikkert at man lige umiddelbart kan slippe fri af klemmen, men det er en start.
Din læge vil dig det godt, men han/hun er ikke alvidende, og jeg har konstateret at de har svært ved at kombinere de psykiske til det fysiske, det er din opgave, du er den nærmeste, du ved hvad der sker med dig, og hvornår.
På en god dag, tjek dig selv og din situation, det vil fortælle dig en hel del.
Og på en anden god dag kan du gøre noget ved det, men giv dig tid.
Senior49
Jeg har også døjet i 18 år nu (er idag 49år), med svimmelhed og anfald, som en dag kom som et lys fra en klar himmel. Og siden har jeg ikke haft en dag, hvor jeg ikke har været ør og svimmel. Nogle dage bedre end andre, og andre dage er bare skod.
Har været i gennem utallige fysiske undersøgelser som ikke viser noget, andet jeg lider lidt af for højt blodtryk som er medicineret. Derudover har jeg prøvet diverse psykologer, fysioterapeuter og alverdens alternative ting (man griber jo til at, når man sådan døjer) men intet har hjulpet. Var faktisk mig selv som stillede diagnose ANGST.
Jeg prøver jo og leve med den, da den er en del af min dagligdag, men jeg vænder mig ALDRIG til den. Ligenu er jeg inde i en periode, hvor jeg pludselig fik en mega svimmelhedsanfald for ca 3 uger siden. Og jeg skulle til et vigtig møde 1 times senere. Jeg er ikke i tvivl om at det var mødet, som gjorde jeg fik det anfald. Jeg fik naboen til at køre mig (var ikke selv i stand til at køre bil), og kom til mødet, men måtte opgive efter 20 minuter, da jeg var så svimmel, at jeg ikke kunne gå ordenligt, og måtte støtte mig til alting. Så nu er jeg inde i den periode, hvor jeg har forventningsangsten, særligt om morgenen inden jeg tager på arbejde. Og jeg kan altså ikke finde ud af, og få den håndteret, så jeg ikke har den. Jeg døjer også lidt inden jeg skal i seng om aftenen.
Jeg synes ellers det sidste 1 1/2 år har været nogenlunde stabil. Ikke, at jeg ikke har endag, hvor jeg ikke er lidt småsvimmel, samt ør. Men der har ikke været noget voldsomt, udover jeg døjer med "virus på balancenerven", men det er en svimmelhed jeg kan forholde mig til, da jeg får den jævnligt.
Nogle som har nogle gode råd-ting, jeg kan gøre, for at få den forventningsangst væk, så jeg ikke bruger alle mine resourcher på at fokusere på min krop heletiden ??
Jeg får lidt beroligende jeg kan tage, men det er laveste dosis som findes, og det kan tage toppen, men er inde i en periode, hvor jeg prøver og trapper mig ud af dem. Om det så er det, som gør jeg har fået tilbageslag, kan jeg ikke sige.
Skal siges, jeg er i flexjob 20 timer ugentlig med 4 timer pr. dag. Lever ellers sund og går hverdag 3 km, for at holde mig i form. Mine børn er voksne og flyttet hjemmefra. Jeg har jordens dejligste mand. Så alt køre på skinner, som man siger, og jeg har det som blommen i eet æg.
(pst. Nogle som ved, hvorfor det stort set altid er kvinder som døjer med svimmelhed og angst ?? )
Hilsen Menu
Jeg har det tit sådan at min hals snørre sig sammen, og jeg kan mærke en trykken i hovedet - og så kan jeg pludselig blive svimmel - men jeg er ALDRIG besvimet. Nu mere jeg tænker over det nu mere svimmel bliver jeg - Det kommer også når jeg er sulten, så falder mit blodsukker og jeg bliver svimmel -
Jeg går til fitness, og når jeg er mest flittig, hjælper det enormt på mit velbefindende og min svimmelhed. Jeg kører ikke bil mere ret tit fordi jeg ikke tør - jeg er angst når svimmelheden kommer (kender I til det) Men jeg har besluttet at jeg vil have en sundhedstest af min læge, og så lære at jeg ikke fejler noget og lære at tænke på andre ting i stedet for mig selv og mine symptomer hele tiden. Det gør en sindsyg:)