Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Jeg synes simpelthen, det er så synd for dig. Det er jo en rædselfuld oplevelse, du har været igennem, virkelig traumatisk. Som de andre også skriver til dig, synes jeg også, at psykologsamtaler her er virkelig vigtige - det skal simpelthen 'ud af' dit system. Uhyggeligt at det kan lade sig gøre, men hvor der er mennesker, er der selvfølgelig muligheder for fejl.
Din behandling på afdelingen efter operationen er også under al kritik! Det lyder som et personale fuldstændig uden indføling. Faktisk minder den del af dit forløb en del om mit eget forløb dengang jeg blev opereret. Jeg oplevede det meste af plejepersonalet som kolde og ufølsomme - følte nærmest de var irriteret på mig, selvom jeg i den grad var 'pæn' pige, der ikke bad om unødig hjælp. Gad vide om vi er opereret på samme sygehus??? Håber det næsten, for vil være for trist, hvis der er flere steder, der opfører sig sådan.
Hvordan har du det psykisk med det hele nu? Kan du sove om natten eller kommer tanker væltende der?
Jakle, jeg ønsker alt det bedste for dig, og håber at du så hurtigt som muligt kan få vendt denne frygtelig oplevelse til noget, der er til at holde ud.
Mange, mange tanker fra mig
Tusinde tak for jeres støttende og venlige indlæg.
Jeg besvarer lige jeres spørgsmål under et samlet indlæg.
Mht psykologhjælp, så ringede jeg til sygehuset i dag for at høre hvordan og hvorledes.
Et par timer senere ringede min kirurg "himself".
Han havde givet det videre til narkoseoverlægen da jeg blev udskrevet, og forventede at han så tog hånd om det, men..
Så han lovede mig at skrive et brev (eller noget) til den administrerende overlæge i dag, så jeg venter at høre noget pr. brev eller tlf inden længe.
Psykisk har jeg det lidt slattent synes jeg. Jeg tænker meget på det, og græder tit. Jeg sover skidt og har ofte mareridt.
Fysisk har jeg det faktisk forbløffende godt taget i betragtning af at det er 5 uger siden i morgen at jeg blev opereret.
Selvfølgelig hopper og springer jeg ikke rundt, men prøver at glæde mig over de små ting såsom at jeg nu kan gå almindeligt på trapper, rejse mig uden smerter, gå små ture, vende mig selv i sengen osv.
Jeg begyndte udtrapning for en uge siden og er allerede gået 20 mg ned, men desværre med øgede smerter, men jeg skal jo ned.
Jeg har stadig mange smerter hvis jeg ikke lytter til min krop, overgør det eller ikke ligger flere gange i løbet af dagen.
Men alt i alt er jeg forhåbningsfuld. Kan meget mere end jeg havde regnet med før operationen.
Mht at klage, så kunne jeg se/ved jeg hvor meget de beklager at jeg vågnede under operationen, og jeg ønsker ikke at "komme efter" en bestemt person, så patientklagenævnet kommer nok ikke på tale, men har seriøst overvejet Patientforsikringen, hvor der evt er mulighed for en økonomisk erstatning.
I fht behandlingen på afdelingen, ved jeg ikke hvor jeg skal starte og slutte. Har overvejet at skrive et ris/ros (RIS) brev til afdelingen eller afdelingsledelsen, men hvad får jeg ud af det, andet end at jeg får det ud af systemet? Der sker i hvert fald ingen ændring.
I denne henseende synes jeg at patientklagenævnet virker uoverkommeligt pga de flere forskellige ting
Er ikke vild med at hænge et sygehus ud.
Især fordi min kirurg er virkelig dygtig og der ikke er en finger at sætte på ham og hans arbejde. (Han sagde forresten i dag, at de årligt har ca. 6 patienter der vågner under narkose/operation)
Men nu var det jo selvfølgelig narkosen der lavede fejlen og ikke mindst sengeafdelingen!
Det var Silkeborg Sygehus, afdeling K1.
Jeg læste hele min journal igennem inden udskrivelse, og episoden ER dokumenteret.
Mht monitorering under operation, så steg mit blodtryk og puls helt enormt da jeg gik i panik, så dette kombineret med at jeg løftede hovedet gjorde at de opdagede det.
Jeg vil gætte på at jeg var vågen et minut eller to, men det føltes som en evighed.
Mht forudindtagethed, så har jeg oplevet mange gange, at fordi jeg er så ung og går under betegnelsen kronisk smertepatient, så slår systemet og behandlere hælene i.
For det kan jo ikke passe at så ungt et menneske har så mange smerter......?!
Mvh jakle
Jeg troede ikke at det kunne ske nu til dags.
Min mor har det meste af en sygeplejerske uddannelse, og min moster er, og arbejder som, sygeplejerske, og jeg ved derfra, at det kunne ske før i tiden. Det er/var noget med, at narkosen består af 2 medikamenter. Det ene "stof" gør at du ikke kan mærke noget, og det andet "stof" gør så du ikke kan bevæge dig.
Og det som du oplevede sker så, når det sidste stof ikke er givet i en dosis der er stor nok.
Jeg har tidligere læst/hørt om en kvinde der fik lavet kejsersnit under lignende omstændigheder.
Efter min mening bør du klage over forløbet, hvis du overhovedet kan finde ressourcerne til det. Jeg er seriøst bange for, at det ellers ikke bliver taget ordentligt til efterretning, af alle og ikke bare en enkelt læge, som er sig sit ansvar bevidst.
Jeg føler virkelig med dig, og håber, at du snart får den hjælp du har behov for.
Hvis du får mange smerter i forbindelse med udtrapning synes jeg, at du skal tale med en læge om det, det kan jo være at det går lidt for stærkt.
Hvis du ellers har det godt/nogenlunde med medicinen synes jeg ikke du skal acceptere for mange smerter, bl.a. fordi du så sandsynligvis vil kompensere andre steder i kroppen.
Jeg krydser fingre for at du, fortsat, vil opleve en positiv udvikling i din ryg.
Sikke en omgang du har været igennem.Håber du får masser af hjælp til at bearbejde det.Godt at læse at operationen har hjulpet dig.Jeg sætter lige denne her ind igen.Har selv været afsted efter stivgørendeop sep.07.Det er noget af det bedste jeg nogensinde har prøvet med hensyn til genoptræning.Det er intensiv træning det være sig gymastik-styrketræning-aerobic-stavgang ja al slags træning.Og ikke mindst får man en eller to på opleveren.Har sat den ind flere gange og fået tilbagemeldinger fra folk der er taget afsted og som også har været meget begejstret men selvfølgelig er det hårdt at undvære dem derhjemme i 3 uger.Har man en sundhedsforsikring giver de et beløb og der er også legater man kan søge (hvis det er uden for københavns komune) er man i københavs komune er det gratis at tage afsted. Deres hjemmeside hedder http://www.skoliose.dk/montebello.htm held og lykke med det hele.Hanne
Genoptræning under sydlige himmelstrøg.
Er du rygpatient og indstillet til genoptræning, er der gode muligheder for et ophold under sydlige himmelstrøg – endog særdeles gode muligheder. Såfremt du er afklaret på at skulle være væk fra familien og de vante omgivelser i tre uger, som et træningsophold på Montebello tager, så er der udsigt til gode træningsresultater.
Hver mandag morgen flyver 33 patienter fra Kastrup lufthavn til Malaga i Sydspanien, alle med det samme formål, at skulle gennemføre et nøje planlagt genoptræningsprogram. Sidegevinsten er rekreation, afslapning, spændende mad og ikke mindst det sociale sammenhold der nemt opstår med de øvrige patienter.
Af de 99 patienter der konstant opholder sig på Montebello, har hovedparten oftest gennemgået en større operation i bevæge apparatet. Men også patienter med gigt, Sklerose og Parkinson nyder godt af stedet og varmen.
Rygpatienter med Skoliose, MB Scheuermann og Spondylolisthese kan forvente holdtræning tre gange om ugen. Endvidere kan forskellige former for individuel behandling komme på tale.
Efter indførelsen af det frie sygehusvalg kan alle i Danmark søge egen læge om et ophold på sydkysten. I folderen fra Amtssygehuset i Gentofte er det nøje beskrevet, hvem der kan forvente at få tilbudt et tre ugers ophold. Bemærk! Her er rygpatienterne nævnt i første målgruppe.
Jeg husker da jeg fik min stivgørende OP for 1 år siden, da havde de glemt at give mig min normal medicin, medicin som jeg har taget i mange år, og som man skal trappe ud af. På 2. dagen fik jeg de ledeste abstinenser.
Men - elles kan OP og efterfølgende behandling slet ikke sammenlignes. Det er grufuldt det du har været igennem, og du rnødt til at få hjælp til det psykiske.
Jeg er glad for at du har fået det meget bedre fysisk. Det får jo humørbarometeret til at trække i den positive retning
det du har været igennem ville jeg ikke finde mig i hvis jeg var dig---du må kontakte patient-klagenævnet og fortælle dem din historie --hvem betaler din psykolog ----det skal du ikke selv gøre ----du må finde et blad som vil optage din historie både fra operationen og afdelingen --det må ud --det fortjæner sådan en behandling---
jeg håber der går frem ad for dig
Ville bare høre, hvordan det gik med dig?
kh Cykelmyggen
Jamen som jeg skrev sidst, så ringede jeg jo til sygehuset da der var gået 4 eller 5 uger siden operationen. Der er nu gået 2-3 uger yderligere uden jeg har hørt noget. Og som jeg sriver dette, har jeg lige fået brev fra sygehuset i dag. De tilbyder mig 5 timers psykologbistand. I Sabro! Det er 10 km fra Århus, og jeg bor i Esbjerg og er nyopereret i ryggen. Jeg kan altså ikke køre over 2 timer hver vej med min ryg. Så ved ikke lige hvordan og hvorledes...
Men jeg har stadig daglige flashbacks og søvnproblemer. Så jeg har da brug for hjælpen, men håber på at kunne få en psykolog hernede omkring.
Jeg er i færd med at udfylde papirer til patientforsikringen.
Mvh Jakle
Det er ved at være meget længe siden jeg har været her inde og skrive.
Hvordan går det med dig ?
Ja her er det stadig det samme, har stadig mange ryg smerter, og har lige været inde og blive MR scanning for 3 gang. nu er man ved at være godt træt af den ryg, nu har det varet i 3 år, tror aldrig det bliver bedre for mit vedkommende.
Mange Hilsner
Skytten 36
Det har også altid været min skræk, men kom til at tænke på en kort historie af Stephen King (mener jeg det var) om en mand der bliver bidt af en slange og bliver lam, lægerne tror han ligger fuldt bedøvet ved en operation bortset fra at han er ved fuld bevidsthed det er kun kroppen der er bedøvet, hans redning bliver at der er en hot sygeplejerske til stede og så var der alligevel en del af kroppen der ikke var så lam alligevel.
Ved ikke om jeg om et stykke tid selv kan blive opereret for en diskosprolabs og der har man da selv disse tanker.