Indstillinger
Vågen under operation
Hej alle.
Vil lige dele mit levende mareridt med jer.
Jeg fik lavet en stivgørende operation L4/S1 d. 5/12-2008 (4 uger siden).
Kom ned på operationsgangen kl 8.00 og skulle forberedes til operation. Jeg hilste på både narkosesygeplejerske og narkoselæge, havde kæresten ved min side mens jeg sov ind og alt var fint. Lige indtil.....
Jeg vågnede ca. 3-4 timer inde i den 5 timer lange operation. Pludselig mærkede jeg et stort tryk mod min lænd, hørte lyden af en bore/skruemaskine og fornemmede brugen af denne i min lænd.
Jeg kunne høre stemmer og ane personer stå ved min højre side. Jeg forsøgte at trække vejret som man nu gør når man er ved bevidsthed, men kunne ikke fordi jeg var koblet til respirator, så jeg kæmpede mod respiratoren og gik efterhånden i panik.
Jeg havde fået muskelafslappende medicin , så jeg kunne ikke bevæge mig og ej heller tale og dermed kommunikere at jeg altså var vågen.
Jeg koncentrerede alle mine kræfter, og fik bevæget mine fingre og mit hoved så meget at de "endelig" lagde mærke til det og jeg så en person nærmest løbe op til mig/narkoseudstyret mens han eller hun råbte: "hun er vågen, hun er vågen".
Derefter blev jeg lagt i søvn igen.
Det var godt nok en grim oplevelse og jeg bliver berørt af det hver gang jeg taler om det.
Mvh Jakle
Vil lige dele mit levende mareridt med jer.
Jeg fik lavet en stivgørende operation L4/S1 d. 5/12-2008 (4 uger siden).
Kom ned på operationsgangen kl 8.00 og skulle forberedes til operation. Jeg hilste på både narkosesygeplejerske og narkoselæge, havde kæresten ved min side mens jeg sov ind og alt var fint. Lige indtil.....
Jeg vågnede ca. 3-4 timer inde i den 5 timer lange operation. Pludselig mærkede jeg et stort tryk mod min lænd, hørte lyden af en bore/skruemaskine og fornemmede brugen af denne i min lænd.
Jeg kunne høre stemmer og ane personer stå ved min højre side. Jeg forsøgte at trække vejret som man nu gør når man er ved bevidsthed, men kunne ikke fordi jeg var koblet til respirator, så jeg kæmpede mod respiratoren og gik efterhånden i panik.
Jeg havde fået muskelafslappende medicin , så jeg kunne ikke bevæge mig og ej heller tale og dermed kommunikere at jeg altså var vågen.
Jeg koncentrerede alle mine kræfter, og fik bevæget mine fingre og mit hoved så meget at de "endelig" lagde mærke til det og jeg så en person nærmest løbe op til mig/narkoseudstyret mens han eller hun råbte: "hun er vågen, hun er vågen".
Derefter blev jeg lagt i søvn igen.
Det var godt nok en grim oplevelse og jeg bliver berørt af det hver gang jeg taler om det.
Mvh Jakle
Kommentarer
Det var dog det mest frygtelige, jeg nogensinde har hørt!! Stakkels stakkels dig. Det berører endnu mere, fordi jeg selv lige er blevet opereret (dog for noget andet) men også i fuld narkose - heldigvis uden at vågne! tænk at det kan ske. Fik du en forklaring bagefter? Sådan noget må bare IKKE ske. Var det mon fordi narkoselægen ikke sørgede for, at der kom nok i droppet?? Frygteligt. Flot at du fik gjort opmærksom på dig selv, så de fik givet dig mere narkose (hvad det nu end er for noget).
Er du i traumebehandling eller noget lignende? det kræver da en ordentlig omgang at komme ovenpå en sådan tur.
Ser frem til at høre fra dig igen.
Mange gode tanker fra
Cykelmyggen
Har den sidste time skrevet et indlæg på 5000 tegn, men da jeg trykkede send, blev hele svineriet slettet.
Så jeg svarer dig lige senere.
Mvh Jakle
Ser frem til at høre fra dig igen
Puha, jeg fik kuldegysninger og koldsved, da jeg læste dit indlæg!! Det må siges at være én af de mest barske oplevelser, man kan være udsat for under en operation. Sådan noget, jeg frygtede op til, at jeg blev opereret (ganske vist for noget andet!), men som "alle" sagde ikke kunne ske. Men det kan det jo, hvilket du er et levende bevis på. Det må have været smertefuldt.....rigtig trist du skulle få sådan en traumatisk oplevelse. Måske du skulle få nogle samtaler med en professionel, så du kan bearbejde oplevelsen?
/Lotte
Mit indlæg bliver delt i to, da det er lidt langt...
1)
Det første jeg sagde da jeg vågnede på opvågningen efter operationen var at jeg havde været vågen.
Da personalet på opvågningen hørte at jeg faktisk kunne huske det, tilkaldte de det personale der havde bedøvet mig. Kort efter stod der så flere læger og sygeplejersker. Den unge læge som jeg havde hilst på inden operationen så virkelig berørt ud, og overlægen beklagede meget flere gange. Han sagde at det var en menneskelig fejl, og at det ikke måtte ske.
Da de havde lagt mig til at sove igen, lavede de noget fejlsøgnings tam-tam og havde fundet ud af, at da lægen havde sprøjtet sovemiddel i droppet, var det løbet op i posen med saltvand i stedet for ned i min hånd.
Overlægen sagde at han ville komme op på afdelingen og snakke med mig de næste par dage, men han kom nu kun dagen efter. Vi snakkede kort om det, men ikke på en måde så jeg fik noget ud af det.
Han sagde at hvis jeg ville snakke med en psykolog, hvilket han synes ville være en god idé, skulle sygehuset nok få sat det i værk.
Dagen efter, hvor jeg ville have takket ja til psykologsamtaler, kom han så ikke.
På udskrivelsesdagen fortalte jeg det til min kirurg, men har ikke hørt noget siden, så jeg må have fat i dem igen.
Da jeg efter operationen kom tilbage til afdelingen, var der ikke ordineret smertestillende medicin til mig. Kun det medicin jeg fik før operationen var doseret til mig. Jeg kom op kl. 16 og først kl. 21 kom der en læge og ordinerede dobbelt så meget som jeg normalt fik. Dvs. at jeg fra kl. 6 om morgenen til kl. 21 om aftenen, med en operation på bagen, ikke havde fået nogen former for depotmedicin som jeg er vant til, kun kortvirkende smertestillende.
Det viste sig oz at jeg havde fået alt alt for lidt præ-medicin.
Dette resulterede i, at jeg langt fra var smertedækket de første 2 døgn. Det var et helvede.
På sengeafdelingen havde de heller ikke bidt mærke i at der i min journal stod 3-4 steder at jeg i forvejen fik Gabapentin for nervesmerter. Dette resulterede i, at jeg kun fik det Gabapentin der var ilagt deres standardpakke for dese-patienter. Så derfor fulgte de oz deres standard for udtrapning af dette medicin, og trappede mig derfor ud på 2-3 dage af noget medicin som jeg har fået i over et år, og hvor der på indlægssedlen (og ifølge flere læger og spl) står at det skal foregå over minimum en uge.
Jeg lagde godt mærke til at der blev lagt mindre og mindre i min doseringsæske, men troede vel det var normalt fordi jeg ikke længere havde så mange bensmerter. Da der efter et par dage kun var 1 pille tilbage begyndte jeg dog at blive lidt urolig og forhørte mig ad. Det var skam en fejl, de havde da ikke set jeg fik det før operationen…..
Den hurtige udtrapning gjorde at jeg på 2. Postoperative døgn havde voldsomme eksplosionsagtige smerter ved den mindste bevægelse. Da jeg om natten skulle have medicin, spurgte jeg sygeplejersken som havde stillet medicinen i et bæger på bordet, om hun ville række mig det, til det svarede hun: “Nej, dine arme fejler da ingenting”.
Den samme nat skulle jeg have hjælp til at vende mig i sengen, men da jeg var halvvejs omme, sagde sygehjælperen at hun ikke havde mere glidestykke at trække i, så jeg måtte blive liggende som jeg gjorde.
Fortsættes...
På sengeafdelingen var der en sygeplejerske som oftest havde gruppeleder-funktionen, altså stuegang osv, som vist havde sine tvivl om min smertebehandling. Hun påpegede det overfor min kirurg som gik stuegang på mig på 3. Dagen, men han sagde at det var som det skulle være, at jeg skulle have dobbelt og havde jeg ondt, så skulle jeg bare have noget mere pn.
(Den mængde jeg fik var ikke noget usædvanligt, hverken for lidt eller for meget ud fra hvad jeg fejlede, sagde han).
Det var hun ikke helt tilfreds med, så det endte mere eller mindre med at hun blev sat på plads/irettesat af kirurgen. Dette ledte desværre til at hun blev endnu mere spids overfor mig og beordrede mig til at tage mit smertestillende hver 4. Time og ikke hver 6. som jeg plejer. Hendes måde resulterede i at jeg intet smertestillende havde i kroppen hele natten, men jeg turde simpelthen ikke lade være.
Det gjorde selvfølgelig at jeg havde en rigtig skidt nat og ringede efter ekstra smertestillende 2-3 gange. Men det havde nattevagten vist glemt at dokumentere, for da den pågældende spl. kom ind om morgenen og spurgte hvordan jeg havde sovet, spurgte hun fornærmet hvorfor jeg så ikke havde ringet, hvilket jeg jo kunne bekræfte at jeg havde. Men hun troede ikke på mig.
Da der så senere kom en læge for at gå stuegang, dog uden at have læst min journal, stod lægen og sygeplejersken ude på gangen og talte forberedende om mig. De vidste ikke at jeg kunne høre dem, men den måde som sygeplejersken omtalte mig på, var så nedladende at jeg aldrig har oplevet noget lignende. Hun påstod at jeg sagde jeg SLET ikke havde sovet, men ej heller ringet, at jeg sagde at INTET medicin hjalp, at jeg fik alt for meget medicin osv. osv.
Da de så kom ind på stuen, vendte jeg mig om mod sygeplejersken og sagde at jeg simpelthen ikke ville finde mig i sådan en løgnagtig fremstilling af mig, og hvad fanden hun bildte sig ind. Hun blev lidt paf, men begyndte dernæst at stå og diskutere med mig og forsvare sig.
Så sagde lægen at nu nulstillede vi og startede forfra bare os to, mens hun verfede spl væk, hvilket hun dog ikke forstod, så hun blev på stuen.
Men selvom lægen sagde hun vaskede tavlen ren, var hendes svar sgu, da jeg fortalte hende om opvågningen under operationen: “Det er nok fordi din lever er så induceret”!!! Som om 60 mg oxycontin før operationen skulle kunne lægge min lever i en eller anden form for narkotåge… ?!
Så jeg fortalte hende pænt at det var narkoselægen der havde begået en fejl via dropsættet, så vidste hun ikke helt hvad hun så skulle sige eller gøre, men snakkede blot videre som om intet var hændt.
Nårh jo, denne læge sagde for resten, at når jeg nu fik det dobbelte smertestillende, så skulle der lægges en stram udtrapningsplan inden udskrivelse, fordi min krop jo var narkoman….
Jeg synes at det er frygteligt, at en overlæge kan være så forudindtaget på baggrund af sådan en sygeplejerskes udtalelser og uden overhovedet at have læst min journal.
Jeg havde 2 ting jeg var rigtig bange for i forbindelse med indlæggelse og operation. Den ene ting var frygten for ikke at vågne op igen, men det gjorde jeg så 2 gange. Den anden ting var at de ikke kunne smertedække mig, hvilket de heller ikke kunne. Dette på trods af flere forsikringer om at det var der helt styr på.
Jeg blev simpelthen så utryg pga. den behandling og alle de fejl, at jeg bare skulle væk derfra hurtigst muligt. Og jeg tør aldrig indlægges igen.
Jeg er ked af det blev så langt, men nu skulle jeg bare lige af med det hele…
Mvh Jakle
Stakkels, stakkels dig. Og hvor ydmygende, nedgørende og respektløst du er blevet behandlet. Det lyder da fuldstændig som på Ruder Konges tid, hvor patienten ikke havde noget at skulle have sagt, og lægens ord var lov...!
At være vågen under en operation må være noget nær det værste der kan overgå een; og så ovenikøbet bagefter ikke blive taget alvorligt..... det er simpelthen ikke i orden!
Du har ikke skrevet noget om hvordan du har det i dag...? Har det hjulpet på dine smerter med den operation, eller har du stadig ondt?
Sørg for at få mange samtaler med en psykolog oven på den oplevelse....ellers vil den jo forfølge dig resten af livet....
og så til sidst: en klage er vist på sin plads....hvis du orker..
Mange hilsner fra Farmor alias Anette
Tak for din lange beretning - det var godt, du gad at skrive det hele igen. Jeg vil gentage mig selv og farmors kommentarer: det var dog det værste mareridt at gå igennem! og jeg spørger som farmor også: taler du med en god psykolog om det? ... jeg kunne egentlig også godt tænke mig at høre, hvilket hospital, du var indlagt på, for det tør jeg da ikke røre med en ildtang. Jeg blev selv opereret på Hvidovre, og der havde jeg en god oplevelse, men jeg vil da genoverveje det til en anden gang, hvis det også var der, du blev opereret.
Hvor lang tid er det siden? og ja, hvordan går det nu?
kærlige hilsener
Cykelmyggen
Fy da føj for en omgang, det er simpelthen enhver patients største skræk ( iøvrigt derfor jeg selv helst vil undgå operation, tænk hvis det så også skal gentages Py...ha...), håber virkelig du får de slemme oplevelser bearbejdet.
Ønsker dig rigtig god bedring, og ser frem til at høre videre....
Kh. EK
Du skal ikke være ked af, det blev så langt. Jeg kan sandelig godt forstå, du har en masse, du skal af med.
Det er chokerende læsning, at der kan blive begået så mange og alvorlige fejl. Må jeg spørge, hvor du blev opereret henne?
Jeg troede slet ikke, det kunne lade sig gøre, at man kunne vågne op, under en operation, uden at de opdager det med det samme. Man får jo sat ledninger på, så ens hjerte bliver overvåget på en skærm. Når man går i panik, må det give hurtige udslag på skærmen?
Min mands ex-kone er narkosesygeplejerske, og hun har altid sagt til mig, at det var et af de sikreste steder man kan "opholde" sig, men din beretning viser, at den ikke er helt sand.
Hospitalet må tage din historie til efterretning, så de kan rette op på de fejl, der er i deres procedurer og hos de holdninger, personalet har. Der burde indberettes en klage til patientklagenævnet. Har du evt. en pårørende, som kan hjælpe? - såfremt du ikke selv har overskud. Måske skulle du bede om at få journalen udlevereret, så du kan se,hvad der er skrevet. De oplysninger, de har noteret sig, bruger de også ved en evt. senere behandling, selvom det er for noget andet. Så er det "synd" (jeg kunne ikke finde det rigtige ord) , de er forudindtaget om dig som person, fordi personalet, enten har glemt, at skrive noget, eller noteret forkert i journalen - eller har været sygeplejesker/læge for længe.
Jeg har epilepsi (en sjælden form), det tog lægerne 20 år at stille diagnosen.
Jeg røg ind og ud af hospitalerne gennem mange år. Der stod i diverse
journaler, at min daværende mand og jeg dicideret løj omkring mine anfald.
At jeg var psykisk syg osv. Da jeg fik diagnosen, havde jeg lyst til at smide beviserne i hovedet på dem og sige "hvad sagde jeg" - eller det, der er værre.
Det er kedeligt, at de ting, du var bange for, gik i opfyldelse (dog med narkosen på en anden måde) . Du må have det bearbejdet, så det ikke sidder i kroppen resten af livet.
I det danske system, skal man være stærk for at være syg - og sådan skal det ikke være.
Dit behandlingsforløb er under al kritik.
Jeg håber du kan få noget hjælp (ellere rettere, du har ret til det) , så du kan koncentrere dig om at blive rask.
Pøj, pøj - og lad høre hvordan det går dig
Anita