Del jeres symtoner med mig

persille1

Hvor ville jeg ønske mine smerter kom fra angst, men det er der ingen chance for de gør. Mine rygsmerter er fysiske smerter, desværre.

lotte123

Kæreste Persille,

Lige præcis det der; det mener du ganske enkelt ikke.

Jeg har et familiemedlem, der for et halvt års tid siden pludseligt blev ramt af angst, og det er noget af det mest forfærdelige, man kan forestille sig, og hvis ikke man selv har prøvet det, så ved man simpelt hen ikke, hvad man skal gøre. Jeg har heller ikke prøvet det, men jeg kan se, hvordan denne – for mig at se – helt umotiverede angst helt og aldeles helt har overtaget hendes liv. Jeg sidder helt hjælpeløs på sidelinjen og aner ikke, hvad jeg skal gøre for at hjælpe.

Hun VED godt, at hun ikke er dødeligt syg, men denne angst har helt og aldeles overtaget hendes krop, sjæl og psyke – ligegyldigt hvor meget hun kæmper for at overbevise sig selv om, at det her? Ja, det er helt tosset, så KAN hun slet, slet ikke styre det. Hun er klog, veluddannet, intelligent – men lige meget hjælper det – den angst har overtaget HELE styringen, og lige så snart hun mener at have fået nogenlunde ro og styr på noget, slår den ned igen – og det som lyn fra en klar himmel.

Hun er naturligvis i gang med langvarig psykisk hjælp, men sådan noget tager tid – og endda meget lang tid. Hun er nu oven i købet oppe ”og slås” med kommunen, der pinedød VIL have hende arbejdsparat igen, og truer med at lukke af for sygedagpenge, hvilket betyder, at hun nu er ved at miste sit elskede arbejde, hvor man sådan set ville vente på hende til evig tid, men naturligvis har heller ikke denne arbejdsplads uanede økonomiske midler til at poste penge i en medarbejder, de ikke aner, hvornår kommer tilbage.

Så – oven i de alvorlige sygdomsproblemer, skal familien nu til at finde ud af, hvordan de overhovedet overlever økonomisk uden hendes indkomst.

Hun har gang på gang fået at vide, at hun skal have ro og fred til at blive rask, at denne alvorlige sygdom altså tager den tid, den tager, hvilket kan være endog meget lang tid – samtidigt står kommunen og slår familien oven i hovedet og presser på at få en dato for, hvornår hun er rask, vælter trusler ned i forvejen hårdt ramt familie.

Så nej – nej – nej – ønsk ALDRIG nogensinde den sygdom.

persille1

Næe, kan gerne være du har ret, hvis det er så galt. Men "normal" angst kan der jo tilsyneladende gøres noget ved ifølge indlægget, men ikke min ryg, desværre. Bare jeg støvsuger et enkelt sted kan jeg lægge mig et par timer. Det er træls.

Jeg er glad for ikke at have trusler hængende over hovedet og jages på job, jeg kunne ikke klare det.
Og vi er enige, det er skrapt syge mennesker ikke kan få fred til at blive rask.
Jeg har også et bekendtskab, som ikke turde andet end starte på jobbet selv om lægen fraråder. Man kan blive noget så vred.

lotte123

Jeg har aldrig deltaget i debatter omkring emnet ”angst”, fordi jeg ikke anede, hvad det handlede om, og ja – jeg har da måske også lige tænkt: Øh, helt ærligt, kan man vel ikke ”bare....”

Jeg forstår det stadig ikke, men da jeg nu har fået det tæt ind på livet, kan jeg jo se, at det er noget nær det værste, man kan blive udsat for. Denne helt umotiverede angst for noget, man givet sagtens ville kunne takle, hvis det virkelig var en reel sygdom, man skulle forholde sig til.

Her drejer det sig om en velfungerede familie, med fire velfungerede børn, et ægtepar, der lever et godt og givtigt liv sammen. Begge forældre har et godt og levende job, som de begge er glade for – de har en rimelig økonomi osv. Alt skulle således være godt, og var det også til – pludseligt som lyn fra en klar himmel, blev moderen dårlig med voldsom hjertebanken og en puls, der ”løb fra det hele”.

Og ja, naturligvis var hun en tur på sygehuset for at blive undersøgt, fysisk var der heldigvis intet i vejen, og så gik det helt galt; hun brød fuldstændigt sammen, hyperventilerede og ja, - frygteligt, hun var nok den, der blev mest chokeret over denne reaktion. Hun blev øjeblikkeligt langtidssygemeldt med stress, noget hun heller ikke – overhovedet – havde set komme. Hun var netop kommet tilbage på job efter barsel, og var bare så glad for at være kommet i gang med arbejdet og gode kolleger.

Og så væltede denne angst ind over hende – hun VED godt, hun ikke fejler noget farligt, hun VED godt, hun ikke er dødeligt syg, men ”noget andet” har fuldstændigt overtaget styringen. Det er simpelt hen så frygteligt at være vidne til. Hun er fuldstændigt handlingslammet. Men jo – der er da også håb forude for hende, hun får naturligvis hjælp ved en psykolog, og det går langsomt – langsomt nok den rette vej, men om der går yderligere et halvt år, om der går et år – eller længere tid, ja, det er der ingen, der kan vide. Vi går jo også allesammen og håber, at hun er klar igen om få måneder, men.... faktisk havde hun fået det bedre, og der blev talt om, at hun måske kunne begynde så småt på job her i slut februar, men så pludseligt gik det helt galt igen, så nu er der absolut ingen tidshorisont – og bare det er jo også nok til at sende hende endnu længere ned i kælderen.

Og ja, mine tårer triller, mens jeg skriver det her – det er bare så hårdt, også ”bare” at være vidne til.

Jeg ved ikke, om der er forskel på ”normal” og ”unormal” angst, og jo – jeg kan også blive bange, når mine børn/børnebørn er ude og jeg hører en ambulance f.eks., eller frygte et svar fra en prøve på sygehuset, men det her? Det er noget helt, helt andet.

Og nej – jeg skal stadig ikke deltage i debatter, der handler om angst, for det kan jeg slet, slet ikke.

Og Persille – jeg har jo tidligt og silde plæderet for akupunktur, og det vil jeg da anbefale dig – men som jeg ofte har skrevet, så skal det være en, der virkelig er uddannet i faget, og ikke en læge, der lige har taget et par kurser. Ligeledes har du jo prøvet thai-massage, det kunne da også være en ide. Til sidst kan jeg også anbefale, at du opsøger en dygtig zoneterapeut.

persille1

Med "normal" angst mente jeg kun det der kan afhjælpes. Som det jeg læser om i indlægget. Ikke andet. Der skrives om smerter i ryggen på grund af angst.

Jeg aner ikke hvad jeg skal kalde det, men det lader jo til den omtalte behandling hjælper. Og det er jo godt.

Jeg får stadig thai massage, når det er rigtig slemt. Men det koster desværre penge.
Det er bare så irriterende, når man ikke kan bestille noget uden at blive belastet med smerter. Jeg mente ikke andet med det, jeg skrev.