Indstillinger
Den "sindsyge" psykolog..
Hej
Jeg er blevet henvist til at gå i psykoterapi pga. min angst og en del overfald som jeg har været udsat for.
Igår var jeg så til første samtale hos hende psykologen.. Vi snakker ca. en time sammen om hele min livshistorie.. jeg synes hun var meget ubehagelig, og jeg er meget i tvivl om jeg skal fortsætte hos hende..
Jeg blev mobbet hele skoletiden og det startede allerede i børnehaven.. Det fortalte jeg hende selvfølgelig.. og hun sagde til mig, ordret: "Hvorfor sparkede du dem ikke, eller slog dem?"
Først og fremmest synes jeg hun fik det hele vendt til at det var mig som var problemet og at jeg bare skulle have smadret alle børnene dengang..
Men hvordan kan man have den holdning at man skal udøve vold mod andre?
Senere i mit liv har jeg været udsat for nogle nogle grimme overfald, og det hun sagde til det, var bare at jeg skulle tage at anskaffe en peberspray!
Til sidst slutter hun også af med at spørge om jeg VIRKELIG vil det her, for jeg skulle i hvertfald ikke spilde hendes tid..
Er det mig der er galt på den her? eller er det hun har sagt ikke lidt forkert?
Hun gav mig også et hæfte med hjem, hvor jeg skal svare JA, eller NEJ til en masse spørgsmål..
Nogle af spørgsmålene er blandt andet om jeg har udsat andre for seksuelle overgreb og om jeg har været voldelig over for dyr..
Det hele virker fuldstændig syrealistisk.. Det er lige somom man ikek helt har forstået at jeg "bare" har angst og det er det jeg skal have hjælp til at takle.
Hvad skal jeg gøre?
Jeg er blevet henvist til at gå i psykoterapi pga. min angst og en del overfald som jeg har været udsat for.
Igår var jeg så til første samtale hos hende psykologen.. Vi snakker ca. en time sammen om hele min livshistorie.. jeg synes hun var meget ubehagelig, og jeg er meget i tvivl om jeg skal fortsætte hos hende..
Jeg blev mobbet hele skoletiden og det startede allerede i børnehaven.. Det fortalte jeg hende selvfølgelig.. og hun sagde til mig, ordret: "Hvorfor sparkede du dem ikke, eller slog dem?"
Først og fremmest synes jeg hun fik det hele vendt til at det var mig som var problemet og at jeg bare skulle have smadret alle børnene dengang..
Men hvordan kan man have den holdning at man skal udøve vold mod andre?
Senere i mit liv har jeg været udsat for nogle nogle grimme overfald, og det hun sagde til det, var bare at jeg skulle tage at anskaffe en peberspray!
Til sidst slutter hun også af med at spørge om jeg VIRKELIG vil det her, for jeg skulle i hvertfald ikke spilde hendes tid..
Er det mig der er galt på den her? eller er det hun har sagt ikke lidt forkert?
Hun gav mig også et hæfte med hjem, hvor jeg skal svare JA, eller NEJ til en masse spørgsmål..
Nogle af spørgsmålene er blandt andet om jeg har udsat andre for seksuelle overgreb og om jeg har været voldelig over for dyr..
Det hele virker fuldstændig syrealistisk.. Det er lige somom man ikek helt har forstået at jeg "bare" har angst og det er det jeg skal have hjælp til at takle.
Hvad skal jeg gøre?
Kommentarer
Du skriver, at du er blevet henvist til at gå til psykoterapi. Og det kan jo være en god ide, når man har det skidt.
Hvem har valgt psykologen? For det kunne jo godt se ud til, at det ikke er den rette psykolog for dig. Det betyder uendelig meget, at det er en velkvalificeret psykolog, og at vedkommende forstår din problemetik og bruger den mest velegnede form for psykoterapi.
Lige nu kunne det godt se ud til, at du især har brug for støtte og opbakning. Man kan ikke forlange af en meget skrøbelig person – og for den sags skyld heller ikke af et børnehavebarn – at hun skal kunne forsvare sig selv mod overgreb.
Din psykolog ser ud til at mene, at hun ved hjælp af provokationer kan vække noget livskraft i dig. Jeg har selv engang været udsat for den slags ”behandling” (gestaltterapi). Det kunne se ud til, at den slags er ved at komme på mode igen.
Nej, det er ikke dig, der er galt på den. Det er psykologen! Det, hun gør, er OVERGREB! Jeg er bange for, at du bliver dårligere af den behandling!
Den psykolog ødelægger, hvad der måtte være tilbage af selvtillid og livskraft i dig. Hun spilder din tid og dine muligheder for at blive rask.
Hvis jeg var dig, ville jeg henvende mig dér, hvor du er blevet henvist til psykoterapi og sige, at du må have en anden psykolog. Du kan ikke bruge en psykolog, der nedbryder dig. Du må have en psykolog, der støtter dig.
Mange hilsner
Kameliadamen
Jeg synes det er meget svært at vurdere en samtale sådan på skrift, der er jo så mange signaler i tonefaldet og kropssproget imens det bliver sagt, også.
Men har du det dårligt med din psykolog så skal du til en anden, ellers får du slet ikke noget ud af terapien, under alle omstændigheder.
Din nuværende psykolog kan sagtens være rasende dygtig, men hvis I ikke "klikker" rent menneskeligt, så er det sådan set ligemeget. For er du ikke tryg, vil du jo aldrig turde fortælle om dit inderste, og det er helt nødvendigt fór at du skal få det bedre. Psykologen er der for dig, ikke omvendt.
Jeg kan fortælle dig, at det skema med ja/nej spørgsmålene, lyder til at være en hjælp til psykologen til at vurdere, om du oven i alt det andet skulle have en personlighedsforstyrrelse. Der er en del forskellige slags, derfor spørgsmål om du har været ond mod dyr og andre for dig besynderlige spørgsmål.
Det kan sådan set være fornuftigt nok, jeg ville nok bare have forventet at få den information med, hvis jeg var patient. Hvis din psykolog ud fra samtaler med dig + skemaets svar tror at du også har en personlighedsforstyrrelse, så er behandlingen nemlig anderledes. Men psykologen må ikke stille diagnosen, så hun vil i så fald sende dig til en psykiater først, som herefter vil vurdere hvad der er bedst for dig.
Men det ændrer stadig ikke ved, at har du det skidt med at tale med den psykolog du har nu, så skal du have en anden. Ellers spilder I hinanden tid, ganske enkelt.
Så jeg tror ikke, hun har spurgt, fordi hun mener, at tingene er din skyld, men ingenting sker af ingenting, og derfor er du medspiller i de mønstre og dermed de mennesker, du møder og plejer omgang med. Og skal du ændre noget, så ER det dit ansvar, at gøre noget. Ingen kan gøre det for dig, men spørgsmålet er, om du kan udvikle og forandre dig, hvis du ikke erkender din egen andel i de ting, du har oplevet i dit liv. Det handler ikke om skyld, men om reaktionsmønstre.
Det er en hård proces at gå gennem et effektivt udviklingsforløb, og man kommer til at kigge meget nøje på sig selv. Derfor er det også vigtigt, at du har tillid til terapeuten, og har du ikke det, så skal du skifte til en anden. Dog skal du være opmærksom på, at der stort set altid kommer perioder i et forløb, hvor man forbander psykologen langt væk, da det altid er nemmere at skyde skylden på andre frem for selv at tage et ansvar. Men det er et naturligt led og ændre sjældent på, at man grundlæggende skal have tillid og tiltro til sin terapeut.
Der er åbenbart forskellige synspunkter angående den måde, denne psykolog opførte sig på.
Og det er naturligvis rigtigt, at det kan være svært at bedømme en sag, når man kun har den ene parts gengivelse af situationen.
Min opfattelse er bare, at psykoterapi, der går ud på at forværre skyldfølelsen hos klienten, altid vil være skadeligt.
Hvis man er meget dårlig, har man brug for støtte og hjælp til at komme videre – ikke brug for at blive bebrejdet for at være den person, man nu engang er. Man har brug for at blive bygget op – ikke brug for at blive skåret ned.
Angående dette skema, som skulle udfyldes, så kan jeg virkelig godt forstå Mullas reaktion. Hvis det virkelig var nødvendigt, at dette skema blev udfyldt, kunne psykologen jo bare have sagt, at Mulla skulle være opmærksom på, at det var et standardskema, og at nogle af spørgsmålene derfor kunne opleves som forfejlede eller direkte sårende i hendes situation, men at det alligevel var nødvendigt, at Mulla besvarede skemaet.
Mange hilsner
Kameliadamen
Jeg blev også mobbet på et tidspunkt og jeg mener ikke det har noget med vores reaktionsmønster at gøre. Vi har lov til at være den person man nu er, så længe ikke man skader andre.
I skolen blev jeg mobbet af en lærerinde. Det var muligt hun ikke kunne lide min person, men var det min skyld. Et barn på 12 år. ???? Jeg gjorde alt for at være hende tilpas, men måske var det fejlen. Jeg var rædselslagen for hende.
Bagefter, længe efter, sagde min klasselærerinde, der burde være gjort noget.
En kollega fik hun indlagt med nervesammenbrud. Jeg mener det ene og alene var hendes reaktionsmønster det var galt med.
Jeg husker udemærket hendes terror. Hun udvalgte sig et barn i hver klasse, en fik hun indlagt med nervøs astma.
Jeg stod engang med en kniv i skolekøkkenet og overvejede om jeg kunne slå hende ihjel. Ja, så langt ud kan man drive et barn.
På en arbejdsplads var der også et lille hold mobbere. Jeg mødte nyansat op og anede intet om dette. Men igen, de kunne vel ikke lide farven på mine øjne, så jeg kom i gruppen hos dem, der skulle mobbes.
Et stakkels menneske fik de helt ødelagt. Hun brød totalt sammen. Og hvad gjorde hun: INTET. Jeg talte med hende flere gange, en stille sød dame.
Mobbere er nogle, der vil have magt og nogle SKAL det gå ud over. Det er deres reaktionsmønster den er helt gal med og deres mobbeofre har brug for at blive bygget op ikke endnu mere nedbrudt.
En psykolog, der opfordrer til lovbrud!!!
Det er nogle rigtig fine og brugbare svar jeg har fået!
Til Rejen47:
Fordi jeg har været offer for mobning og overfald, er det altså mig der er den "forkerte" - Det kan jeg næppe være dig enig i, jeg har altid været god overfor andre og jeg er ikke typen der har lyst til at løse problemer ved at slå igen.
Dengang jeg blev mobbet i skolen var det tit en gruppe der mobbede, og dem var jeg forsvarsløs overfor, hvad skulle jeg stille op?
Senere har der været et overfald til festuge i byen, hvor en pige trak mig ind i en gyde og tog kvælertag, slog med knytnæve og til sidst smadrede en ølflaske i hovedet på mig, blev derefter kørt på skadestuen. Det er også min skyld?
Jeg tror bestemt ikke at jeg kan erkende min andel i dette.
Til Kameliadamen1:
Rigtig mange tak for dine gode og brugbare svar.
Jeg blev henvist af en læge fra distriktspsykiatrien, havde egentlig kun en kort samtale med hende på ca. 30 min. hvor hun så har sat hele 3 diagnoser på mig (Kan ikke lige huske hvad hun kaldte dem).
Jeg har skrevet en mail til hende psykologen om at jeg gerne ville have en anden istedet, det har hun også svaret på, og hun vil prøve at finde en anden til mig. Så håber jeg bare at jeg kan få en anden som har en lidt anden holdning til tingene.
Til persille1:
Kan sagtens nikke genkende til det du skriver. Havde selv en meget ubehagelig oplevelse med en lærer inden jeg droppede ud af 7. klasse.
Det var min tysk lærer som havde mistet flere familiemedlemmer over de sidste 6 måneder og en dag gik det så ud over mig, fordi jeg lige stod det forkerte sted. Hun svinede mig til overfor hele klassen, og sagde at sådan nogle som mig ville ende med at blive sendt på et hjem. Jeg var ganske normal og aldrig en der lavede ballade. Blev så bange for hende at jeg gik ud på toilettet og gemte mig, hun kom selvfølgelig efter mig og låste døren op og rev mig ud fra toilettet og sendte mig ned på kontoret sammen med resten af klassen, derefter forlod jeg skolen grædende og løb hjem til min mor. Det var sidste dag jeg nogensinde var i skole. Havde haft så meget modgang i hele min skoletid, og det var nok bare dråben..
Men nogle mennesker kan godt lide at give et offer skylden. Man ser forkert ud, man har en forkert bevægelse, man ser dum ud o.s.v. Eller man "stirrer", fordi man kigger tilfældigt på vedkommende.
Mit barnebarn blev overfaldet bag fra. Så skulle det jo også være hendes egen skyld.
Hun gik fredeligt hen ad gaden, da hun pludselig blev overfaldet.
Næe, der er nogle der har meget mærkelige reaktionsmønstre, mon ikke det er dem, der overfalder og dem der mobber.
Det kan da aldrig være offeret, der skal ændre sin adfærd, det må være de andre. De må tage ansvar for deres gerninger og jeg mener de bør straffes.