Kan ikke holde på venner/veninder
Jeg er en 34-årig pige, faktisk meget udadvendt og lever i et rigtig godt forhold med min kæreste gennem snart 1½ år.
Jeg mangler ikke fritidsinteresser og er meget bred i, hvad jeg laver af ting, alt fra at male til at sy, til rejser og aktive interesser i naturen.
Mit problem er min kontakt med mennesker... Jeg kan simpelthen ikke finde ud af at holde på vedvarende og stabile venskaber. Jeg har gang på gang mødt menesker, som åbner sig, prøver at kravle ind under huden på mig, men lige så snart JEG åbner mig og begynder at stole på personen, så forsvinder de.
Så jeg er gået fra at være en meget åben og modtagelig pige, til idag ikke at turde åbne døren igen-igen for nye venskaber, af frygt for endnu engang at blive svigtet. Selv veninder, jeg troede ville vare ved, forsvandt pludselig.
Jeg bliver mere og mere usikker på mig selv. Der må være noget galt med mig... Jeg har prøvet i de venskaber, jeg har prøvet at skabe, at være der for dem, være en ven og vise, at de kan stole på mig. Er det ikke dét venskaber er?
Jeg kan sidde og skrive alt det her, og samtidig med, at jeg ønsker mig veninder, og så kan jeg mærke, at jeg tænker; Nej, nej, nej, tør ikke igen... Tør ikke åbne mig, for at blive røvrendt endnu engang...
Det er hårdt at åbne sig og udlevere sig sig selv, for så bare at stå alene tilbage endnu engang. Hvordan håndterer man tanken om,a t man nok skal acceptere at være uden venner resten af sit liv, og samtidig være glad?
Jeg mangler ikke fritidsinteresser og er meget bred i, hvad jeg laver af ting, alt fra at male til at sy, til rejser og aktive interesser i naturen.
Mit problem er min kontakt med mennesker... Jeg kan simpelthen ikke finde ud af at holde på vedvarende og stabile venskaber. Jeg har gang på gang mødt menesker, som åbner sig, prøver at kravle ind under huden på mig, men lige så snart JEG åbner mig og begynder at stole på personen, så forsvinder de.
Så jeg er gået fra at være en meget åben og modtagelig pige, til idag ikke at turde åbne døren igen-igen for nye venskaber, af frygt for endnu engang at blive svigtet. Selv veninder, jeg troede ville vare ved, forsvandt pludselig.
Jeg bliver mere og mere usikker på mig selv. Der må være noget galt med mig... Jeg har prøvet i de venskaber, jeg har prøvet at skabe, at være der for dem, være en ven og vise, at de kan stole på mig. Er det ikke dét venskaber er?
Jeg kan sidde og skrive alt det her, og samtidig med, at jeg ønsker mig veninder, og så kan jeg mærke, at jeg tænker; Nej, nej, nej, tør ikke igen... Tør ikke åbne mig, for at blive røvrendt endnu engang...
Det er hårdt at åbne sig og udlevere sig sig selv, for så bare at stå alene tilbage endnu engang. Hvordan håndterer man tanken om,a t man nok skal acceptere at være uden venner resten af sit liv, og samtidig være glad?
Kommentarer
Selv har jeg haft samme oplevelse, at miste venner så snart jeg har 'vist hvem jeg er', fået brug for hjælp eller støtte. Og har til dels samme problem stadig. Årsagen til mine vanskeligheder er grænseproblematikker. Din sætning "Jeg har gang på gang mødt menesker, som åbner sig, prøver at kravle ind under huden på mig...", får mig til at tænke på, om du kan have problemer i samme retning?
I korte træk går det ud på, at jeg i min iver for at gøre det godt, kommer til at være en 'pleaser'. Jeg stiller op til hvad som helst, når som helst - også selvom det er på min egen eller min datters bekostning. Jeg har svært ved at mærke mine egne grænser, og kan derfor slet ikke sige "nej".
Det er ikke skide smart! Jeg tiltrækker desværre mennesker, som også selv har grænseproblematikker og som kan finde på at krybe ind under huden på mig, og derved blive mere vigtige end mig selv og min datter. Når jeg så en enkelt gang har haft brug for at få noget igen den anden vej - støtte eller opbakning, er det gået galt. Mine tidligere veninder har pludselig set en side af mig der var helt skjult - som godt kan virke voldsom -, og løber skrigende bort.
Og av for pokker, hvor gør det ondt! Hver evig eneste gang. Jeg står tilbage med en følelse og oplevelse af, at jeg er 'for meget'.
Jeg ved, at mine grænseproblematikker stammer fra min opvækst med omsorgssvigt, og jeg har valgt at arbejde med dette, fordi jeg ganske enkelt vil lære det. Jeg vil lære at kunne gå i en ligeværdig relation! Hjælpen har jeg fået gennem en terapeut og især gennem en selvhjælpsgruppe, som er en lang øvelse i at være ligeværdige.
I mit tilfælde har der ikke været nogen let løsning. Det er 'op på hesten' hver gang, smertefuldt som det er. Men det går bedre for hver gang, nu jeg er bevidst om ikke at miste mig selv. Jeg har lagt mærke til, at jeg møder mere sunde mennesker, som jeg tror, normalt ville være gået en lang bue udenom mig.
Jeg har stadig et godt, stabilt venskab til gode, men jeg tror på at det kan lade sig gøre engang i fremtiden.
Mange hilsner
Menneskebarnet
Mvh
Hoppemus
Har en sød mand og en søn, men når det kommer til veninder synes jeg ofte jeg ender med at føle mig skrottet og langt fra god nok.
Jeg bliver mere og mere passiv i socialesammenhænge. Det har jeg egentligt ik lyst til at være, men hvad gør man?!!!! Jeg prøver, men ender med ik at være mig selv. Hvor er veninden/veninderne man ringer efter når man har brug for det?!
Jeg kan desværre ik fortælle dig, hvordan man lærer at acceptere det og bare være glad... jeg kan kun se hvordan jeg selv mere og og mere selv kommer til at mangle de rigtigt veninder.
Det blev til en omgang selvynk.... jeg skulle vidst ik have svaret lige nu
Er I med på et forsøg?
Sæt jer en dag på en bænk, hvor der er mange mennesker, fx på banegården, rådhuspladsen, i et shoppingcenter, på en åben plads etc.
Kig så på de mennesker der går forbi - men lad være med at nedstirre dem.
Iagttag hvad de gør og siger - og ikke mindst hvordan det påvirker folk omkring dem.
Alle vores handlinger påvirker vores omgivelser, men det er de færreste, der er bevidste om det.
Lær af de mennesker som går omkring jer :-)
Og ja, det er hårdt arbejde at blive bevidst om hvilken konsekvens det har, når man gør det ene eller det andet. Eller som en sagde: Op på hesten igen.
Men først skal I mærke efter helt nede i jer selv :
Vil jeg VIRKELIG kæmpe for det her?
Hvis I tror virkelig tror på jer selv, så tror jeg også på jer...
P.S. Er selv en af dem, der er blevet trampet på...
Der mangler altså bare en veninde eller flere. Jeg tror det er en super vigtig ting at have i sit liv, og jeg føler mig tit ensom og savner en at dele tingene med. (som ikke er familie eller kæreste). Er tæt på at give op. Men det må man jo helst ikke :-) Så er lige med nød og næppe kommet op på hesten, så sidder jeg jo så der igen, så må jeg jo se hvad der sker. Tak fordi du/I "lyttede".
Jeg kan se tråden er et par år gammel, men den er desværre stadig aktuel.
Vil gerne bidrage med et par personlige betragtninger, og en kommentar.
Til dig der skriver først, den da 34-årige pige: tror du rammer sømmet på hovedet!! Det med at det er én selv der ikke kan sætte grænser for hvordan og hvornår man vil have andre ind i sit liv.
Selv har jeg været så forhippet på at få venner i mit liv at jeg har tilladt dem alt alt alt for meget, har stillet op som "bedste vennen" hver eneste gang de havde udfordringer og problemer, men akkurat som I andre skriver - så er der ingen kærligved/venlighed/omsorg retur til mig når jeg har problemer.
Det har været sådan hele mit liv.
Da jeg gik i folkeskolen kom jeg hjem hver dag og var så ked af det. Alle de andre havde venner, men jeg kunne ikke finde ud af det. Min mor forsøgte at tale med læreren, men så gik det da først galt!! Prøvede selv at ordne det ved at finde frem til dem der så ud til ikke at have venner og så være deres ven, men det var absolut ikke godt heller.
Igennem mit liv, jeg er nu midt i 40'erne, har jeg haft en del bekendte, hvor det fra min side har været ægte venskab, men som I andre skriver, så ophører det, og man står tilbage med følelsen af det er en selv der har klokket i det igen. Hvad gør man?
Jeg har virkelig et problem med at sætte grænser for andre, finder mig i alt for meget, at blive talt dårligt og hånligt til, ikke at få svar på sms'er osv, så jeg ved godt i mit hjerte at det er mig der skal ændre spillereglerne, at det er mig der skal markere grænsen overfor andre - jeg har bare ikke turdet indtil nu, fordi så ved jeg at der slet ingen er tilbage!!
Indtil nu har det været sådan at trods al den dårlige behandling, var det bedre at vide med sig selv at man har en veninde end at måtte se i øjnene at man er ensom - frygteligt, kan jeg godt se når jeg læser det. For det er jo ikke venskab, slet ikke.
Jeg er gift med en dejlig mand, og vi to kan sagtens finde ud af at have et skønt forhold, der laver jeg ikke fejl. Men jeg har ingen familie, og nogle gange har jeg tænkt om det er dét der skræmmer andre væk? Eller er det fordi jeg har leddegigt? Eller fordi vi ingen børn har? eller fordi vi ikke er rige? eller er det bare mig der forventer for meget? eller??
Forleden fik jeg sparket af min veninde - en jeg har talt med i et par år - for det meste på hendes betingelser - ok, altid på hendes betingelser, hvis jeg skal være ærlig :-(
Hun sagde til mig jeg virkede falsk - at nogle siger om mig at jeg er flink nok, men hvad jeg så tænker om dem når de går, det ved de ikke. At jeg giver for mange knus, og at jeg ikke ejer evnen til at gå ind i andre med træsko på (som hendes nye veninde ejer!!) Så selvom jeg nu er 44 år, og har haft mange år med at finde ud af at få veninder og beholde dem, ja så er succesraten til at overse. Jeg aner ganske enkelt ikke hvad jeg skal stille op!
Det er ikke vejen frem at være alt det for en veninde som jeg ønsker hun skal være for mig!
Det er heller ikke vejen frem at lade sig bruge som dørmåtte.
Det er bestemt heller ikke vejen frem at lytte til alle venindens problemer, for ligeså snart hun får det bedre, finder hun en ny!
Jeg må indrømme jeg har opgivet - jeg vil ikke lade en ny veninde komme ind under huden på mig, som én af jer ganske rigtigt skriver, er hvad der sker. Nu vil jeg passe på mig selv. Det er ikke en skøn fremtid at se hen til. Ikke at min mand ikke er nok for mig, det ville bare være så dejligt at have en kvinde at tale med, shoppe med, hygge sig over en kop kaffe med - men det ser bare ikke ud til at jeg skal have den del af livet med også.
Og hvad så? Jeg er jo ikke ved at dø af sult som i Østafrika, eller bliver forfulgt af soldater som i andre dele af verden - i virkeligheden er det jo et luksus-problem! Men det er som om at jeg ville kunne klare hele verden - lægge den ned om formiddagen og rejse den op igen om eftermiddagen hvis jeg bare havde én ven, bare én.
Nogle siger "hvad gør du selv? hvis du vil have en ven må du selv opføre dig som en" - men jeg har så mine mange år som bevis på at så enkelt er det ikke.
Det var et livs-suk fra mig. Håber virkelig I andre der skrev har fundet ud af det i mellemtiden, og hvis I har fundet de vises sten - gider I så ikke godt fortælle om det her???
vh den ensomme
Jeg krævede også for meget af mig selv og venner engang. Jeg mente veninder skulle kunne stole på hinanden og hjælpe hinanden. Men sådan er virkeligheden ikke i de fleste tilfælde.
Da først jeg indså det kunne jeg sagtens få "veninder".
Naturligvis er der tilfælde, hvor vi kan tale om venner, virkelige venner. Jeg tror bare, der er langt imellem dem.
Det siges jo gerne, at det er i nødens stund, man finder ud af, hvad man har af venner – familie for den sags skyld også.
Der er dem, der har et hav af ”venner”, aktivt socialt liv osv., men når det gælder, så er disse venner pist væk, og hvad er de så værd?
Jeg har smerteligt oplevet, hvad jeg har af venner og familie, og de kan godt nok tælles på en hånd, men som Persille, så har jeg for længst indset dette faktum, og har det derfor godt med det.
For nogle år siden rykkede min mand og jeg teltpælene op og flyttede til en helt anden landsdel; skulle således begynde helt forfra med en ny bekendtskabskreds, og det kræver i den grad benarbejde. Vi har meldt os ind i diverse foreninger osv. og har på den måde fået en temmelig stor flade af mennesker, vi kender og som vi da bestemt hygger med – men venner? Nej, det er det ikke, og det bliver det sikkert heller aldrig. Dog er det med tiden lykkedes at komme noget tættere på nogle ganske få, hvor der er ved at udvikle sig noget mere fortrolighed, men det tager tid – lang tid, og jeg har da heller ingen forventning om, at det er nogle, der stiller op, hvis noget går galt og vi får brug for virkelig støtte. Men så kan man nogen gange være helt utrolig heldig at opleve, at fra helt uventet side, stiller en person sig op som en betonmur, man i den grad kan læne sig op ad. Og det fra en person man ikke i sin vildeste fantasi har forestillet sig, kunne komme ind i den kategori, man vil kalde ”ven”.
Jeg tror dit problem – miss1der – er at du simpelt hen forventer for meget, og at du i din iver for at være en ven, hopper og springer for meget, og netop derfor kommer til at fremstå som falsk. Jeg bryder mig ikke om udtrykket” falsk”, men det, du givet gør, er at du tilsidesætter dit eget jeg for at virke som en virkelig ven, og så kommer du til at fremstå som utroværdig, fordi du ikke er ”dig selv”, men den person, du tror den anden gerne vil have.
Jeg vil foreslå dig at mærke grundigt efter inden i dig selv; hvad har DU lyst til? Du kan melde dig ind i en forening, du kan melde dig til et aftenkursus – men frem for inden for noget, DU har lyst til at beskæftige dig med. Det kan være noget svært at komme ind i en forening f.eks., da folk der jo kender hinanden og desværre ikke altid er lige gode til at tage mod nye, men så er det, at man lige må hive fat i formanden eller sidemanden og sige ”Hey – det her er ikke særligt rart. Hvad med at byde mig med i gruppen?” Lad for himlens skyld være med at påtage dig opgaver, de andre ikke gider i iveren for at stille tilpas, for inden du ser dig om, så sidder du – måske endda alene - med alle de kedelige opgaver, og bliver bestemt ikke mere populær af den grund, tvært i mod. Lyt til dig selv hele tiden; øv dig i at sige fra og til, som det passer dig – og kun dig.
Jeg lover dig ikke, du får venner af det, men du får øvet dig i at gøre ting, DU har lyst til, du viser andre mennesker, hvem DU er, og hvad DU kan bidrage med; så skal du se, så kommer der også nogen, der vil dig, og vil dig for det menneske DU er, og ikke det menneske, du forsøger at være, men som du ikke er. Du har en dejlig mand – der slapper du af – det er det, du skal øve dig i at gøre over for andre også.
Håber du kan bruge min ”snak”.
Måske er hun endda et menneske, der gang på gang overskrider mine grænser ved nærmest at forlange, at jeg skal hælde vand ud af ørerne og betro mig til hende. Dermed mister man ikke kun tilliden til den anden, men man mister også det at kunne glædes sammen, gøre ting sammen, være ligeværdige og dermed pjatte, "mobbe", diskutere o.s.v. sammen.
Venner er for mig en relation, hvor man giver og tager. Kun at give er mindst lige så "sygt" som det er kun at tage. Og den der med at tro, at man altid er der for hinanden - helt ærligt; hvad hvis begge er nede på samme tid eller har gang i 117 andre ting, der ikke bare kan skrottes, fordi ens veninde har brug for at snakke. Man er der for hinanden i den udstrækning, man orker, har tid og mulighed og som man er tæt på hinanden til. Men at tro, at alle bare smider alt, de har i hænderne, fordi de skal "være" der, det er for mig utopi og siger i sidste ende ikke noget om, hvor godt et venskab, man har.
Så lidt realisme både i f.h.t. sig selv og i f.h.t. den anden er ikke at kimse af.