Kan ikke holde på venner/veninder

heidilis22

Tusind tak. den vil jeg undersøge nærmere

Karlsen13

Har læst Jeres indlæg om vanskeligheder med at bevare relationer til andre - det positive er, at vi åbenbart er en del med de oplevelser. Vi kunne mødes - afstemme kemi - måske gider vi hinanden :-)

Mette46

Jeg synes også det er en glimrende idé at forsøge at oprette en gruppe - den er jeg helt med på. Men aller mest kunne jeg måske tænke mig at oprette en selvhjælpsgruppe, hvor lige præcis dette smertefulde problem kan blive vendt og drejet og gennemarbejdet, for hvem ved - det kan jo være vi faktisk i fællesskab kan lære hvad det er der er så svært ved de der svære relationer.

Er der nogen der har mod og lyst til at kaste sig ud i det?

Skriv gerne til mig. Min mailadresse er mette@parkmail.dk

KH Mette

anonymfyr11

Kære alle !

Jeg har netop læst samtlige indlæg i tråden, og det jeg studsede over var at vi alle kan indgå i et sund forhold til en partner, men at vi ikke kan i forhold til venskab. Dette virker umiddelbart ret underligt, da de to ting jo på rigtigt mange måder ligner hinanden.

Den eneste forskel på en partner og en rigtig god ven, er vel nærmest det seksuelle. Så hvorfor kan vi slappe af, være os selv, stille krav, være ligeværdige osv med en partner men ikke med en ven. Hvad er foreskellen ?

Hvis vi kunne løse det, tror jeg muligvis der ville gå et lys op for os.

For mit eget velkomne kan jeg sige at jeg bestemt ikke har problemer med at skabe relationer til en kæreste, og kan mærke at rigtigt mange piger oprigtigt gerne vil mig ( og det er bestemt ikke fordi jeg ser specielt godt ud eller noget) Der er så bare ingen venner som vil mig oprigtigt, og det er det jeg syntes der er underligt.

tulpi55

det er længe siden at der sidst har været et indlæg men jeg føler alligevel trang til at fortælle lidt om min situation for som i ofte anført bliver man jo hvergang klogere på sin egen situation. Jeg mangler i den grad selvtillid efter utallige svigt og kan ikke glædes ved at der trods alt er nogen der holder (lidt ved) dermed mener jeg at man kan snakke med dem om dette og hindt men bestemt ikke hvad der fylder ens sind og efterhånden tærer det frygtelig at skulle forholde sig til dagligdags ting som forekommer uvæsentlig for mig. Selv familien mister jeg det tætte forhold til: de udvikler sig og kan ikke forstå at det samme ikke sker for mig. Jeg har så mange drømme men tør ikke at sætte dem i værk for jeg kan ikke tåle evt kritik for det hæmmer min hverdag i mange dage. Det er blevet nævnt paradokset mellem at kunne have et godt forhold og ikke nære venner men min mand er min bedste ven men heller ikke han forstå at jeg lider under at mine børn tydeligt vælger ham (og ikke mindst mine svigerbørn der bare siger at jeg bare kan tage mig sammen og ellers lader som jeg ikke er til). Jeg kan til dels godt forstå mine børn for pga min sygdom har jeg ikke altid været for dem men hvor gør det ondt. Jeg vågner tit med mareridt og det præger resten af dagen.
Jeg har også meldt min til diverse kurser og idræt men må ofte opgive fordi jeg frygter hvis der kommer en negativ reaktion. Jeg har i flere år gået til psykolog men finder ikke nogen hjælp til at bekæmpe min ensomhed.
Ja det er hulk hulk men for vi der lider er det jo hverdag.
Tak fordi du tog dig tid til at læse mit indlæg.
De bedste hilsner og tanker fra mig

Hugo200

Læs den her bog:

- et dialektisk perspektiv på eksistentiel og psykodynamisk psykoterapi
af Anne Lise Løvlie Schibbye

tulpi55

ja det var en mulighed - engang - men lige nu bruger jeg min tid på at "hanke" op i mig selv for der er masser af selskabelighed på tapetet i den nærmeste fremtid og det kræver mange resurcer men mange tak for forslaget som måske vil ændre mit menneskesyn hvem ved?
mvh

Gittemads2

Hej
Spændende at læse alle indlæggene her. Egentlig ledte jeg efter en kvinde-løbeklub, fordi min veninde med jævne mellemrum ikke orker at løbe, eller bare skal noget andet, når jeg gerne vil løbe med hende i weekenden.

Vi har kendt hinanden i ca 25 år, og faktisk er de eneste veninder, som jeg stadig holder fast i - eller som stadig holder fast i mig - nogle få studiekammerater fra 80'erne. Vi har en historie sammen, og vi har været meget sammen som unge og haft en fælles interesse for et fag.

Jeg har forsøgt mig med rigtig mange bekendtskaber, og det gør jeg indimellem stadig - forsøger med nye bekendtskaber. Men det bliver sværere med årene, synes jeg, og måske er mine forventninger ofte også for høje, som flere af jer andre skriver.

Som flere af jer har jeg også en dejlig mand, og også en fantastisk søn, og så ser jeg altså ind imellem også gamle veninder. Mit behov er bare større, og måske er det også noget af det, der er på spil for jer andre. Altså at man ønsker noget mere socialt i hverdagen. Her er det så nok, at man ikke skal forveksle dette med et behov for venskab - det er måske tilstrækkeligt, at man løber sammen eller er sammen om en anden aktivitet. Jeg ønskede i mange år, at min mand og jeg skulle have fælles venner, men det er aldrig blevet til noget, og jeg tænker egentlig, at det kan jeg ikke lave om på.

Så min - ikke helt nemme - løsning er foreløbig, at jeg må skaffe mig den daglige eller jævnlige kontakt, eller på anden vis udfylde min tid på en god måde - uden at det behøver handle om venskab. Og uden at forvente noget fra andre.
Men jeg har det, som flere af jer har beskrevet. Jeg kunne godt tænke mig, at der var noget mere ...
Mange hilsner herfra.

tulpi55

Som du prøver jeg også at fylde dagen med oplevelser og begivenheder men det ligger altid i baghovedet:kan det føre til varigt bekendtskab og jeg bruger megen krudt på at "tale mig selv ned" og bare tage det som en oplevelse og jeg får mange mange nederlag ved at presse mine/vore bekendtskaber til fælles oplevelser og når de takker nej til min presserende adfærd og det betyder også at dem jeg egentlig så som venner - bare er bekendtskaber og det er et stort nederlag og gør at jeg ofte er så ked af det. Bare jeg/du/vi kunne finde en vej ud af det men jeg har p.t. ingen løsning.

Gittemads2

Hej Tulpi55. Kan godt genkende de mekanismer, du beskriver. Jeg kommer også ind imellem til at virke for indladende og presse mig på med min anerkendelse eller mine opfordringer til at lave noget sammen, som jeg så forsøger at holde i live, måske uden at den anden egentlig gider mig.

Altså, jeg tror, løsningen er at lade være ... At holde fast i de gode familierelationer eller få venskaber, man har, og så fylde tilværelsen med meningsfyldte aktiviteter, sammen med nogen der interesserer sig for det samme. Men uden at tro, man skal være venner med dem.

Jeg tror, det er lidt ligesom, hvis man leder efter en kæreste, eller skal holde på en kæreste, at man skal være lidt 'hard to get' en gang imellem -- ikke skilte så meget med, hvor gerne man vil de andre, for så gider de én ikke ...

Men jeg er altså heller ikke særlig god til det!
Hav en dejlig uge Bedste hilsner